|
Johan Rantzau
Rantzau var dansk-holstensk feltherre af adelsslægt. Efter at have studeret krigskunst i udlandet blev Rantzau knyttet til hertug Frederik af Gottorp. Johan Rantzau ledede hertug Frederiks hær under oprøret mod Christian 2. Han erobrede i 1523 København og Malmø, hvorefter hertug Frederik kunne lade sig krone som Frederik 1. I 1525 nedkæmpede Johan Rantzau Søren Nordby's bondeopstand i Skåne. Johan Rantzau ledede Christian 3.s hær under Grevens Fejde, hvor han i 1534 nedkæmpede skipper Clement's oprørske bondehær ved Aalborg og året efter besejrede Lübecks hær ved Øksnebjerg på Fyn. Til søs banede admiral Peder Skram vejen for at Rantzaus tropper herefter kunne landsættes på Sjælland, og den 24. juli kunne Christian 3.s tropper belejre København fra landsiden, mens Peder Skram lukkede byen inde fra søsiden. Rantzau blev i 1536 af Christian 3. udnævnt til hofmester i Hertugdømmerne en post han trak sig tilbage fra i protest mod Hertugdømmernes deling i 1544. Herefter levede Rantzau en tilbagetrukket tilværelse, bortset fra da han i 1559 endnu engang fungerede som hærfører denne gang under Frederik 2. og hertug Adolf af Gottorps erobring af Ditmarsken. |
||
| Denne side er oprettet 4. juli 2001. |
|||