Forening af kongerigerne Danmark, Norge og Sverige.

I 1397 blev Margrethe 1.s plejesøn, den 14-årige Erik af Pommern, kronet som som regent af et forenet Norden. Kroningen fandt sted i slotskirken på slottet i Kalmar og rigerne skulle herefter regeres af Margrethe indtil Erik blev myndig.

Allerede som 6-årig blev prinsesse Margrethe, datter af kong Valdemar 4. Atterdag, forlovet med den norske konges søn, den 18-årige Haakon af Norge. I 1370 fødte hun sønnen Oluf, der efter Valdemars død i 1375 valgtes til dansk konge. I 1380 døde Haakon af Norge og Oluf arvede nu den norske trone. Danmark og Norges reelle hersker var nu Margrethe 1., som formynder for den mindreårige Oluf. Efter Olufs tidlige død i 1387 valgtes margrethe til rigsforstander (...fuldmægtig frue og til husbond) i både Danmark og Norge.

Svensk utilfredshed med deres mecklenburgske kongehus gjorde det i 1397 muligt for Margrethe, at få sin søsterdattersøn Erik 7. af Pommern kronet som konge af Danmark, Norge og Sverige. Sammen med kroningen i Kalmar gennemførte hun foreningen af de tre kongeriger – Kalmarunionen.

Kalmarunionen fik med unionsbrevet sin egen forfatning. Blandt de væsentligste vedtagelser var:

• I tilfælde af at et af landene angribes udefra skal rigerne opfattes som ét land
• Efter Eriks død skal de tre riger fortsat regeres af samme konge, der vælges i fællesskab
• De tre riger bevarer egne love og respekterer hinandens uafhængighed
• Alle kan frit erhverve sig indkomst og ejendom i alle tre lande
• Kongen kan kun slutte overenskomster med andre lande, når alle tre riger er repræsenteret i forhandlingerne

Margrethe 1. bevarede den egentlige magt i de tre riger til sin død i 1412. Unionen ophørte reelt i 1448, og blev definitivt opløst i 1523.