Jammers-Minde

sig med mig, Leonora Christina, udi det blaa Taarn tildraget haver fra Anno 1663 den 8. Augusti indtil Anno 1674 den 18. Juli.

Sjælden kan fremfarne. Tider uden Bedrøvelse ihukommes, thi enten haver de været bedre eller værre, end som de nærværende ere. Haver de været glædeligere, lykkeligere og hæderlige, saa bedrøver billigen deres Ihukommelse, og det saa meget mere, som nærværende sørgelige, ulykkelige og spottelige monne være. Haver forrige Tider været bedrøveligere, elendigere og beklageligere end som nærværende, da er deres Ihukommelse udi lige Maader sørgelig, thi man ligesom paa én Gang alle fremfarne Ulykker og Viderværdigheder finder og føler, hvilke man Tid efter anden udstaaet haver. Men eftersom alle Ting haver saasom tvende Hanker, hvorved de skal hæves, som Epictetus siger, den ene Hanke, siger han, er liderlig, den anden uliderlig, og staar det udi vores egen Villie, hvilken Hanke vi ville gribe til at tage fat ved, den liderlige eller den uliderlige; vil vi tage ved den liderlige, saa kan vi alt forbigaaende, i hvor smærteligen og bedrøveligen det endog haver været, lige saa vel og føjeligere glædeligen som sørgeligen ihukomme; hvorfore jeg ved den liderligste Hanke vil fatte og udi Jesu Navn min Ihukommelse igjennem løbe, erindrendes al Jammer, Elendighed, Bedrøvelse, Spot, Forhaanelser, Viderværdigheder og Fortræd, mig paa dette Sted ere mødte, og jeg formedelst Guds Naades Bistand haver overstrid, ingenlunde mig derudover bedrøve, men tvært imod ved hver Post især mig Guds Godhed erindre, takkendes den Allerhøjeste, som stedse med sin kraftige Hjælp og Trøst hos mig haver været til Stede, som haver mit Hjærte regeret, at det ej er viget fra Gud, som min Fornuft og Forstand haver bevaret, at den ikke er kommen udi Vildelse, som mine Lemmer Kraft og naturlig Styrke haver givet, ja som mig Sindsens Rolighed og Fornøjelse haver forundt og endnu forunder. Dig, du ubegribelige Gud, være lovet og priset evindeligen!

Til mit Forsæt at skride: Jeg eragter nødvendigt at være at begynde min Jammers-Minde med Begyndelsen af den Dag, paa hvilken den fatal Aften af mit Fængsel fulgte, og noget melde om, hvis sig med mig paa Skibet tildrog. Efter at Skipperen den 8. Augusti Anno 1663 ved 9 Slæt om Formiddagen lidet udenfor St. Anna Bro sit Anker havde kast, sendte Peter Dreyer (som af Petkum, da Kongl. Majestæt af Dannemarkes Resident i Engeland, var kommitteret mig at fremføre) Skipperen i Land med Breve. Jeg klædde mig og satte mig udi en af Baadsmændenes Køjer paa Overlaaget med en stadig Resolution frimodeligen at tage imod alt det, mig var forelagt. Dog ventede jeg ingenlunde det, mig hændede; thi foruden det, at jeg havde en god Samvittighed og vidste mig intet ondt at paastaa, havde jeg adskillige Gange spurt fornævnte Peter Dreyer om Aarsagen, hvorfor jeg saaledes bortførtes. Da gav han mig altid de Svar, som den Forræder Braten i Dovers mig gav (naar jeg hannem om Aarsagen til min Arrest spurte), som var, at mig maaske Generalmajor Fuchses Død tillagdes, og at der mentes, jeg min Søn til det Dødslag havde persvaderet; sagde sig ingen anden Aarsage at vide. Ved 12 Slæt kom Niels Rosenkrands, da Obersteliitenant, og Stadsmajor Sten Andersøn Bille med nogle Musketerer om Borde. Oberstelütenant Rosenkrands hilste mig intet. Stadsmajoren spadserede frem og tilbage og gik mig flux nærr hvilken jeg en passant spurte, hvad paa Færde var. Han svarte intet andet end: "Bonne mine, mauvais jeu"; deraf var jeg lige vis. Ungefær ved l Slæt kom Kapitajn Bendix Ahlefeldt med flere Musketerer om Borde, og efter at han noget lidet med Peter Dreyer havde talt, gik Dreyer til mig og sagde: "Det er befalet, at I skal gaa ind udi Kajytten". Jeg sagde: Gjærne", og gik strax. Lidet derefter kom Kapitajn Ahlefeldt ind til mig og sagde at have Ordre mine Breve, Guld, Sølv, Penge og min Kniv af mig at fordre. Jeg svarte: "Gjærne", tog mine Armbaand og Ringe af, samled i Hobe alt, hvis jeg løst hos mig havde af Guld, Sølv og Penge, og flyede hannem. Skrevet havde jeg intet uden Kopier af, hvis Breve jeg Kongen af Engeland havde tilskreven, Annotationer om et og andet, min Rejse angaaende, og nogle engelske Vokabler; det overleverede jeg hannem og. Dette fornævnte lagde Ahlefeldt udi en Sølv-Sengepotte, jeg med mig havde, og den udi min Nærværelse forseglede; fór dermed fra Borde. En Time eller noget mere derefter kom Generalmajor Friderich von Anfeldt, Kommandant i Kjøbenhavn, lod begjære, at jeg vilde komme ud til hannem udenfor Kajytten. Jeg parerte strax. Han hilste mig, gav mig Haand og brugte mange Komplimenter, talte stedse fransøsk. Han glædde sig ved min Helbred, han var ræd, at Søen havde inkommoderet mig; jeg skulde ikke lade mig forlænge, jeg skulde snart anderledes akkommoderes. Jeg tog ved de sidste Ord og smilende sagde: "Monsieur siger: anderledes, men ikke: bedre". "Jo visseligen", replicerte han, "I skal dertil blive vel akkommoderet, I skal blive besøgt af de allerfornemste af Riget". Jeg forstod vel, hvad han dermed mente, men svarte: "Jeg er vant ved at omgaaes fornemme Folk, derfor skal det ikke komme mig fremmed for". Derpaa kaldte han ad en Tjener, af hvilken han fornævnte Sølv-Sengepotte, (som Kapitajn Ahlefeldt med sig tog) fordrede. Det Papir, Kapt. Ahlefeldt derover havde forseglet, var afbrudt. Generalmajoren vendte sig med den til mig og sagde: "Her haver I Eders Juveler, Guld, Sølv og Penge igjen; Kapt. Ahlefeldt haver forstaaet uret, det var ikkun Breve, han var beordret at affordre, og de ere aleneste udtagne og bleven paa Slottet; over det øvrige kan I disponere, som I selver vil". "I Guds Navn" (svarte jeg); "saa er mig tilsted at sætte mine Armbaand og Ringe paa igjen?" "O Jesus" (sagde han), "de ere jo Eders, I haver derover at disponere". Jeg satte Armbaand og Ringe paa, det øvrige flyede jeg min Pige. Hans Glæde teede sig ikke aleneste udi hans Ansigt, men hans Mund var fuld af Latter og løb over af Lystighed. Iblandt anden Tale sagde han at have haft den Ære at kjende tvende af mine Sønner, hvilke han i Holland havde med omgaaet, roste dennem paa det bedste. Jeg komplimenterte hannem, saasom derpaa hørte, lod, som jeg tænkte, at han talte af et godt Hjærte. Han gav sig til allehaande Skjæmt, særdeles med min Pige, syntes, at hun var smuk, undrede for, at jeg turde holde saa smukke Piger; de holstejnske Fruer, naar de holdte smukke Piger, var aleneste for at sætte Manden i Humør; gjorde deraf en lang Diskurs om, hvorledes de bar sig ad, med anden deslige utoen Snak, han til min Pige havde. Jeg svarte intet andet, end han vist maatte tale af Erfarenhed. Han talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun svarte ikke et Ord. Siden sagde mig Slotsfogden, at han, von Anfeldt, havde i det første bragt Kongen i den Tro, at min Pige var min Dotter, og at Kongen længe var i de Tanker. Endeligen efter lang Diskurs tog Generalmajoren Afsked med den Kompliment, at jeg ikke vilde lade mig forlænge, han vilde snart komme igjen; spurte, hvad han Hs. kgl. Majestæt skulde sige. Jeg bad, at han paa bedste Maade mig udi Deres Majestæters Naade vilde rekommandere, jeg vidste ikke meget at lade sige, eller hvorom jeg skulde lade bede, ej vidende, hvad de med mig havde i Sinde. Der Klokken var imod tre, kom Generalmajor von Anfeldt igjen, var meget latterfuld og glad, bad om Forladelse, at han saa længe havde været borte. Jeg skulde ikke lade mig Tiden blive lang, jeg skulde snart komme udi Rolighed; han vidste vel, at det Folk (idet viste han paa Musketererne, som stode langs paa begge Sider af Skibet) vare ustyrige og inkommoderede, og at Rolighed tjente mig bedst. Jeg svarte dertil, at det Folk mig intet inkommoderte, men at Rolighed mig vel skulde tjene, eftersom jeg 13 Dage udi temmelig hart Vejr havde holdt Søen. Han for fort i sine Komplimenter og sagde, at naar jeg kom udi Byen, skulde hans Frue give sig den Ære mig at opvarte, "og eftersom mig synes" (sagde han), "at l ikke megen Bagage haver med Eder og maaske ikke nødvendige Klæder, saa skal hun forskaffe, hvis Eder kan behøve". Jeg takkede hannem og sagde, at Æren skulde være min, om hans Frue mig besøgte, men min Bagage var saa stor, som mig end om Stunder fornøden gjordes; skulde jeg i Fremtiden noget behøve, vilde jeg forhaabe, at hun for des Omhu skulde blive forskaanet; jeg havde ikke den Ære at kjende hender, bad hannem dog at formelde hender min Tjeneste. Han fandt paa allehaande Diskurs, om Birgitte Speckhans, om adskillige Lappalia, Tiden med at fordrive, hvilke ikke ere værd at ihukomme, mindre at optegne. Endeligen kom Bud, at han skulde føre mig fra Skibet, hvorfor han med Høflighed sagde: "Lyster Eder, Madame, at træde i denne Baad, som her ligger hos Skibet?" Jeg svarte: "Mig lyster alt det, jeg skal og mig af Hs. kongl. Majestæt befales". Generalmajoren tren først neder i Baaden og; rakte mig Haanden; Obersteliitenant Rosenkrands, Kapitajn Ahlefeldt, Peter Dreyer og min Pige ginge med i Baaden. Og eftersom utallige Folk sig havde forsamlet det Spetakel at ansé, ja en stor Del havde sig paa Baade begiven for mig til Nøje at beskue, holdt han stedse Øje med mig, og der han saa, at jeg mig snart til den ene og snart til den anden Side vendte for dennem deres Fornøjelse at give, sagde han: "Folket glæder sig". Jeg saa da ingen, som gav Glædestegn uden han, hvorfor jeg svarte: "Den, sig glæder idag, kan ikke være vis paa, at han ikke græder imorgen; men jeg ser, at enten det er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folk lige tykke tilsammen, og mange forundrer sig over ét Menneske". Der vi komme lidet bedre frem, saa jeg den bekjendte, udydige Birgitte Ulfeldt, som sig glædde. Hun havde sig paa en Postvogn begivet; bag hender sad en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kjørte langs Stranden. Der jeg vendte mig om til den Side, stod hun op i Vognen og lo af al sin Magt, højt skingrende. Jeg saa længe paa hender, skammede mig over henders Uforskammenhed og over den Spot, hun gjorde sig selver; ellers irrede det mig ej mere end Hundene deres Bjæffen, thi jeg agtede begge lige meget. Generalmajoren holdte mig stedse med Snak og lod aldrig sit Øje fra mig, thi han var ræd (som han siden sagde), at jeg skulde styrte mig i Vandet (han dømte mig efter sig selver; han kunde Lykkens Vedermod ej bære, hvilket hans Endeligt nok udviste, thi det var ikkun for en Ærestitel, en anden for hannem fik, at han tabte Sind og Sans. Han vidste ikke, at jeg af en anden Aand regertes end som han, hvilken mig gav Styrke og Mod, i det Sted at hans Aand, han tjente, hannem i Fortvivelse bortrykte.) Der Baaden lagde an ved den liden Bro, som er ved Renteriet, steg Kapitajn Ahlefeldt i Land og rakte mig Haanden, ledde mig op ad Slotsbroen. Paa Slotspladsen holdte Regimenter til Hest og Fods, og Musketerer stod paa begge Sider, hvor jeg frem gik. Paa Slotsbroen stod Jokum Waldburger, Slotsfoged, som gik frem forved mig, og eftersom Folket havde slaget sig i Rad paa begge Sider indtil Kongens Trappe, lod Slotsfogden saa, som han vilde gaa den Vej, men vendte sig knap og sagde til Ahlefeldt: "Hier-her", og gik dermed til det blaa Taarns Dør, stod en rum Tid udenfor og famlede med Nøglen, lod, som han ikke kunde lukke op, for at lade mig længe være Folks Spetakel. Og saasom mit Hjærte var rettet til Gud, og min Tillid var til den Allerhøjeste, opløftede jeg udi midler Tid mine Øjen op til Himmelen, søgende der Styrke, Kraft og Redning, hvilken mig og naadeligen blev given. (En Hændelse vil jeg ej lade umeldet forbigaa, som er, at da jeg mine Øjne til Himmelen opslog, fløj en skrigendes Ravn over Taarnet, og hannem fulgte en Flok Duer, som og fløje samme Vej). Endeligen efter lang Tøntelen lukte Slotsfogden Taarndøren op, og blev jeg af fornævnte Kapitajn Ahlefeldt i Taarnet indled. Min Pige, som sig tilbød at følge, blev af Generalmajor von Anfeldt tilraabt, at hun skulde blive tilbage. Slotsfogden gik op af Trappen og viste Ahlefeldt Vejen ind udi et Misdæders Fængsel, som er given det Navn af den mørke Kirke. Der kvitterede Ahlefeldt mig med en Suk og liden Reverents. Jeg kan hannem det med Skjel eftersige, at hans Ansigt en Medlidenhed udviste, og at han nødig den Befaling efterkom. Klokken slog halvgaaen fem, der Jokum mit Fængsels Dør lukte. Jeg fandt for mig et lidet, lav Bord, hvorpaa stod en Messings Lysestage med et brændende Lys, en høj Stol, to smaa Stole, en Fyrreseng foruden Stolper, opred med gamle, haarde Sengeklæder, en Natstol og Sengepotte. Paa alle Sider, hvor jeg mig vendte, mødte mig Stank; var ej Under, thi trende Bønder, som der havde været fængselet, vare samme Dag udtagne og anden Steds hensatte, hvilke deres Behov langs ad og ved Væggene havde gjort. Lidet efter, at Døren var lukt, blev den igjen aabnet, og kom ind til mig Greve Christian Rantzau, Premierminister, Peter Reedtz, Kantseler, Christoffer von Gabel, da Rentemester, og Erik Krag, da Sekretærer, hvilke mig alle med Civilité Haanden gav. Kantseler holdt Ordet og sagde: "Hs. kgl. Majestæt, min allernaadigste Herre og Arvekonning, lader Eder, Madame, sige, at Hs. Majestæt haver høje Aarsager til det, han gjør imod Eder, som I skal faa at vide". Jeg svarte: "Det er for mig at beklage, at der skulde findes Aarsager; vil dog formode, at de ikke ere saaledes, at Hs. kgl. Majestæts Unaade længe skal vare, naar jeg maa faa Aarsagen at vide og mig forsvare". Grev Rantzau sagde: "I skal nok faa Lov at forsvare Eder"; hviskede noget til Kantseler, hvorpaa Kantseler gjorde nogle Spørgsmaal, først: Om jeg havde nu sidste Rejse været med min Mand i Frankerige? Jeg svarte ja dertil. For det andet: Hvad min Mand der gjorde? Dertil svarte jeg, at han formedelst hans Svagheds Skyld konsulterte Medici, om det hannem var tjenlig at bruge de varme Bad der i Landene, hvilket ingen hannem vilde raade, hannem havde og fraraad en Medicus i Holland ved Navn Borri, der han hannem om hans Betænkende adspurte. For det tredie: Hvad mit Ærinde var nu sidst i Engeland? Til dette svarte jeg mit Ærinde at have været en Sum Pendinge at indfordre, hvilken os Kongen af Engeland var skyldig, og vi hannem udi hans Nød havde forstrakt. For det fjerde: Hvem der var med mig i Engeland? Jeg navngav dennem, som vare med mig i Engeland, nemlig en Herremand ved Navn Cassetta, min Pige, som med mig hidkom, en Lakej, som blev i Engeland, ved Navn Frants og Herremandens Tjener. For det femte: Hvem der besøgte min Mand til Bryg? Jeg kunde det ikke egentlig sige, eftersom min Herre tog imod Besøgeiser udi et Kammers à part, hvor jeg ikke kom. Grev Rantzau sagde: "I ved vel, hvem der mest kom til hannem?" Jeg svarte, at af dennem, jeg kjendte, kom mest til hannem tvende Brødre af de Arander, fornævnte Cassetta og en Herremand, som hedder Ognati. For det sjette spurte Kantseler: Hvem jeg her i Landet havde med korresponderet? Hvortil jeg svarte at have skreven Hr. Hendrik Bjelke til, Oluf Brockenhus, Fru Else Parsberg og Fru Marie Ulfeldt; jeg mindtes ej flere. Grev Rantzau spurte: Om jeg havde flere Breve end de, jeg fra mig havde leveret? Hvortil jeg svarte nej, ingen flere at have. Han spurte videre: Om jeg havde haft flere Juveler med mig, end som de havde set? Jeg svarte at have haft 2 Rader smaa, trinde Perler om min Hat og en Ring med en Demant udi, hvilket jeg en Liitenant i Dovers ved Navn Braten (som mig siden forraadde) havde given. Grev Rantzau spurte: Hvor meget de Perler vel kunde være værd? Det kunde jeg ikke egentlig sige. Han mente, at ungefær vidste jeg det vel. Jeg sagde, 200 Rdlr. eller lidet mere vare de vel værd. Derpaa tav de alle noget stille. Jeg besværede mig over det haarde Fængsel, at jeg saa ilde skulde medhandles. Grev Rantzau svarte: "Ja, Madame, Hs. kgl. Majestæt haver høj Aarsage dertil; vil I bekjende Sandhed og det i Tide, saa er der maaske Naade at forvente. Havde Marschal de Biron bekjendt Sagen, der hannem paa Kongens Vegne blev adspurt og kongelig Naade blev tilbøden, saafremt han sin Sandhed vilde sige, da havde det ikke gaaet hannem saa, som det gik. Jeg haver ladet mig sige for Sandhed, at Kongen af Frankrige vilde have given hannem sin Forseelse efter, dersom han den i Tide havde bekjendt; derfor betænker Eder, Madame!" Jeg svarte: "Hvad mig paa Hs. kgl. Majestæts Vegne om adspørges og mig vitterligt er, det skal jeg udi al Underdanighed gjerne sige". Derpaa bød Grev Rantzau mig Haanden, og jeg med faa Ord erindrede hannem mit Fængsels Haardhed. Grev Rantzau lovede det Hs. kgl. Majestæt at andrage. Derefter gave de andre Haanden og ginge bort. Mit Fængsel var lidet tillukt, hvorfor jeg tog den Lejlighed og stak hid og did i Huller og iblandt Grus et Guld-Slagværk, en Sølv-Pen, som giver Blæk fra sig, og som med Blæk var fyldt, og et af Skildkrøt og Sølv (forarbejdet) Saxefoder. Dette var næppeste forrettet, der Døren atter blev igjen oplukt, og kom ind til mig Dronningens Hofmesterinde, hendes Kammerkvinde og Proviantskriverens Kvinde, Abel Catharina. Den sidste kjendte jeg. Hun og Dronningens Kammerkvinde havde Klæder at bære, som bestode udi en lang silkestoppet Natkjortel, overdragen med Livfarve Skillert og hvid Skillerts Underdræt, et Lærreds Skjørt, trykt med sort i Kniplings-Mynster omkring, et Par Silkestrømper, et Par Tøfler, en Særk, et Forklæde, en Natmantel og tvende Kamme. De hilsede mig ikke. Abel Catharina holdt Ordet og sagde: "Det er Hds. Majestæt Dronningens Befaling, at vi skal klæde Eder af Eders Klæder, og at I skal have disse igjen". Jeg svarte: "I Guds Navn!" Saa løste de af mit Hoved min Valk, udi hvilken jeg Ringe og mange løse Demanter havde indsyet. Abel Catharina følte overalt i mit Hoved, om intet var stukken i Haaret; sagde til de andre: "Der er intet, vi haver ikke Kammene behov". Abel Catharina begjærte Armbaandene og Ringene, som for den anden Gang mig bleve fratagne. Jeg tog dennem af og flyede hender, saa nær som en liden Ring, mig gik paa det yderste Led af min Liden-Finger, kunde været lidt mer end som en Rdlr. værd; den bad jeg om at maatte beholde. "Nein" (svarte Hofmesterinden), "Ihr sollet nichts behalten". Abel Catharina sagde: "Det er os saa højt forbøden at lade Eder det allerringeste; jeg haver maat svære Dronningen paa min Sjæl og Salighed, at jeg skulde flittig søge og ikke lade Eder det allerringeste; men derfor skal I ikke miste det; det skal altsammen forsegles og Eder til bedste forvares, det haver, som Gud, Dronningen sagt". "Vel, vel, i Guds Navn!" svarte jeg. Hun drog mig alle mine Klæder af. Udi mit Underskjørt havde jeg gjemt Dukater under de brede Guld-Kniplinger, udi min Silke-Kamisol et lidet Demants-Smykke, udi Foden af mine Strømper Jacobusser og Safirer i mine Sko. Der hun vilde drage mig Særken af, bad jeg den at beholde. Nej, sór hun ved sin Sjæl ej at turde. Saa blottede de mig ganske, og gav Hofmesterinden Abel Catharina en Nik, hvilken hun ikke strax forstod, hvorfor Hofmesterinden sagde: "Wisset Ihr wohl, was Euch befohlen ist?" Derpaa søgte Abel Catharina med sin Haand paa et hemmelig Sted og sagde til Hofmesterinden: "Nên, bi Got! dår ist nichts". Jeg sagde: "I handler ukristeligen og utilbørligen med mig". Abel Catharina svarte: "Vi ere ikkun Tjenerånder, vi faar at gjøre, hvad os er befalet; vi skal lede efter Breve og ikke efter andet, alt det andet skal I faa igjen, det skal vel forvares". Der de mig saaledes spoleret og i de Klæder, de mig bragte, igjen iklæd havde, kom Hofmesterindens Dreng ind og ledte overalt med Abel Catharina, fandt og alt, hvis jeg havde skjult. Gud forblindede dennem alligevel, saa de ikke bleve mine Demants-Ørenringe vår og nogle Dukater, jeg udi Lær indsyet havde om mit ene Knæ; en Demant paa en 200 Rdlr. reddede jeg og, den havde jeg paa Skibet bidt ud af Guldet og kast Guldet i Stranden; Stenen havde jeg da i Munden. Hofmesterinden var meget haard; de kunde ikke lede hender vel nok. Hun lo mig ud nogle Gange og kunde ej heller lide, jeg sad, spurte, om jeg ikke kunde staa, om mig skade noget. Jeg svarte: "Mig skader altfor meget, men ellers kan jeg vel staa, naar fornøden gjøres" (det var ej Under, at Hofmesterinden kunde vel Plyndrings-Ordre exekvere; hun havde længe fulgt henders sal. Mand, Oberste Schaffshausen, udi Krigen). Der de nu alle Steder med Flid havde oversøgt, toge de alle mine Klæder foruden en Taftes Kappe til Hovedet med sig og ginge bort. Og kom Slotsfogden strax ind med sin Hat paa og sagde: "Leonora, warum habet Ihr Eure Sachen versteckt?" Jeg svarte hannem ikke et Ord, thi jeg havde fattet den Resolution ikke at svare hannem, i hvad han og kunde sige; hans Kvaliteter vare mig bekjendte, jeg vidste, at han mesterligen en Snak kunde forbedre og dreje Ordene paa den Maade hannem syntes, de gjerne hørtes, de betrængte til Skade. Han spurte atter igjen med de samme Ord, tilføjende alene det: "Hört Ihr nicht?" Jeg saa over Skulderen til hannem og lod hans Foragt mig intet irre. Derefter blev Bordet tækket, og 4 Retter Mad indbaaren, men hos mig var ingen Appetit, i hvor vel jeg lidet eller intet den Dag havde nydt. En Time efter, at Maden var udbaaren, kom en Pige ind ved Navn Maren Bloks, som sagde sig af Dronningen være befalet den Nat hos mig at blive. Slotsfogden skjemtede meget med fornævnte Maren og var saare glad, hitte paa alle Slags gale Snak. Endeligen, der Klokken gik mod 10, bød han Gode Nat og lukte tvende Døre for Fængselet, hvoraf den ene med Kobber er beslagen. Der Maren saa sig ene hos mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig og, at mange, som hun navngav (af hvilke en Del mig vare bekjendte), med Vemodighed og Taarer min Frimodighed havde anset, særdeles Hr. Hendrik Bjelkes Frue, som havde daanet af Graad. Jeg sagde: "De Godtfolk haver set mig udi Velstanden; er ikke Under, at de Lykkens Ubestandighed begræder"; ønskede, at Gud enhver især fra Ulykke vilde bevare, som sig min Ulykke lod gaa til Hjærtet. Jeg trøstede mig ved Gud og ved en god Samvittighed, vidste mig slet intet ondt paa at staa, spurte, hvem hun var, og hvem hun tjente. Hun sagde at tjene i Dronningens liden Kjøkken og Sølvet i Forvaring at have (jeg forstod deraf, at hun uden Tvivl skurede Sølvet, hvilket og saaledes var). Hun sagde, at Dronningen kunde ingen faa, som ene sig turde understaa hos mig at være, thi jeg var holdt for ond; der sagdes og, at jeg var meget vis, jeg vidste tilkommende Ting. Jeg svarte: "Dersom jeg havde haft den Visdom, tror jeg næppe, at jeg havde kommen her ind, thi da havde jeg kunt vogtet mig derfor". Maren mente, man det vel kunde vide og sig alligevel ej derfor kunde vogte. Hun sagde ydermere, at Dronningen selver med hender havde talt og saaledes sagt: "Du sollst diese Nacht bei Leonora sein, du sollst dich nicht fürchten, sie kann nu nichts böses thun. All kann sie hechsen, so ist sie nu gefangen und hat nichtes bei sich, und wo sie dich schlägt, so gebe ich dir Urlaub ihr dicht wieder zu schlagen, dass sie bluten kann". Maren sagde videre: "Dronningen véd vel, at jeg udi en hidsig Sygdom haver været forstyrret, derfor vilde hun, at jeg skulde være hos Eder"; fløj i det samme mig om Halsen, som jeg sad, og karesserte mig paa henders Vis og sagde: "Slaa mig, mit Hjærte, slaa mig! Jeg skal", sór hun, "ikke slaa igjen". Jeg undsætte mig noget, frygtede Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, at ved hun saa mig komme op ad Broen, var det, ligesom henders Hjærte skulde have gaaet i Stykker, betydende mig med mange Ord, hvor vel hun mig yndte, og hvorledes Jomfru Charisius, som hos hender stod udi Vinduet, mig roste og tillige ynkede, ønsked noget til min Frelsning at kunne formaa, med mange deslige Ord og Tale. Jeg tog vel imod den usædvanlige Karesse, eftersom Tiden det ej andet vilde, smilte og sagde, det skulde være imod al Billighed at byde den Hug, som lod se saa stor Affektion, som hun gjorde, i Synderlighed, naar de vare af henders Kjøn; jeg kunde ikke vide, hvorledes jeg hos Dronningen var kommen i den Tanke at slaa, der jeg dog aldrig nogen af mine Kammerpiger havde given en Ørfigen; jeg takkede hende for sit gode Hjærtelav; jeg haabte, at alting skulde blive godt, i hvor surt det end saa ud; jeg vilde holde fast ved Gud, som vidste min Uskyldighed, at jeg intet uforsvarligt havde gjort; hannem vilde jeg min Sag befale, han reddede mig vel, der tvivlte jeg ikke paa, om ej strax, saa skede det dog, der var jeg vis paa. Maren begyndte om adskilligt at tale, iblandt andet om min Søster Elisabeth Augusta, hvor hun havde sidt i sit Bislag, der de førte mig fangen frem, og havde sagt, dersom jeg var skyldig, da var der intet udi at sige, men var jeg uskyldig, da skede mig for meget. Jeg sagde intet dertil, svarte og intet til megen anden Snak, hun havde. Hun begyndte at fortælle om sin egen Forfølgelse, som hun gjorde flux vidtløftig med andre Historier derudi at flikke, saa at den Diskurs mig (udi daværende Tilstand) var meget kjedsommelig; var desforuden træt og af Sorrig mat, sagde at ville forsøge, om jeg kunde sove, bød hender Gode Nat. Mine Tanker forhindrede Søvnen at komme. Jeg betænkte min nærværende Tilstand, kunde mig ingenlunde derudi finde eller Aarsagen til saa stor en Ulykke udgrunde. Let var det at bemærke, at noget andet end Fuchses Død mig tillagdes, eftersom jeg saa spotteligen medhandledes. Der jeg længe havde ligget omvendt til Væggen, vendte jeg mig til Gulvet og blev vår, at Maren græd saa hemmeligen for sig selver, hvorfor jeg hender spurte om Aarsagen til henders Graad. Hun nægtede først, at hun græd, siden bekjendte hun at være over dette Dont falden udi dybe Tanker. Hender randt i Sinde at have saa meget hørt tale om Frøken Leonora og henders Herlighed etc., hvor højt Kongen elskede hender, og alle roste hender etc., og nu skulde hun sidde i det forbandede Tyvefængsel, hvor man hverken kunde se Dag eller Dør, og hvor der var en saadan Stank, at man maatte forgive Mennesker dermed, som ikkun gik ind og strax ud igjen, end sige de, der skulde blive derinde. Jeg mente, at maaske det var Aarsagen til henders Graad, at hun hos mig i det slemme Fængsel skulde være indelukt, hvorfor jeg hender trøstede og sagde, at hun ikke længere blev hos mig, end til en anden dertil blev ordineret, efterdi hun var i anden Tjeneste; men jeg for min Person tænkte nu ikke paa forrige Tider, nærværende gave mig nok at tage Vare; vilde jeg forbigaaende Tider ihukomme, saa vilde jeg mig og store Herrers, Kejsere, Konger, Fyrster og andre Standspersoners ulykkelige Tilfælde erindre, hvis Herlighed og Velstand min langt overgik, og hvis Ulykke endog havde været større, end som min nu var; thi de vare faldne udi Tyranners Hænder, som dennem umenneskeligen trakterede, men denne Konge var en kristen Konge og en Samvittigheds Herre, han kom vel til bedre Tanker, naar han fik Tid sig at betænke, mine Uvenner gave hannem nu ikke dertil Stunder. Der jeg det sagde, græd hun mere end som før, sagde dog intet, men tænkte ved sig (som hun mig nogle Dage derefter gav til Kjende), at jeg ikke vidste, hvad for en skammelig Dom der var fældet over min sal. Herre, hvilken hun frygtede og mig at skulle oyergaa, og græd hun saa meget des mere, fordi jeg troede Kongen saa vel. Den Nat snakkede vi saa bort.

