Johann Clemens Tode 1736-1806.
Født lidt uden for Hamburg, søn af en tolder. I lære hos regimentfeltskær og senere hos en hofkirurg. Tentamen fra den kirurgiske læreanstalt 1761.
Studierejser Frankrig, England og Holland 1765-68. Medicinsk eksamen og doktorgrad København 1769,  Hofmedicus, medlem af Collegium Medicum, medstifter af Det Medicinske Selskab mv., medlem af Sundhedscollegiet 1803-1805. Professor ved Københavns universitet indtil 1805, rektor i 1801.
Udgiver af medicinsk bibliotek 1775-87, skrev skuespil og i 1792 den første danske roman »Om kærligheds nytte« (den er temmelig kedelig).
Har ogsaa været inde i veterinære problemer vedrørende inokulations-forsøg med kvægpest.  Fastslog i 1774, at syfilis og gonorrhoe er to forskellige sygdomme.
I »Samlede Danske Skrifter«, de prosaiske skrifters 2. del – seriens 6. bind, udkommet i København 1794 findes artiklen om vin eller øl.

Hvad er i Dannemark og Norge sundest at drikke, Viin eller Øl?

Dette spørgsmaal er nyligen bleven gjort mig; men Spørgeren har nok behaget at ville lave Løier, ved at faae mig til at bevise ganske alvorligen, med mange Grunde og i en demonstrativisk Orden, hvad enhver veed og slet ingen beviis behøver. Ingen anden, end den, som foragter sit Fædernelands Produkter, og ikke kiender til sit Fædernelands historie, kan tvivle, om Øl eller Viin bør have Fortrin. Og saadanne upatriotiske og ukyndige Læsere har jeg ikke; hvorfor skulde jeg da bevise denne unægtelige Sandhed, en Sandhed, som Nicolai Kirke endog lader tilsyne?

Ja, i Nicolai Kirke endogsaa see vi Exempler nok paa den Sundhed, som der er ved Øl frem for Viin. Hvilken Forskiel imellem de gode hæderlige danske Mænd, som staae skildrede paa Epitaphierne, og de andre som sidde i Stolene! Hvor runde og sunde, hvor føre og friske, hvor mandige og kiække see hine ikke ud? Uagtet deres andægtige Stilling, deres foldede hænder. kan man dog læse Dannemanddom i hvert et ansigt. Man kan ret kiende enhver, som har været med at forsvare Kiøbenhavn.

Og de have drukken Øl. De have ikke giort Rødviin til deres Borddrik. De have ikke sluttet deres Maaltider med Madera, Samos eller Confrantia. De havde ikke forsmaaet en lædskende og oplivende Skaal af deres eget Lands Grøde.

Lad os see til de ædle Mødre og Døtre, som pryde hine fromme Groupper. Den blomstrende Sundhed skinner igiennem Bedrøvelsens Slør. Der sees noget fyldigt i deres Bygning, noget rundt i deres Lemmer, og en je ne fai quoi under deres Netteldug, som giør det Øl, de have drukken og selv brygget, megen Ære. Man kan see, at de havde lovet deres Friere tarvelige og frugtbare Hustruer, deres Børn en god sund Patte, og deres Piger retskafne Madmødre, og der er ingen Tvivl de jo have holde ord.

Giør Øl ikke tykkere Blod end Viin?
Dette spørgsmål får man gierne af Viinens Yndere, naar man roser Øl som en god sund Drik. For een som ikke seer længere end hans Næse, synes det meget rimeligt, at den Drik, som er tykkest, maae nødvendigviis ogsaa give tykkere Blod. Men man kan sætte saadan en Philosoph ganske i Barocco, naar man spørger ham, hvad man da skal troe om de Folkes Blod som drikke Kaffe med Fløde, Choccolade, Havresuppe og Kiærnemelk, og som spise oplagt Melk, Velling, Søbekaal, Sagosuppe, Grød, Røræg, ja Potatos, og tusind, tusind andre seie, tykke og tunge Retter?

Den som har det ringeste Begreb om Blodets Vedligeholdelse, veed, at det er den Saft, der drages udaf Spise og Drik, som føres ind i Blodet og bliver til Blod; at denne Saft altid altid er lig en Melk, hvad enten den uddrages af Øl eller Viin, af Skildpadde eller Kommisbrød, af Ris eller Kartøfler; og at Fødemidlernes tykkere eller tyndere Konsistens giør intet til Sagen, da det dog altid er det Tyndeste af dem, som bliver til Fødevædske.

