I slutningen 1200-tallet opstod rigsrådet, der var et råd bestående af repræsentanter for landets gejstlige og adelige stormænd. Rigsrådets opgave var at rådgive kongen og hjælpe denne med at regere. Medlemmerne af rigsrådet udnævntes af kongen og udnævnelsen var normalt for livstid.
Indtil reformationen i 1536 var det danske rigsråd ledet af ærkebispen af Lund.

Rigsrådet udviklede sig som magtfuld politisk institution, med stor indflydelse på lovgivningen, ansættelse af rigets embedsmænd og lensmænd og andre offentlige anliggender. Fra 1400-tallet var det rigsrådet der forestod valget af kongen, og rådet udarbejdede desuden den håndfæstning kongen måtte underskrive ved tronbestigelsen. I forbindelse med tronskiftet var det rigsrådet der regerede.

Rigsrådet kom ganske ofte i opposition til kongen. Størst magt havde rigsrådet i Frederik 1.s regeringsperiode, men også i den sidste tid af Christian 4.s regeringsperiode havde rådet stor indflydelse.

Med indførelsen af enevælden under Frederik 3. blev rigsrådet opløst i 1660. Adelens magt brydes totalt og dens gamle privilegier afskaffedes. Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.
Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.