Den 9. Augusti om Morgenen, der Klokken var 6, kom Slotsfogden ind, bød Godmorgen og spurte, om vi vilde have Brændevin. Jeg svarte intet. Han spurte Maren, om jeg sov. Hun svarte ikke at vide det, gik til Sengen og gjorde mig samme Spørsmaal. Jeg takkede: det var den Slags Drik, jeg aldrig havde smagt. Slotsfogden snakkede med Maren, var meget glad tidlig paa Dagen, fortælte sine Drømme, som han uden Tvivl sig fingerte for at have noget at sige. Han sagde hender hemmeligen, at hun skulde komme til Dronningen, og befol hender at sige højt, det hun begjærte lidt at gaa ud. Han sagde sig at ville blive saa længe hos mig, indtil hun kom igjen, hvilket han og gjorde, talte nogle Gange til mig og spurte: Om jeg noget begjærte? Om jeg havde sovet? Om Maren havde vel vaaget? Men han fik ingen Svar, hvorfor Tiden blev hannem flux lang. Han gik ud og ind i Trappen, sang en Morgenpsalme, raabte snart paa en, snart paa en anden, som han dog vel vidste ikke var til Stede. Der var paa de Tider en ved Navn Jon, som bar Maden med Rasmus Taarngjemmer, den kaldte han over 40 Gange paa og det udi en Sang, tog Tonen højt og lav, skreg stønnem, højeste han kunde, svarte sig selver og sagde: "Vâr, he is dar nicht, he is, zum Got, dar nicht"; skoggerlo af sig selver, tog saa paa at raabe igjen, enten paa Jon eller paa Rasmus, saa mig syntes, at han havde smagt Brændevinen. Imod 8 Slæt kom Maren igjen og sagde, at der kom vist imod Middag tvende Kvinder, som skulde løse hender af. Efter nogen Samtale, Slotsfogden havde med Maren, gik han ud og lukte Dørene. Maren fortælte mig, hvorledes Dronningen havde ladet hender for sig fordre og adspurt, hvad jeg sagde, og hvad jeg gjorde, og at hun havde svart, at jeg laa stille for mig hen og talte intet. Dronningen havde spurt, om jeg græd meget. Maren svarte: "Jo vist, hun græder for sig hemmelig". "Thi" (sagde Maren) "havde jeg sagt, at I ikke græd, saa havde Dronningen tænkt, at I ikke havde endnu nok at græde for". Maren advarede mig, at en af de to Kvinder, som skulde tage Vare paa mig, var Kongens Skomagers Kvinde, en tysk og meget vel lid af Dronningen. Hds. Majestæt havde brugt hender Uldrik Christian Gyldenløve udi sin rasende og fortvivlende Sygdom, af hvilken han døde, at betjene, og galdt samme Kvindes. Ord meget hos Dronningen. Den anden Kvinde vidste Maren ikke, hvem skulde være, men fornævnte havde talt med Dronningen udi Marens Nærværelse og sagt sig ikke ene hos mig at turde være. Kvinderne komme ikke førend om Eftermiddagen ved 4 Slæt. Slotsfogden ledsagede dennem og lukte op for dennem. Den fremmeste var Skomager-Kvinden ved Navn Anna, som i gemen altid vilde have Ordet. Den anden var Kongens Sadelknægts Kvinde ved Navn Catharina, ogsaa en tysk. Efter Hilsen sagde Anna, at de af Hds. Majestæt Dronningen vare befalet en Dags Tid eller to hos mig at være og mig at opvarte. "Udi Guds Navn!" svarte jeg. Anna, som var meget beschæftig, spurte mig og sagde: "Wil de Vrue ôk wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ik bi de Königinne dårum anholden". Jeg takkede hender og sagde, at jeg vel var nogle af mine Klæder begjærendes, som: tvende Nattrøjer, en silkebunden og den anden af hvidtnuppet Tøj, min Brystdug, noget paa mit Hoved, mine Kamme og for alting min Ben-Balsambøsse, hvilken jeg højt behøvede. Hun sagde det med forderligste at forrette, hvilket hun og gjorde, gik paa Stand og det anbragte. Fornævnte blev mig altsammen ved Slotsfogden, der Klokken var 6, tilstillet, saa nær som Balsambøssen, som sagdes at være bortkommen, udi hvis Sted mig en Blikbuddike med hel slet Slagbalsam igjen blev given. Der Aftenmaaltid skulde holdes, dækkede Cathrina paa en Stol for min Seng, men mig lystede intet at æde, begjærte en Citron med Sukker, hvilken jeg og bekom. Slots-fogden satte sig med de tvende Kvinder til Bords og tjente dennem i Steden for Spillemand, saa at man ej skulde have sagt, at de vare udi Grædehus, men vel udi Gildehus. Jeg bad Gud inderlig om Sjælens Styrke og Taalmodighed, at jeg mig ej skulde lade irre. Gud bønhørte mig, hans Navn være æret! Der Slotsfogden var Sladder og Latter træt, bød han Gode Nat efter 10 Slæt, sagde til Kvinderne, dersom de vilde noget, skulde de banke, Taarngjemmeren var neden under. Der han begge Dørene havde tillukt, stod jeg op, og rede Cathrina min Seng. Anna havde en Bønnebog med sig, deraf læste jeg Aftenbønnen og andre Bønner for dennem, lagde mig og bød dennem Gode Nat. De lagde sig og udi en Slagbænk, til dennem var opred. Jeg sov da og da, stakkede Søvne tillige.

Den 10. Augusti, Klokken 6 om Morgenen, lukte Slotsfogden op, hvorudover Kvinderne sig glædde, som inderligen efter hannem længtes, udi Synderlighed Cathrina, som er en fyldig Kvinde; hun kunde den indklemte Luft ikke taale, var mesten syg den ganske Nat. Der Slotsfogden dennem efter Hilsen havde spurt, hvor dennem lidde, om de endnu levede, og de hannem deres Tilstand havde klaget, bød han dennem Brændevin, hvorimod de toge med begge Hænder. Der Klokken var 7, begjærte de at gaa hjem, hvilket og skede; dog gjorde de Dronningen først en Relation om, hvis den halve Dag og Nat var passeret. Slotsfogden blev inde hos mig. Da Klokken gik mod 9, satte han en Stol ind foruden noget at sige. Jeg mærkte derpaa, at der vilde komme Besøgelse, og skede ligesaa, at lidet derefter kom ind til mig Grev Rantzau, Premierminister, Kantseler Hr. Peder Reedtz, Rentemester Christoffer Gabel og Sekretærer Erik Krag, hvilke efter Haandgiven sig satte for min Seng. Krag, som Papir, Pen og Blæk med sig havde, satte sig ved Bordet. Grev Rantzau hviskede til Kantseler noget lidet. Kantseler begyndte derpaa sin Tale saaledes som første Gang, at Hs. kgl. Majestæt havde høj Aarsage til det, han imod mig gjorde. "Hs. Majestæt haver" (sagde han videre) "Suspicion" til Eders Person, og det ikke uden Aarsage". Jeg spurte, hvorudi den Suspicion bestod. Kantseler sagde: "Eders Mand haver bødet en fremmed Herre Dannemarkes Rige til". Jeg spurte, om Dannemarkes Rige hørte min Mand til, at han det kunde udbyde, og eftersom ingen svarte, for jeg videre fort og sagde: "l gode Herrer kjender alle min Herre; I vide, at han haver været æstimeret for en Mand af Forstand, og jeg kan forsikre Eder, at der jeg skiltes fra hannem, da havde han endnu sin fulde Fornuft. Nu er let at tænke, at ingen forstandig Mand det skulde udbyde, som ikke stod i hans Magt, og han ikke raadde for. Han er jo udi ingen Charge, haver ingen Myndighed eller Midler, hvor skulde han være saa daarlig saadan Tilbud at gjøre, og hvad for en Herre skulde ville tage derimod?" Grev Rantzau sagde: "Det er dog saa, Madame] han haver tilbødet Dannemark en fremmed Potentat, I ved det vel!" Jeg svarte: "Gud skal være mit Vidne dertil, at jeg det ikke ved!" "Jo", sagde Grev Rantzau, "Eders Mand havde ingen Ting skjult for Eder, derfor ved I det vel". Jeg svarte: "Det er vist, at min Mand ikke skulde skjule noget for mig, som os begge angik. Det, som hans Bestilling i fordum Dage vedkom, bekymrede mig intet; men det, os begge paarørte, dulgte han ikke for mig, saa at jeg er forsikret, at dersom han havde haft noget deslige for, at han det ikke skulde have tavt for mig. Og jeg kan det med Sandhed sige, at mig ikke det allerringeste derom er bevidst". Grev Rantzau sagde: "Madame, bekjender det, imens Kongen Eder endnu beder!" Jeg svarte: "Vidste jeg det, da skulde jeg det gjerne sige, men saa sandt som Gud lever, saa ved jeg det ikke, og saa sandt kan jeg og ikke heller tro, at min Mand skulde have været saa daarlig, thi han er en svag Mand. Han nødde mig til at drage til Engeland de udlaante Penge at indkræve, jeg vilde nødig have mig den Rejse paataget, en stor Del af den Aarsage, at jeg saa, han var saa meget svag. Han kunde ikke i én Gang gaa en Trappe op af faa Trin foruden at hvile sig og tage efter sin Aande; hvor skulde han tage sig noget Værk for af Travaille? Jeg kan med Sandhed sige, at han ikke er 8 Dage tillige fri foruden Anstød, sær af et Tilfald, sær af et andet". Grev Rantzau hviskede atter til Kantseler, og sagde Kantsleren videre: "Madame, siger med gode, hvorledes det sidder sammen, og hvem der er Medvidere i denne Sag, siger det, den Stund Eder derom bedes! Hs. kgl. Majestæt er en absolut Herre, han er ikke bunden til Loven, han kan gjøre, hvad han vil. Siger det!" Jeg svarte: "Jeg ved vel, at Hs. kgl. Majestæt er en absolut Herre, jeg ved og, at han er en kristelig og Samvittigheds Herre, derfor gjør Hs. kgl. Majestæt intet andet end det, han for Gud udi Himmelen kan forsvare. Se, her er jeg! I kan gjøre ved mig, hvad I vil; det, jeg ikke véd, det kan jeg ikke sige". Grev Rantzau begyndte atter at komme frem med Marschal de Biron og gjorde deraf en lang Dicente. Hvortil jeg endeligen svarte, at Marschal de Biron kom mig intet ved, jeg havde dertil intet at svare, og syntes mig, at den Sag kom intet her ved. Grev Rantzau spurte mig, hvorfor jeg ikke havde sagt, der jeg blev adspurt, hvem jeg her udi Riget med havde korresponderet, at jeg havde skreven hannem og Rentemester Gabel til. Dertil svarte jeg, at jeg mente, de, mig spurte, de vidste det selver vel, saa jeg ikke havde fornøden dennem at navngive; sagde aleneste om de andre, hvorom de maaske ikke vidste. Grev Rantzau hviskede atter til Kantseler, og sagde Kantseler: "I haver skreven i et Brev til Fru Else Parsberg om anden Tilstand i Dannemark" (idet saa han til Grev Rantzau og spurte, om det ikke var saa, eller hvorledes det var), "hvad mente I dermed, Madame?" Jeg svarte ej at kunne mindes, hvad hendes Breve mig havde given for Aarsage at svare til; "det, som staar for eller følger efter, skal uden Tvivl vel sige min Mening; maa jeg faa min Haand at se, saa skal den nok udvise, at jeg intet haver skreven, som jeg jo kan svare til". Der blev intet mere om talt. Grev Rantzau adspurte mig, hvem af fremmede Ministri hos min Herre i Bryg havde været. Ingen (svarte jeg), som mig vitterlig var. Han spurte videre, om ingen holstejnske Herremænd hos hannem havde været. Resp. "Ikke mig vitterligt". Derefter opregnede han alle Fyrster udi Tyskland, fra Kejseren indtil Fyrsten af Holstejn, spurte særdeles om enhver, om ikke nogen af deres Ministri hos min Mand havde været. Jeg gav samme Svar som før til hvert et Spørsmaal á part, at ikke var mig vitterligt, nogen af dennem hos hannem havde været. Derefter sagde han: "Nu, Madame, bekjender! jeg beder Eder; tænker paa Marschal de Biron! Eder bedes ikke mere". Jeg var noget kjed af at høre Biron tiere, hvorfor jeg noget hastig svarte: "Ej, jeg kymrer mig intet om Marschal de Biron; jeg kan ikke sige det, jeg ingen Skjel ved til". Sekretærer Krag havde skreven noget hastig, som det syntes, thi der han efter min Begjæring skulde oplæse, hvad han havde skreven, da rimte Svarene sig ikke paa Spørsmaalene; en Del var maaske formedelst Hastighed forset, og maaske en Del af Malice, thi han var min sal. Herre ikke god. Jeg protesterte derpaa, der han Protokollet oplæste. Kantseler sandede med mig i alle Poster, saa Krag maatte skrive det om igjen. Derpaa stode de op og toge Afsked. Jeg bad dennem, at de Hs. kgl. Majestæt vilde bede, at Hs. Majestæt mig en naadig Herre vilde være og ikke tro, hvis hannem om min Mand var bleven berettet; jeg vilde ej formode, det sig skulde befinde, at han nogen Tid var viget fra hans Pligt. "Ja", svarte Grev Rantzau, "vilde I bekjende, Madame, og sige os, hvem der er i dette Værk, og hvorledes det sidder tilsammen, saa kunde I maaske faa en naadig Herre og Konge". Jeg sór ved den levende Gud, at jeg det ej vidste; jeg vidste om intet deslige, mindre om nogen Medvidere. Dermed ginge de bort efter at have næsten tre Timer hos mig tilbragt, og kom Slotsfogden ind med Kvinderne. Der blev dækket, og Mad indbaaren, men jeg nød intet uden en Drik Barsbier. Slotsfogden satte sig med Kvinderne til Bords. Havde han ikke været lystig før, da var han da, fortælte den ene skiden Snak efter den anden. Der de vare mætte af Mad og trætte af Snak, gik han bort og lukte; kom efter Sædvane igjen Klokken 4 om Eftermiddagen og lukte Kvinderne ud, blev saa længe hos mig, indtil de komme igjen, hvilket i gemen varede to Timer. Udi midler Tid Kvinderne vare ene hos mig, blev intet talt om andet, end Anna fortaalte Cathrina hendes udstandene Sorg med henders første Mand. Jeg lod da, som jeg sov, ligesaa gjorde jeg, naar Slotsfogden var ene hos mig, saa han fordrev Tiden med at synge og nynne. Aftensmaaltid var og lystig for Kvinderne, thi Slotsfogden gjorde dennem stor Tidsfordriv, fortælte dennem om hans anden Gift, hvorledes han bejlede foruden at vide til hvem, vidste det ej heller, føre end hånd Jaordet skulde hente. Den Fortælling var saa putserlig som vidtløftig, jeg observerte det, at den varede 5 Kvarter. Der han havde bødet Gode Nat, satte Anna sig ved min Seng, begyndte at tale med Cathrina og sagde: "Var det ikke en gruelig Ting med det Forræderi at myrde Kongen, Dronningen og det ganske kongelige Hus?" Cathrina svarte: "Gud ske Lov, Kongen, Dronningen og al Herskabet lever endnu!" "Ja", sagde Anna, "det var ikke Forrædernes Skyld, det ikke skede; det blev for hastig aabenbaret, Kongen vidste det i tre Maaneder, førend han det Dronningen vilde aabenbare. Han gik melankolisk og altid grundede, kunde ikke tro det; omsider, der han var fuldkommen vis derpaa, saa sagde han Dronningen det: dermed blev Livvagten fordoblet, som I ved". Cathrina spurte, hvor de havde faaet det at vide. Anna svarte: "Det maa Gud vide; det holdes saa hemmelig, at ingen engang maa spørge derom, fra hvem det er kommen". Jeg kunde ikke lade jo et Ord dertil at svare, og syntes mig det beklageligt nok, at man ikke kunde faa Angiveren at vide, og var mærkeligt, at ingen den Angiven turde være bekjendt. Cathrina sagde: "Skulde det og vel være sandt?" "Hvad er det, I siger?" svarte Anna; "skulde Kongen gjøre det, han gjør, uden han var vis paa, det var sandt? Hvi snakker I saa?" Jeg holdte denne Samtale for oplagt at være for at drage nogle Ord af mig til at fremføre, hvorfor jeg ikke meget dertil svarte, andet end, at jeg endnu intet havde set, som den Snak gjorde bevislig, derfor mente jeg, at mig var tilsted ikke at tro den, indtil jeg saa visse Tegn dertil. Anna blev ved hendes Propos, undrede sig, at der kunde være saadanne forbandede Mennesker til, der vilde myre den gode Konge, gjorde det saa vidtløftig. Hender kunde ikke fattes Materia, thi hun begyndte altid paa det første igjen; men endelig fik hun at høre op, eftersom hun talte ene og hverken af Cathrina eller af mig blev interrumperet. Jeg stod op og begjærte at have min Seng red, hvilket Cathrina stedse forrettede. Anna saa til Lyset om Natten, thi hun var aarvaagner end Cathrina. Jeg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig Gud og lagde mig til Søvns; men Søvnen var hel lise, Røtterne deres Spadseregang kunde mig vække, deres Mangfoldighed var stor. Sult gjorde dennem dristig, de aade af Lyset, som det stod og brændte. Cathrina blev og samme Nat helt ilde til Pas, saa at det og min Søvn forhindrede.

Den 11. Augusti om Morgenen tidlig kom Slotsfogden efter Sædvane med sine Brændevins-Komplimenter, ihvorvel de havde en Flaske fuld inde hos sig. Cathrina beklagede sig højligen, sagde i den beklemte Luft ej at kunne være; naar hun kom ind af Døren, var det, ligesom hun skulde kvæles; skulde hun endeligen være derinde i 8 Dage, saa var hun vis paa, at de bar hender død derud. Slotsfogden havde sin Latter dermed. Kvinderne ginge bort, og han blev hos mig. Han hilsede mig fra Generalmajor von Anfeldt, som lod mig bede, at jeg vilde være "gutes Muths, es würde nu bald gut". Jeg svarte intet. Han spurte, hvorledes det var fat, om jeg havde sovet noget, svarte sig selver: "Jeg tænker, ikke meget". Spurte, om jeg vilde have noget. Svarte sig atter selv: "Nej, jeg tror ikke, I begjærer noget". Derpaa gik han og nynned noget for sig op og neder paa Gulvet, kom derefter for min Seng og sagde: "O, der liebe König, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch zufrieden, er ist ein gnädiger Herr und hat allezeit viel von Euch gehalten. Ihr seid ein Frauensmensch, ein schwaches Werkzeug. Die arme Weibesbilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was, wann sie die Wahrheit bekennen. Die liebe Königinne, es ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böse; ich weiss, wann sie die Wahrheit von Euch wüsste, sie sollte selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben und ihr die Sache aus dem Grunde berichten und nichts, nichts verschweigen, so will ich Euch Dinten, Papier und Feder bringen. Ich begehre es, auf meine Seele, nicht zu lesen, nein, strafe mich Gott, wo ich darein sehen will; und auf dass Ihr's sollt gewisse sein, so will ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versiegeln. Aber ich denke, Ihr habet wohl kein Pitschaft?" Eftersom jeg ganske intet hannem svarte, tog han paa min Haand og rusked noget hart ved den og sagde: "Horet Ihr nicht? Schlafet Ihr?" Jeg hødte og slog op med Haanden, havde gjærne givet hannem et Slag i Næsen, kaste mig om til Væggen. Han blev fortørnet, at hans Forsæt hannem ej lykkedes, gik og knurrede for sig selver over en Time. Jeg kunde ingen Ord fatte uden disse: "Ja, ja! Ihr wollet nicht reden!" Saa murmelte han noget imellem Tænderne: "Ihr wollet nicht antworten; nu, nu, man wird Euch lernen. Ja, so Gott! du skalt, so Gott! fu, hum, hum, hum!" Det holdte han saa immer fort, indtil Rasmus Taarnegjemmer kom og hviskede noget til hannem, saa han gik ud. Mig syntes, at der var en, som med hannem talte, og som jeg kunde mærke, maa det have været en, som spurte hannem, om Papiret og Blækket skulde opbringes, thi han svarte: Nein, es ist nicht nöthig; sie will nicht". Den anden sagde: "Sachte, sachte!" Slotsfogden kunde ikke vel tale sagte, og hørte jeg, at han sagde: "Sie kann das nicht horen, sie liegt im Bette". Der han kom ind igjen, murrede han atter for sig selver igjen og stympede paa, at jeg ikke vilde svare: han mente det saa godt, Dronningen var ikke saa ond, som jeg tænkte; gik saa og smaasnakked; længtes flux efter Kvindernes Komme, gjorde aldrig andet end bad Rasmus se ud efter dennem. Omsider kom Rasmus og beretted, at nu gik de op af Kongens Trappe. Det varede endda vel hartad en Time, førend de kom ind til mig og forløste hannem. Der Middagsmaaltid af dennem blev holden (thi min Mad var nogle faa Snitter Citron med Sukker), var Slotsfogden ikke nær saa lystig, som han plejede, snakkede dog om adskilligt gammelt, som udi værende Tid, han var Furerer, var passeret; retirerte sig og snarere, end han var vant at gjøre. Kvinderne, som igjen bleve, snakkede om adskillige indifferente Sager, hvortil jeg og stønnem sagde et Ord og dennem om Mand og Børn spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner og Psalmer, saa at Dagen dermed gik hen indtil 4 Slæt, da Slotsfogden dennem udlukte. Han havde tagen en Bog med sig, udi hvilken han temmelig sagte læste, imidlertid han Vagten hos mig havde. Jeg var meget gjærne dermed tilfreds at have Rolighed for hannem. Over Aftensmaaltid begyndte Slotsfogden iblandt anden Tale at sige til Kvinderne, at der var ført en Fange hid, som var en Frantsos, han mindtes ikke ret hans Navn; sad og tygged paa Navnet, ligesom han ikke kunde komme derpaa: Karl eller Char, han vidste ikke, hvad han hedde, men han havde før været mange Aar i Dannemark. Anna spurte, hvad det var for en. Han svarte, at det var saadan en, som skulde synge op, dog vidste han ikke tilvisse, om han var her eller ikke (der var aldeles intet om). Han sagde det aleneste for at komme mig til at spørge eller fornemme, om det kunde bedrøve mig. Det var hannem uden Tvivl saaledes befalet, thi der han var borte, gav Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om vi havde en Frantsos udi vores Tjeneste. Jeg svarte, at vi havde flere end en. Hun spurte videre, om der var en iblandt, som hedde Karl og havde tjent os længe. "Vi haver en Tjener" (svarte jeg), "en Frantsos, som hedder Charles, han haver tjent os længe". "Ja, ja" (sagde hun), "den er det; dog tror jeg ikke, at han end er her ankommen, men de søger efter hannem". Jeg sagde: "Da er han god at finde; han var til Bryg, der jeg drog derfra". Anna mente, at han havde været med mig i Engeland, og sagde hun: "Den Karl ved meget, dersom de havde hannem". Jeg svarte: "Da var det at ønske, at de havde hannem for hans Videnskabs Skyld". Der hun fornam, at jeg mig ikke videre eller mere om hannem bekymrede, slap hun den Snak og talte om min Søster Elisabeth Augusta, at hun gik hender hver Dag forbi; hun stod i henders Dør eller sad i Bislaget, hun hilste hender, men aldrig spurte med et Ord om sin Søster, der hun dog vidste, at hun mig paa Taarnet betjente. Jeg mente, at Søster ikke vidste, hvorudi hun gjorde ilde eller vel. "Jeg kan ikke se" (sagde Anna), "at hun er bedrøvet". Jeg var udi Mening, at det mindste, man sig kunde bedrøve, var det bedste. Siden blev om andet Lapperi talt, og beslutted jeg den Dags Aften med Læsning, befalede mig udi Jesu Vold og sov temmelig vel den Nat.

Den 12. Augusti gik forbi, foruden at noget synderligt passerte, andet end at Anna mig vilde bedrøve med det, hun sagde, at næst op til blev et Kammers gjort færdig; til hvem, vidste hun ikke, de ventede vist nogen derudi. Jeg kunde selver høre Murmestere arbejde. Samme Dag talte Cathrina om at have kjendt mig udi Velstanden, velsignede mig tusinde Gange for det gode, jeg hender havde bevist. Jeg mindtes ej nogen Tid at have set hender. Hun sagde udi Prinsesse Magdalenæ Sibyllæ Fadburstue at have tjent, og der jeg der Prinsessen havde opvartet og ligget paa Slottet, havde jeg dennem i Fadburstuen med en rund Drikkepenge foræret, hvoraf hun en Part havde nydt, som hun nu taknemmeligen ihukom. Jeg roste henders Nøjsomhed og Taknemmelighed. Anna var med den Tale ikke tilfreds, hun førte trende Gange andet i Snak, men Cathrina svarte hender ikke, blev ved sin Tale, indtil hun havde udtalt. Slotsfogden var den Dag ej heller i god Humør, saa at hverken til Middag eller til Aften nogen skiden Historie forefaldt.