Hverken Viin eller Øl, eller Melk og saa videre, gaaer hel eller holden ind i Blodet: det giøre allenen de vandagtige og spirituøse Dele, tilligemed saadanne andre, som kunne opløses af disse. En stor Deel af Viinen o. d. ø. bliver uden for Melkekarrene.

Dog hvorfor skulde man værdige denne halte og lamme Indvending saa meget, at man giendrev den med physiske Grunde? Lad Viinens venner først bevise, at alt Øl virkeligen er tykkere end Viin. Det gode danske Øl, som vi drikke, det gode engelske Øl, som brygges i Kiøbenhavn, er ikke meere tykt end Viin, ja det er aabenbart tyndere end Rødviin.

Overalt er det tykke Blod, hvorpaa man har raabt saa meget i forrige Tider, meget kommen i Glemme, nu da vi kiende Naturens Huusholdning lidt bedre. Nu har man funden, at dette tykke Blod er hverken meer eller mindre end en Hoerunge af en midaldrene Hypothese. Man kan nu demonstrere, at Blodet er langt mere for tyndt end for tykt i de Sygdomme, hvor man mest har skraalet paa tykt Blod, saasom i Betændelser o. a. fl. Man beholder imidlertid denne udtiente Talemaade for de arme Chirurgers Skyld, som ville aarelade og ikke forstaae at træffe Aaren ret. Naar saadan een har flaaet Hul og intet Blod kommer, i hvor meget han end stryger og stryger, siger han gierne: Blodet er for tykt, det vil ikke igiennem Hullet. Godt Folk troe ham; men saa dum er han aldrig, at han selv troer hvad han siger.
Det behøves vel ikke, at man giendriver den gamle Fordom om et tykt Blod med alle muelige Grunde; men een maae jeg dog anføre.

Det Blod, som er tappet af et Menneske, det har en stærk Betændelse, styrkner og bliver til en Slags Kage, som lader sig skiære med en Kniv. Den hele øverste Overflade viser et tykt, seit, guult Skind. Deraf dømmer man da, at saadan en Patient maae have er ret tykt og seit Blod. Men man burde betænke, hvilken Forskiel der er imellem det Blod, som er i et Menneskes levende Legeme, i sin fulde Bevægelse og Varme, og det som staar stille og bliver koldt i en Skaal. Man burde erindre sig, hvilken Soliditæt og Haardhed den Melk kan antage, som flyder saa tynd som Dugen udaf et Kreaturs Yvere. Det Blod, som synes at være forvandlet i en Fleskekage, har netop været noget mere fortyndet end ellers, da det blev aftappet. Det har passeret igiennem alle fine sædvanlige Veie, igiennem Millioner Aarer, hvis Giennemsnit ikke er større end 1/1000 af en Tomme. Igiennem disse mere end haarfine Rør løber det ikke alene uden Hinder, men ogsaa med større Færdighed end sædvanligen: ja det trænger ind i Aarer, som eller ikke tager imod det. dette sees tydeligen af den Hede, Banken og Rødme, som saadan en Patient har over sit hele Legeme. Altsaa maae Blodet være mere fortyndet end fortykket hos slige Syge, saalænge det er i Aarerne.

Det holdes ogsaa for at være for tykt hos Melancholske; men jeg begriber ikke, hvorledes det kunde gaae til, at et Blod, som er for tykt til at gaae igiennem een Deel, alligevel kan gaae igiennem en anden, som har lige saa fine Aarer. Sandeligen, den rette feil, hvorpaa Melancholie beroer, ligger i Hiernen, i en Forstoppelse, en Trykning o. a. m. En almindelig tykhed i Blodet maatte nødvendigviis foraarsage almindelige Uordener i Vædskernes Omløb, ja Livet kunne ikke bestaa derved.

Men er da ikke Blodet for tykt hos dem, der have Forstoppelser i Underlivet. Ak nei. Naar man tapper Blod af dem, saa er det langt meere fortyndet end for tykt. Disse Forstoppelser kommer ikke af stoppede Blodkar, men af standsende Udkastelser.

