Christian 7.  ·  Konge af Danmark · Norge fra 1766-1808

Christian 7.2 monogramChristian 7.Christian 7. blev født i 1749 og døde i 1808. Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. 
Valgsprog: Gloria ex amore patriae · I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min ære.

Kort tid efter sin kroning i 1766, indgik han i et traditionelt arrangeret pligtægteskab, med den kun 15-årige Caroline Mathilde af Storbritannien. Som sekstenårig fødte hun Christian 7. deres eneste barn, den senere Frederik 6.

Christian 7. var knap nok blevet 17 år, da han efterfulgte Frederik 5. på den dansk-norske trone. Med Frederik 5.s død, var den magtfulde gehejmeråd Adam Gottlob Moltke's tid forbi. Et halvt år senere faldt han i unåde og blev frataget sine vigtigste embeder. Christian 7. brød sig ikke om Moltke, og det siges at han, med hentydning til Moltkes betydelige højde, sagde om ham: Storch vom unten, Fuchs vom oben.

Ret tidligt stod det klart, at den unge konge ikke var helt normal. Han led af den alvorlige sindssygdom, skizofreni – en sygdom der gjorde ham mere og mere utilregnelig, og med årene satte ham helt ud af spillet som regent.

Kort tid efter overtagelsen af kronen, kunne man opleve den 17-årige konge på natlige drukture med den 21-årige prostituerede, Støvlet-Cathrine. De to og deres kumpaner yndede at hærge byens bordeller, tæve pigerne og rasere inventaret.
Med den største fornøjelse slog de ruder ind, slog løs på folk de mødte, slog løs på hinanden og pryglede de stakkels vægtere, der skulle sørge for nattero. Det hændte også, at det var kongen der havde fået så mange tæsk, at han måtte ligge brak dagen efter.
Til sidst blev det vægterne for meget. De klagede deres nød til hoffet, og enden på historien blev, at Støvlet-Cathrine blev forvist fra byen.

I 1768 skulle Christian 7. ud på en større udlandsrejse, og under et ophold i Slesvig, antog man den 31-årige Johan Friederich Struensee som rejselæge. Struensee havde tilsyneladende en god indflydelse på kongen og fik efter hjemkomsten ansættelse hos hoffet.
Struensee's hastige karriere ved hoffet gik gennem Caroline Mathildes seng. Han blev den kun 19-årige dronnings elsker og skaffede sig gennem forholdet til hende, og sin store indflydelse på kongen, en stadig større magt.

Struensee fik indsat sin gamle ven Enevold Brandt som kongens forlystelsesråd, og fik efterhånden isoleret kongen fra embedsmændene og hoffet.
I løbet af efteråret 1770 skaffede Struensee sig af med udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, og i december overtalte han Christian 7. til at opløse Gehejmekonseilet og indføre et kabinetsstyre, med sig selv i rollen som kongens eneste minister.
Sommeren 1771 tilranede Struensee sig diktatoriske magtbeføjelser ved at udnævne sig selv til geheimekabinetsminister. Udnævnelsen betød at han kunne udstede kabinetsordrer på egen hånd, og da kongens sindssygdom forværredes, var Struensees magt reelt uindskrænket.

Dronning Caroline MathildeStruensee gennemførte hastigt en række reformer. Offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes. Helt i oplysningstidens ånd, afskaffede Struensee censuren – men liberaliseringen af trykkefriheden førte efterfølgende til en hetz mod regeringen og Struensee selv.
For at få befolkningen til at arbejde noget mere, afskaffede han en række hævdvundne helligdage.
Han skar ned på tildelingen af ordener og forbød anvendelse af tortur inden for retsvæsenet osv.
De mange hastigt gennemførte reformer mødte imidlertid modstand. Tiden var tilsyneladende ikke moden til så omfattende forandringer, og reformiveren skaffede Struensee mange fjender.

Ved et paladskup i midten af januar 1772 blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret – natten efter et maskebal i hofteatret. I spidsen af kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.s anden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik.
Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug, og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.
Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april for at overvære den makabre begivenhed, da dommen blev eksekveret. Ved Struensee og Brandts henrettelse, fik begge først hugget højre hånd af, og kort tid efter kunne bødlen holde de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage.
Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, ægteskabet med kongen blev ophævet, og dronningen deporteret til Celle i Hannover. Hun så aldrig siden sine børn – hverken kronarvingen Frederik eller datteren, Louisa Augusta, som Struensee var far til. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775. Kongens kommenterede dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik plads i det indsatte statsråd – men den største indflydelse fik en af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden regeringens egentlige leder. Regeringen med Høegh-Guldberg afskaffede stort set de reformer, Struensee havde gennemført, og satte udviklingen mere eller mindre i stå. Høegh-Guldberg blev selv offer for et paladskup i 1784, da kronprins Frederik, den senere Frederik 6., overtog regeringsmagten. Formelt var den stadig mere sindsforvirrede Christian 7. stadig enevældig hersker – men hans rolle var reduceret til, at underskrive de beslutninger statsrådet vedtog.

Christian 7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Frederik 6.