Den 13. Augusti, efter at Kvinderne havde været i Byen og vare igjenkomne, lukte Slotsfogden op Klokken 9 og hviskede noget til dennem. Derefter bar han endnu en liden Stol ind. Jeg forstod deraf, at én mere end som forrige Gang mig vilde besøge. Klokken 10 kom til mig ind Grev Rantzau, Feltherren Skack, Kantseler Reedtz, Rentemester Gabel og Sekretærer Krag. De hilste mig alle høfligen, de 4 satte sig paa lave Stole for min Seng, og Krag med sit Skrivertøj ved Bordet. Kantseler holdt Ordet og sagde: "Hs. kgl. Majestæt, min allernaadigste Herre og Arvekonge, lader Eder, Madame, vide, at Hs. Majestæt haver høje Aarsager til det, han gjør imod Eder, og at han haver Suspicion paa Eders Person, at I skulde være en Medvidere udi Eders Mands forehafte Forræderi, og havde Hs. kgl. Majestæt vel haabtes, at I med gode skulde have bekjendt, hvem som derudi var interesseret, og hvorledes det sig ret med den Sag havde". Der Kantseler ophørte at tale, svarte jeg, at jeg ikke vidste noget at have begaaet, som mig kunde gjøre suspekt; og raabte jeg Gud til Vidne, at mig om ingen Forræderi var vitterlig, hvorfor jeg og ingen kunde navngive. Grev Rantzau sagde: "Eders Mand haver ikke dult det for Eder, derfor ved I det vel". Jeg svarte: "Havde min Mand haft saa ondt et Forsæt, da tror jeg vist, han havde sagt mig det, men jeg kan med en god Samvittighed svære for Gud i Himmelen, at jeg aldrig hørte hannem tale om noget sligt. Ja, jeg kan sige, at han aldrig ønskede ondt over Kongen, det jeg hørte, hvorfor jeg fuldkommen tror, at hannem dette af hans Fjender uskyldeligen tillægges". Grev Rantzau og Kantseler bøjede Hovederne tilsammen, Feltherren forbi, og hviskede længe med hverandre. Endeligen spurte Kantseler mig ad, om min Mand fandtes skyldig, om jeg da vilde være udi hans Dom delagtig. Det var et besynderligt Spørsmaal, hvorfor jeg mig et lidet betænkte; sagde: "Maa jeg faa at vide, paa hvad Fundament han beskyldes, saa vil jeg svare dertil, saa vidt som mig vitterligt er, og saa meget jeg kan". Kantseler sagde: "Betænker Eder vel, om I vil!" Jeg svarte som før, at jeg vilde svare for hannem i alt det, mig vitterligt var, om jeg maatte faa at se, hvorpaa han beskyldtes. Grev Rantzau hviskede til Krag, og Krag gik ud, kom strax ind igjen. Lidet derefter kom en af Kancelliet ind (som jeg ej kjender) havende store Papirer i Hænderne. Grev Rantzau og Kantseler hviskedes atter igjen. Derpaa sagde Kantseler: "Her er nu ikke videre at gjøre end lade Eder vide, hvad for en Mand I haver, og lade Eder høre hans Dom". Grev Rantzau befalede den, som med Papirerne indkom, at oplæse. Blev saa først et Papir oplæst udi den Mening, at Korfits, fordum Greve af Ulfeldt, havde tilbøden en fremmed Herre Dannemarkes Rige og sagt for samme Herre, at han gejstlige og verdslige havde til sin Haand, saa det var hannem let at gjøre, samme Herre Dannemarkes Krone at forskaffe. Derpaa blev et Papir oplæst, som Gejstlighedens Forsvar skulde være, hvorudi de protesterede, at Korfits Greve af Ulfeldt aldrig nogen Kommunikation med nogen af dennem haft havde, anseende at han ej nogen Tid sig havde ervist Gejstlighedens Ven at være, mindre given dennem Part af hans onde Forsæt; forsikrendes hans kgl. Majestæt deres Troskab og Underdanighed etc. Derefter blev et Papir oplæst, af Borgemester og Raad i Kjøbenhavn skreven, fast af samme Indhold, at de med Grev Korfits Ulfeldt ingen Korrespondents havde haft og udi lige Maader Hs. kgl. Majestæt deres underdanigste Troskab forsikrede. Derpaa fulgte den uhørte og ulovlige Doms Oplæsning, hvilken uforhørter Sag over min Herre var fældet. Den var mig saa uformodentlig og bedrøvelig som skammelig og for Gud og alle Ret elskende Mennesker uforsvarligen. Der var ej Dokumenter indført, paa hvilke Dommen var afsagt. Der meldtes ej om Tiltale og Gjensvar, der var ej anden Fundament end blotte Ord: at han var befunden en criminel at være, han havde tilbøden en fremmed Herre Dannemarkes Krone og gjort hannem vis, at han gejstlige og verdslige havde til sin Haand, hvilke det med deres underskrevne Protestationer anderledes havde bevist, hvorfor han som en criminel dømmes. Der Dommen med alle underskrevne Navne var oplæst, bar Læseren mig den og lagde den for mig paa Sengen. Ethvert Menneske kan let betænke, hvorledes mit Hjærte var til Mode, men faa eller ingen kan begribe, at det muligt var, jeg ikke af den uformodentlige Ulykke kvaltes, eller og, at mig ikke Sind og Sans betoges. Jeg kunde for Hylen og Graad ingen Ord fremføre. Saa oplæstes en Bøn, af Prædikestolen var gaaen, udi hvilken de Korfits forbandede, bade Gud, at hans graa Haar ikke med Fred udi Graven skulde komme. Men Gud, som er retfærdig, hørte ikke de uretfærdige deres ugudelige Bønner, hans Navn være æret evindelig! Der alt var oplæst, beklagede jeg med Hjærtens Suk og vemodige Taarer, at jeg den bedrøvede Dag skulde leve, bad dennem for Jesu Retfærdigheds Skyld, at jeg maatte se, hvorpaa den haarde Dom var funderet. Grev Rantzau svarte: "Det kan I vel tænke, Madame, at der ere Dokumenter, hvorefter vi ere gaaen; der sidder af Eders Venner i Raadet". "Ja, Gud bedre det!" (sagde jeg). "Maatte jeg faa de Dokumenter at se, der beder jeg om for Guds Skyld. Les apparences sont bien souvent trompenses. Hvad maatte min Mand ikke lide hos de svenske i Skaane udi den lange Arrest, fordi de suspicerede, at han med Hs. kgl. Majestæt af Dannemark og Hs. Majestæts Ministri havde korresponderet! Nu ved det ingen bedre end Hs. kgl. Majestæt og I gode Herrer, hvor uskyldig han derfor lidde, saa kan dette og til Syne være trolig og dog ikke sig saaledes i Sandhed befinde. Maatte jeg faa de Dokumenter at se?" Der blev intet svaret. Jeg fór videre fort og sagde: "Hvor er det muligt, at en Mand, som selver kan kjende, at han gaar med Døden i Hænderne, skulde sig saadan Værk paatage og lade sig fra sin Pligt forlede, der han det ikke gjorde, den Tid han til ingen Herre var obligeret, og hannem saa store Løfter af Fyrsten af Holstein blev gjort, som Fyrstens Breve udviser, hvilke nu ere udi Hs. kgl. Majestæts Hænder". Grev Rantzau faldt mig i Ordet og sagde: "De Breve fandt vi ikke". "Jo Mænd" (svarte jeg), "de vare deriblandt, der er jeg vis paa". Sagde videre: "Paa de Tider kunde han have gjort en fremmed Herre noget til Villie, da havde han Magt og Myndighed og fast al Regeringen udi sine Hænder; ansaa dog ingen Profit, men udsatte sin egen Formue Hs. kgl. Majestæts Krøning hastig at fortsætte, paa det ingen Hindring skulde imellem komme. Det er nu hans Løn! I gode Herrer, spejler Eder nu paa mig, som haver før set mig udi Velstanden, og haver dog Medlidenhed med mig! Beder Hs. kgl. Majestæt sig at formilde og ikke saa streng at fortfare". Kantseler og Rentemester movertes derved, saa at Taarerne dennem kom udi Øjnene. Grev Rantzau sagde til Feltherren og til Kantseler: "Mig synes, at det er 14 Dage siden, at Dommen blev publiceret". Kantseler svarte: "Det er 17 Dage siden". Jeg sagde: "Paa de Tider var jeg endnu udi Engeland, og nu spørges mig efter Kundskab i Sagen! O, betænker det for Guds Skyld, og at ingen paa min Mands Vegne haver været til Vedermæle!" Grev Rantzau spurte, om jeg vilde tale derpaa. Jeg svarte: "Hvad skal jeg tale paa en Dom? Jeg beder aleneste for Jesu Skyld, at det, jeg siger, maa konsidereres, og jeg maa have den Fornøjelse at se de Dokumenter, hvorpaa Dommen er afsagt". Grev Rantzau svarte som før, at der vare Dokumenter, og at der sad af mine Venner i Raadet, føjede det dertil, at alle havde overensstemmet, ikke en havde haft derimod at sige. Det, jeg tænkte, turde jeg ikke sige. Jeg vidste vel, hvorledes i saadanne absolute Regeringer tilgaar; der tør intet imod siges, det hedder: Skriv under, Kongen vil det saa have, og spør ikke hvorfor, ellers est du udi lige Fordømmelse. Jeg tav og begræd min Ulykke, som var irremediable. Der Krag Protokollet oplæste, havde han skreven, at der jeg blev tilspurt, om jeg udi min Mands Dom delagtig vilde være, havde jeg svaret, at jeg mig derpaa vilde betænke. Jeg spurte: "Hvordant var det?" Strax svarte Kantseler: "Nej, hun sagde ikke saa, men hun begjærte at vide henders Mands Beskyldinger". Jeg repeterte mine Ord igjen, ved dog ikke, om Krag dennem skrev eller ikke; thi en stor Del af det, jeg sagde, blev intet skreven. Krag lod for meget Affekterne kige og vilde gjærne have gjort ondt værre. Han er nu der, hvor ingen falske Skrifter gjælder. Gud rykte hannem hastig bort paa et urent Sted, kaldede hannem til Doms foruden Varsel. Og Grev Rantzau, som var Hovedmand og Inventor af den ulovlig og udi Dannemark usædvanlig Dom, han levede ikke den Dag sin Lyst at se: et Træbillede at exekveres. Der dette var forrettet, stode de op og gave mig Haand. Denne haarde Besøgelse varede over 4 Timer. De ginge bort, efterladende mig udi Suk, Sorrig og Graad, en højt bedrøvede, elendige, fangen Kvinde, af alle forladt, som saa sig ingen Redning imod Magt og Vold, som hvert Øjeblik frygtede, at Manden dennem udi Hænderne skulde komme, og at de deres Ondskab paa hannem skulde øve. Gud gjorde den Dag et stort Mirakel og Jertegn, idet han sin Kraft udi mig svage beviste og min Hjerne fra Vildelse og min Tunge, at den ikke af Utaalmodighed overløb, bevarte. Gud være tusinde Gange derfor æret! Din Lov vil jeg sjunge, saa længe sig min Tunge kan røre, thi du varst da og stedse altid min Værn, Klippe og Skjold. Der Herrerne vare bortgangne, kom Slotsfogden og Kvinderne ind, og blev dækket paa en Stol for min Seng. Slotsfogden sagde til mig: "Esset, Leonora! Wollet Ihr nicht essen?" Idet han saa sagde, kaste han en Kniv til mig paa Sengen. Jeg tog Kniven med vred Hu og kaste den paa Gulvet. Han tog Kniven op og sagde: "Ihr seid wohl nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Frühstuck bekommen, da håbet Ihr heute genung an, nicht? Gelt! Ja, ja, kommet, Ihr lieben Weiberlein" (sagde han til Kvinderne), "lasset uns etwas essen! Euch wird wohl hungern, das fühle ich an meinem Magen wohl". Der de havde sat sig til Bords, begyndte han strax at stokke sig selver, stak fejl af sin Mund og havde saa mange Pudser, at det var Skam at se, at den gammel Mand sin Glæde over min Ulykke ikke kunde simulere. Der Maaltidet havde Ende, og Slotsfogden var bortgangen, satte sig Anna for min Seng og begyndte at prædike om den Sorrig og Bedrøvelse, man udi denne Verden haver, og om Himmeriges Glæde og Herlighed: hvorledes den Pine, vi her lider, ikkun varer stakket imod den evige Fryd og Glæde, hvorfor vi ikke burde Pinen at agte, men tænke paa, at vi kunde dø med en god Samvittighed og den ikke med noget besmitte, men sige ud alt det, Hjærtet kunde besvære, for det vilde dog ikke andet være. "Gud give" (sagde hun) "ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!" Efter at hun den Snak nogle Gange havde repeteret, sagde hun til mig: "Er det ikke sandt, Frue?" "Jo vist er det sandt" (svarte jeg), "I taler meget kristligen og efter Skriften". "Hvorfor vil I da" (sagde hun videre) "lade Eder plage for andre og ikke sige det, I om dennem véd?" Jeg spurte, hvem hun mente. Hun svarte: "Jeg kjender dennem ikke". Jeg svarte: "Ikke heller jeg". Hun blev alt ved og sagde, at hun sig ikke vilde lade pine og plage for andres Skyld, i hvem de endog vare; dersom de vare skyldige, saa maatte de lide, hun vilde ikke lide for dennem; et Kvindes-Menneske var snart forført; man burde at have sin Salighed kjærere end alle sine Slægt og Venner. Der hun ikke kunde høre op igjen med den Snak, vilde jeg den noget divertere, spurte hender, om hun var en Præstedotter, og eftersom hun mig tilforne sin Herkomst havde sagt, saa tog hun saa meget des værre imod mit Spørsmaal og blev helt fortørnet; sagde: "Alt er jeg ikke en Præstedotter, saa er jeg en god, ærlig Borgerdotter og ikke af de ringste. Jeg havde lidet tænkt udi mine Dage, der jeg var en Jomfru, at jeg skulde faa en Skomager". Jeg sagde: "Eders første Mand var jo og en Skomager". "Det er vel sandt" (svarte hun), "men det kom sig saa galt til med det Gifterrnaal"; begyndte dermed en hel Remse derom at fortælle, hvorover jeg bekom Fred for hender. Cathrina gik op og neder af Gulvet, og der Anna teg noget lidet, sagde hun med sammenlagte Hænder: "O Gud, du, som est almægtig og alting formaar, du bevare den Mand, de leder efter, og lad hannem aldrig komme i hans Fjenders Hænder! O, Gud bønhøre mig!" Anna sagde vredeligen til hende: "Cathrina, wet Ji ôk, wat Ji seggen? Wo snak Ji so?" Cathrina svarte: "Ja, ik wêt wol, wat ik segge". Got bewar em und lat em nimmer sine Finde to Dêl werden! Jesus, wes du sin Geleidsman!" De Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: "Ik denk, de Vrue is nicht klôk". Cathrinæ gode ønske forøgede mine Taarer, og sagde jeg: "Cathrina lader se, at hun er en ret Kristinde og haver Medlidenhed med mig; Gud belønne hender det og bønhøre hender og mig!" Anna blev tavs derefter og siden ikke saa meget snaksom. Gud, som est en Vederlægger af alt godt, tænk du paa Cathrina til det bedste, og du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdeles, i hvad hun dig om beder! Og I, mine kjære Børn, vider, at dersom Lykken sig saa vil føje, at I hender eller henders eneste Søn nogen behagelig Tjeneste kan gjøre, at I det for min Skyld ere pligtige, thi hun var mig en Trøst udi min største Nød og ofte sneg sig til at sige mig et Ord, det hun mente mig kunde være til Lettelse. Slotsfogden kom efter Sædvane efter 4 Slæt og lukte Kvinderne ud, satte sig paa Kvindernes Slagbænk, og den høje Stol med Lys paa for sig, havde en Bog med sig, læste højt Bønner om et saligt Endeligt, Bønner udi Døds Nød, og naar man skulde udstaa den timelige Straf for sine Misgjerningers Skyld. Han glemte ikke en Bøn for en, som skulde brændes; den sukkede han ved, saa han paa en stakket Tid var bleven meget aandelig. Efter at han alle de Bønner havde læst, stod han op, gik og sang Ligpsalmer; naar han kunde ikke flere, begyndte han paa den første igjen, indtil Kvinderne hannem afløste. Cathrina beklagede sig, at henders Søn var bleven syg, var meget derfor bekymret. Jeg tog mig henders Sorrig an og sagde, at hun skulde lade Dronningen vide henders Søns Svaghed, saa blev der vel en anden i henders Sted ordineret; bad hender give sig tilfreds, Barnet fik vel bedre igjen. Over Aftensmaaltid var Slotsfogden meget lystig, fortælte allehaande plumpe Galskaber. Efter at han var borte, læste Anna Aftenbønnen. Jeg var den Nat meget ilde til Pas, kaste mig ofte omkring i Sengen, og var der en Synaal i Dundynen, hvorpaa jeg rev mig; jeg fik den ud og haver den endnu.

Den 14. Augusti, der Slotsfogden tidlig oplukte, sagde Kvinderne hannem, at jeg den Nat havde været meget syg. "Ja, ja" (svarte han), "es wird wohl wieder besser". Og der Kvinderne sig gjorde rede for at gaa op til Dronningen (som de stedse maatte gjøre), sagde Anna til Cathrina uden Døren: "Hvad skal vi sige til Dronningen?" Cathrina svarte: "Hvad kan vi sige andet, end at hun tier stille og siger intet?" "Det ved I vel" (sagde Anna), "at Dronningen ikke nøjes med". Da kan vi ikke heller lyve hender paa" (svarte Cathrina), "hun siger jo intet, thi det var Synd". Til Middagsmaaltid kom Cathrina igjen, sagde, at Dronningen havde lovet at forordne en anden udi henders Sted; sneg sig til om Eftermiddagen at sige mig et Ord om næste Kammers, hvilket hun vist troede blev gjort færdig til mig og til ingen anden, bød mig Gode Nat og lovede mig flittig i sine Bønner at ihukomme. Jeg takkede hender for god Tjeneste og for sit gode Hjærte imod mig. Ved Klokken 4 lukte Slotsfogden hender og Anna ud. Han sang en Psalme efter anden, gik i Trappen og længtes ved Tiden indtil Klokken imod 6, da kom Anna og Maren Bloks. Over Aftensmaaltid fortælte Slotsfogden atter om sit Giftermaal, uden Tvivl for Marens Skyld. Anna lod mig Fred, og laa jeg saa stille for mig hen. Maren kunde den Aften ikke komme til at tale med mig for Anna.

Den 15. og 16. Augusti passerede intet mærkeligt. Naar Slotsfogden lukte Anna ud om Morgenen og Eftermiddagen, blev Maren Bloks hos mig, og Slotsfogden gik sin Vej og lukte, saa Maren havde da Frihed ene med mig at tale; fortælte adskilligt, iblandt andet, hvorledes Dronningen havde given mit Smaatøj de tre Kvinder til at bytte imellem sig, som mig udklædde. Hun spurte mig, om jeg vilde have Bud til min Søster Elisabeth. Jeg takkede hender, jeg havde intet godt at lade hender sige. Jeg begjærte Synaal og Traad af Maren, hender at prøve. Hun svarte hjærtelig gjerne at ville fly mig det, om hun turde; det kostede al henders Velfart, om Dronningen fik det at vide, thi hun havde saa højt forbøden, at ingen skulde lade mig faa Naale, hverken Knappenaale eller Synaale. Jeg spurte: "Af hvad Aarsage?" Fordi", sagde hun, "at I ikke skal myre Eder selver". Jeg forsikrede hender, at Gud havde bedre oplyst mig, end at jeg skulde være min egen Mordere. Jeg kjendte, at Korset kom fra Herrens Haand, at han mig revsede som sit Barn; han hjalp mig det og at bære, der troede jeg hannem til. "Saa haabes jeg da, mit Hjærte" (sagde Maren), "at I ikke vil myrde Eder selver, saa skal I faa Naal og Traad; men hvad vil I sy?" Jeg gav for at ville sy nogle Knapper i min hvide Nattrøje, vred og et Par af for at lade hender siden se, at jeg syede dennem i. Men Sagen var, at jeg havde nogle Dukater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem havde jeg beholdt, eftersom jeg strøg selv Strømpen neder, der de klædde mig ud, og Anna havde efter min Begjæring flyet mig en Klud efter Foregivende, at jeg havde en Skade paa Benet, Den Klud syede jeg om Læret. De vare alle i den Mening, at jeg havde nogen hemmelig Bræk, thi jeg laa udi det linnen Skjørt, de gave mig, og udi mine Strømper. Maren mente, jeg havde en Fontanelle paa det ene Ben, fortroede mig, at en Jomfru til Hove, hun navngav, som var henders meget gode Ven, havde en Fontanelle, som ingen uden hun vidste, ikke engang Jomfruens Sengenættere. Jeg tænkte ved mig: da tier du vel med din Ven; gjorde hender ikke visere, lod hender i det Fald tro, hvad hun vilde. Jeg var meget svag udi de to Dage, og eftersom jeg intet fortærede uden Citron og Øl, blev Maven derover svækket og kaste det fra sig omsider. Naar Maren talte derom til Slotsfogden, sagde han: "Das ist gut, so kommt das böse vom Hertzen ab". Anna var ikke mer saa beskjæftig, men Slotsfogden var lige lystig. Den 17. Augusti lukte Slotsfogden ikke op førend imod 8 Slæt, og spurte Anna hannem, hvor det gik til, at han havde sovet saa længe. Han skjæmtede noget, siden drog han hender hen til Døren og hviskede med hender. Hun gik intet hjem den Morgen. Han gik saa ud og ind, og sagde Anna saa højt til Maren, at jeg det kunde høre (i hvor vel hun lod saa, som hun vilde hviske): "Jeg er saa bange, at min Krop ryster, enddog det gaar mig ikke an. Jesus bevare mig! Jeg vilde, jeg var nere!" Maren saa bedrøvet ud, men hverken svarte eller talte et Ord. Maren sneg sig til Sengen og sagde: "Der kommer vist nogen til Eder". Jeg svarte: "Lad dennem komme i Guds Navn !" Der var en Løben oppe og neder udi den Trappe og ovenover, thi der kom altid Kommissarierne ner igjennem Gemækkerne for ikke at gaa over Pladsen. Mine Døre vare da lukte igjen. For hver den Gang at der løb nogen i Trappen, da skudrede Anna og sagde: "Ich beve recht!" Den Løben varede indtil imod elleve. Der Slotsfogden lukte op, sagde han til mig: "Leonora, Ihr sollet aufstehen und zu die Herren gehen". Gud ved, at jeg ilde kunde gaa, og Anna forfærdede mig, sagde til Maren: "O, dat arme Mensch!" Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøflerne paa. Jeg kunde ikke andet forstaa, end at jeg skulde pines, trøstede mig ved intet andet, end at jeg haabtes, min Pine ej længe kunde vare, thi mit Legeme var saa udmattet, at det syntes, ligesom hvert øjeblik Aanden vilde udfare. Der Maren bandt Forklædet om min lange Kjortel, sagde jeg: "Nu, de forsynder sig højligen paa mig; Gud være min Styrke!" Slotsfogden hastede, og der jeg var færdig, tog han mig ved Armen og ledde mig. Jeg havde gjærne været hans Hjælp foruden, men jeg kunde ikke gaa ene. Han ledde mig ind næst op til, der sad Grev Rantzau, Skack, Reedtz, Gabel og Krag om Bordet. De rejste sig alle op imod mig, der jeg kom ind, og jeg gjorde en Reverents, saadan som jeg kunde. Til mig blev sat en liden lav Stol midt for Bordet. Kantseler tilspurte mig, om jeg ingen flere Breve haft havde, end de mig fratoge i Engeland. Jeg svarte nej, jeg havde ingen flere, der toge de alle mine Breve. Han spurte videre, om jeg ingen Breve havde forkommen paa de Tider. "Jo" (svarte jeg), "et rev jeg i Stykker og kaste det i en Hysken". "Hvi gjorde I det?" spurte Grev Rantzau. "Fordi" (svarte jeg), "at der var Chifrer udi, og i hvor vel det ikke var af nogen Importance, saa frygtede jeg alligevel, at det skulde give Mistanke". Grev Rantzau sagde: "Hvad om de Stykker vare endnu udi Behold?" "Det var at ønske" (sagde jeg), "thi saa kunde man se, at der intet mistænkeligt var udi, og fortrød jeg det siden, at jeg det havde sønderreven". Derpaa tog Kantseler et Ark Papir frem, hvorpaa hid og did var Stykker klint af samme Brev, og rakte han Krag det, som mig det flyede. Grev Rantzau spurte mig, om det ikke var min Mands Haand. Jeg svarte ja, det var hans Haand. Han sagde: "En Del af Stykkerne, I rev itu, ere fundne, og en Del ere borte. Det, som er funden, er samlet og afskreven; forderde dermed Afskriften af Kantseler, som gav Grev Rantzau den, og han rakte mig den, sigende: "Ser der, hvad der fattes, og siger os, hvad det haver været, som fattes". Jeg tog det og saa noget derpaa og sagde: "Paa somme Steder, hvor ikke for mange Ord ere borte, kan jeg vel gjætte det, som fattes, men hvor en ganske Mening er borte, det kan jeg ikke vide at sige". Det meste af Brevet var sanket, og intet imellem borte, og bestod det altsammen udi Lystighed og Skjæmt. Han lod mig vide at have faaet Breve af Dannemark, at Kurprinsen af Sachsen var forventendes, som Prinsessen af Dannemark skulde troloves: der skjæmtede han om, hvorledes de vilde smøre deres Halse og blæse deres Kinder op, paa det de med en god Grace og Stemme enhvers Titeler tilbørligen kunde fremføre, og mere deslige, hvilket han vidtløftig udstrøget havde, og indførte den Maade, som Grev Rantzau brugte for at lade Folk vide hans Titeler, som var over Maaltidet, da en skulde staa og hans Titel for Gjæsterne oplæse, spurte dog først enhver især, om han vidste hans Titel; var der en iblandt, som den ikke vidste, skulde Sekretæren strax frem og den oplæse. Saa det syntes, at Grev Rantzau sig det tiltog, thi han spurte mig, hvad min Mand dermed mente. Jeg svarte ikke at kunne vide, at hans Mening anderledes kunde være, end som han skrev; han mente uden Tvivl dennem, som saa gjorde. Kantseler vendte Ansigtet fra Grev Rantzau og drog lidet paa Smilebaandet; desligeste gjorde og Gabel. Og var iblandt andet saaledes skreven om Kurprinsen, at han nu maaske gjorde sig Haab at arve Dannemarkes Krone; "mais j´espère - - - cela ne se fera point". Efter de Ord, der imellem fattedes, spurte Grev Rantzau, hvad det var. Jeg sagde, dersom jeg mindtes ret, da havde der vist staaet: qu en 300 ans. Han spurte videre, hvor hid og did noget fattedes, hvilket jeg ikke alt saa egentlig kunde mindes, og dog intet paa sig havde. Jeg mente, at af foregaaende eller efterfølgende Ord let kunde gjættes det, som borte var; saaes derforuden noksom, at det meste var Skjæmt, hvilket Gabel sandede og sagde: "Ce n'est que raillerie". Men Grev Rantzau og Feltherren vilde det ikke lade for Skjæmt passere. Skack sagde: "Man mener tidt andet under Skjæmt og bruger Navne, hvorunder andet forstaaes". Thi der udi Brevet blev meldet om at drikke ud, var talt om de Schwizere deres Manér, de over Borde haver, og alle de Kantons-Herrers Titel opregnet, hvorfor Skack formente, at de Byers Navne havde andet at sige. Jeg svarte intet Skack, men der Grev Rantzau trængte immerfort, at jeg skulde sige, hvad min Mand dermed mente, svarte jeg ikke at kunne vide, om han havde anden Mening dermed end den, som skreven stod. Skack virrede med Hovedet og mente jo, hvorfor jeg sagde: "Jeg véd ingen Steds, hvor de haver den Skik over Maaltiderne, som de udi Schwizerland haver; er der andre Steder, hvor de haver samme Skik, saa haver han maaske og ment dennem dermed, thi her tales ikkun om Drikken". Gabel sagde atter: "Det er ikkun Skjæmt". De Chifrer, for hvis Skyld jeg Brevet sønderrev, vare til Lykkes fuldkommen, og intet af borte. Grev Rantzau gav mig det Ark Papir, hvor Stykkerne af min Herres Brev var paa klint, og spurte mig, hvad de Chifrer betydde. Jeg svarte: "Jeg haver ej Nøglen og kan dennem udenad ikke opløse". Han mente, jeg kunde vel. Jeg sagde ikke at kunne. "Da ere de opløste" (sagde han), "og vi ved, hvad det er". "Saa meget des bedre" (svarte jeg). Derpaa flyede han mig Udlægningen at læse, og var den af den Mening, at vore Sønner havde skreven fra Rom og begjærte Penge, hvortil var onde Raad, thi Junkeren var ikke hjemme. Jeg gav Grev Rantzau Papiret igjen foruden noget at sige. Grev Rantzau begjærte af Rentemesteren, at han vilde læse Brevet, og begyndte Rantzau atter med sine Spørsmaal, hvor hid og did noget fattedes, at jeg det skulde sige. Jeg gav hannem samme Svar som før; men eftersom han paa et Sted, hvor nogle Ord fattedes, hart trængte dennem at vide, og af Texten kunde ses, de havde været noget spodsk (eftersom et spodsk Ord fandtes skreven), sagde jeg: "I kan sætte af samme Slags saa mange dertil, som Eder lyster, om ikke et er nok, jeg ved dennem ikke". Gabel sagde atter: "Ce n'est que raillerie". Dermed spurtes ikke mere om Brevet; men Grev Rantzau inkvirerte om mine Juveler, spurte, hvor den store Demant var, min Mand fik i Frankerige. Jeg svarte den længe siden at være solgt. Videre spurte han, hvor mine store Hæng-Perler vare, som jeg havde baaren som en Feder paa min Hat, og hvor min store Tur Perler var. "Alt det", svarte jeg, "er længe siden solgt". Han spurte ydermere, om jeg da ingen Juveler mere havde. Jeg svarte: "Nu haver jeg ingen". "Jeg mener" (sagde han) "anden Steds". Jeg svarte: "Nogle lod jeg efter". "Hvor der?" (spurte han). "Til Bryg", svarte jeg. Derpaa sagde han: "Nu faar jeg at spørge Eder, Madame, om noget, mig selver vedkommer. Haver I besøgt min Søster udi Paris nu sidst, I var der?" Jeg svarte: "Ja". Han spurte, om jeg var inde hos hender i Klosteret, og hvad Klosteret hedde. Jeg berettede hannem at have været i Klosteret, og at det hedde Couvent des filles bleues. Der nikkede han ved som at sande det. Han vilde og vide, om jeg havde set hender. Jeg sagde, at ingen i det Kloster sig af nogen uden af deres Forældre lader se, deres Søskende maa ikke engang faa dennem at se. "Det er sandt", svarte han, stod dermed op og gav mig Haanden. Jeg bad hannem, at han Hs. kgl. Majestæt til Mildhed imod mig vilde bevæge, men han svarte mig intet. Der Rentemester Gabel mig gav Haanden, bad jeg hannem om det samme. Han svarte: "Ja, dersom I vilde bekjende"; gik dermed ud foruden nogen Replik at høre. Og havde de sig over tre Timer med de Spørsmaal opholdt. Derefter kom Slotsfogden ind og sagde til mig: "Nu skal I blive her indenfor, der er et smukt Kammers, er nyssen kalket og gjort smuk hvid; giver Eder nu tilfreds". Anna og Maren kom og ind. Gud ved, jeg var sorgefuld, mødig og træt, havde en ulidelig Hovedpine; maatte dog sidde saa længe, førend jeg kom til Hvile, indtil Sengestedet var tagen ud af den mørke Kirke og hid ind flyt. Anna bemødede sig udi midler Tid alle Huller i den mørke Kirke at udkradse, menendes endda noget at finde, men til forgjæves. Den Kvinde, som ene hos mig skulde være, kom og da ind. Hender var lovet 2 Rdlr. om Ugen; henders Navn var Karen Olesdotter. Efter Slotsfogden med Kvinderne og Maren havde spiset, bød Anna og Maren Bloks mig Gode Nat; den sidste teede stor Affektion: Slotsfogden lukte tvende Døre for mit inderste Fængsel. Paa den inderste Dør er et firkantet Hul, som med Jernrigler er forvaret. Det Hul vilde Slotsfogden og hænge Laas for, men efterlod det for Karens Forbøns Skyld, thi hun sagde ikke at kunne faa sin Aande, om det skulde være lukt. Saa hængte han Laas for det yderste Kammers Dør og for Døren til Trappen; havde saa fire Laase og Døre to Gange om Dagen at op- og ilukke. Her vil jeg mit Fængsels Sted beskrive. Det er et Kammers, som er 7 af mine Skridt lang og 6 bred; derudi staar tvende Senge, et Bord og to Stole. Det var nys kalket, hvilket gav en stor Stank; ellers var Gulvet saa tyk med Skarn, at jeg mente, det var af Ler, der det dog er lagt med Mursten. Det er 9 Alen højt, hvalt, og allerhøjest sidder et Vindue, som er en Alen i Firkant. Der er dobbelt tykke Jerntraller for, derforuden et Sprinkelværk, som er saa tæt, at ikke en liden Finger kan stikkes i Hullerne. Det Sprinkelværk havde Grev Rantzau med stor Forsigtighed saaledes bestilt (som Slotsfogden mig siden sagde), paa det at ingen Due skulde noget Brev indføre, som han vel før i en Roman havde læst at være sket. Jeg var svag og af Hjærtet højt bedrøvet, ventende en naadig Forløsning og Ende paa min Jammer, tav stille og klagede mig intet, svarte lidet, naar Kvinden mig tiltalte. Stønnem i Tanker kradsede jeg paa Væggen, hvorudover Kvinden kom i de Tanker, at jeg var forstyrret i Hovedet, sagde det for Slotsfogden, og han det igjen for Dronningen, som flittig hver Maaltid, naar Døren var aaben, sendte Bud for at lade fornemme, hvorledes med mig til stod, hvad jeg sagde, hvad jeg gjorde. Kvinden havde da ikke meget at sige, sin Ed med Fyldest at gjøre, hvilken hun (efter egen Sigen) for Slotsfogden havde aflagt. Men siden fik hun noget at gjøre sig god med. Og eftersom Styrken mig dagligen betoges, glædde jeg mig imod Enden, lod den 21. Augusti Slotsfogden indfordre, begjærendes af hannem, at han om en Præst vilde anholde, som mig kunde berette. Det blev strax bevilliget, og Kgl. Majestæts Hofprædikanter, Magister Matthias Foss, befalet mig at betjene, hvilken paa sit Embedes Vegne saavel som formedelst Befaling mig foreholdt, at jeg ikke min Samvittighed med noget skulde besvære; jeg maatte være forsikret, at jeg aldrig her i Verden fik min Mand mere at se; bad mig dog sige, hvad jeg om det Forræderi vidste. Jeg kunde for Graad næppe Ordene udføre, sagde, at jeg vandt for Gud udi Himmelen, for hvilken intet er skjult, at mig om det Forræderi intet var vitterligt; jeg vidste vel, at jeg aldrig i mine Dage fik min Mand mere at se; jeg befalede hannem den Allerhøjeste, som vidste min Uskyldighed; bad eneste Gud om et saligt Endeligt og Skilsmisse fra denne onde Verden; begjærte intet af Præsten, uden at han mig udi sine Bønner til Gud vilde ihukomme, at Gud vilde ved Døden gjøre en Ende paa min Jammer. Præsten lovede det troligen at efterkomme. Gud haver ikke behaget os derudi at bønhøre, haver vilt videre min Tro prøve, idet han mig megen Sorrig, Bedrøvelse og Viderværdighed siden den Tid haver tiiskikket. Han haver og hjulpen mig Korset at bære og haft fat ved den tyngeste Ende; hans Navn være evindeligen æret! Der jeg var bleven berettet, trøstede mig Magister Foss og bød mig fare vel.