Kort sagt: intet er vanskeligere i Medicinen end klart og umodsigeligen at demonstrere, i hvilke Tilfælde Blodet er for tykt. Naar nu de Lærde selv havde ondt ved at kiende og bevise dette tykke Blods Tilstedeværelse, saa burde Lægmand ikke raabe saa tit paa denne Chimære, for at undskylde sin Hengivenhed for Viin.
Dog, omendskiønt man bør nægte, at Øl giør Blodet tykt ved Tilblanding eller umiddelbar; saa kunde dog indvendes dette, at denne gemeene Drik alligevel er i Stand til at skade Blodets Consistens og tilbørlige Omløb, middelbart, nemlig ved at svække cirkulationen selv. Dette maae vi da ogsaa besvare.

Der ere tilvisse de Drik, som give Anledning til Blodets langsomme og uordentlige Bevægelse, til Forstoppelser i Underlivet, til den gyldne Aare, og til Hyppochondrie; der ere til visse de Drikke, der omskabe mangen en ung kæmpe til
   En tungsindig, en tungsindig
   Melancholsk Mand,
   Som aldrig fryder,
   For hans Blod ei flyder
men
   Saadan Staffel, saadan Staffel
   Burde drukken Vand.
Det som giør denne skadelige Virkning, er hverken Vand eller Øl; det er drik der enten medfører noget sammentrækkende, saasom Viin eller Brændeviin, Biskop og slet stærk Thee; eller svække de første Veie, saasom slap Thee; eller angribe Nerverne og avle Krampe, saasom Kaffe og god stærk Thee; eller baade sammensnerpe og svække Nerverne, saasom Limonade og Punch.

Naar vi mønstre alle vore hypochondriske, hæmorrhoidalske og hydropiske Patienter, ville vi ogsaa finde, at de fleste have været eller ere endnu Elskere af Viin og Brændeviin; ikke een Øldrikker faaer slige Sygdomme, saafremt ikke slet behandlede Koldfebre og andre Svagheder eller Diætfeil give Anledning dertil.

Øl kan heller ikke have en saadan virkning, undtagen naar det er slet lavet, blandet med skadelige fremmede Materier eller suurt. At slet Øl er usundt, det forstaaer sig af sig selv.

Men Viin har noget skadeligt hos sig, eller er i det mindste farlig som en daglig Drik, naar den endogfaa er af bedste Beskaffenhed.

I Vinen ligger en langt større Syrlighed end i Øl, allerhelst i Rhinsk- og Rød-viin. Denne Syrlighed er en Fordærvelse for de første Veie, og en Forgift for Vædskerne. Gigt, Podagra Steen, Udslet o. s. v. have deraf deres Oprindelse. En maadelig Syrlighed har fin Nytte, men for meget deraf er altid en Fiende i Blodet; den skal udkastes igien. Men hvorledes skal den kunne udkastes, naar den dagligen indføres i Legemet igien? Den faaer tilsidst Borgerret i Vædskerne; men den bliver aldrig en god Borger; det er altid en hemmelig Forræder. Det Blod, som er opfyldt af denne Viinsyre, er meget tilbøieligt til at forstyrre de naturlige Udkastelser, enten ved at foranledige Forstoppelser i de fine Rør, eller ved at give de afsatte Vædsker en slet Beskaffenhed, hvad for megen Syrlighed i Vædskerne kan giøre, lærer saa mange smaa Børns ynkelige Exempler; de fleste af deres langvarige Svagheder avles og fødes af en syrlig Skarphed.

Øl har ogsaa nogen Syrlighed hos sig; men at denne er langt svagere, sees endogsaa deraf, at Øl giver aldrig saa stærk en Edike som Viin.

Gaaer denne Syrlighed i Viinen til saadan en Høide, at den yttrer noget sammentræffende, eller er Viinen aabenbar af en sammensnerpende Natur, som den Røde altid meere eller mindre pleier at være; saa kunne de omtalte Uordener i Udkastelserne og Indvoldenes Forstoppelser des lettere finde sted. Erfarenhed bekræfter dette alt for meget.

Er nu den gode Viin ikke fri for Bestanddeele, som give Anledning til Forstoppelser o. s. v., hvor meget meere farlig maae da ikke den slette være? Hvad maae man ikke frygte af de Forfalskninger, som ere saa mangfoldige, at endogsaa de største Chemister ikke ere i Stand til at opdage dem alle?

