|
Peter Willemoes
Willemoes blev som søofficer kendt for sin heltemodige indsats under slaget på Københavns Red den 2. april 1801. Trods sin unge alder fik han ledelsen af Flådebatteri nr. 1. og udstyret med 24 kanoner med en besætning på ca. 150 mand, gik Willemoes til kamp mod admiral Nelsons flagskib Elephant. Willemoes lagde flådebatteriet tæt ind under det engelske flagskib og hagede sig til sidst fast. Flagskibet havde nu, på grund af sin størrelse, svært ved at ramme flådebatteriet, der lå lavt i vandet. Da kampene ebbede ud lykkedes det endda Willemoes, at sejle flådebatteriet ind til Trekroner. Ifølge overleveringen skulle Nelson efter slaget havde foreslået kronprins Frederik (6.) at udnævne Willemoes til admiral hvortil kronprinsen svarede, at han ingen løjtnanter eller kaptajner ville have tilbage, hvis han skulle udnævne alle sine tapre officerer til admiraler. Efter slaget tog Willemoes på togt til Middelhavet og rejste senere til Skt. Petersborg for at søge ind ved den russiske flåde. Efter den engelske flådes angreb på København i 1807 vendte Willemoes tilbage til danmark og blev samme år udnævnt til premierløjtnant. Englænderne patruljerede de danske farvande, og Willemoes fik til opgave at fragte soldater fra Langeland til Lolland. Under sit ophold på Langeland knyttede Willemoes et varm venskab med Nicolai Frederik Severin Grundtvig, der var huslærer på Egeløkke Slot. Kort tid efter faldt Willemoes ombord på linieskibet Prins Christian Frederik, under slaget ved Sjællands Odde i marts 1808 ramt i hovedet af en kanonkugle. Peter Willemoes ligger begravet i en fællesgrav på Odden kirkegård.
Links: |
||
| Denne side er oprettet 29. november 2000. |
|||