Jeg laa saa stille hen udi tre Dage, nød lidet eller intet. Slotsfogden spurte ofte, om jeg noget begjærte enten at æde eller drikke, eller om han skulde sige Kongen noget. Jeg takkede hannem, jeg begjærte intet.

Den 25. Aug. importunerte Slotsfogden mig flux med sin Diskurs, mente, jeg havde ond Tro til Dronningen. Han tog det deraf: thi Dagen tilforne havde han sagt mig, at Hs. kgl. Majestæt havde befalet, at hvis jeg af Kjøkkenet og Kjælderen begjærte, skulde de mig lade følgagtig være; hvortil jeg da svarte: "Gud bevare Hs. Majestæt! han er en god Herre, maatte han være god for onde Mennesker". Og sagde han da: "Dronningen er ogsaa god", hvortil jeg intet svarte, hvorfor han nu Dronningen vilde føre paa Tale og høre, om han kunde drage nogen Ord af mig; sagde: "Dronningen beklager Eder, at I saa haver ladet Eder forføre. I haver voldt Eder selver den Ulykke, det gjør hender ondt; hun er Eder ikke vred, hun haver Medlidenhed med Eder". Og saasom jeg intet svarte, repeterte han det igjen, og alt imellem sagde han: "Ja, ja, mein liebes Fråulein! es ist so, wie ich sage". Jeg var meget fortræden over den Snak, sagde: "Dieu vous punisse!" "Ho, ho!" (sagde han), "sie will pissen!" kaldte paa Karen, gik ud og lukte Dørene. Dermed fik jeg uformodendes Rolighed for hannem. Latterligt var det, at Kvinden endelig vilde nøde mig til at lade mit Vand, fordi Slotsfogden saa sagde. Jeg bad hender komme i Hu, at hun nu ikke tog Vare paa et Barn (hun havde været Vaagkvinde før hos Børn). Hun kunde ikke saa snart komme af den Vaane at omgaaes mig som et Barn, brugte længe den Manér, indtil jeg hender lod andet forstaa.

Der jeg fornam, at min Mave begjætte Mad, og jeg Spisen hos mig kunde beholde, blev jeg utaalmodig, at jeg ikke kunde dø, men at jeg udi saa stor Elendighed skulde leve; begyndte med Gud at disputere og vilde med hannem gaa i Rette. Mig syntes ej at have det fortjent; jeg mente at være for grove Synder langt renere end som David, der dog turde sige: "Skal det da være til forgjæves, at mit Hjærte vandeler ustraffelig, og jeg to'r mine Hænder udi Uskyldighed, og jeg er dagligen plaget, og min Straf hver Morgen der?" Jeg mente ikke at have saa overstor en Straf forskyldt, som jeg med blev straffet; sagde af Job: "Lad mig vide, hvorom du trætter med mig! Behager det dig at gjøre Vold? Bortkaster du dine Hænders Gjerninger?" Jeg glemte intet af alt det, Job sig med vilde retfærdiggøre, at fremføre, og syntes mig, at jeg det billigen paa mig applicere kunde. Jeg forbandede med hannem og med Jeremia min Fødselsdag og var meget utaalmodig, havde det dog hos mig selver og talte ikke højt; slap stønnem uforvarendes et Ord ud, var det dog paa tysk (eftersom jeg mest Bibelen paa tysk haver læst), saa at Kvinden ej forstod, hvad jeg sagde. Meget urolig var jeg med Hvisten og Kasten i Sengen hid og did. Kvinden spurte mig ofte, hvor det var fat. Jeg bad hender lade mig have Fred og intet tale til mig. Mig var aldrig bedre end om Natten, naar jeg formærkede, at hun sov; saa kunde jeg med Frihed lade mine Taarer flyde og give mine Tanker deres fri Lob. Da gik det an paa en Rettergang. Jeg opregnede alt det, jeg uskyldeligen udi mine Dage havde lidt og udstaaet, holdte Gud fore: Om jeg var vegen fra min Pligt? Om jeg skulde have gjort mindre imod min Ægtefælle, end som jeg havde gjort? Om det skulde være min Løn, at jeg hannem udi Modgangs Tid ikke vilde forlade? Om jeg nu derfor skulde pines, plages og bespottes? Om saa mange uudsigelige Ulykker, jeg med hannem havde udstaaet, ikke vare nok, at jeg endeligen til denne ulægelige store Ulykke skulde konserveres? Jeg vil ikke dølje min Ufornuft. Jeg vil bekjende mine Synder. Jeg spurte: Om der endnu kunde være noget værre tilbage, hvorefter jeg skulde leve? Om der og var nogen Jammer til i Verden, som ved min kunde lignes? Bad Gud at gjøre derpaa en Ende, thi han havde ingen Ære deraf mig saaledes at lade leve og stedse plages; jeg var dog ikke af Jern og Staal, men af Kjød og Blod. Jeg bad, at mig maatte indskydes eller i Drømme forstændiges, hvad jeg skulde gjøre, at jeg min Jammer kunde forkorte. Naar jeg længe havde disputeret og trættet min Hjerne, mig og saa forgrædt, at det syntes ej Taarer mere at være for Haanden, faldt jeg i Søvn, men vaagnede med Forskrækkelse, thi jeg udi Drømme havde uhørte, gruelige Fantasier; saa jeg gruede for at sove, begyndte saa atter igjen min Elendighed at beklage. Endeligen saa Gud til mig med sine Naadsens Øjne, saa at jeg den 31. Augusti fik en rolig Søvn om Natten, og ret udi Dagningen vaagnede jeg med efterfølgende Ord udi Munden: "Mein Kind, verzage nicht, wann du von Gott gestrafet wirst; dann welchen der Herr lieb hat, der züchtiget er. Er stäupet aber einen jeglichen Sohn, den er aufnimmt". Jeg talte de sidste Ord højt ud, tænkte, at Kvinden sov; maaske at hun i det samme vaagnede, og spurte hun mig, om jeg noget begjærte. Jeg svarte: "Nej". "Da talte I" (sagde hun) "og nævnte Eders Strømper; det andet kunde jeg ikke forstaa". Jeg svarte: "Da haver det været i Søvne; jeg begjærer intet". Laa saa stille hen og besindede mig; kjendte og bekjendte min Daarlighed, at jeg, som ikkun var Muld og Jord, Støv og Aske, ja skjændelig Møg, med den allerhøjeste, ubegribelige Gud vilde gaa udi Rette, trætte med min Skabere og hans sluttede Raad, mestre og imod sige. Jeg faldt udi stor Graad, bad inderligen og hjærteligen om Naade og Forladelse. Havde jeg før gjort mig ren med David og stolet paa min Uskyldighed, saa bekjendte jeg da med hannem, at ingen findes retfærdig for Gud, ja ikke end én. Havde jeg med Job talt daarligen, sagde jeg og med hannem, at jeg havde gjort uviseligen og talt om Ting, som vare mig for høje, og jeg ikke forstod. Jeg indflyede til Guds Naade, forlod mig paa hans store Barmhjærtighed, foreholdende hannem Mosen, Josva, David, Jeremia, Job, Jonas og andre, hvilke vare højtbegavede Mænd og dog saa skrøbelige, at de udi Nødens Tid imod Gud knurrede og murrede; bad, han mig, som det allerskrøbeligste Lerkar, af Naade det vilde forlade, jeg kunde dog ikke anderledes være, end han mig havde gjort. Alle Ting vare udi hans Magt; det var hannem let at give mig Taalmodighed, saa som han mig tilforne Styrke og Mod havde given saa haarde Pust og Stød at udstaa. Og bad jeg Gud (næst mine Synders Forladelse) om intet andet end om en god Taalmodighed min Forløsnings Time til at afvarte. Gud bønhørte mig naadeligen, han tilgav mig ikke aleneste mine daarlige, rasende Synder, men han gav mig endog det, jeg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde jeg stønnem med David: "Vil da Gud forskyde evindeligen og ingen Naade mere bete? Er det da slet ude med hans Naade, og haver Løfterne en Ende? Haver da Gud forglemt at være naadig og sin Barmhjærtighed for Vrede tillukt?" saa sagde jeg og videre med hannem: "Men dog, jeg maa lide det altsammen, den Højestes Haand, kan alting ændre". Jeg sagde af den 119dePsalme: "Det er mig gavnligt, Herre, at du ydmyger mig, paa det at jeg kunde lære din Ret". Guds Kraft gjorde udi mig sin Virkning. Mig randt udi Sinde mange trøstlige Sententser af den hellige Skrift, fornemmeligen disse: Saafremt vi lide med Christo, skulle vi og ærefuld gjøres med hannem". Item: "Alle Ting skal tjene dennem til bedste, som frygter Gud". Item: "Min Naade er dig nok, thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed". I Synderlighed var ofte i mine Tanker Christi Ord hos Lucam: "Skulde Gud ikke redde sine udvalte, som raabe til han nem Dag og Nat, enddog han haver Taalmodighed derover? Jeg siger Eder, han skal snart redde dennem!" Jeg fornam i min Bedrøvelse, hvad Nytte man deraf haver i Ungdommen Psalmer og bibelske Sprog at have lært. Tror mig, mine Børn, det haver udi min Elendighed været mig en stor Trøst. Derfor øver Eder nu i Ungdommen udi det, som Eders Forældre Eder udi Barndommen haver ladet lære, nu (siger jeg), nu, Bedrøvelsen Eder ikke saa hart gjæster, paa det, naar hun kommer, I da kan være bered at tage imod hender og Eder med Guds Ord at trøste.

Jeg begyndte lidt efter lidt at give mig tilfreds, at tale med Kvinden og at svare Slotsfogden, naar han talte til mig, saa Kvinden lallede noget for mig, sagde at Slotsfogden havde vel befalet hender, at hun skulde sige hannem alt, hvad jeg sagde og gjorde, men hun var vel visere, end hun det skulde gjøre; hun forstod sig nu bedre derpaa end udi de første Dage, hvorledes hun skulde bære sig ad; han gik ud, det var hender, som blev hos mig indelukt, hun vilde være mig tro. Og der hender syntes, at jeg ikke strax troede det, hun sagde, sór hun højt, bad Gud straffe sig den Dag, hun var mig falsk, strøg og klappede min Haand og lagde den til sin Kind, bad, jeg vilde tro hender, brugte de Ord: "Min hjærte Frue, I maa tro mig: saa sandt som jeg er et Guds Barn, saa skal jeg aldrig svige Eder! Nu, er det ikke nok?" Jeg svarte: "Jeg vil tro Eder;" tænkte ej andet at ville sige eller gjøre end det, hun nok maatte divulgere. Hun blev meget glad at have faaet Munden op, og sagde hun: "Imens I laa saa stille hen for Eder selv, og jeg havde ingen at tale med, da sørgede jeg inderlig og vilde ikke saa længe have levet mit Liv, om de end hav[d]e vilt givet mig dobbelt saa meget, thi jeg havde bleven gal. Jeg var ræd for Eder, men langt ræddere for mig selver, at Skruerne skulde have gaaet løs i Hovedet." Hun snakkede saa hen og fandt paa allehaande at le af. Udi Ungdommen havde hun tjent en Præst, som havde holdt sit Tyend til Gudsfrygt, der havde hun lært Psalmer, Bønner og bibelske Sprog udenad; vidste og endda Børnelærdommen med Udlæggelsen, sang og temmelig vel. Hun vidste nogenledes, hvorledes hun burde at leve og sig imod Gud og sin Næste at forholde, men hun gjorde tvært imod, thi hun var af en ond Natur. Hun var en Kvinde til Alders, vilde dog regne sig iblandt de midaldrende. Det syntes og, at hun i sin Ungdom havde været smuk og noget rasende, eftersom hun endda ikke kunde lade sin Flanevornhed, og gantede hun sig ofte med Taarngjemmeren, med Slotsfogdens Kudsk ved Navn Per og med en Fange, som hedder Christian (bemeldte Fange meldes videre om); han gik løs i Taarnet. Maren Bloks lod mig ofte hilse ved fornævnte Kudsk og sendte mig adskillige Slags kandiseret Sukker og Citroner, lod mig da og da vide, hvad nyt som hun vidste. Alt dette skulde ved Kvinden forrettes; og kom Kvinden en Dag ind, efter Dørene vare lukte, og hilsede mig fra Maren Bloks, siger: "Frue, vil I skrive til Skaane til Eders Børn, da er der nu en sikker Lejlighed". Jeg svarte: "Mine Børn ere ikke i Skaane, men kan jeg faa Bud til Skaane, da haver jeg der en Ven, som vel skal lade mig vide, hvor mine Børn lider". De flyede mig et Stykke krøglet Papir og at skrive med. Skrev med faa Ord Fru Margrete Rantzau til i den Mening, at hender var min elendig, forfalden Stand vel vitterlig, formodede dog, at henders Venskab ikke derfor var formindsket, bad, at hun vilde lade mig vide, hvorledes mine Børn lidde, og ved hvad Hændelse de skulde være kommen til Skaane, som blev berettet, og jeg dog ikke troede. Det var det, jeg skrev og flyede Kvinden; hørte intet videre derom, mener, at det haver været saa befalet for at se, hvem jeg vilde skrive til etc. (De haver spøget for, at nogle af Eder, mine kjære Børn, skulde komme i Skaane). Jeg syede Brevet eller Seddelen til paa en Maade, saa den ikke kunde aabnes, foruden at det jo kunde synes. Jeg spurte nogle Gange Kvinden, om hun ikke vidste, om det Brev var sendt bort. Hun svarte altid, hun vidste ikke, og det med en sur Mine; sagde endeligen engang (der jeg atter havde bedet hender spørge Per ad): "Den, der skulde have det, haver vel faaet det". Det Svar gav mig Eftertanke, og spurte jeg siden intet videre derom.

Jeg holdte saa stedse ved Sengen, en Del af Aarsage, at jeg havde intet at fordrive Tiden med, en Del af Kulde, thi der blev ikke opsat en Bilægger i mit Fængsels Kammers førend efter Nytaar. Jeg begjærte nogle Gange af Kvinden, at hun vilde formaa saa meget hos Per, at jeg kunde faa noget Silke eller Traad at sy lidt for Tidsfordriv paa det Stykke Klud, jeg havde, men fik til Svar, han ikke turde. Lang Tid derefter fik jeg at vide, at hun aldrig havde bedet Per derom. Der kom ondt nok, som holdte mig i andre Tanker end at fordrive Tiden med nogen Gjerning. Det hændede sig den 2. September, at jeg hørte om Morgenen nogen gaa over det Rum, jeg ligger, hvorfor jeg spurte Kvinden, om hun vidste, om der var et Kammers (thi Kvinden gaar op hver Løverdag med Natkjedelen). Hun svarte ja, at det var et Fængsel som dette, og at udenfor stod Pinebænken (hvilket og saaledes er). Hun, som vel fornam, at jeg havde Frygt, sagde: "Hjælp Gud! I hvem det er, som sidder der, da skal den vist pines". Jeg sagde: "Spørger Per ad, naar der lukkes op, om der er nogen fangen". Hun sagde saa at ville gjøre, og imidlertid spurte hun mig og sig selver, hvem det dog kunde være. Jeg kunde ikke gjætte det, mindre give hender min Frygt til Kjende, hvilken hun dog formærkede og derfor forøgede den; thi efter at hun havde til Middag talt med Per, og Dørene vare lukte, sagde hun: "I hvem det er, som er fangen, maa Gud vide. Per vilde intet tale med mig". Til Aftensmaaltid gjorde hun ligesaa, men føjede det dertil, at hun havde spurt hannem ad, men han vilde intet svare. Jeg satte mit Sind i Rolighed, eftersom jeg hørte ingen gaa mere der oppe, og sagde: "Der er ingen Fange oppe". "Hvoraf ved I det?" spurte hun. "Jeg dømmer det deraf", sagde jeg, "at jeg haver ikke hørt nogen gaa her oppe siden i Morges; jeg mener, at om der sidder nogen, da skal de jo give den Mad". At jeg var rolig i Sindet, behagede ikke hender, hvorfor hun med Per og han med hender søgte at trublere mig. Om anden Dagen, da efter Middagsmaaltid blev lukt (som ofteste skede ved Per), og han skulde drage min inderste Dør til sig, som gaar indad, stak han Hovedet frem og sagde: "Casset!" Hun stod næst ved Døren, lod, som hun ikke forstod ret, hvad han sagde; siger: "Per talte om en, der var sæt, men jeg kunde ikke forstaa, hvem det er". Jeg forstod hannem nok, men lod og, som jeg ikke forstod hannem. Hvad Dag og Nat jeg havde, ved ingen uden Gud. Jeg tænkte frem og tilbage. Stønnem syntes mig, at det kunde vel saa være, at de havde grebet hannem, i hvor vel at Cassetta var Kongen af Spaniens Undersaatte, thi naar et Forræderi suspiceres, da observeres ikke, hvis Undersaatter de ere, som ere suspekte; laa den Nat og græd saa hemmelig og beklagede, at den vakre Mand skulde komme i Fortræd for min Skyld, fordi han havde gjort min Herre den Villighed og fulgt mig i Engeland, hvor vi skiltes fra hverandre, jeg maa sige: hvor Petkum og hans Anhang skilte os og førte mig fangen hid. Jeg laa saa uden Søvn indtil imod Dag, da faldt jeg udi en Drøm, som forskrækkede mig. Jeg kan tænke, at mine Tanker havde den foraarsaget. Mig syntes at se Cassetta saaledes pines, saasom han engang havde fortælt mig, at en Spanier blev pint: at der var bunden fire Reb om Hænder og Fødder, og hvert Reb gjort fast i sit Hjørne af et Kammers, og af en Mand snart slaget paa et Reb og snart paa et andet; og eftersom mig syntes, at Cassetta skreg intet, mente jeg, at han var død, skreg højt og vaagnede selv derved. Kvinden, som længe havde været vaagen, sagde: "O Herre Gud, Fruelille, hvad skader Eder? Haver I ondt? I haver saa længe givet Eder, og nu skreg I saa høit!" Jeg svarte: Det var i Søvne; mig skader intet". Hun sagde videre: "Da haver I drømt noget ondt". "Det kan vel være", svarte jeg. "O, siger mig", sagde hun, "hvad I drømte; jeg kan tolke Drømme". Jeg svarte: "Idet jeg skreg, glemte jeg min Drøm, ellers kan der ingen saa tolke Drømme som jeg" (jeg takker Gud, at jeg ikke giver Agt paa Drømme); og havde denne Drøm intet andet at betyde, end som sagt er. Der efter Middagsmaaltid Døren blev lukt, sagde Kvinden af sig selv (thi jeg spurte hender ikke mere om Fanger): "Der er ingen fangen; gid Per faa Skam for hans Sladder! Jeg spurte hannem ad, hvem der var sæt; da lo han ikkun ad mig. Der er ingen, giver Eder tilfreds!" Jeg sagde: "Skulde min Ulykke drage andre i til sig, det skulde gjøre mig ondt". Det stod saa hen til midt i September, da blev ført fangen frem tvende af vores Tjenere, som bleve sat i Vagten, den ene, Niels Kajberg, som tjente for Taffeldækker, og den anden, Frants, som tjente for Lakej. Efter nogle Ugers Forløb og Examination bleve de løs givne. Samme Tider blev fangen fremført tvende Frantsoser: en gammel Mand ved Navn La Roche og en anden ung Karl, hvis Navn jeg ikke ved. La Roche blev ført her i Taarnet og sat i Troldhullet. Der var kast en Dyne til hannem paa Gulvet, der laa han paa; var i nogle Maaneder ikke af hans Klæder. Hans Føde var Brød og Vin, anden Spise vilde han ikke have. Hans Beskyldning var, at han havde korresponderet med Korfits, og han havde lovet at levere Kongen af Frankrige Kroneborg. Den Kundskab havde Hannibal Sehested given, som paa de Tider var i Frankrig, og han havde den af en Hore, som da var Hannibal til Ville og havde tilforne været La Roche til Ville og maaske siden fortørnet sig paa hannem. Der var ingen anden Bevis til den Beskylding. En Mistanke maaske hjalp dertil, eftersom denne La Roche med den anden unge Karl begjærte at se mig, der jeg var i Arrest i Dovers, hvilket og skede, at de gjorde mig la révérence. Vel muligt, at han vilde have talt med mig og sagt mig, hvis han havde hørt sige i London, som hannem syntes paa mig, jeg ikke frygtede. Men som jeg legte Kort med nogle Damer, som vare komne did for at beskue mig, saa kunde han ikke komme til at tale med mig i Enrum, spurte mig, om jeg havde den Komediebog, Grevinden af Pembroke havde ladet udgaa. Jeg svarte: "Nej". Han lovede at sende mig den, og som jeg ikke bekom den, mener jeg, at han haver skreven noget deri, mig til en Advarsel, som Braten siden haver gjort sig god med. I hvorom alting, saa lidde La Roche uskyldig, og kunde han bekræfte med sin Ed, at han aldrig talte med min Herre i sine Dage, mindre korresponderte med hannem. In summa: efter nogle Maaneders uskyldig Lidelser blev han given løs og sendt til Frankrig igjen. Den anden unge Karl sad i Arrest i et Kammers, som er ved Borgestuen. Han blev fangen for Selskabs Skyld, men intet beskyldt. I Førstningen, disse Mennesker bleve fangne, var der en stor Hvisken og Tisken imellem Slotsfogden og Kvinden, saa vel som imellem Per og hender; Slotsfogden lukte og selver min Dør. Jeg formærkede vel, at der var noget paa Færde, men jeg spurte om intet. Per berettede omsider Kvinden, at det var tvende Frantsoser, og noget om Sagen, dog ikke saa, som det var. Imod de bleve løs givne, sagde Slotsfogden: "Ich habe zwei parle mi franco gefangen; was die gethan haben, weiss ich nicht". Jeg spurte hannem ikke videre derom, men han skjæmtede og sagde: "Nu kann ich fransk lernen". "Da will Zeit zu" (sagde jeg).

Udi samme September Maaned døde Grev Rantzau; levede ikke den Dag at se det Billede exekveres, som han saa vist havde haabt at se som den, der først havde introduceret den Maade af Spot i disse Lande.

Den 9. Oktober blev holdet den Fest med vores Prinsesse Anna Sophia og Kurprinsen af Sachsen. Om Morgenen, den Højtid skulde angaa, sagde jeg til Kvinden: "Idag skal vi faste indtil imod Aften"; thi jeg tænkte nok, at de kom ikke mig i Hu, eller jeg kunde faa nogen Levninger, førend de andre vare trakterede, i det ringste til Middag. Hun vilde vide Aarsagen, hvorfor vi skulde faste. Jeg svarte: "Det skal I faa at vide i Aften". Jeg laa og tænkte paa den ustadige Lykke, at jeg, som for 28 Aar siden havde haft lige saa stor Stads, som nu Prinsessen havde, laa nu fangen og næst op til den Væg, som mit Brude-Sengkammers havde været; takker Gud, at jeg mig ikkun lidet derover bekymrede. Imod Middagstider, der Trommeter og Herpukker lod sig høre, sagde jeg: "Nu gaar de over Pladsen til den store Sal med Bruden". "Hvor véd I det?" sagde Kvinden. "Jo, jeg véd det", sagde jeg; "min Gejst haver sagt mig det". "Hvad er det for en?" spurte hun. "Det kan jeg ikke sige Eder" (svarte jeg). Og saasom Trommeterne blæste, hver Gang et Sæt Mad blev opbaaren og Konfektet, saa sagde jeg det. Og førend der var anrettet, saa sloges paa Herpaukerne. Naar saa der blev anrettet, som skede udenfor Kjøkkenet i Pladsen, saa sagde jeg efterhaanden: "Vi faar ikke Mad endnu!" Der Klokken gik til 3 Slæt, sagde Kvinden: "Nu krymper min Mave slet ind; naar skal vi have Mad?" Jeg svarte: "Det er endnu langt frem. Det andet Sæt er ikke uden for lidt siden opkommen; kan vi faa noget imod 7 Slæt, da faar vi ikke førre". Det skede, som jeg sagde. Kl. 7 1/2 kom Slotsfogden, undskyldte sig, at han havde nok fodret paa Maden, men Kokkene havde alle Hænderne fulde. Kvinden, som altid mente, at jeg kunde trolde, blev stadfæstet i sin Mening derom. Anden Dagen blev gjort Riddere, og jeg ikke aleneste sagde, hver Gang Trommeterne blæste: "Nu blev der gjort en Ridder" (thi jeg kunde høre Herolden raabe ud af Vinduet, men ikke forstaa, hvad han sagde), men endog, hvem der var bleven Ridder, thi det gjættede jeg, eftersom jeg vidste, at der vare de i Raadet, som ikke førre vare Riddere; og eftersom det sig saa befandt, saa troede Kvinden fuld og fast, at jeg kunde trolde. Jeg formærkede det paa hender, eftersom hun ofte gjorde mig Spørgsmaal om det, jeg ikke kunde vide, hvorpaa jeg stønnem gav Svar af en dobbelt Mening; tænkte, at maaske den Frygt, hun havde, at jeg kunde vide, hvad som skede, kunde forhindre, at hun ikke satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede og ikke nær saa meget siden med Slotsfogden. Hun fortælte adskilligt om en, hun holdte for en Troldkvinde, som dog ikke bestod udi andet end at læge Frantsoser og skille Horer ved deres Foster og deslige Utilbørligheder. Med samme Kvinde havde hun meget omgaaet.