Dog lad os komme til det tykke Blod igien, for at tage Afskeed med det. Det hidtil sagte kan være nok til en Prøve, for at vide hvor meget de tage feil, der tilskrive Øl den Virkning, at det tykner Blodet meere end Viin. Jeg haaber at have godtgiort, at Blodets langsomme og uordentlige Omløb, som en virkning af forstyrrede Udkastelser og af Forstoppelser i Underlivet, finder langt mere Sted hos dem, der have giort Viin til deres daglige Drik, end hos dem der blive hos deres Fædres Drik. – Lad os nu høre et andet spørgsmaal.

Hvilket giver den sundeste Føde, Øl eller Viin?
Den Føde, som rigeligt erstatter det Tab, vort Legeme jævnligen lider på Kræfter og Substants, som ikke paafører Vædskerne mindste Skarphed, men tvertimod tiener til at svække den de allerede have, med eet Ord: den Føde hvormed Mennesket trives bedst, er i Almindelighed og for de Sunde den sundeste. Jeg siger i Almindelighed og for de Sunde; thi visse Svagheder og Legemsbeskaffenheder kræve en Føde, som ikke ganske erstatter Blod og Kræfter, eller som har en grad af Skarphed.

Naar man seer til de Nationer, som drikke meere Øl end Viin og Brændeviin, saa finder man meere Sundhed, Styrke og Mod hos dem end hos andre. Hvor røde og runde, hvor stærke og raske ere ikke de Engelske i Sammenligning med de Franske? Endogsaa hos os, iblant den arbeidende Almue kan man strax kiende den, der holder sig til godt Øl, fra den der drikker to gange Kaffe og en halv Snees danske Sopgener om Dagen. den første er altid stærk, rask, flink , munter, enten han arbeider svirer eller slaaes; men den anden er tung, langsom søvnig og lumsk.

Endnu et Exempel. Naar vi see en Mand med en tyk Mave og et Par usle hensvundne Been; en Mand, som er lig et Par Pouker satte paa et Par Trommestikker, og vi spørge ham: hvad han har drukket mest af i sine Dage, Øl eller Viin; og han da, Notabene, siger Sandhed, saa ville vi høre, han har drukken mere Viin end Øl.

Røde, eller som man kalder dem, Kaabernæser, sidde heller ikke gierne over en Mund, som aldrig lader passere Viin og Brændeviin.

Men skal en daglig Drik endeligen give Føde?
Om en daglig Drik allene skal tiene til at fortynde, opløse og blande de Spiser, som skulle fordøies, og blaat erstatte Vædskernes Tab, eller om den tillige skal give Føde og Kræfter, det beroer paa den Levemaade en Mand fører. Den som arbeider, slider og slæber hele Dagen, behøver al den Føde han kan faae; de Stillesiddende derimod, allerhelst de Lærde og Studerende, som allene arbeide med med Hovedet, iligemaade den hele ældgamle og hæderlige Orden af Dagdrivere, Gadejunkere, Snushaner og Spradebasser, kunne gierne behiælpe sig med en blot fortyndene Drik, hvortil jeg uforgribeligen vil have anbefalet den Viin, der skiænkes hos Maren med den lange Arm, hvilken tilvisse er tynd nok, og har, uden Roes at sige, været min egen Liv- Mund- og Maveviin.

Giver Øl ikke alt for megen Føde?
Dette er ikke letteligen at befrygte; thi jo mere mættende og fødende det Øl er ma drikker, jo mindre pleier man at spise, undtagen, undtagen man er hengiven til Fraadserie. Derfor seer ogsaa en god Huusmoder i den borgerlige Stand derhen, at de, som hun bespiser, smukt drikke Øl til deres Mad.

Dog nægter jeg ikke at det stærke Øl, det som er brygget af utørret Malt og det som har ret en sød Smag, føder mangfoldigen, og ville derfor være utienlige for dem, der allerede have Kraft og Saft nok. Men er der ikke tyndere og svagere Sorter velsmagende Øl nok at vælge i? Vi mangle hverken Øl til at lædske, eller Øl til at styrke eller Øl til at føde.

   De Herrer Viinelskere distinguere faa subtilt som
   Ein Leitstern lichtbedürstiger Künste,
   Ein junger Metaphysikus,
imellem Viin og Viin. Den eene maae drikkes under Maaltidet, den anden bag efter; den eene skikker sig bedst til Frokost, den anden til Middagsmaden o. s. v. Det samme bør og kan jo ogsaa iagtages ved Øl.

