Danmarkshistoriens første stændermøde fandt sted under Christian 1. i 1468.
Stænderforsamlingen bestod af repræsentanter fra de fire stænder – adel, gejstlighed, borger- og bondestand.

På stændermødet diskuterede stænderforsamlingen politiske anliggender og i visse tilfælde traf forsamlingen også beslutninger.

I 1536 vedtog stænderforsamlingen kirkeforordningen om reformationen. Bortset fra at stænderforsamlinen stadig skulle høres når der skulle vælges konge, mistede stændermøderne herefter deres betydning. Med en enkelt undtagelse ophørte bøndernes repræsentation ved stændermøderne i 1600-tallet.

Det var ved stændermødet i 1660 man med støtte fra de borgerlige stænder vedtog arvekongedømmet og annullerede Frederik 3.s håndfæstning med rigsrådet. Denne beslutning blev indledningen til 187 års enevælde og dermed også afslutningen på stændermøderne.

I en noget ændret form genindførtes stænderforsamlingen i 1834, men blev afskaffet igen allerede i 1849 med vedtagelsen af grundloven.