Nogen Tid efter Kurprinsens Bortrejse blev der tænkt paa at henrette et Træbillede, og blev om Formiddagen mit uderste Kammers oplukt, fejet, gjort rent og strød Sand. Der til Middag blev oplukt, og Kvinden havde været i Trappen og talt med Kudsken, kom hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset og sagde med en Hast: "O Jesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!" Den Tiding forskrækkede mig, hvilket hun let formærkede; thi idet hun sagde det, da rejste jeg mig i Sengen og rakte min højre Arm og Haand ud og mægtede ikke at tage den strax til mig igjen. Det haver maaske fortrødt hender i det samme, thi jeg blev saa siddendes og talte ikke et Ord, hvorfor hun sagde: "Min hjærte Frue, det er Eders Mands Afvisning". Derpaa sagde jeg: "Gud straffe Eder!" Hun gav mig af en ond Mund, mente, jeg havde fortjent Straf og ikke hun, brugte mange unyttige Ord. Jeg tav ganske stille, thi jeg var da den svageste og vidste ikke, hvilket hvilket var. Om Eftermiddagen hørte jeg en stor Murmelen af Folk paa den inderste Slotsplads, da blev Billedet ført paa en Skuf-Karre over Gaden af Bøddelen og indsat i Taarnet neden under mit Fængsel. Om Morgenen imod 9 Slæt blev Billedet af Bøddelen jammerligen medhandlet, gav dog ingen Lyd fra sig. Til Middagsmaaltid fortælte Slotsfogden Kvinden, hvorledes Bøddelen havde hugget Hovedet af det Billede, havde parteret Kroppen udi 4 Dele, hvilke siden bleve lagte paa 4 Hjul og sat paa Galgen, og Hovedet udhængt af Raadhuset. Slotsfogden stod i det andet Kammers, raabte den Fortælling højt ud, paa det jeg skulde høre det, repeterte det trende Gange. Jeg laa og tænkte mig om, hvad jeg skulde gjøre; jeg kunde ikke lade mig mærke med, at jeg ikke dert agtede det, thi da maaske der blev noget andet optænkt, som kunde bedrøve mig, og i en Hast kunde jeg ikke hitte paa andet end at sige til Kvinden med en Sømodighed: "O, hvilken Spot! Taler med Slotsfogden og beder hannem bede Kongen, at det, som er opsat, maatte tages ned igjen og ikke blive siddendes!" Kvinden gik ud og talte sagte til Slotsfogden, men han svarte højt og sagde: "Ja wohl, herunter? Dar sollen mehr herauf, ja mehr, mehr herauf!" sagde saa et godt Tag de samme Ord. Jeg laa saa stille hen, talte intet, slog mig [hen] med mine egne Tanker. Snart trøstede jeg mig og haabte, at det, som var sket ved Billedet, var et Tegn, at de ikke kunde faa Manden; saa tog Frygten igjen sit Sted. Spotten agtede jeg intet, thi der var altfor mange Exempler af store Herrer i Frankrig, hvis Billeder og Kontrafejer af Bøddelen vare forbrændte, som siden igjen komme til stor Ære. Der til Aftensmaaltid blev oplukt, var der en Hvisken med Slotsfogden og Kvinden. Der blev og sendt en Lakej, som stod udenfor den uderste Dør, som lod kalde Slotsfogden ud til sig (min Seng staar lige for Dørene, saa naar alle tre Døre ere oplukte, saa kan jeg se til Trappedøren, som er den fjerde Dør). Hvad Kvinden kan have berettet Slotsfogden, kan jeg ikke vide, thi jeg havde den Dag ikke talt et Ord andet end begjært at fly mig, hvis jeg behøvede; sagde og intet videre end det samme i mange Dage derefter, saa Slotsfogden blev kjed af at spørge Kvinden mere ad, thi hun havde intet at sige hannem om mig, og hun laa hannem siden stedse paa med Begjæring at komme ud: hun kunde ikke saa leve sit Liv. Men som hun fik ingen anden Trøst af hannem, end at han sór hender til, at hun aldrig kom ud, saa længe hun levede, saa gjorde hun i nogle Dage ikke andet end græd da og da; og som jeg ikke vilde spørge hender ad, hvorfor hun græd, saa gik hun en Dag til min Seng grædendes og sagde: "Jeg er et elendigt Menneske!" Jeg spurte hender, hvorfor? hvad hender skadde? "Mig skader nok" (svarte hun). "Jeg haver været saa gal og ladet mig lukke inde for Penge, og nu er I vred paa mig og vil ikke tale med mig". Jeg sagde: "Hvad skal jeg sige? I vilde maaske have noget at hviske igjen til Slotsfogden". Saa begyndte hun at forbande sig, den Dag hun sagde Slotsfogden et Ord, hvad jeg sagde, eller hvad jeg tog mig til, vilde jeg ikkun tro hender og tale med hender; "hvorfor skulde hun være mig utro? vi skulde dog være sammen, saa længe vi levede"; med mange bevægelige Ord, at jeg ikke vilde være vred; jeg havde Aarsag dertil; herefter skulde hun aldrig give Aarsag, at jeg skulde blive vred, thi hun skulde være mig tro. Jeg tænkte: Du skal intet faa mere at vide, end behov gjøres. Jeg lod hender derefter snakke for mig og fortælle sit Liv og Levnet, hvad som stønnem passerer hos Bonden. Hun havde været tvende Gange gift med Husmænd og siden efter sidste Enkesæde tjent Holger Vinds Frue for Vaagkone, saa hender fattedes intet for Snak. Hun havde haft et Barn med henders første Mand, som ikke blev gammelt, og skulde jeg vel kunne have fattet en Mistanke til hender af henders egne Ord, at hun maaske havde hjulpen til at forkorte dette Barns Dage; thi det kom saa paa Tale engang om Enker, som gifter sig igjen; da sagde hun iblandt andet: "Den, der vil gifte sig anden Gang, maa ikke have Børn, thi saa forliges aldrig Manden med Kvinden". Jeg havde meget derimod at sige, og deriblandt det, at jeg spurte, hvad en Kvinde skulde gjøre dertil, som havde et Barn med sin første Mand. Hun svarte med en Hast: "Lægge Puden paa Hovedet!" Det kunde jeg ikke kjende for godt, men for stor Synd, lagde det vidtløftig ud. "Hvad Synd" (sagde hun), "om Barnet altid var sygt, og Manden blev krantevorn derfor?" Jeg svarte dertil, som det sig burde, og hun blev ikke vel tilfreds. Den Tale lagde ingen god Grundvold hos mig om henders udlovede Troskab.

Kvinden laverte saa, førte mig fremdeles Budskab ind fra Kudsken, hvad nyt der passerte. Maren Bloks sendte ved hannem en Bønnebog, og det hemmelig, thi jeg maatte slet ingen Bøger have, ikke Synaal eller Knappenaal, derpaa havde Kvinden gjort Ed for Slotsfogden efter Dronningens Befaling.

Det Aar gled saa hen. Nytaarsdag ønskede Kvinden mig et glædeligt Aar. Jeg takkede hender og sagde: "Det kan Gud gjøre". "Ja" (sagde hun), "om han vil". "Vil han ikke" (svarte jeg), "saa sker det og ikke, og saa giver han mig og Taalmodighed at bære mit tunge Kors". "Det er dog tungt" (sagde hun), "for mig; hvad skulde det ikke være for Eder! Maatte det endda blive derved og ikke blive værre for Eder!" Mig syntes, at det kunde ikke blive værre for mig, men bedre; thi Døden, paa hvad Maade den kom mig, den gjorde Ende paa min Elendighed. "Ja" (sagde hun), "det er ikke lige godt, hvordant man dør". "Det er vist nok", svarte jeg; "den ene dør i Fortvivelse, den anden med et frit Mod". Slotsfogden sagde ikke et Ord til mig den Dag. Kvindens Samtale med Kudsken var lang; uden Tvivl har hun fortælt ham vores Samtale.

Udi Martii Maaned kom Slotsfogden ind og gjorde sig hel mild, sagde iblandt andet: "Nu seid Ihr Wittib, nu könnt Ihr wohl sagen alle Sachen Beschaffenheit" (Jeg svarte med et Spørsmaal): "Können Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?" Han smel og sagde: "Ich meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!" (Jeg svarte): "Ihr könnt andre darnach fragen, die es wissen; ich weis von keine Verrätherei!" Og som hannem syntes, at jeg ikke troede, min Mand var død, tog han en Avis frem og lod mig den læse, maaske mest fordi min Mand stod ilde deri antegnet Jeg sagde intet meget dertil andet end: "Die Avisen-Schreibers sagen nicht allezeit die Wahrheit". Det maatte han tage saa, som han vilde. Jeg laa saa hen i Haabet, at det saa var, at min Herre ved Døden var sine Fjender undgaaet, og tænkte ved mig selv med største Forundring, at jeg skulde leve den Dag at ønske min Herre død; faldt atter igjen udi bedrøvede Tanker, og gad intet talt. Kvinden mente, at jeg var bedrøvet, at min Herre var død, trøstede mig, og det hel fornuftig, men over henders Trøst forøgede sig forbigangene Tiders Ihukommelse, saa jeg kunde længe derefter ikke komme til at stille Sindet i Rolighed. Eders Tilstand, mine hjærte, kjære Børn, bekymrede mig. I havde mist Eders Fader, med hannem Formue og Raad; jeg er fangen og elendig, kan intet hjælpe Eder, hverken med Raad eller Daad; I ere landflygtige og i det fremmede. For mine Sønner, de tre ældste, sørgede jeg ikke saa meget som for mine Døtre og yngste Søn. Jeg sad hele Nætter overende i min Seng, thi jeg kunde ikke sove, og naar jeg haver Hovedpine, saa kan jeg ikke ligge ned i Puden med mit Hoved. Jeg bad Gud inderligen om en naadig Forløsning. Det haver ikke behaget Gud, men han gav mig Taalmodighed at bære mit tunge Kors.

Mit Kors var mig saa meget des tyngere i det første, eftersom saa højligen var forbøden ikke at tilstede mig hverken Kniv, Sax, Traad eller noget, jeg kunde fordrive Tiden med. Omsider, der Sindet kom lidt i Rolighed, tænkte jeg paa noget at tage mig til, og som jeg havde en Synaal, som meldet er, saa løste jeg mine Baand op i min Nattrøje, som vare brede Livfarve Taftes Baand. Det Silke syede jeg med paa det Stykke Klud, jeg havde, adskillige Blomster med smaa Sting. Der det havde Ende, drog jeg Traader ud af mine Lagen, tvandt dem og syede dermed. Imod det havde Ende, sagde Kvinden en Dag: "Hvad vil I nu faa at gjøre, naar dette slipper?" Jeg svarte: "O, jeg faar nok noget at gjøre; skulde end Ravnene føre mig det til, saa faar jeg det". Derpaa spurte hun mig, om jeg kunde gjøre noget med en brødt Træske. Jeg svarte: "Maaske ved I en?" Der hun havde let et Tag, tog hun en frem, som Bladet var halv af. "Den" (sagde jeg) "kunde jeg vel gjøre noget af, havde jeg Redskab at gjøre med. Kunde I overtale Slotsfogden eller Per Kudsk at laane mig en Kniv?" "Jeg vil vel bede dem derom" (sagde hun), "men jeg ved nok, det sker ikke". At hun sagde noget derom til Slotsfogden, kunde jeg fornemme paa hans Svar, thi han svarte højt: "Sie hat kein Messer nöthig; ich will das Essen für ihr schneiden. Sie könnte leichte sich Schaden damit thun". Hvad hun sagde til Kudsken, ved jeg ikke (det ved jeg, at hun saa ikke gjerne, at jeg fik Kniv, thi hun var ræd for mig, som jeg siden fik at vide). Kvinden bragte det Svar fra Kudsken, at han for sit Liv ej turde. Jeg sagde: "Kunde jeg faa et Stykke Glas, saa vilde jeg se, hvad jeg kunde gjøre ved det Stykke Skeskaft, mig til Nytte"; bad hender lede i en Krog, som er udenfor det uderste Rum, der al Skarnet blev henkast, hvilket hun og gjorde, fandt ikke aleneste Stykker Glas, men endog et Stykke af et Tinlaag, som havde sidt paa et Krus. Med Glasset gjorde jeg af Skestumpen en Pind med to Takker, som jeg gjorde Baand paa, og endnu er i Brug (Silket til Baandene tog jeg af min Nattrøje neden om). Det Stykke af Tinlaaget bøjede jeg saaledes tilsammen, at det siden tjente mig til Blækhorn. Det er og endnu i min Gjemme. Til et Troskabstegn bar Kvinden mig samme Tid en stor Knappenaal, hvilken var mig et godt Redskab til at gjøre Begyndelsen af Skillerummet med imellem Takkerne og skave det siden med Glasset. Hun spurte mig, om jeg ikke kunde hitte paa noget at lege med, Tiden blev hender saa lang. Jeg sagde: "Giver Per gode Ord, saa flyr han Eder vel noget Hør for Penge og en Haand-Ten", "O hvad l" svarte hun, "skulde jeg nu spinde? Gid Fanden spinde! For hvem skulde jeg spinde?" Jeg sagde: »For at fordrive Tiden. Jeg vilde vel spinde, om jeg havde noget at gjøre med". "Det maa I ikke, min hjærte Frue" (sagde hun): "jeg vover mig yderlig nok med det, jeg flyr Eder". "Vil I have noget at lege med" (sagde jeg), "saa skaffer Eder nogle Nødder, saa vil vi lege med dem". Det gjorde hun, og vi legte med dem som smaa Børn. Jeg tog og tre af Nødderne og gjorde Tærninger af dem, satte paa hver to Slags Tal, og legte vi og med dem. Og paa det den O kunde kjendes, som jeg gjorde med den store Knappenaal, bad jeg hender fly mig et Stykke Kride, som hun og gjorde, og jeg gned Kride deri. Bemeldte Tærninger kom bort, jeg ved ikke hvordant; jeg er i Mening, at Kudsken fik dem, maaske den Gang han lurte hender af de overblevene Lys og Sukkeret. Thi han kom en Middag saa hæsblæsende til hender og sagde, at hun skulde fly hannem Lysene, Sukkeret, han havde baaren hender fra Maren Bloks, og hvad hun havde, som ikke maatte sees, thi der skulde ransages i vort Kvarter. Hun løb ud dermed under Forklædet og sagde mig intet derom, førend Døren var lukt. Jeg gjemte, det bedste jeg kunde, paa mig min Pind, mit Silke og den syede Klud med Synaal og Knapperiaal. Der blev ingen Hussøgning af, og var ikkun Kudskens Pudseri for at faa de overblevene Lys fra hender, for hvilke hun tidt nok siden bandede hannem., saa vel som for Sukkeret.

Jeg var stedse i Arbed, saa længe jeg havde Silke af Nattrøje og Strømpet, knyttede over den store Knappenaal, paa det at det kunde vare længe. Af det Arbed er endnu i min Værge og Knippelstokkene, jeg mig gjorde af Pinde. Med Poser, fyldt med Sand, dermed slog jeg Snorer, hvoraf jeg gjorde mig et Bind (som er opslidt), thi jeg maatte ikke faa et Snørliv, i hvor ofte jeg lod bede derom; Aarsagen, hvorfor, er mig endnu ubevidst. Med det Stykke Kride fordrev jeg og ofte Tiden, malede dermed paa et Stykke Brædt og paa Bordet, toede det af igjen, gjorde Rim og digtede Psalmer. Den første var denne, hvilken jeg dog havde digtet, længe førend jeg bekom Kride. Jeg sang den aldrig, rnen læste den for mig selv.

En Morgen-Digt paa den Tone:
Jeg vil din Pris udsynge etc.

1.
Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Sjælens Agt,
Som ej idag vil glemme
At prise Guds Almagt
Og takke Skab'ren blid,
Som sine Vægtre sendte,
Mit Leje de omspændte,
Mig vogtede med Flid.

2.
Med Sorrig jeg mig lagde,
Af Graad var salt min Mund,
Jeg til mig selver sagde:
Du ser ej Morgenstund!
Men Herrens Godheds Kraft
Befalte Søvnen søde
Min tørre Hjærne bløde
Og kvæge med sin Saft,

3.
Tak, Jesu, Livsens Fyrste!
Jeg Sengen slippe kant
Med Vaaben mig udryste
At stride som en Mand
Mod Satan, Synd og Død,
Mod eget Kjød og Ville
Og alt, mig vil adskille
Fra dig i denne Nød.

4.
Hjælp, Hjælper ! Hjælp mig, Herre !
Mit Kors er af din Haand.
Vilt tyngslen Ende bære
Og lindre hvassen Baand?
Jeg ellers visselig
Derunder maa fortvile,
Thi dine Skud og Pile
De stikker hart i mig.

5.
Din Naade vilt udøse
Og rundelig bete,
Mod mine faderløse
Din Miskund lade se?
Vær' deres Fader mild,
I Nøden ej forglemme,
Hos fremmede forfremme
Mod deres Fjenders Vild?

6.
Jeg arme Støv og Aske
Endnu et beder dig:
Mig ikke at forraske,
Henrykke pludselig;
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornuft og stille,
Med godt Taal og god Ville
Befale i din Haand.

Jeg fordrev saa Skjels min Tid i Rolighed, indtil Doktor Otto Sperling blev ført fangen her ind i Taarnet, hvis Fængsel er neden under den mørke Kirke. Hans Skjæbne er beklagelig. Der han blev ført i Taarnet, var han spændt i Jernlænker om Hænder og Fødder. Slotsfogden, som ikke var i forrige Tider hans Ven, glædde sig saa hjærtelig over Doktorens Ulykke, og at han var falden i hans Hænder, saa han gjorde intet andet den Aften end nynnede og sang; sagde til Kvinden: "Meine Karne, wollt Ihr tantzen? Ich will singen". Han lod Doktoren ligge i sine Jern den Nat. Saasom vi af Folks Murmelen og Tillob, saa og af et Fængsels Tillukkelse, som var neden under mit (hvor der lagdes Jernrigler for Døren), vel kunde fornemme, at der var en Fange indkommen. Den Glæde, jeg fornam paa Slotsfogden, gav mig en Frygt, saa vel som at han selver ikke aleneste lukte min Dør op og til, men han forhindrede Kvinden at gaa i Trappen, lænede sig ved den uderste Dør af mit Fængsel. Kudsken stod bag Slotsfogden gjorde mange Tegn; men som Slotsfogden drejede sig saa tidt hid og did, saa kunde jeg ikke ret se hans Postur. Om anden Dagen ved 8 Slæt hørte jeg de Jernrigler og Døren der neden [under] gaa op, kunde og høre, at det inderste Fængsel blev oplukt (da blev Doktoren ført ud til Forhør. Kvinden sagde: "Der maa vist sidde en Fange; hvem kan det vel være?" Jeg svarte: "Det synes vel saa, at der er en Fange indkommen, efterdi Slotsfogden er saa glad. I faar det vel at vide af Per, om ikke saa lige idag, da en anden Gang. Jeg beklager den Stakkel, i hvem han er" (Gud ved, mit Hjærte var ikke saa frimodig, som jeg anstilte mig til), Der til Middag blev oplukt for mig (som var over 12 Slæt, thi førend Doktoren blev ført ind igjen? blev intet oplukt for mig), da var Slotsfogden mer end gemen lystig, dandsede for sig selv og sang: "Lustig, Courage! Es wird sich wohl schicken!" Der han havde skaaren Maden, lænede han sig ved min uderste Fængselsdør og forhindrede Kvinden at gaa ud, sagde til mig: "Ich soli Euch grussen von dem Herrn Generalmajor von Ahlefeldt; er sagt, es wird nu bald gut. Ihr sollt Euch nur zufrieden geben. Ja, ja, nu wird es bald gut!" Jeg lod, som jeg tog det op i den Mening, som Ordene vare, og bad hannem takke Generalmajoren for hans Trøst, og eftersom han repeterte igjen samme Ord og sagde derhos: "Ja, fürwahr! das sagte er", saa svarte jeg med et Spørsmaal: "Wo mag doch das herkommen, dass der Generalmajor suchet alleweil mich zu erfreuen? Gott erfreue ihn wiederl Ich habe ihn nie vorhin gekannt". Slotsfogden svarte aldeles intet derpaa. Imidlertid Slotsfogden talte med mig, stod Kudsken bag ved hannem og viste, at Fangen havde været bunden om Hænderne og Fødderne, at den havde et Skjæg og en Kalot paa og en Klud om sin Hals. Det kunde ikke gjøre mig visere, end jeg var, men bedrøve mig mere kunde det vel. Til Aftensmaaltid blev og Kvinden forhindret at tale med Kudsken, og gjorde Kudsken atter samme Tegn, thi Siotsfogden stod paa samme Sted, dog talte intet, jeg ikke heller. Om Morgenen derefter blev Doktoren atter udført til Examen, og Slotsfogden forholdte sig som før. Som han da stod og grundede, spurte jeg hannem ad, hvad det var for en Fange, der var nere. Han svarte, der var ingen nere. Derved lod jeg det blive, og som vi ellers snakkede om andet, saa smut Kvinden ud til Per, som i en Hast sagde hender, hvem det var. Det varede saa i nogle Dage, alt paa en Vis. Der Dom var fældet over Doktoren, og det fordrog sig med Exekutionen, og jeg intet talte til Slotsfogden, uden han talte til mig, kom han ind og sagde: "Ich vernehme wohl, dass Ihr könnt abmessen, dass ein gefangener darunten sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verboten es Euch zu sagen, wer es ist". Jeg svarte: "So begehre ich es auch nicht zu wissen". Han begyndte at faa nogen Kompassion og sagde: "Gebet Euch zufrieden, mein liebes Fräulein, es ist nicht Euer Mann, nicht Euer Sohn Tochter, Schwager oder verwandter; es ist ein Vogel, der sollte singen, und er will nicht, aber er muss wohl, er muss wohl". Jeg sagde: "Ich sollte wohl können rathen aus Euer Diskurs, wer es ist. Kann der Vogel singen, dass in den Ohren kann klingen, so wird er es wohl thun; aber die Melodei, die er nicht weiss, wird er auch nicht singen können!" Han blev tavs derved, vendte sig og gik ud.

Efterhaanden blev det og stille med Doktoren, saa der blev intet talt mere om, og kom Slotsfogden da og da ind, naar der blev oplukt, og gjorde sig stønnem lystig med Kvinden, vilde, hun skulde gjøre Reverents for hannem, lærte hender, hvordant hun skulde sætte sine Fødder og bære sin Krop, ret paa Dandsemester-Vis. Han fortælte og adskilligt, som i forrige Tider var passeret, en Del deraf til den Ende at bedrøve mig med min forrige Velstands Ihukommelse: hvordant det gik til i mit Bryllup; hvor højt Kongen salig elskede mig; fortælte derom hele Remser, glemte intet, hvordant jeg var klæd, og alt dette sagde han for ingen uden for mig selv, thi desimellem stod Kvinden og sladrede med Taarngjemmeren, Kudsken og den Fange Christian i Trappen.

Maren Bloks, som flittig da og da lod mig hilse og vide, hvad nyt hender kom for, hun lod mig og forstaa, at hun var i den Mening, at jeg kunde trolde; thi hun skrev mig til en Seddel, hvorudi stod, at hun bad mig sætte ondt imellem Jomfru Charise og en Ahlefeldt, med stor Vidtløftighed, at den Ahlefeldt var hender ikke værd, men Skinkel var en brav Karl (Charise blev siden gift med Skinkel). Saasom den Skrivelse var aaben, saa vidste Kudsken des Indhold, og Kvinden med. Jeg blev flux derover fortørnet, men sagde intet. Kvinden kunde vel mærke paa mig, at jeg tog det ilde op, sagde: "Frue, jeg ved vel, hvad det er, Maren vil". Jeg svarte: "Kan I hjælpe hender dertil?" "Nej!" sör hun og lo hjærtelig. Jeg spurte, om det var at le af. "Jeg ler", sagde hun, "[af], at jeg tænker paa den vise Cathrine, jeg før haver talt om, som gav et Raad til en engang, som og vilde have sat ondt imellem to Mænd, som vare gode Venner". Jeg spurte, hvad det var for et Raad. Hun sagde, der skulde tages Haarene op, hvor tvende Katte havde revets, og de Haar skulde kastes imellem de to, man vilde sætte Splid imellem. Jeg spurte, om den Kunst gik an. Hun svarte: "Den blev ikke ret forsøgt". "Maaske", sagde jeg, "at Kattene ikke vare begge sorte?" "Ho, ho!" sagde hun; "jeg hør vel, at I véd, hvordant det skal være". "Jeg haver hørt mere end det", svarte jeg; "lærer hender den Kunst, saa faar I Sukker-Kandi igjen, men lader ikke Per narre Eder det fra som sidst. Alvors Tale! Lader Per bede Maren Bloks at forskaane mig for saadanne Begjæringer!" At det var i henders saa vel som i Marens Tanker, at jeg kunde trolde, det gav hun i mange Maade til Kjende. Jeg gav og stønnem med min Tale Anleding dertil; tænkte, som min Herre salig plejede at sige (naar han vilde i hans unge Aar gjøre nogen vis paa, at han vidste den sorte Kunst), at de frygter for dem, de haver den Opinion om, og tør ikke gjøre dem ondt. Og hænder det sig en Dag til Middagsmaaltid, at Slotsfogden sad og snakkede inde hos mig, at Kvinden med de andre i Trappen havde en lang Snak om Troldkvinder, som vare paagreben i Jylland, og den, som da var Landsdommer i Jylland, holdte med Troldkonerne og sagde, der var ingen Troldkoner til. Der Dørene bleve lukte, da havde vi nok at snakke om Troldkoner, og sagde hun: "Den Landsdommer er i Eders Mening, at det er en Videnskab og ingen Trolddom". Jeg sagde saa, som jeg havde sagt før, at en Part havde mere Videnskab end som en Part, og en Part brugte deres Videnskab til at gjøre ondt med; i hvor vel det kunde ske naturlig Vis og ikke med Fandens Kunst, saa var det dog ikke tilladt udi Guds Ord at bruge Naturen til at gjøre ondt med; det var og ikke billigt at give Fanden den Ære, som hannem ikke tilkom. Vi snakkede saa længe, at hun blev vred og lagde sig, sov en Søvn; dermed var den Vrede forbi. Nogle faa Dage derefter siger hun: "Eders Pige, som sidder nere i Slotsfogdens Kammers, spørger saa flittig om Eder, og hvad I gjør. Jeg haver sagt Per om det, I haver syet, og om de Baand, I gjør, men han haver soren mig til ikke at sige det nogen Menneske uden Maren Lars-dotter; hun vilde saa gjærne være hos Eder her". Jeg svarte: "Det tjente hender intet at være fangen med mig, det spildte ikkun henders Lykke; thi hvem ved, hvor længe jeg kan leve?" Fortælte om samme min Pige, at hun havde været i mit Brød, siden hun var 8 Aar gammel; hvad jeg havde ladet hender lære, og hvor dydig hun var. Derpaa sagde hun: "Pigen vilde gjærne se det, I haver syet; I skal strax faa det igjen". Jeg flyede Kvinden det, som, første Gang Dørene bleve aabnede, gav Slotsfogden det, som bar det til Dronningen (to Aar derefter sagde Slotsfogden mig det selv, og at Dronningen havde svaret, der Kongen havde sagt: "Man möchte ihr wohl was zu thun geben!" Das wäre nicht nöthig. Es ist Ihr gut genung. Sie hat es nicht besser haben wollen!". Jeg spurte ofte efter det syede Stykke, men fik til Svar, at Per var ikke god for at faa det fra Pigen igjen.

Imod Efterhøsten begyndte Slotsfogden at skrante, blev syg og formaatte lidet, lod Kudsken ofte lukke op og til for sig baade nere hos Doktoren og oppe hos mig. De Jernstænger bleve og ikke mere lukte for der nere for det uderste Fængsel, men for mig blev altid 4 Døre lukte. En Dag, Per skulde lukke, kaste han en Dukke Silke ind til mig og sagde: "Gjør mig deraf en Rem i mine Buxer!" Jeg lod saa, som jeg ikke hørte det, spurte Kvinden ad, hvad det var, han sagde. Hun sagde mig samme Ord. Jeg lod alt, som jeg ikke troede det, gjorde en Latter deraf og sagde: "Skal jeg gjøre hannem Baandet, saa vil han vel, at I skal binde hans Buxer". Der faldt nu Latters Snak om. Imod at der skulde spises, saa siger jeg til Kvinden: Flyr Per sit Silke igjen og siger, at jeg endnu aldrig gjorde nogen Buxerem; jeg ved ikke, hvorledes den skal gjøres" (imod saadant maatte jeg tage med leende Munde!)

Paa de Tider, som vores forrige Gaard her i Byen (hvilken vi havde forskreven os fra paa Borringholm, der vi der vare fangen), blev nederbrudt, og en Støtte (eller hvad det er) til min Herres Vanære opsat, kom Slotsfogden ind, der til Middag blev oplukt, og satte sig paa min Seng (jeg var da noget upasselig), begyndte at snakke om forrige Tider (jeg vidste allerede, at der blev brydt ner paa Gaarden), regnte op alt det, han mente kunde smærte mig at have mist, til min Karet og Heste til. "Aber" (sagde han) "das alles ist nichts gegen den schönen Hof?" (strøg den ud paa det herligste); "der lieget nun darnieder, und ist kein Stein auf den anderen. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Fråulein?" Jeg svarte: "Der König kann mit dem seinigen machen, was er will; der Hof ist eine geraume Zeit nicht unser gewesen". Han blev alt ved at bejamre det skjønne Hus og Vaaninger med den Have, der var hos. Jeg spurte hannem, "wo der Tempel Salomonis wäre geblieben? Das schöne Gebäu, da wäre kein Stein von mehr zu finden; man wusste nicht die Stelle zu weisen, wo der Tempel und das kostbare Königshaus gestanden". Han svarte ikke et Ord, hængte med Hovedet, grundede et Tag og gik ud. Jeg tvivler ikke paa, at han jo haver berettet, hvad jeg sagde. Efter den Dag begyndte han ja mere og mere at anstille sig høflig, sagde og, at Hs. Majestæt havde befalet, at han skulde spørge mig ad, om jeg begjærte noget enten af Kjøkkenet, Kjælderen eller hos Sukkerbageren, da skulde det skaffes mig; var og befalet at give mig Konfekt og Strøsukker to Gange om Ugen, hvilket og skede. Jeg bad Slotsfogden at takke Kongl. Majestæt for den Naade, paa det allerunderdanigste roste, som billigt, Kongens Godhed. Slotsfogden vilde rose Dronningen, havde han kunt hittet paa noget; sagde: "Die Konigin ist auch eine liebe Königin!" Jeg svarte intet dertil. Han kom og noget derefter med en Befaling fra Kongen, at jeg skulde begjære, hvad jeg vilde have til Klæder og Linned, hvilket blev optegnet, og jeg siden bekom, foruden Snørliv, det vilde Dronningen ikke tilstede. Aarsagen kunde jeg ingen Tid faa at vide. Det var og Dronningen imod, at jeg bekom et Flaskefoder, med sex smaa Flasker; derudi var Slag-Vand, Hovedvand og hjærtstærkende Vande. Alt det, sagde hun, maatte jeg nok være foruden; men der hun saa, at der staar et Kobberstykke i Laaget: Herode Dotter med St. Johanne[s] Hoved paa et Fad, da lo hun og sagde: "Das wird ihr ein Herzstärkung sein!" Det Kobberstykke kom mig til at betænke, at Herodias havde endnu Søstre i Verden.