Er der virkeligen ogsaa ligesaa mange slags Øl at vælge i, som der ere Viine?
Saa spurgte mig en varm Sagfører for Druesaften i Anledning af hvad jeg har paastaaet: at vi nemligen havde Øl nok til at vælge, hvilket bedst skikkede sig for vort Legeme.

»Det er eet af de ugiendriveligste Beviis, sagde han, paa Viinens store fortrin for Øllet, som en Drik, at vi have saadan en velsignet Mangfoldighed af Viinsorter, saa at vi kunne ret udsøge, hvilken bedst passer til vor Smag, til vor Helbred, til vor Stand o. s. v. Denne Riigdom paa Viin, Naturen aarligen yder, giver noksom tilkiende, at den gode Fostermoder har bestemt Druesaften til vor fornemmeste Drik.«

Nu hvad denne Viinpatron har sagt, er nok flere Læseres Meening; og derfor vil jeg ogsaa svare paa dem eengang.

Jeg kunde vel giøre nogle faa Invendinger: f. X. at Naturen yder og byder en langt større Mangfoldighed paa Vand, end paa Viin: – at denne gode Husholderske egentligen ikke yder Viin, men Druer: – at Druer, overladte til Naturens Bearbeidning, yde langt mere Edike end Viin: – at man med samme Føie kunde slutte af Viindruernes velsignede Overflødighed, vi burde alle drikke Edike eller Brændeviin: – at det neppe kan formodes af saa gammel og forstandig en Matrone, som Naturen er, hun skulde ikke ladet groe Druer over den hele Verden, saafremt hun havde villet, den hele Verden skulde drikke Viin: – at det er Menneskens Konst og Fliid, og ikke Naturens egen fri Haand, som har udbredt Viinens Kultur i saa mange Lande, ja i alle Verdens dele, og som dagligen endnu giver Druesaften den uendelige Forskiellighed, som den har; og meget saadant mere kunde jeg erindre.

Der kunde ogsaa spørges om ikke denne herlige Velsignelse paa Viinsorter vilde komme os til liden Nytte, dersom vi smukt raadførte os i saadant Valg med vore Evne, saavelsom med vor Smag, Helbred og Forfængelighed. Men dette Spørgsmaals Ubetydelighed indseer jeg selv, da det nu ikke mere gielder, om vi kunne betale, men om Viintapperne kunne skaffe.

Lad os altsaa gaae lige til Sagen selv, og undersøge, hvorvidt det er grundet i Sandhed, at Viinen i Hensigt til fin mangfoldige Forskiellighed overgaaer Øllet.

Og da spørge vi først: hvor mange Sorter Viine frembringer vort kiære Fædreneland? – Slet ingen. Hvor mange Slags Øl brygges da i Kiøbenhavn allene? – Adskillige Sorter bruunt og hvidt Øl, foruden Brenhahn og Porter. Altsaa have vi Danske jo altid en uendelig større Mangfoldighed på Øl end paa Viin af vort eget Lands Grøde.

Men skulle og maae vi da endeligen have vor Drik fra de Fremmede, foragte vort Fædrelands, og bramme med vore Naboers Produkter; vel, saa seer jeg ikke, at Druesaftens Forskiellighed er større, eller kan være større, end Øllets.

Lad os alene tale om Tyskland. Enhver, som har reiset i dette store Rige, veed, hvilken utallig Mængde af Ølsorter der findes. Næsten hver en Stad har sit eget, sit karakteristiske Øl. Og naar det kommer an paa Navne, da have de tyske Ølle dem ligesaa expressive, endskiønt lidt mindre melodiske, end de franske og italienske Viine.

Vino amabile, Vino vergine, Vino piccante, Montefiafcone, Montepulciano, Mangiaguerra, Chiarello, Lacrima Chrifti, Oeil de perdrix, Vin de nuit, Frontignac, Hautprignac, alt dette klingrer i et kiælent Øre. Men Breslover, Schøps, Magdeborger Pils, Hallenser Puff, Erfurter Schlunz, Jenenser Glatsch, Osnabrügger Bufe, Goslar Gose, Brunsviger Mumme, Herforter Ramna, Hadeler Kater, Helmsræder Klapit, Mittenberger Kukuk, Leipziger Rastrum, Halberstæder Breyhahn, Königslutter Duccstein, Delitcher Ruhswanz, Kreuzkloster Tibi Soli, Schøninger Wittenkiel, Friislænder Bruune bernt, Wetriner Reuterling, Jenaer Dorfteufel, Kottvizer Krabbel an de Wand, Boisenborger Biitdenkeerl, Hadeler Selldenkerl, krille vist i hovedet, om de ikke klingre i Øret.