Slotsfogden blev i sin Finhed, laante mig efter Begjæring en tysk Bibel, sagde derhos: Das thue ich aus gutem Herzen, habe dessen kein Befehl; die Königin weiss es nicht". "Das glaube ich" (svarte jeg), og takkede hannem; men jeg er i Mening, at Kongen vidste det vel. Nogle faa Dage derefter lod Maren Bloks kræve sin Bønnebog igjen. Jeg havde lært Kvinden udenad en Morgen- og en Aftenbøn og alle Morgen- og Aftensuk, hvilket hun Aften og Morgen læste for mig. Jeg erbød mig til at lære hender at læse, vilde hun fly sig et Abc. "Der lo hun spodsk af og sagde: "Folk skulde tænke, jeg var gal, at jeg nu vilde lære at læse". Jeg mente med Raison at persvadere hender for at have noget at fordrive Tiden med; men det var langt fra: hun vidste saa meget, hender gjordes fornøden. Jeg søgte alt efter noget at forslaa Tanker med, og som jeg var bleven vár, at Pottemageren, der han satte Kakkelovnen op, havde ladet ligge et Stykke Ler udenfor i det andet Rum, bad jeg Kvinden fly mig det. Slotsfogden saa, at hun tog det, spurte dog ikke, hvortil. Jeg præparerte det Ler med Øl, gjorde adskilligt, af hvilket ofte noget gjordes om igjen; iblandt andet Slotsfogdens Billede og Kvindens Billede, smaa Kruse og Skaaler. Og som mig faldt ind at forsøge, om jeg kunde gjøre noget, som nogle faa Ord kunde sættes paa til Kongen, som Slotsfogden ikke kunde agte (thi jeg vidste vel, at Kvinden ikke tav altid stille, hun vilde vel sige engang, hvad jeg tog mig til), saa formerte jeg et Bægere over Hælvten af det halve Pot-Bægere, mig gaves Vin udi, gjorde det neden til trindt, satte det paa tre Knappe og paa Siden Kongens Navn; under Bunden disse Ord: .... il y a un. . . . [voyez?] un Auguste. Jeg havde det et Tag og vidste ikke, paa hvad Maade det kunde berettes, hvad jeg tog mig til, eftersom Kvinden saa højt havde forsoren ikke at sige det; sagde en Dag: "Spørger Slotsfogden Eder intet ad, hvad jeg gjør?" "Jo vist gjør han" (svarte hun), "men jeg siger, at I gjør intet uden læser i Bibelen", Jeg sagde: "I kan vel gjøre Eder god dermed og sige, at jeg gjør Billeder af Ler; det maa han vel vide". Hun gjorde saa, og en tre Dage derefter kom han ind til mig, var hel mild og spurte, hvad jeg fordrev min Tid med. Jeg svarte: "Med at læse i Bibelen". Han mente, at jeg blev og træt deraf. Jeg sagde at gjærne ville have noget imellemstund at gjøre, men jeg maatte jo ikke. Han spurte, hvortil jeg vilde have det Ler, Kvinden havde baaren ind til mig; han saa det nok, der hun bar det ind. Jeg sagde: "Der haver jeg gjort noget smaat Lapperi af". Han begjærte at se det. Saa viste jeg hannem først Kvindens Billede; det behagede hannem meget vel, eftersom det lignede hender; saa en liden Krukke, og sidst Bægeret. Han sagde strax "Dieses alles will ich mitnehmen und lassen es dem König sehen; vielleicht werdet Ihr alsdann Urlaub kriegen etwas in den Hånden zu haben für Zeit-vertreib". Jeg var vel tilfreds. Dette skede til Middagsmaaltid. Til Aftens-maaltid kom han intet ind, Om anden Dagen sagde han mig "Ja, mein liebes Fråulein, Ihr hättet mir bald in Unglück gebracht!" "Wie so?" (spurte jeg). "Ich häbe den König eine Supplication von Euch gebracht! Die Königin wurd es nicht gewahr, aber der König sahe es strax und sagte: "So! Bringst du mir nu Supplicationen von Leonora ?"" Ich erstarrete, sagte: "Gnådigster König! Ich häbe nichts schriftliches gebracht " Sehe bier!" sagte der König und wies mir, dass unter dem Boden des Bechers etwas französch stand. Die Königin fragte, warum ich etwas geschriebenes aufbrachte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, dass ich keine Achtung darauf gegeben, bat um Gnade. Der gute König nahm mich in Verant-wortung, und gefiel ihm die Invention nicht ubel. Ja, ja, mein liebes Fräulein, versichert Euch, dass der König Euch ein gnädiger König ist, und wäre er versichert, dass Euer Mann todt wäre, Ihr würdet hier nicht sitzen bleiben!" Jeg var i Mening, at mine Uvenner vidste vel, at min Mand var død. Jeg fik saa at give mig tilfreds med Guds og Kongens Ville. Jeg fik intet at fordrive Tiden med uden det, jeg sneg mig til, og siden spurte Slotsfogden aldrig efter, hvad jeg tog mig til, men han kom hver Aften ind og sad længe og snakkede med mig; var svag, og kom hannem tungt at stige op af de Trapper. Vi sled saa det Aar hen tilsammen.

Slotsfogden fik efterhaanden Medlidenhed med mig, gav mig en Bog, som er hel artig, tituleret Wunderwerck. Den er in Folio, gammel og hid og did i Stykker, men jeg nøjes vel med den Gave. Og som han sad længe ud paa Aftenen, stønnem imod 9 Slæt, og snakkede med mig, saa fortrød det den forgiftige Kvind; sagde til Per: "Var jeg i Slotsfogdens Sted, jeg skulde ikke tro hender saa vel, som han gjør. Han er svag; hvad om hun løb ud og tog den Kniv, der ligger ude paa Bordet, og stak den i ham ? Mig kunde hun let faa Livet af, siden jeg sidder dog der med Livet i min Haand". I hvor urimelig den Tale var, saa bragte den dog til Veje, at ikke aleneste Kniven blev stukken under Bordet, men Slotsfogden turde ikke komme ind til mig i langsommelig Tid, satte sig udenfor min uderste Dør og sad der og snakkede lige saa længe som før, saa der vandtes intet med (jeg fik den Sladder ikke at vide, førend tre Aar efter den Fange Christian det sagde, som da hørte Kvindens Sladder). Engang, der Slots-fogden havde sat sig for at gaa til Alters, stod han udenfor min inderste Dør og tog sin Hue af, bad mig om Forladelse: han vidste, at han havde gjort mig imod, men han var en Tjener. Jeg svarte: "Hjærtelig gjærne forlader jeg Eder det!" Der han gik bort, og Per lukte Døren, sagde Kvinden noget til Per om Slotsfogden, men jeg kunde ikke ret forstaa det. Uden Tvivl haver hun skjældt Slotsfogden, thi hun var saa vred, at hun puste; kunde ikke holde den Vrede i sig, men sagde: "Skam faa den gamle Nar! Gid Fanden besætte ham! Skulde jeg bede om Forladelse? Nej", sór hun, "om Guds bitre Død skulde jeg ikke! Tvi vorde ham!" og spyttede. Jeg sagde omsider: "Hvad gaar det Jer an, at Slotsfogden beder mig om Venskab? Taber I noget derved? Vil I ikke leve kristelig og efter Kirke-Ordinantsen, da i det ringeste værer intet vred paa dem, der gjør det! Tror og vist, at Gud vil straffe Eder, om l ikke fortryder det onde, I haver gjort, og ikke forliger Eder med Eders Modstandere, førend I søger at forlige Eder med Gud!" Hun mente, at han havde intet gjort mig uden det, hannem var befalet. Jeg sagde: "I Godtfolk tilsammen ved bedst selv, hvad Eder er befalet!" Hun spurte: "Gjør jeg Eder noget?" Jeg svarte: "Jeg ved ikke, hvad I gjør. I kan lyve mig saa meget paa, som jeg ved intet af". Derpaa begyndte hun en lang Remse svære og forbande sig paa henders Troskab: hun havde aldrig løjen nogen paa heller gjort nogen noget ondt. Jeg sagde: "Jeg hører, at I gjør Eder ren med Farisæeren". Hun rejste sig af sit Sæde med en Furie og sagde: "Hvad? Skjælder l mig for en Farisæer?" "Sagte, sagte!" (sagde jeg); "saa længe ikkun en af os er vred, saa haver det intet at sige; men bliver jeg og vred med, saa tør der følge noget andet paa!" Hun satte sig med en spodsk Mine og sagde: "Jeg tror nok, I er ikke god, naar I bliver vred! I haver nok Ord derfor, at I udi gamle Dage ikke kunde taale meget, men slog strax. Mens - " (dermed tav hun). "Hvad mere?" (sagde jeg). "Mener I, at jeg nu ikke kunde gjøre ondt, om jeg vilde, saa vel som da, om der gjorde mig nogen noget, som jeg ikke kunde lide? Nu langt bedre! De haver ikke behov at nægte mig Kniv for den Skyld, at jeg ikke skulde myre Eder; det kan jeg gjøre med mine bare Hænder. Jeg kan kvæle den stærkeste Karl med mine bare Hænder, om jeg uforvarendes fik fat paa ham, og hvad kunde mig ske værre, end mig sker? Derfor farer ikkun i Mag!" Hun teg stille og gjorde ingen Miner flere, var bedrøvet, turde intet klage sig for Slotsfogden. Hvad hun sagde til dennem i Trappen, ved jeg ikke, thi der hun kom ind, efter der blev den Aften tillukt, da havde hun grædt. Om Søndagen, Middag, ønskede jeg Slotsfogden til Lykke og sagde: "Ihr seid glücklich! Ihr könnt Euch mit Gott vergleichen und sein Leib und Blut theilhaftig werden, das ist mir verboten" (jeg havde tvende Gange begjært Præst til mig paa andet Aar, og blev hver Gang svaret: jeg kunde intet synde, der jeg nu sad; jeg havde ingen Præst fornøden). Og som jeg da talte noget vidtløftig derom med Slotsfogden og sagde, at de, der forholdte mig Kristi Nadvere, de maatte tage mine Synder paa sig; man syndede saa vel med Tanker, som med Ord og Gjerninger; hvorfor Slotsfogden lovede ikke at aflade med Begjæring, at der maatte komme en Præst til mig; spurte, hvem jeg begjærte. Jeg sagde: "Kongens Hofprædikant, som jeg havde i min Bedrøvelses Begyndelse". Han sagde: "Das wird wohl schwerlich geschehen". Jeg var tilfreds, hvem det var. En Maaneds Tid derefter blev jeg beret af den tyske Præst Magister Hieronymus Bueck, som første Gang var hel skikkelig, men talte mere om Loven end om Evangelium. Slotsfogden ønskede mig til Lykke, og jeg takkede hannem, for han havde bragt mig det til Veje.

Det Aar, Pintsaften, lod Slotsfogden sætte Majtræer i mit inderste Fængsel saa vel som ude i det andet Rum. Af de Grene brød jeg smaa Kvister, skavede Barken af med Glas, blødte dem i Vand, lagde dem i Perse under et Brædt, som Gulvskarnet blev baaren ud paa, saa de bleve flade, satte dennem siden tilsammen og gjorde en Vævekam deraf. Per Kudsk lod sig da overtale at fly mig noget groft Traad, som jeg brugte til Søller. Silket tog jeg af mine ny Silkestrømper, jeg var given, og gjorde deraf brede Baand (Redskabet og en Del af Baandene ere endnu til Stede). Den ene Bom (som var gjort af den tykkeste Ende af en Gren, hvilken Per havde skaaren af) den var fastgjort ved Kakkelovnen, og den anden gjorde jeg fast ved mit Liv. Kvinden drog Søllerne for mig, saa hun var tilfreds, og kunde jeg ikke formærke, at hun sagde nogen derom, thi Slotsfogden beklagede ofte paa de Tider, at jeg havde intet at fordrive Tiden med, eftersom han vidste, at det var min Lyst i forrige Tider etc. Han blev atter en lang Tid inde hos mig efter Maaltiderne, saa Frygten var hannem forgaaet, eller han mindtes den ikke mere, thi Ihukommelsen begyndte at fejle. Han sagde da allehaande, som han ikke skulde. Han tog mærkelig af og blev meget svag, blev saa siddendes udenfor og læste højt, bad Gud om at leve: "Ja" (sagde han), "nur etzliche Jahr!" Naar han havde nogen Lise, saa snakkede han immerfort; krøb langs ved Væggen engang til Døren og sagde: "Ich möchte zwei Dinge wohl wissen! Das eine ist, wer nach mir sollte Schlossvogt sein. Das ander ist, wer meine Tyrelyre" (det var Tyre, hans Kvinde) "haben sollte". Jeg svarte: "Das ist eine Wissen-schaft, die Ihr nu nicht erfahren könnet, in Sonderheit wer Eure Frau wieder freien würde. Ihr könnet vielleicht beide schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben noch lange leben". "O" (sagde han), "Gott gebe das!" og saa op til Vinduet. "Meint Ihr das, mein allediebstes Fräulein?" "Ja, das meine ich" (svarte jeg). Faa Dage derefter bad han mig atter om Forladelse, om han havde siden sidste Gang gjort mig noget imod; nu vilde han forlige sig med Gud, førend han blev svagere, græd og sór, sagde: "Fürwahr, das schmerzet mir noch, dass ich häbe Euch ofte betrüben sollen, und Ihr tröstet mich". Om Søndag Middag ønskede jeg hannem Lykke til sit aandelige Maaltid. Han skridde saa frem med stor Besværing en 14 Dages Tid, og som jeg fornam, at tvende maatte saa godt som bære hannem op af Trappen, lod jeg hannem sige, at han kunde blive nere i Taarn-stuen; han maatte være forsikret, jeg skulde ikke gaa nogen Steds. Han lod mig takke, krøb for den sidste Gang til min Dør og sagde: "Wann ich das thäte, und die Königin erfuhr das, so wäre ich um mein Hals". Jeg sagde: "So gebet Euer Schwachheit zu erkennen und legt Euch zu Bette. Es kan wieder besser werden. Ein ander kann unterdessen flir Euch aufwarten". Der tog han sin Hue af for det Raad og bød mig fare vel. Siden saa jeg hannem ikke. En Dag derefter krøb han i Taarnestuen, men kom ikke videre. Udi hans Sted blev en ved Navn Hans Balcke befalet at have Agt paa Fangerne. Han var meget fin. Han var en Snedker af hans Håndværk; hans Fader havde arbejdet meget for mig i min Velmagt, som og havde været Snedker, Samme Mand havde rejst paa Håndværket i Italien og Tyskland, kunde og lidt italiensk. Af hannem havde jeg god Omgængelse, og som han spisede paa Taarnet udenfor i det andet Rum, bad jeg hannem spise hos mig, hvilket han og gjorde en 14 Dages Tid. En Dag, der han havde skaaren Stegen der ude, lod jeg hannem bede at komme ind. Han lod sig undskylde; det kom mig underlig for. Efter at han havde spiset, sagde han, at Per Kudsk havde spidset ham, og hannem var forbøden at spise med mig, Naar han siden stod noget længe og snakkede med mig, saa bad jeg hannen selver gaa, paa det at han og ikke skulde blive det forbøden. Han havde engang sat en meget stor Knappenaal i sit Ærme, den bad jeg ham om. Han sagde: "Jeg maa ikke give Eder den, men om I tager den selv, der kan jeg ikke til". Saa tog jeg den, og den kom mig siden ofte til Nytte. Han flyede mig og adskillige Bøger at læse, saa han var i alle Maader høflig og fin. Hans Finhed haver vel været Aarsage, at han ikke blev Fængselerne længe betroet, thi han var og meget god imod Doktor Sperling, gav hannem Stykker af den Steg, der kom op til mig, og anden god Mad. Han havde i hans Barndom været Legebroder med Doktorens Børn. Han snakkede og længe iblandt med Doktoren, baade naar han lukte op og lukte til, saa det behagede Opvarterne ej. Ellers gaves en anden Aarsage, hvorfor han efter 20 Ugers Forløb blev den Bestilling fratagen, som siden skal meldes. Slotsfogden laa stedse ved Sengen, stræbede, det meste han kunde, for at komme op igjen, men der var liden Tegn til. Saa længe at Hovednøglen ikke var hannem fratagen, saa gav han sig tilfreds. Min Pige, Maren Larsdotter, var kommen saa vidt i Gunst til Hove, at hun for sin Gjernings Skyld sad tidt oppe i Fruentimmeret og gjorde allehaande for dennem. En Dag siger Kvinden til mig: "Det er dog en meget tro Pige, I haver! Hun snakker nu for dennem deroppe og siger saa meget, som I aldrig skulde tro". Jeg svarte: "Jeg haver given hender Forlov at sige alt det, hun véd. At hun skulde lyve mig paa, der er jeg Ikke bange for". "Ikke det?" (sagde hun saa spodsk). "Hvorfor monne hun da have kast sig paa sine bare Knæ og forbandet sig, den Dag hun skulde komme til Eder?" Jeg sagde: "Hun vilde jo vel have været hos mig (efter Eders egen Sigen), men hun maa jo ikke; derpaa behøver hun ikke at bande sig". "Hvorfor" (sagde hun), "mener J da at hun er saa vel antagen til Hove?" "Mener I", sagde jeg, "at naar der nogen bliver vel antagen til Hove, at det er, for de fører Løgn? Jeg er nok vis paa, at min Pige ikke lyver nogen paa, mindre mig; der er jeg ikke ræd for". Kvinden blev vred og mute længe derfor. Nogle Uger efter blev Maren Larsdotter af sin Arrest løs given og blev Grevinde Friises Kammerpige; og bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun af mine endnu havde til overs. Det fortrød Kvinden ikke lidet, i Synderlighed der jeg sagde: "Saa tro ser jeg dog, min Pige er mig endnu, at hun ikke beholdt det Lintøj, som hun vel kunde have gjort, thi jeg kunde ikke vide, om de havde taget det fra hender med det andet".

Meget ilde tilfreds var alle mine Vogtere med Balcke, i Synderlighed Kvinden, som for adskilligt gjorde sig vred, baade fordi han foragtede hender, sagde hun, for han havde flyet en Kjedel til Natskrinet, som var tyngere end den forrige, (som var læk); men allermest fordi han sagde hender, at hun levede som en Hedning, at hun ikke vilde gaa til Alters. Thi der jeg engang, midlertid Balcke mig betjente, blev beret, da spurte han hender, om hun og ikke vilde lade sig berette, hvortil hun først svarte: "Jeg kan ingen tysk". Balcke sagde: "Jeg skal mage det saa, at den Præst skal komme til Eder, som haver Løn for det, at han beretter Fanger". Hun svarte ikke at kunne gaa med nogen Andagt paa det Sted, maatte hun komme ud, saa vilde hun gjærne. Balcke prædiked for hender, som en Præst kunde gjøre, paa det skarpeste. Der Dørene vare lukte, saa gik der en Pusten og Blæsen an, og knæppede hun altid Trøjen op om sig, naar hun blev vred. Jeg sagde intet, men tænkte: ret nu brister det onde vel ud, ellers kvæles hun; hvilket og skede, bandede Balcke alt det værste, hun kunde hitte paa. Hun havde sær for mig uhørte Eder, saa det var gruelig at høre paa, iblandt andre disse: "Gud forbande ham til evig Tid, saa har jeg ikke behov at bande ham hver Dag!" Item: "Gud lade ham fordvine som Dug for Sol!" Den Banden kunde jeg ikke taale, sagde: "Bander I Manden, fordi han holder Eder Guds Ord for og vilde, at I skulde forlige Eder med Gud og angre og fortryde Eders Synder?" "Jeg bander hannem ikke derfor" (svarte hun), "men for den tunge Kjedel, det forbandede Menneske har flyet mig at bære op af den stejle Trappe, saa den onde Mand besætte ham! Vil han og gjøre Præst af sig? Ja, han er vel undskyldt, den spodske Gast!" Tog paany paa at bande. Jeg skammede hender ud og sagde: "Hvad om han vidste det, I bander ham saa, mener I ikke, at han bragte til Veje, at I fik at staa Skrifte? Det er nu næsten to Aar, I haver ikke været til Guds Bord, og I kan faa Præsten til Eder, og I vil ikke". Det sagtede hender noget, og sagde hun: "Hvor vilde han faa det at vide, uden I vilde sige ham det?" Jeg sagde: "Hvad her inde sker og siges, kommer ingen ved uden os to; det gjøres ikke fornøden, at andre det véd". Dermed var det vel; hun lagde sig at sove, saa forgik den Vrede, men Hadet blev ved immerfort.

Slotsfogden laa saa hen i stor Pine, kunde hverken dø eller leve. En Middag, som Balcke lukte op (som var just 20 Ugers Dagen, han kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget daarlig klæd med en graa, reven, fidtet Kjortel og faa Knappe, som kunde tilknappes, med en gammel Hat, som sad en hængende Fjer paa, som havde været hvid, men næppeste for Skarn kunde kjendes. Han havde to Lærreds Strømper paa og et Par meget forslidt Sko, som var bunden til med Hyssing. Balcke gik til Bordet derude og skar Stegen; dermed gik for det uderste Rums Dør at staa med sin Hat i Haanden, gjorde en Reverents og sagde: "Hiermit nehme ich meinen Abschied; dieser Mann soll Schlossvogt sein". Jeg spurte, om han intet kom til mig igjen. Han svarte: "Nein, nicht vor dies Mal". Saa takkede jeg hannem for hans høflig Opvartning og ønskede, det maatte gaa hannem vel. Per Kudsk lukte Døren, og den nye Slotsfoged, som hedder Johan Jæger, lod sig ikke se af mig den Dag, ikke heller til Aften. Jeg sagde til Kvinden om Morgenen: Spørger Per ad, hvem den Mand er!" hvilket hun og gjorde; kom med de Svar til mig, at han var den, som havde tagen Doktoren fangen, og nu skulde han være Slotsfoged, men end havde han ikke faaet Hovednøglen. Det varede ikke mange Dage, førend han kom til den gamle Slotsfoged med Hofmarskalken, og Nøglen blev tagen fra den gamle og given hannem. Den gamle levede ikkun paa anden Dag derefter; naaede i begge Dele sin Curieusité: saa den, som blev Slotsfoged efter ham (til sin Bedrøvelse), og den Doktor, som skulde kurere hannem, fik hans Tyrelyre, inden Aaret var omme.

Slotsfogden da, Jæger, hilsede mig ikke i nogle Uger, mindre talte til mig. Han lukte sjælden mine Døre til, men mestendelen lukte dem selv op. Endelig, der han fik Sko paa Benene, tog han sin Hat af, der han havde lukt op, og sagde: "Guten Morgen!" Jeg takkede hannem mit grossen Dank. Imidlertid saa stod, var Kvinden meget glad. Hun havde sin fri Sladder med Per Kudsk (som endda en Par Maaneders Tid kom paa Taarnet som før) og med den Fange Christian, som havde stor Frihed og i denne Slotsfogeds Tid fik mere og mere Frihed, fornemmeligen der Rasmus Taarngjemmer blev Portener, og en ved Navn Christen kom i hans Sted. Iblandt anden Sladder, hun førte for mig, sagde hun, at denne Slotsfoged var forbøden at tale med mig. Jeg sagde: "Det er mig meget kjært, saa kan han ikke lyve mig paa" (jeg er i Mening, at han turde ikke tale med mig, saa længe Per bar Maden op paa Taarnet og der tjente, thi der han havde skaffet Per bort for Tyveris Skyld, han blev ertappet med, kom han siden da og da ind. Den allerførste Gang havde han en Rus). Han vidste, hvad Per havde sagt om Balcke, som han mig berettede.

Førend jeg melder noget om den Fange Christians Bedrifter imod mig, vil jeg med faa Ord berette hans Brøde, hvorfor han var fangen. Han haver tjent Mons Armfeld for Lakej. Han med andre Lakejer ypper Klammeri med en Mand, som havde været Christian en Fader og fød hannem op af sin Ungdom og altid haft Omsorrig for hannem. Manden blev dødelig saaret, raabte i sit yderste: "Gud straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!" De andre Lakejer løbe hver sin Vej, men Christian blev paagreben. Hans Kaarde befandtes og at være blodig. Han nægtede det altid, at det ikke var ham, der stak Manden. Han blev dømt fra Livet; men eftersom den døde Mands Kvinde ikke vilde bekoste paa Exekutionen, blev Christian saa hensiddendes, og hans Junker betalte hans Føde. Paa tredie Aar havde han været fangen, førend jeg blev fængselet, og blev tvende Gange forflyt; først af Troldhullet i den mørke Kirke, siden her, som jeg sidder. Der jeg blev ført fangen hid, blev han sat der, Doktoren sidder, og der Doktoren blev fængselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog Sejerværket op for Taarngjemmeren, lukte op og til for Fangerne der nere, ja havde ofte Nøglerne til Taarnet. Jeg erindrer mig og nu, at Taarngjemmeren Rasmus sad engang hos den gamle Slotsfoged til Middag i mit uderste Rum, og Slotsfogden vilde sende Per med et Ærinde; sagde til Rasmus: "Gehet hin und macht auf! Peter soli was bestellen". "Far" (sagde Rasmus), "Christian har Nøglen". "So!" (sagde Slotsfogden) "das ist hübsch!" Og derved blev det, thi Rasmus sagde: "Jeg er nok vis paa, at Christian gaar ingen Steds". Alt efterhaanden tog Christians Frihed og Myndighed til, siden Per Kudsk kom bort, og tjente denne Slotsfogden ved Bordet i mit uderste Rum.