Viinens Forskiellighed beroer fornemmeligen paa Træets Behandling, Jordbunden, Solen, Mostens Udpresning, Giæring o. s. v. Maltets, Humlens, Giærets, Vandets høist forskiellige Beskaffenhed og Proportion, tilligemed den fra Sted til andet afvigende Behandlingsmaade, er grunden til den Forskiel som findes imellem Øl og Øl.

Derfor var ogsaa vort Fædreneland altid i Stand til at tilveiebringe en langt større Mængde særdeles Ølsorter; i det mindste lige saa mange som der indføres Viinsorter, dersom det var Umagen værd, dersom ikke vort gode Øl var bleven foragteligt i disse svinglende Tider.

Er der vel hos os nogen hæderlig Mand endnu, der sætter Priis paa et godt Glas Øl? der byder fine Giæster det som noget godt, noget lækkert, noget der er anstændigt og værdigt? Hvilket Selskab ville nu ikke undsee, ja skamme sig ved at drikke høitidelige Skaaler i Øl, i denne Nordens rette Viin, den, som vore Fædre, vore stridbare, vore seiertronede Fædre drak?

Saalænge hele Folket giver en fremmed Drik Fortrinet; saalænge deres Venner Viin istedet for det, som burde være Husets Ære; saalænge kunne vi ikke vente, at vort danske Øl kommer til den Fuldkommenhed, den kunne opnaae.

Langt anderledes er det med Briterne. Den rette Nation selv foragter aldrig Fædrenes Smag og Skikke; de hædre, de ophøie deres Lands Grøde og deres Vinskibeligheds Løn; de elske nok den fremmede Druesaft; men de ere stolte af deres Øl; de kunne ikke være det foruden, naar deres Nationallære skal erindres; eller deres Nationalland skal virke.

En stor Orefteg, en vældig Pudding og den gode kraftige London Porter ere endnu det herligste Søndags-Traktament i den ægte engelske Handelsmands Familie; og at beværte fine Giæster med sit eget Oktober-Øl, det holder den engelske Herremand endnu for en Ære. Endnu maae den skummende Porter gaae rund, naar Kahyten ret andægtigen skal ifremme Krigssangen.

Det er denne Priis, Engelskmanden sel sætter paa sit Øl, som giver det saa stor Kredit udenlands, og giør det til saa vigtig en Næringsgreen. Hos os brygges lige saa velsmagende, ligesaa kraftigt Øl, som enten Porter eller Ale; hos os kunde Øllet, saa at sige, raffineres endnu paa mange Maader, thi vi have alt hvad dertil behøves. Men aldrig vilde det bedste Øl, vi kunde brygge, blive agtet af de Fremmede, saa længe vi ikke selv agte det.

Giver ikke Øl mere Sløvhed i Sandserne, end Viin?
Den som vil arbeide med hovedet og bruge Forstandens Gaver, bør ikke nyde stærke Drikke. Jo klarere og tyndere hans Drik er, jo større klarhed i hans Hierne og i hans Ideer.

»Men man har jo havt mangt at stort Genie, som elskede Flasken, som drak og sang, og drak og sang sig udødelig. Hvad var Horatius andet end en Bon vivant? Det er sandt, han spiste sin Skildpadde, og drak sin Tokayer ved en Kaisers bord; men med alt det var han en Svirebroder, og ikke desmindre giorde han de bedste Vers i Verden.«

Ganske sandt. Men Horatius og de øvrige fordrukne Poeter af øverste Hylde have visseligen ikke giort disse bedste Vers af Verden, medens de havde – nei, medens de manglede Viin; ikke under Viinens mægtige Indflydelse, men under en hiertelig længsel efter den.
Saa meget som jeg efter min ringe Erfarenhed kan dømme, saa er det der giør Hovedet ret klart og let, der ret aabner alle Hukommelsens Skuffer, ret befrugter Indbildningskraften, og ret hielper Bedømmelsesevnen i fine Stadseklæder, hverken Viin eller Øl, men en god Koppe Thevand.