En Dag, der Kvinden kommer ner ovenfra, hvor hun havde renset Natkjedelen, og Dørene vare lukte, sagde hun til mig: Den Christian, her gaar, haver talt med mig deroppe. Han kan aldrig fuld sige, hvor ynkelig det gaar Doktoren, hvor hart han er fængselet, og hvor slet Mad han faar nu, siden Balcke kom bort. Han haver ingen Lys længere, end han faar Mad, og ingen Lysning uden af Hullet paa hans Dør, som gaar ud i det uderste Kammers. Han bad mig, at jeg skulde sige Eder det; Taarerne kom hannem i hans øjen, saa stor Medlidenhed havde han med hannem". Jeg sagde: "Det er og alt det, man kan gjøre, og det er kristeligt at have Medlidenhed med sin Næstes Ulykke. Den stakkels Mand faar at have Taalmodighed saa vel som jeg, og vi maa trøste os med en god Samvittighed. Jo haardere han lider, jo snarere faar det Ende; han er en gammel Mand". To Dage derefter kom hun atter med en Snak fra Christian: "Doktoren lod mig hilse, og han spurte saa flittig, om jeg havde Helbreden; sagde videre: Christian skulde nok fly ham, hvad jeg vilde sende ham. Jeg tog den Snak an for en Fristelse, sagde endelig, at Christian kunde tage et Stykke af Stegen, naar Slotsfogden var inde hos mig, og han kunde være sig om noget for at slaa Vinen i, saa kunde hun snige sig til at gyde det af mit Bægere og bede Christian hilse Doktoren. Det blev antagen, og havde jeg nogle Dage Rolighed. Christian føjede sig meget efter Kvinden, satte lidt ondt imellem hender og Taarngjemmeren, gjorde det strax godt igjen, saa Sladder havde jeg nok af. Endeligen siger hun engang: "Det er dog en ærlig Karl, den Christian! Han haver fortælt mig, hvor uskyldig han er kommen i Fængsel og dømt. Han er ræd, at I skulde tænke, at han aad og drak det, I sender Doktoren. Han svær ved hans højeste Ed, at han skal være Eder tro, vilde I skrive Doktoren et Ord til. Paa min Troskab, haabes jeg, tvivler I ikke". Tog paa at svære og forbande sig, den Dag hun sveg mig; sagde, han havde ikke mindre gjort Ed for hender, førend hun vilde tro hannem. Jeg sagde: "Jeg haver intet at skrive hannem, jeg ved ikke, hvad jeg skulde skrive". "O", sagde hun, "skriver ikkun to Ord, at den gamle kan se, at han kan tro ham! Vil I have Blæk, da kan Christian vel fly noget". Jeg svarte: Jeg kan faa at skrive med, naar jeg vil, og jeg kan skrive foruden Blæk og Papir". Det kunde hun ikke begribe. Saa tog jeg nogle Sukkermandler og gjorde med den store Knappenaal Bogstaver derpaa, satte paa 4 Mandler de Ord: non ti fidar! fidar satte jeg Hælvten af Ordet paa hver sin Mandel. Jeg havde saa et Tag Rolighed og havde at fordrive Tiden med. Om nu Doktoren ikke kunde se, hvad der var skreven paa de Mandler, eller om han havde prøvet Christians Troskab, ved jeg ikke, men Christian flyr Kvinden en Seddel fra Doktoren til mig, fuld af Lamentationer over vores Tilstand, og at min Dotter Anna Cathrina eller og Cassetta vare Aarsage i hans Ulykke. Derom vilde jeg mere underrettes; begjærte det skriftlig af hannem (vi skrev hverandre paa italiensk). Han svarte saaledes, at enten den ene eller den anden havde ladet ligge hans Brev paa Bordet et Steds, hvor det var bleven funden og fremsendt; thi en Skrivelse, han havde skreven, var Aarsage i hans Ulykke. Jeg skrev ham igjen, at det ikke syntes trolig, men vel, at der var suspiceret, at han korresponderte med min Herre, og dermed luret paa hans Breve og optagen. Jo mere jeg vilde føre hannem deri til Raison, jo mere opiniastre blev han deri, og omsider skrev, at det var Cassettæ Finesse at faa ham i Strikken for at faa mig derud. Der han begyndte paa den Vis at skrive, begyndte jeg at fatte en sær Opinion om hannem, ligesom han vilde drage noget af mig for at fremvise; betænkte mig i nogle Dage, om jeg vilde svare. Endeligen svarte jeg i den Mening, at ingen vidste bedre end han, at mig om intet Forræderi var vitterligt; i hvorledes hans Korrespondents med min Herre var bleven kund, det kunde ikke hjælpe hannem; hvorpaa han var dømt, var mig og uvitterligt, over mig var ingen Dom gaaen. Det varede nogle Uger, førend Doktoren skrev. Endeligen skrev han med faa Ord Meningen af Sententsen over hannem, saa vi da og da korresponderte med hverandre. Slotsfogden blev efterhaanden omgængelig, kom hver Maaltid ind og snakkede allehaande Pudseri og Galskab, hvad han i hans Ungdom havde bedreven, hvor han havde været Tromslager og gjort sig til Nar for min Svoger Grev Pentz og for at vinde Penge og Gunst gjort sig til Hund og krøben under Bordet, forfærdet Gjæsterne og for en Dukat bidtes med en Hund. Naar han havde en Rus paa (som ofte), saa gjøglede han, gjorde Pussinel af sig, stønnem Spaakone og deslige. Saasom Christen Taarngjemmer og Christian den Fange fornam, at Slotsfogden drev Pudseri, saa gjorde de ligesaa, støjede saa med Kvinden i det andet Rum, saa vi ikke kunde høre for dennem. Hun sad paa Christians Skjød og havde sig meget flanevorn. En Dag var hun noget upasselig, gjorde sig et Øllebrød, satte det ude paa Fyrfadet. Slotsfogden sad inde hos mig og snakkede; Christen og Christian gantede sig med hender der udenfor, og skulde Christian røre i Øllebrødet og smage, om det var varmt nok. Christen siger til Christian: Drik det ud, om du tørst!" Ordene vare ikke saa snart sagt, som Gjerningen var gjort, og fast i det samme stod Slotsfogden op og gik bort. Der Dørene vare lukte, sad Kvinden som færdig til at daane. Jeg mente, at det var af Sygdom, og blev ræd, at hun skulde hastig dø, og jeg skulde faa Skyld for henders Død, spurte hastig: "Hvor har I ondt?" Hun svarte: "Jeg haver ondt nok", bekræftede det med en stor Ed, begyndte at lukke sin Trøje op. Saa saa jeg, at hun var vred, vidste nok, at Formaledidelser skulde føre det onde fra Hjærtet, hvilket og skede. Hun forbandte og skjældte dem, der havde saa narret hender syge Stakkel, hun havde saa ondt, havde hverken faaet vaadt eller tørt den Dag. Jeg sagde: "Giver Eder tilfreds, I skal vel faa et Øllebrød!" Hun sor en stor Ed, hvor hun skulde faa det? det var Sommer-Dag, og ingen Ild i Kakkelovnen, og man kunde ikke kalde paa nogen, som kunde høre en. Jeg sagde: "Kan I tie, saa vil jeg komme Potten til at syde". "Jo" (sor hun en forfærdelig Ed), "jeg kan nok tie, og jeg skal aldrig sige det". Saa lod jeg hender lægge tre Stykker Teglstene, som altid havde ligget bag Natskrinet, og der sætte sin Potte med Øl og Brød paa (alt det, hun skulde gjøre, skulde ske tiendes; hun maatte og ikke svare mig, om jeg spurte hender om noget, med Ord, men vel med Tegn). Hun satte sig ved Potten og rørte deri med en Ske. Jeg sad altid paa min Seng om Dagen, og der blev Bordet sat for mig; havde et Stykke Kride og skrev paa Bordet adskilligt, spurte alt imellem, om Potten sød. Hun keg flittig til, men virrede med sit Hoved. Der jeg havde spurt tredie Gang, og hun vendte sig til mig. og saa, at jeg lo, saa tog hun paa som en, der var gal, kaste Skeen af Haanden og Stolen omkuld, rev atter henders Trøje op og sagde: "Gid Fanden være saa narret!" Jeg sagde: "I er ikke bedre værd, som tror, at jeg kan trolde". "O" (sor hun en stor Ed), "havde jeg ikke troet, at I kunde trolde, jeg havde aldrig ladet mig lukke inde hos Eder, vil I tro det?" Jeg tænkte paa meget, som dertil kunde svares, men sagde intet, smaalo og lod hender saa bruse ud. Omsider græd hun og klagede sig meget. "Nu, nu" (sagde jeg), "giver Eder tilfreds! Jeg vil komme Potten til at syde foruden Trolddom". Og som vi havde Fyrtøj, befol jeg hender at slaa Ild og tænde tre Stykker Ender Lys at sætte under Potten. Dermed kogte Potten, og hun kyste paa sin Haand og gav mig, var meget glad. Jeg gav hender og siden en Gang eller to Forlov dertil saaledes at varme sig Øl; altid kunde det ikke ske, thi naar Vinden stod paa Vinduet (som med en lang Pig kunde oplukkes), saa kunde Røgen ikke trække ud. Jeg sagde: "Tænker paa Eders Ed og sladrer ikke ud, hvad her sker, ellers betages os Lysene; i det ringste mister vi nogle af dem". Hun sagde hart nej, at det skulde ikke ske. Jeg fornam intet dertil nogen Tid, men vel mange Aar efter, at hun havde sagt, at jeg tog to halv løse Gulvstene op (som siden anderledes blev berettet af en Præst, som her efter skal meldes). Hun havde og sagt, at jeg havde staaet og set Linedandsere paa Slotspladsen, hvilket var sandt. Thi der Christen sagde Kvinden en Middag, at der skulde komme Linedandsere paa den inderste Slotsplads, og hun berettede mig det og spurte, hvordant det var, og jeg sagde hender det, da klagede hun sig, at hun ikke kunde faa det at se. Jeg sagde, det kunde vel ske, om hun siden kunde holde Munden. Hun sor jo efter Sædvane. Saa lod jeg hender tage Sengeklæderne af Sengen og Fjælerne af Bunden og rejse Sengen op til Vinduet og sætte Natskrinet ovenpaa. Dermed at komme til det oprettede Sengested blev Bordet sat ved Siden, og en Stol neden for Bordet for at komme paa Bordet, og en Stol paa Bordet for at komme paa Natskrinet, og en Stol paa Natskrinet, saa vi kunde staa magelig og se det, dog ikke paa én Gang. Og lod jeg hender gaa op først, og jeg stod og tog Vare paa, om Sengen begyndte at knage; hun skulde være paa Vagt, naar jeg var oppe. Jeg vidste og vel, at Dandserne i Begyndelsen ikke gjorde deres bedste Kunster. Jeg kunde se Kongen og Dronningen i deres øjen; de stode paa den lange Sal, og undrede jeg mig siden paa, at de ikke kaste Øjet did, der jeg stod. Jeg lod mig ikke mærke for Kvinden, at jeg havde set dem. I denne Kvindes Tid fik jeg engang Lyst til at se Folk gaa i Slotskirke og af Kirken. Da blev Sengen igjen oprejst, og jeg sad der saa længe oppe, til alle vare af Kirken igjen. Kvinden turde intet vove at stige op, sagde, at hun var ræd nok forrige Gang og glad, hun kom ner.

Den første Gang, jeg blev berettet i denne Slotsfogeds Tid, da blev dei opsat tvende Messings Stager, hver af sit Slags, med Talglys. Det haver Kvinden mishaget, i hvor vel hun sagde da intet til mig. Men der hun endelig blev nød til at lade sig berette, efter mere end tre Aar, hun havde holdt sig fra Herrens Bord, bad hun Christen Taarngjemmer gaa til sin Datter (som tjente i Byen en Timmermand, at hun skulde fly hender et Par smukke Messings Stager og et Par Voxlys. Kunde hun og fly hender en fin Drejels Dug, skulde hun gjøre sit bedste; hun vilde betale det. Om Kvinden tilforn havde tænkt paa de Stager og Lys, for mig vare sat. eller Christen selv syntes, at det ikke var skikkeligt, at det skulde være bedre tilred for hender, ved jeg ikke, men noget lidet førend Præsten kom, lukte Christen den uderste Dør op for mit Fængsel, sagde: "Karen, flyr mig den Stage ud, I haver, og to Lys!" Hvordant hun tog paa, er ikke at beskrive: om han ikke havde talt med henders Dotter? og saa meget (jeg vidste ikke da, hvad hun havde begjært af Christen). Han svarte hender intet paa sit Spørsmaal, men krævede Stagen og Lysene. Hun vilde længe ikke, men bandede og skjældte. Jeg laa endda og spurte hender: om jeg skulde være henders Pige og gjøre det for hender? om hun kunde forholde hannem det, han begjærte? Saa rakte hun hannem det igjennem Hullet paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser over hannem, saa man maatte grue derfor. Han lo højt og gik bort. Det gjorde hender endda bistrere. Jeg gjorde mit bedste for at sagte hender, sagde hender, at det var en fordømmelig Beredelse, holdte hender den Synd for hel vidtløfteligen. Hun mente, at den begik Synden, der var Aarsage dertil. Jeg spurte hender endelig: hvorudi Nadveren bestod? om den bestod i Lysene og Stagerne? skammede hender ud, at hun vilde se paa det udvortes og ikke paa det indvortes; bad hender falde paa sine Knæ og inderligen bede Gud om sine Synders Forladelse, at han ikke vilde tilregne hender sin Daarlighed. Hun svarte saa at ville gjøre, men gjorde det ikke strax. Jeg mener, at Præsten haver af Christen vel været undervist om alting, hender angaaende, eftersom han tilspurte hender om saa meget: hvor hun var fød? hvor hun havde tjent? og saadant mere; omsider: om hun havde sin Skrifteseddel, og hvor længe det var siden, hun havde været til Alters? Derpaa skriftede han hender paa sær Maade, først som den, der haver fortjent at staa aabenbar Skrifte for grove begangene Synder, saa som en Synderinde, der skulde aflives og berede sig til Døden: trøstede hender endeligen og forrettede sit Æmbede. Der alt var forrettet, og hun kom ind til mig igjen, ønskede jeg hender til Lykke. "Ja vel, Lykke!" (svarte hun). "Kan der være Lykke hos? Det haver jeg mere ondt end godt af l Kunde jeg saa sandt komme ud, jeg skulde strax gaa til Alters; dette agter jeg intet!" Jeg faldt hender strax i Ordet og sagde: "Betænker Eder, hvad I siger! Taler intet gudslasterligt, det vil jeg intet høre! l ved vel, hvad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi Legeme og Blod uværdeligen og træder hans Legeme under Fødder?" "Under Fødder?" (sagde hun). "Ja ret under Fødder!" sagde jeg og gjorde der en hel Prædiken paa. Hun hørte til, som det lod sig anse; men der jeg tav, sagde hun: "Han skriftede mig som en Misdædere og som den, der skulde aflives. Jeg haver ingen myrt" (jeg tænkte: man véd ikke hvad; "hvorfor skulde jeg dø Gud allermægtigste give" dermed tav hun. Jeg prædiked for hender igjen og sagde, at hun havde fortjent den evige Død for henders Synders Skyld, og saa fornemmeligen, fordi hun havde saa længe undholdt sig Herrens Nadvere. "Den Skriften" (sagde hun) "haver jeg at takke Christen for; Balcke haver og vel hjulpen til". Tog paa at bande dem. Jeg truede hender med et andet Skriftermaal, om hun ikke holdte inde med saadan Ord, jeg kunde ikke forsvare det for Gud at tie med hender, og sagde jeg videre: "Taler I saa til Christen, saa maa I være vis paa, at han klager Eder [an?]". Det holdte hender noget i Tømme, og gik hun den Middag intet ud i Trappen.

Hun var siden den Tid ikke nær saa lystig med Mandfolkene. Hos mig klagede hun sig ofte, at hun var svag, havde forløft sig paa den ny Kejle, Balcke havde flyet hender; hun kunde ikke staa det ud, hun havde bed Slotsfogden derom, at hun maatte komme ud, han havde svart, at hun skulde dø der. Jeg sagde: "Slotsfogden kan jo intet forstaa Eder ret endnu; beder Christen tale for Eder!" Hun gjorde og saa, men kom atter med samme Svar; sagde en Dag: "Jeg ser vel, min hjærte Frue, at I vilde lige saa gjærne af med mig, som jeg vilde gjærne bort. Hvad har jeg af alle mine Penge? Jeg kan ikke nyde dem, og jeg kan ikke tjene Eder". Jeg sagde: "Penge kan udrette meget. Forærer Slotsfogden nogle Penge, saa taler han nok for Eder. Begjærer en af Skurekvinderne, som bærer Kejlen op for Eder, den kan I betale med lidt". Det sidste gjorde hun først nogle Uger; endeligen sagde hun en Dag til mig: "Nu haver jeg ladet gjøre et Sølvbægere til Slotsfogden". (Henders Dotter kom saa ofte til hender i Trappen, som hun begjærte, og hun fik Forlov at være hele Eftermiddage neder fra mig under det Skin at tale med sin Dotter. Om hun gav Foræringer derfor, ved jeg ikke, men jeg var vel dermed tilfreds at være ene. Hun var dog ræd engang, at jeg skulde sige Præsten det). In summa: Slotsfogden turde intet tale for hender til Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Jeg sagde: "Bliver liggendes i Sengen, naar her spises, saa vil jeg gaa ud og tale med Slotsfogden". Det skede. I Førstningen gjorde han nogen Diffikulteter, sagde: "Dronningen skulde sige, at der stak Skjelmsstykker under". Jeg sagde, de kunde visitere og examinere Kvinden, naar hun kom ud, vi havde ikke været saa fortrolige Venner; jeg vidste, at Kvinden var given mig til at betjene mig; naar hun ikke kunde det længer, men laa ved Sengen, saa kunde jeg ingen Tjeneste have, ikke heller kunde jeg betjene hender; hun tjente jo for Penge, der skulde være nok, der skulde tage derimod igjen. Tre Dage derefter, der Kongen kom fra Frederiksborg, kom Slotsfogden ind og sagde, at Kvinden kunde komme ner den Aften; han havde en anden igjen, som Christen havde rekommenderet, som skulde være en skikkelig Kvinde (som hun og er).

Altsaa kom Karen Olesdotter ned, og Karen Nielsdotter kom op igjen. Og maa jeg vel sige, at det var en af mine lykkelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi jeg slap en utro, ugudelig, løgnagtig og uskikkelig Kvinde og bekom en kristelig, tro, sanddru, god, (ja alt for god) Kvinde igjen. Der den første Kvinde tog Afsked, sagde hun: "Nu, farer nu vel, Frue! Nu ere vi begge glade". Jeg svarte: "Det er vel et af de sandeste Ord, I haver sagt i Eders Dage". Hun svarte intet, men løb alt det, hun kunde, saa der kjendtes ingen Sygdom eller Svaghed paa hender. Hun levede ikke fuldt et Aar derefter, pintes haardeligen en 6 Uger paa sin Seng, førend hun døde, af hvad Tilfald ved jeg ikke.

Om anden Dagen efter denne Karens Komme sad hun om Eftermiddagen hel bedrøvet. Jeg spurte, hvad hender skadde. Hun sagde: "O, jeg haver intet at gjøre, og jeg maatte ingen Gjerning tage med mig! Jeg længes mig død". Jeg spurte, hvad Gjerning hun kunde gjøre. "Spinde" (svarte hun) "er min meste Gjerning; jeg kan og sy groft og binde noget". Af alt det havde jeg intet at hjælpe hender med; tog nogle Ender af Silke frem, som jeg gjemmer af det, jeg klipper af, som ere for stakkede at arbejde med, og anden Pluk-Silke af Nattrøjer og Strømper, hvortil jeg haver gjort mig en Hegle af smaa Knappenaale, bunden paa en Pind; der hegler jeg det med og gjør det brugeligt til at stoppe Huer med; og sagde jeg til hender: "Der haver I noget at gjøre; hegler mig det !" Hun blev saa af Hjærtet glad, saa det gav mig et godt Behag. Jeg befandt af henders Fortælling om et og andet, hender i sin Tid var hændtes, at der var et godt Hjærte i hender, at hun var bleven ofte bedragen for sin Godtroenhed. Hun havde og kjendt mig i min Velmagt, tjent en Raadmands Kvinde, som i mine Bryllupsdage var Forgangskone, og kom den Stads med Fyrværk og anden Herlighed meget vel i Hu; græd, naar hun fortælte det, og havde en stor Medlidenhed med mig. Hun var en Jyde, en Bondedotter, men [havde] været gift med en Regiments-Kvartermester. Saa jeg efterhaanden fik Affektion til hender, bad hender hilse Christian og spørge, hvorledes Doktoren lidde; sagde hender, at Christian vel kunde gjøre stønnem nogen Tjeneste at kjøbe et og andet for os, thi han havde en Dreng, ja stønnem to, som ginge Ærinder for hannem, men jeg troede ikke [den] forrige Kvinde, saa han kjøbte aldrig intet for mig, tilmed vilde den Kvinde intet spinde; men Christian skulde nok fly os nu, hvad vi vilde have, for vores Lys. Og eftersom hun ikke skjøtted om at drikke Vin (thi hver Maaltid fik Kvinden da en halv Potte fransk Vin), saa sagde jeg: "Giver Christen Eders Vin, som jeg giver Christian min Vin, saa kan Christen lade den staa hos Kjældersvenden og tage den hver Uge, saa er det en Profit for ham, og saa ser han intet, om han endskjønt mærker noget". Det skede, og lod Christian os gjøre to Haandtene. Min var ikkun liden, men henders, som den burde. Jeg spandt lidet, tvandt det til Traad, som endnu er i min Gjemme. Christian flyede hender saa meget Hør, som hun begjærte, for Penge, bar en hel Krands i sine Buxer tillige op til hender. Hun spandt paa Haandten en god Del, og jeg lavede min Væv saaledes paa en Stol, jeg laa neder paa Bordet, bandt den ene Bom med Baand og Snorer, jeg selv havde gjort, saaledes, at naar Trappedøren blev sat Nøglen udi, saa kunde jeg med et Drav løse min Væv og faa den anden Bom løs, som var bunden til mit Liv, og alting lagt bort, førend min inderste Dør blev oplukt. Jeg gjorde mig og et Spjæld (før havde jeg Søller), saa jeg vævede alene; havde og faaet en ret Væverkam, saa vi vare meget flittige, hver i sit Arbejde.

Slotsfogden var fuld af Galskab, gjorde Pudserier, som Drenge plejer at gjøre; vilde fixere sig med Kvinden, men hun kunde intet dermed. Han var næsten fuld hver Dag om Middagen, naar han kom op. Efterhaanden kom han sjælden op om Aftenen, skikte en Tjener op i hans Sted, som laa og halv sov paa Muren i Vinduet udenfor dette Sted. Han vilde og gante sig med mig; gabte for mig, at jeg skulde kaste noget hen og se, om jeg kunde ramme hans Mund. Jeg lo og sagde: "Wo dol sît Ji!" bad ham komme nærmere, saa vilde jeg se, om jeg kunde ramme den. "Nên, nên" (sagde han), "so wer ik dol! Ji scole mi wol en Orfigen geven". En Middag kommer han op med en sær Facon af en Spøjte, som var saa trind som en Kugel, og sad en liden stakket Tut deri, som næppe kjendtes; var hel artig. Naar der blev trykt paa et Sted derved, saa spøjtede Vandet ud hel højt og langt borte. Han gjorde sig næsvis og spøjtede paa mig. Der han fornam, at jeg blev vred, kom han med Spøjten til mig, løb og satte sig igjen og gabte alt det han kunde, bad mig spøjte sig i Munden, om jeg kunde. Jeg vilde ingen Leg begynde med hannem, thi af hans Historiers Fortælling fornam jeg vel hans Plumphed, gav hannem Spøjten igjen. Der Karen skulde bære Stegen ind, havde Slotsfogden Spøjten imellem Benene, sad paa en lav Stol og kunde dog spøjte Kvinden i Ansigtet; var et godt Stykke fra hender, og Kuglen var ikke større end en stor Flomme. Hun vidste intet af Spøjten at sige (er og noget hastig i henders Tale); sagde: "Gud give, I faa Skam, Hr. Slotsfoged! Pisser I paa mig?" Slotsfogden lo som en, gal var, saa kjært var det ham. Han blev efterhaanden alt tammere og tammere, kom sjælden ædru op, lagde sig paa Kvindens Seng og sov, imens jeg spisede, saa Christen og Kvinden maatte hjælpe ham af Sengen, naar de havde vakt hannem op. Nøglerne til Fængselerne laa ved Siden, og Hovednøglen derhos (forvarte han ikke vel sine Fanger? Han var ikke ræd for, at jeg skulde myre hannem. En Aften var han drukken eller stillede sig saa; begyndte paa sin Vis at ville karessere mig og søge at ville føle mine Knæ, tog til Enden af mit Skjørt. Jeg stødte ham med Foden og sagde intet andet [end]: "Wan Ji dûn sît, so blivt van mi und komt hir nicht binnen, dat seg ik Ju!" Han sagde intet, stod op og gik bort; kom og siden ikke ind, naar han var fuld, men blev udenfor i det andet Rum, lagde sig der ner i Vinduet, hvor der er en bred Bænk muret af Sten; der laa han og sov et Tag, efter at mine Døre vare lukte, saa kom hans Kudsk og Christen og slæbte ham ner. Stønnem, naar han var ikke fuld, saa kom han ind, og gav han mig efter Begjæring nogle gamle Kortblade, som jeg syede sammen og gjorde mig et Skrin af. Christian beslog det med tynde Fyrpinde, som jeg siden syede paa og sneg mig til at male med Farve. Det er endnu til. Slotsfogden saa det siden, men spurte aldrig, hvordant det Beslag var kommen til. I det Skrin (om det saa kan kaldes) haver jeg alt mit Arbed og Redskab, og staar [det] i min Seng om Dagen. Christians Myndighed tog til. Han tjente ikke aleneste ved Bordet derude, men han endog lukte min Dør for Næsen af Taarngjemmeren. Han gik ind i mit Rum med Røgelsekarret, naar Kvinden bar Natkejlen op; ja han blev omsider saa dristig, at han gjorde alt det, han ikke vilde lade, havde at befale over Fangerne der nere. Christen gjorde sig og til Nytte Slotsfogdens liden Tilsyn, laa ofte nere i Byen om Natten, kom ofte fuld op til Aftensmaaltid. En Aften var Christen fuld og havde slaaet nogle Ruder ud der nere med sin Haand, saa Fingerne blødte; mit Vinbægere slog han til Jorden, saa det sprak og. blev ganske kroget, og som Bægeret var ganske blodigt udenpaa, der det kom ind for mig, og det syntes, at der var kommen Blod i Vinen, talte jeg noget alvorligen derom til Slotsfogden. Han sagde intet andet end: "De Man is dol!" tog Bægret og gik selv ner for Kjælderen og lod Bægret skylle og give anden Vin deri. Hvorledes de siden forligtes derom, ved jeg ikke. Bulkene ere udslagen paa Bægeret, men Ridsen oven i Randen er endnu; det kommer Vinskjænken til Pas, thi nu kan der ikke gaa nær en halv Potte i Bægeret. Christian holdte sig engang mandelig imod Slotsfogden, der han havde haft Klammeri med nogle Fanger der nere, og Christen klagede det for Slotsfogden, som kom ind og vilde sætte Christian i Troldhullet; men han stødte Slotsfogden fra sig og sagde, at han havde intet med hannem at skaffe, han havde intet sat ham ind; brugte saa Mund, saa Slotsfogden takkede Gud, han gik. Christian raabte hannem endda efter ud af Vinduet og sagde. "Jeg ved Tys med Jer, men I ved intet med mig". (En Tys ved jeg, han vidste, som ikke var en ringe Tys. Det var en Korporal, som stak en Soldat ihjel, som med Tromslag blev eftersøgt; den skjulte Slotsfogden i Taarnet nogle Uger). Om Morgenen fortrød det Christian, og han frygtede at blive indelukt, gik til min Dør, førend der blev oplukt for mig (som ofte skede, at der blev oplukt det uderste Rum, førend Maden kom op, saa og altid om Morgenen om Vinteren, naar der lagdes Ild i Bilæggeren derude), og bad han mig bede for sig til Slotsfogden, hvilket jeg og siden gjorde, saa det blev, som det var, og Christian saa gjæv som før.

Den Kvinde og jeg vi levede i god Enighed med hverandre. Der var stønnem nogle smaa Krakeler imellem Christian og hender, men det havde paa de Tider intet at sige. Jeg stillede hans Vrede med Vin og Lys. Den Kvinde havde en Søn, som døde, stakket efter hun var kommen til mig, og en Dotter, som endnu lever; hun tjente da en Skrædder, men nu er hun gift med en Kjøbmand. Den Dotter fik og stønnem Forlov at tale med sin Moder i Trappen. Det fortrød Christian, eftersom han mente, at ved hender blev allehaande bestilt; stønnem truede dermed at sige det, han intet vidste, men mente, saa Kvinden var ofte bedrøvet (hun er let grædendes og let leendes)". Jeg kunde snart faa hender trøstet. Vi sled vores Tid meget vel. Jeg lærte hender at læse, begyndte med Abc, thi hun kjendte ikke før et Bogstav. Jeg holdte mine visse Timer med at undervise hender. Hun var da en Kvinde over henders 60. Aar. Og der hun allerede nogenledes kunde stave, tog hun Bogen engang og vendte op og ned paa den, begyndte at stryge sine Øjne og sagde: "Herre Gud, hvor er det fat? Jeg kjender" (sor hun om Gud) "ikke et Bogstav!" Jeg stod bagved hender og kunde næppe holde mig for Latter. Hun strøg atter øjnene og (som hun er meget hastig i henders Ord) i det pegte med Pegestikken med en Fart paa et O og sagde: "Er det ikke et O?" "Jo!" svarte jeg og lo, idet hun vendte sig til mig. Dermed blev hun det først var, at Bogen var ikke vendt ret, kaste sig i Sengen og lo, saa jeg havde tænkt, hun skulde blive borte i Latter. Og som hun en Dag skulde læse, og hun gad ikke sluppen sin Haandten, vilde det ikke flyde, og tabte hun Lysten; sagde: "Er jeg ikke gal, at jeg vil lære at læse paa min gammel Alder? Hvad godt haver jeg deraf? Jeg haver kostet mange Penge paa min Søn for at lade hannem lære at læse, og se, er han ikke død?" Jeg vidste, hvor meget hun formaatte, lod hender saa snakke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin Gjerning og sagde: "Hvad haver jeg behov at lære at læse i Bog? Jeg kan, Gud ske Lov, læse mine Morgen- og Aftenbønner" (jeg tænkte: ilde nok! Af henders Katekismus vidste hun meget lidet). Jeg sagde (med en Sagtmodighed): "Det er saamæn sandt, Karen! I haver ikke behov at lære at læse i Bog, I kan smuk læse udenad". Jeg havde næppe sagt de Ord ud, idet sprang hun op og nappede sin Bog igjen og begyndte at stave. Jeg sagde hverken til eller fra, og jeg omgikkes med hender som med et godt, enfoldigt Barn.

Jeg faldt det Aar i Sygdom, og eftersom Slotsfogden da kom ikke mere ind til mig om Middagen og om Aftenen lod sin Tjener gaa op, saa bad jeg Kvinden, at hun skulde sige ham, at jeg var syg, om der ikke maatte komme en Doktor til mig. Kvinden sagde ham det (thi da forstod han alt danske, og hun forstod noget tysk), og som hun sagde: "Jeg er bange, at hun dør", saa svarte han: "Lat se sterven vör en Düvel!" Jeg havde en Hverdagsfeber, havde Hede, men ingen Kuld; og som det en stor Del var Aarsage i min Sygdom, at jeg havde Bindelse, begjærte jeg et Klystér. Der lo Slotsfogden spodsk af. Det hørte jeg, lod begjære, at han vilde komme ind til mig, hvilket han og gjorde. Jeg talte hannem noget alvorlig til, sagde ham, at det var ikke Kongens Ville, at han skulde ikke have mere Omsorrig for mig, end han havde; han havde mere Omsorrig for sin Hund end for mig (som han og havde). Saa gav han bedre Kjøb, spurte, hvad jeg vilde have, og jeg sagde, hvad jeg begjærte, og bekom det. Jeg havde noget altereret mig over den Samtale, saa jeg blev svag. Kvinden græd og sagde: "Jeg frygter, I dør, min hjærte Frøken, og saa skal de slemme Piger i Oldfrustuen to Eders Hænder og Fødder" (en af de Piger, da var, var meget ufin imod mig med henders Sendings-Tale. Jeg svarte, at jeg skulde ikke sige et Ord derimod. "Hvad?" (sagde hun med en vred Hu); "vilde I lide det? "Nej", sor hun, "skulde jeg ikke! Jeg skulde ikke lide det, om jeg var i Eders Sted!" Saa sagde jeg, som den Philosophus sagde: "Da lægger min lyse Kjæp hos mig, jeg kan holde dem fra mig med, naar jeg er død". Saa besand hun sig først og snakkede saa hen om Begravelse og Jordefærd. Jeg forsikrede hender, at det aldeles intet bekymrede mig; naar jeg var død, saa fandt jeg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa skulde det dog tillige med Sjælen komme for Guds Trone paa den yderste Dommedag og bestaa sig bedre end som en Part, der laa i Kister, med Sølv beslagen, og i herlige Begravelser. Men at jeg skulde, som Slotsfogden, sige de forfløjen Ord, at jeg vilde være begravet paa Valby Bakke for at se mig om, det ikke! Jeg begjærer intet uden et saligt Endeligt. Vi talte om Slotsfogdens Ufinhed, om allehaande, han gjorde, som han fik Skam for, om Dronningen det vidste, om hans Ugudelighed, at naar han havde været til Alters, sagde han at have gaaet igjennem Mynstringen, og andet mere. Der var ingen Gudsfrygt i hannem.

Jeg begjærte at være beret og lod bede Mag. Bueck at komme til mig ved Slæt om Morgenen, thi imod 8 1/2 begyndte Feberen. Præsten kom ikke førend 9 1/2, da Heden alt havde begyndt (thi den drog sig allerede noget længere hen). Der jeg havde sagt mit Skriftermaal, begyndte han at prædike om Mord og Mandslæt, om David, som var skyldig i Uriæ Død, fast han slog hannem ikke ihjel med sin egen Haand; udbredde den Synd, som han burde, og Straffen, som der vilde følge paa. "Ihr" (sagde han) "habt General Fuchs getödtet, dann Ihr habt einen Diener darzu erkauft, der ihm hat getödtet". Jeg svarte: "Das ist nicht wahr! Das håbe ich nicht gethan!" "Ja freilich" (sagde han); "der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt". (Jeg svarte:) "Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dann mein Sohn gab Fuchs sein Tod mit einem Stilet. Ich wusste nicht, dass Fuchs in Brüg war, ehe und bevor ich sein Tod erfuhr. Wie könnte der Diener dann sagen, dass er's gethan hätte? Auf mein Befehl ist es nicht geschehen, aber dass ich mich nicht sollte haben gefreuet, dass Gott dem Bösewicht gestrafet, das gestehe und bekenne ich". Dertil svarte han ligesaa: "Das hatte ich selber gethan". (Jeg sagde:) "Wie Fuchs mit uns in unserm Gefångniss auf Borringholm gehandlet, weiss Gott. Das ist nu vorbei, und ich gedenke des nicht mehr". "Da thut Ihr recht an" (sagde han), og for saa fort i hans Æmbede. Der alt var forrettet, talte han med Slotsfogden udenfor den uderste Kammersdør lige for den mørke Kirkes Dør og sagde, at jeg gjorde mig syg, jeg var ikke syg, jeg var rød i mit Ansigt af lutter Ondskab; han havde sagt mig Sandhed, og der var jeg bleven vred for. Christian stod indenfor den mørke Kirkes Dør, thi paa den Tid var ingen Fanger derinde, og hørte den Samtale, sagde mig det, der jeg begyndte at komme til at gaa igjen og tale med hannem ved Døren.

Nogen Tid derefter sagde Christian til mig en Dag saa hemmelig: "Vil I, saa vil jeg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn". Jeg spurte, paa hvad Maade det kunde ske. Han sagde: "Med min Pige. Hun er tro nok; hun skal drage did for det samme". Han vidste, at jeg havde endnu nogle Dukater, thi Per Kudsk havde fortroet ham det, som han selver havde sagt mig. Jeg tog imod Tilbudet, skrev mine Børn til, gav ham en Dukat til Pigens Rejse. Hun forrettede vel sine Ærinder og kom med Skrivelse fra min Søster og dennem tilbage. Alt dette vidste min Kvinde intet af.

Efterhaanden begyndte Christian at blive insolent i mange Maader. Naar han kom frem med hans Drengs Pose, som Kvinden, skulde give ham Mad i, saa kaste han den til hender, gjorde sig vred, naar der ikke var gjemt Steg til ham selv om Aftenen, at han strax kunde faa Posen igjen, bandede sig, den Dag han gik til Døren og talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun var sorgefuld, men sagde dog intet til mig. Det varte ikkun en Dag, saa bankede han paa Døren og efter Sædvane snakkede om, hvis nyt han havde hørt. Kvinden sad paa sin Seng og slog 15 Kors for sig (han kunde intet se hender, ikke heller mig). Der han var gaaen bort, fortælte hun, hvor højt han havde forbandet sig etc. Jeg sagde: "Det skal I ikke agte; han haver gjort saa meget før i den anden Karens Tid". Hans Mod tog daglig til. Maden blev stønnem opbaaren vel en halv Time, førend Slotsfogden kom op. Imidlertid skar Christian Stegen og tog sig selv, hvad Stykke han vilde (der jeg tilforn hver Maaltid sendte ham et Stykke ud, Fisk og andet, hvad han begjærte). Den dumme Slotsfoged lod det saa passere, var glad, tænker jeg, at han vilde betage ham den Umage; gav intet Agt paa, at der fattedes noget i Fadet. Jeg lod det saa passere en Stund, for det skede ikke saa jævnt hver Dag. Men naar han vilde have Mad til sin Dreng, saa sagde han intet andet end: "Mad i min Drengs Pose!" Der lo vi mangen Gang af siden, han var borte, men ikke da, thi han blev alt værre og værre. Han kunde ikke lide, at vi lo og vare glade; naar han hørte det udenfor Døren, saa blev han bister. Vilde man klynke, saa vilde han skaffe, hvad han kunde bringe til Veje. En Dag lurer han paa os og hører, at vi ler; thi Kvinden fortælte effen en Kløgt om en Skoledrengs Moder i Frederiksborg (der havde hun boet), hvor Drengens Moder ikke vidste, hvorledes hun skulde titulere Skolemesteren; kaldte ham Hr. Villas. Han sagde: "Jeg er ikke Herre". "Mester da", sagde Kvinden. Jeg er ikke heller Mester", sagde han; "jeg er ikkun ret og slet Villas". Saa sagde Kvinden: "Min gode slet og ret Villas! Min Søn slikker altid Fløden af mine Bøtter, naar han kommer hjem. Vilde I slikke ham igjen med et godt, skarpt Ris i hans Røv?" Idet vi lo deraf, kommer han til Døren og fatter de Ord, at jeg siger: "Det sidder vel ikke saa sammen; man skal altid sætte noget til, om vel skal lade". Han fatter en Tanke og mener, at vi snakkede om ham, og at vi lo ham ud. Der det var Maaltids Tid, siger han til Kvinden: "I var svar lattermild idag". Hun sagde: "Ved I ikke, hvorfor det er? Det er, fordi jeg er af de Let'er (det er henders Tilnavn). "Det var Almis", sagde han, "at fordrive Eder Latteren tilsammen; det var mig, I lo af". Hun sor nej, at hans Navn ikke blev nævnt (som og saa var i Sandhed), men det maatte intet gjælde. De faldt i Ord sammen. Hun fortælte mig deres Samtale, og han kom i nogle Dage ikke til Døren, og jeg sendte ham og intet, thi effen paa den Tid var der en stakkels gammel Mand min Nabo; den lod jeg give en Drik Vin. Christian forføjer sig igjen til Døren og pikker paa. Han klager saa sagte over Kvinden, bad, jeg skulde tage hender igjennem derfor, at hun saa havde svaret hannem, der han dog hørte, at hans Navn blev nævnt. Jeg sor ham til, at der ikke var tænkt paa ham den Gang; jeg kunde ikke tale hender ilde til for de Ord, vi havde haft imellem hinanden; jeg elskede Rolighed inden vores lukte Døre. "Ja" (svarte han), "Husfred er god, sagde Kjærlingen". Dermed gik han. Siden gjorde han efterhaanden adskillig Fortræd, roede saa i Land igjen. Saa vilde han atter, at jeg skulde skrive til Skaane. Jeg sagde, at jeg var fornøjet, at jeg vidste, mine Børn en Part af dem var hos min Søster; hvor mine Sønner var, og hvorledes dennem lidde, det vidste de ikke; jeg befalede dem Gud i Vold. Det var ham og ikke til Maade, og talte han paa den Maade, ligesom han mente, at jeg havde intet flere Penge; sagde det dog ikke da ligeud. Men en Dag, det gale stak ham, kom han til Døren og havde en Potte med Vinen i (som jeg fast hver Maaltid gav ham) i sin Haand og sagde: "Kan I se mig?" (thi der var en Sprække udenpaa den yderste Dør, men man kunde dog ikke se grant derigjennem saa langt fra). "Her staar jeg med min Potte med Vin og vil drikke Eders Skaal for den sidste Gang". Jeg spurte: "Hvorfor for den sidste Gang?" "Jo!" sór han, gik saa nærmer til Døren og sagde: "Jeg vil ingen Tjenest mere gjøre; saa ved jeg vel, at jeg og ikke faar mere Vin". Jeg sagde: "I skal have Tak for den Tjeneste, I haver gjort; jeg begjærer ingen mere af Eder, men derfor skal I nok faa Vin". "Nej!" (sagde han) "ingen Tjenest mere! Her er intet at hente mere". "Det er sandt" (svarte jeg). "I kjender mig intet" (sagde han); "jeg er ikke saa, som I tror; jeg er let at komme i med, men ikke saa let at komme af med". Jeg smaalo og sagde: "I er langt bedre, end I gjør Eder selv. Imorgen er I udi et andet Sind". Han blev ved at beskrive sig selv hel ilde (som ikke endda var nær saa slemt, som han er). Jeg kunde ikke andet end le af ham. Han drak af Potten, satte sig paa Stolen derude. Jeg kaldte paa ham og bad ham komme til Døren, jeg vilde tale med ham. Da sad han som en Gante og snakkede for sig selv: "Skulde jeg gaa til Døren? Nej", sór han en stor Ed, "skal jeg ikke! O ja, til Døren? Nej, Christian ikke!" Lo imellem af fuld Hals, skraalte højt: den Dag, han gik til Døren eller gjorde mig nogen Tjeneste, da skulde Fanden rive og splid e hannem. Jeg gik fra Døren og satte mig, gruede for den Karls Galskab og store Dristighed. Han gik saa nogle Dage og tav, vilde intet tage imod Vinen. Mad blev hannem ikke bøden, thi han blev endda ved den Vis som før, naar han kunde, at skjære Stegen, førend Slotsfogden kom op. Som da Slotsfogden igjen kom stønnem ind og snakkede med mig, bad jeg ham, at Christian som en Fange ikke maatte have den Frihed at oversnavse min Mad. Saa blev det hannem forbøden. Faa Dage derefter kaste han Posen til Kvinden i Trappen og sagde: "Gi'r nogen Mad til i Aften i min Drengs Pose!". Det blev i allerstørste Lydighed efterkommet, og lagt et Stykke Steg oven i Posen. Det mildede hannem noget, [saa] at han om Middagen talte med Kvinden og selv begjærte en Drik Vin; men han truede Kvinden at skulle fordrive henders Latter. Jeg frygtede intet for det onde, han kunde gjøre mig, men det fortrædeligt Levned var mødsommeligt. Jeg lod hannem ikke byde Vin, uden han begjærte det. Han plejede at skaffe mig Aviserne hver Uge for Lys, og saasom han ikke flyede mig Aviserne for den første Uges Lys, saa sendte jeg hannem ingen Lys. Han blev dog ved og kom ind om Løverdagen med Røgelsekarret og at lukke min Dør. Naar han kom ind med Røgelset, saa han til Væggen, vilde ikke se paa mig. Jeg talte engang til hannem, spurte om Doktoren, og han svarte intet. Det stod saa nogle Uger; saa mildede han sig, flyede Kvinden Aviserne fra den Tid, han havde forholdt dem tilsammen rullede og bunden med en Traad. Der om Aftenen Slotsfogden kom ind og sad og snakkede (han havde en liden Snitser, og Christen var for Kjælderen, flyede Kvinden hannem Aviserne igjen, takkede ham paa mine Vegne og sagde, jeg skjøtte intet om Aviser, jeg havde været dem foruden i saa mange Uger, jeg kunde være dem fremdeles foruden. Han blev saa bister, at han med Tænderne rev Aviserne sønder, rev sin Trøje op, saa Knappene fløj ad Gulvet, stak Ild i nogle Aviser, hujed, skreg og skar Tænder. Jeg hitte paa noget at le af til Slotsfogden, raabte saa højt jeg kunde, for at døve Christian. Kvinden kom ind som et Lig i sit Ansigt, saa paa mig; jeg vinkede hender at gaa ud igjen. Saa gik Christian lige for min Dør og hujede, slog sin Tøffel i Vejret og omsider til min Dørtærskel, holdte det saa nogle Gange. Der han fornam, at Christen kom i Trappen med Bægerne, kaste han sig paa den Bænk, Slotsfogden plejede at ligge paa, og kaste atter sin Tøffel op imod Væggen. Christen blev staaendes med Bægerne i Haanden med Forundring. Han saa vel, at der var noget paa Færde imellem Kvinden og Christian, og at Kvinden var bange, men han kunde ikke gjætte eller faa Aarsagen at vide; troede og, ikke, at det gik mig noget an, eftersom jeg lo og snakkede med Slotsfogden. Der Dørene vare lukte, saa gik det an paa en Jamren. Kvinden sagde, at han havde truet hender: han skulde vel forbyde henders Dotter at komme til hender og føre Sladder frem og andet, hun ikke burde. Jeg; bad hender give sig tilfreds: han var nu gal, det gik vel over; han betænkte sig vel, førend han talte om det, thi saa kunde han frygte, at det, han havde flyet herop, og kom for Dagen, saa fik han Skam for sin Umage; Slotsfogden havde given henders Dotter Forlov at komme til hender, hvem skulde han klage hender for? (Jeg tænkte vel andet, at naar han vilde den Vej, saa fik han vel anden at klage det for, han, som havde saadan Frihed ; han kunde faa ind og ud, hvad han vilde, tale, med hvem han vilde, i Vægtergangen). Hun græd og lod meget ilde, talte som en, der sanser ikkun lidt, sagde engang: "Maa jeg ikke have Fred for ham, saa skal jeg, ja saa skal jeg ". Hun kom intet videre og kunde ikke hitte paa, hvad hun skulde. Jeg smel derved og endeligen sagde: "Christian er gal, jeg vil nok styre ham imorgen; lader mig ikkun betæmme med hannem! Sover I nu ikkun roligen!" Hun faldt omsider i Søvn, men ikke jeg saa snart; betænkte, hvad paa saadan Galskab kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde jeg hender, hvad hun skulde sige Christian, og at hun skulde stille sig, som hun var ikke vel tilfreds; begynde med at bande ham og sige: "Gid der far en Djævel i Jer for Lærdom, I haver lært hender! Hun haver vilt hvistet sine Tøfler op, eftersom I gjorde, og slog mig i Hovedet dermed. Hun er vred uden Skjemt, tog alt det smukke Tøj, hun havde gjort, og kastede det i Natskrinet. Nu", sagde hun, "skal der ingen gjøre sig god med det". Der lo han af som en Gante, det behagede ham. "Er hun ret vred?" (spurte han). "Ja" (sór hun) "er hun saa!" Saa lo han saa højt i Trappen, at jeg hørte det. Han var en 14 Dage skjels, begjærte da og da Vin og Mad, kom og til Døren og fortælte iblandt andet, at han havde hørt, at Prinsen (nu vores Konge skulde giftes. Jeg havde vel hørt det før, men lod mig ikke mærke, thi Slotsfogden havde sagt det, og desforuden fik jeg Aviserne foruden ham. Og som jeg ikke spurte ham om noget, saa gik han strax; sagde siden til Kvinden: "Hun er vred, og jeg er ligesaa. Vil se, hvem der haver hinanden først behov". Kvinden truede han meget, og vilde hun, at jeg skulde give ham gode Ord. Jeg forsikred hender, at han var ikke af det Sind, man skulde komme til Rette med at altid give den bløde Side. Som han nu Tid efter anden blev insolent, mere end tolereres kunde, sagde jeg en Dag til Slotsfogden, at jeg forundrede mig over, at han tilstedde en Fange at lukke op og til mine Døre og gjøre det, som Taarngjemmeren ellers burde at gjøre; om hannem syntes ikke, at jeg paa den Maade kunde praktisere mig ud, om jeg vilde ud foruden Kongens Minde? Christian var en Fange, som var dømt til at dø; han skulde nok skaffe mig ud af Taarnet. Slotsfogden sad og gloede som en, der sanser intet, svarte ikke et Ord andet end: "Ja, ja!" men han forholdte sig dog efter min Advarsel, saa at enten lukte han selv op og til, eller og Christen (jeg haver set, at Christian haver reven Nøglerne af Christens Haand og lukt min Dør, og det den Tid, han begyndte at gjøre sig gal). Havde Christian ikke været gal før, saa blev han da, i Synderlighed den Tid Christen gik ind med Røgelsefadet, og Kvinden var oppe. Da stod han lige for mig i det uderste Rum saa som en Gast og skar Tænder; og saasom han saa, at jeg tog det overbleven Røgelse af Christens Haand (som han altid selv flyede mig i et Papir), saa gjorde han en Trusels Latter. Der om Aftenen blev oplukt, og Christian kom Kvinden i Tale, sagde han: "Karen, siger I til Henders Naade, at hun og I skal faa en Fandens Færd! Jeg haver set med mine Øjne, at Christen gav hender et Brev. Ej, var det derfor, hun vilde ikke, at jeg maatte gaa ind med Røgelset, fordi jeg vilde ikke skaffe hender tiere Bud til Skaane? Ej, faar hun og Aviserne af ham? Ja, siger hender, at saa stor Tjeneste som jeg haver gjort hender, saa stor Ulykke skal jeg gjøre hender". Gud ved, hvad Nat jeg havde! Ikke fordi jeg agtede hans Trusel, thi jeg frygtede de Ord ganske intet; Ulykken havde gaaet ud paa ham selv allermest. Men Kvinden var saa bedrøvet, at hun gjorde intet andet end jamrede sig, klagede sig, mest for henders Dotter, for den Spot, hender vederfare vilde, at de vilde sætte henders Moder i den mørke Kirke, ja siden tage Livet af hender. Saa faldt hender ind, at Dotteren havde talt med hender i Trappen; saa skreg hun igjen: "O, min Dotter, min Dotter! Hun kommer i Tugthuset!" Jeg sagde intet andet et svart Tag end: "Giver Eder tilfreds! Det gaar ikke nær saa ilde til, som I tror". Men som jeg fornam, at hun ikke var bekvem til at høre nogen Raison, for hun raabte alt: "Ak, ak !" naar jeg vilde tale, sad over Ende i Sengen, holdte sit Hoved imellem begge Hænderne og græd, saa hun flød i Vand. Jeg tænkte, at naar der ikke var Taarer mere for Haanden, saa hørte hun vel op. Jeg sagde omsider, der hun noget sagtede sig: "Denne Ulykke, det forbandede Menneske truer os med, vil ikke forekommes med Graad. Sætter Eders Sind i Rolighed og sover! Jeg vil gjøre ligesaa, og jeg vil bede Gud at indskyde mig de bedste Raad til imorgen". Det sagtede hender noget, men naar jeg mente, hun sov, saa kom hun atter frem med alt det, hun frygtede for: at hun havde baaren mig Sedler ind fra ham, Kniv og Sax og andet, som var forbøden. Jeg svarte da og da ikkun: "Sover, sover! Imorgen vil jeg tale med Eder". Det hjalp intet. Klokken slog to, der hun endda vilde snakke og sagde: "Det vil gaa ilde til for den stakkels gamle Mand der nere". Jeg lod, som jeg sov, men den hele Nat indtil Klokken 5 og mere kom ikke Søvn i mine Øjne. Der om Middagen blev oplukt, havde jeg alt sagt hender, hvad hun skulde sige Christian, og given hender at forstaa, at han med hans Truseler mente at faa Penge fra hender og Lys af mig, vilde saa kue os, som det lystede hannem; men han havde en anden for sin Haand, end han troede. Hun skulde ikkun lade, som hun intet skjøttede om hans Snak, intet tale et Ord til ham uden: God Dag, uden han talte til hender; og dersom han spurte, hvad jeg havde svart, skulde hun lade, som hun huste intet, at hun skulde sige mig noget. Sagde han det da igjen, saa skulde hun sige: "Det siger jeg hender slet intet! Er I endnu lige saa gal som i Aftes? Gjører, hvilket I vil!" og gaa dermed fra hannem. Den Samtale blev holdt, og han truede mere end nogen Tid. Kvinden holdte gode Miner, men var hjærtelig bedrøvet, naar vores Døre vare lukte; men som hun er let sindet, saa lo hun ofte med Taarerne i øjnene. Jeg vidste vel, at Christian skulde byde paa at skrive mig til allehaande nyt, mene at flikke sig ind [der]med igjen; men jeg havde forbøden Kvinden at tage imod hans Sedler, saa han blev meget bister. Jeg bad hender sige hannem, at han skulde holde Styre paa sig, om han kunde; havde han Lyst til Ulyst, da vilde det blive værst for hannem selv. Der lo han meget spodsk af og sagde: "Siger hender, at det skal være værst for hender. Det, jeg haver gjort for hender, haver Vinen kommen mig til, hun haver sendt mig, siger hender det! Jeg skal bekjende det selv altsammen, og skulde jeg end klæde Stejler, saa skal Christen faa Skam. Han haver flyet hender Breve fra sine Børn". (Den Skjelm vidste vel, at jeg havde intet ladet mig mærke for Kvinden, hverken om det, han havde flyet mig Bud til Skaane til mine Børn, eller og om Voxet, Taarnnøglerne vare trykte i; derfor talte han saa frit til hender). Der vores Døre vare lukte, var det vores Samtale. Jeg gjorde en Latter deraf og spurte Kvinden, hvad Skam der kunde være saa stor som at lægges paa Stejler; tog det an for forfløjen Ord, som det var, bad hender sige hannem, at han skulde intet bemøde sig med at give sig an, jeg vilde betage ham den Umage og sige til Slotsfogden imorgen Dag (om han vilde) alt det, han havde gjort for mig; han maaske glemte noget, men jeg skulde vel komme det i Hu. Den Tid Kvinden sagde ham det, svarte han intet, men løb ned fra hender, holdte sig nogle Dage stille og talte saa godt som intet til Kvinden. En Løverdag, der Kvinden var oppe med Natkjedelen, kom han op til hender og vilde endelig overtale hender at tage en Seddel til mig, men hun sór ikke at turde. "Saa siger hender da" (sagde han), "at hun skal fly mig den Sax og Kniv igjen, jeg haver flyet hender; den vil jeg have, saa skal hun se, hvad jeg skal gjøre. I skal faa en Ulykke tilsammen!" Hun kom ner saa bleg som et Lig, saa jeg mente, hun havde forløft sig. Hun fortælte deres Samtale og hans Begjæring, bad mig saa meget, at jeg dog vilde fly hannem det, saa blev han rolig. Jeg sagde: "Hvor er det med Eder? Haver l Eders fulde Forstand? Siger han ikke, at han vil gjøre os en Ulykke, naar han faar Kniven og Saxen igjen? Det er ikke Tid paa at fly hannem det. Forstaar I intet, at han frygter for, at jeg skal lade se det? Mit Arbed, mener han, er borte, og Sedler ikke mere til. saa intet er mere at true hannem med end de Stykker. I Aften skal I intet tale med hannem. Siger han noget, da svarer intet". Om Aftenen sneg han sig til og sagde til hender i det uderste Rum: "Tager mig hid Sax og Kniv!" Hun svarte intet. Om Morgenen, til Middag, bad jeg hender sige hannem, at jeg havde intet af hans; jeg havde selv betalt baade Sax og Kniv, og det for mere, end de vare dobbelt værd. Det Budskab blev han forbistret over, skar Tænder og hvinede. Hun gik fra ham og skyede, det meste muligt var, at tale ene med hannem. Der han fornam, at Kvinden intet vilde tage imod nogen Seddel, saa tog han sin Tid og varte Slotsfogdens Øjne og kaste en Seddel ind til mig paa Gulvet (og havde samme Gang nær sket en synderlig Hændelse; thi idet han vilde kaste Seddelen ind, gik Slotsfogdens store Hund ind, som havde krøllet Haar, saa Seddelen faldt paa Hundens Ryg, men faldt af igjen i Krogen, som Hunden snyflede). Udi den Seddel stod: "Lader mig faa Kniven og Saxen igjen, saa skal jeg gjøre Eder saa stor en Ulykke, som jeg haver gjort Eder Tjeneste, og vil jeg betale Eder Kniv og Sax, skulde jeg end sælge mine Buxer. Lader mig faa dem strax!" Han gik i nogle Dage som et forstyrret Menneske, eftersom jeg intet svarte eller lod Kvinden sige hannem noget; saa Christen spurte Kvinden ad, hvad hun havde gjort ved Christian, han gik der nere og skar Tænder og hujede som et galt Menneske. Hun svarte, at de der nere maatte vide, hvad hannem gik ad; her saa han vel, at de taltes ved hel venlig. Langfredag Middag var han ganske forbistret, sor og forbandede sig, om han ikke skulde give sig selv an, repeterte alt det forrige, satte det dertil, at jeg havde forført ham, Vinen havde bedraget ham og Mad, Lys og gode Ord; han skjøtte intet om, hvad han skulde lide, vilde gjærne dø for Bøddels Haand; men jeg, hun og Christen skulde ikke gaa Ram foruden. Den Eftermiddag var ikke meget glædelig for os. Kvinden var bedrøvet; jeg bad hender give sig tilfreds; der var ingen Fare hos den Galskab, men en stor Fortræd, og langt haardere end mit Fængsel; men jeg skulde dog faa Raad med den Skjelm. Hun tog henders Bog og læste i, og jeg satte mig til at digte en aandelig Sang om Christi Lidelse under den Tone: Som Hjorten med Tørst befangen.

Paaske-Aftener tilforne plejede Christian at forskaffe mig farvede Æg; det var da ikke i det Hjørne med hannem. Der Døren blev lukt, siger jeg til Christen: "Glemmer intet imorgen blødsøden Æg!" Der Paaske-Middag Maden kom op, og Æggene ikke strax kom op med (som var en Biret), saa Christian til mig og gjorde en lang Næse ad mig tre fire Gange (thi jeg var vant ved at gaa frem og tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tider, der blev oplukt). Jeg blev staaendes at se paa hannem, drog lidt min Skulder. Lidet efter disse Grimaces kom Christen med et Fad med blødsøden Æg. Christian slog først Øjnene ned, siden kaste han dem til mig, ventede maaske, at jeg skulde gjøre Næse af ham igjen. Men intet mindre end det. Der Kvinden kom i Trappen, sagde han: "Der var ingen farvede Æg". Hun sagde mig det strax, saa jeg bad hender sige, at de blødsøden Æg aad jeg, og de farvede gjemte jeg, som han kunde se (og sendte jeg hannem et af forgangen Aar, som jeg havde ridset nogle Blomster paa; det havde han selv flyet mig, dog for Lys). Han tog det an, men han skrev mig en Seddel derpaa, som var hel rar. Den skulde være paa de høje Noder om Ægget og Hønen. Han vilde give Streger, og det havde ingen Skik. Jeg kan intet mindes mere ret vel deraf, uden at det var et raaddet Æg, jeg havde sendt ham; hans Æg skulde blomstres, naar mit skulde raadne. Den Seddel kaste han og ind til mig. Jeg svarte intet derpaa. Han gik atter nogle Dage og sagde intet ondt; saa stak det ham igjen. Jeg kan tro, at det gjorde ham ondt, at han saa Christen stønnem have min Vin tilbage i Bægeret. Stønnem skjænkede jeg Slotsfogden dermed. Mad fik han og ikke, hverken til sig eller sin Dreng. Saa sagde han en Dag til Kvinden: "Hvad synes Eder vel, at Slotsfogden vilde sige, om han vidste, at I giver Fangerne af hans Mad?" (Maden, som kom fra mit Bord, blev baaren ned til Slotsfogden). Vil I sige hender det!" Kvinden spurte, om hun skulde sige mig det paa hans Vegne. "Paa hvis Vegne ellers?" svarte han. Jeg lod hannem svare, at Maden, som kom til mig, havde jeg Magt til at tage af, saa meget jeg vilde; mig var den intet maalt eller vejet til; det, jeg intet vilde have, maatte de gjøre af, hvad de vilde, hvem der havde Ret dertil; før var det ingens. Der kunde han og ikke kyse os med. Saa var det en Dag den gamle Snak igjen: han vilde have Sax og Kniv, og han truede at give sig selver an; og som det var fast imod den Tid, at jeg lod mig berette, sagde jeg til Kvinden: "Siger hannem én Gang for alle: vil han ikke holde Styre paa sig, saa skal jeg, det første Præsten kommer, give hannem an, og jeg skal faa den første Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først af Sted, for hun lod mig ingen Fred paa hans Vegne, førend jeg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med gode eller onde, saa vil vi se, hvem Ulykken skal falde paa". Han skulde nu gjøre, hvilket han vilde, jeg vilde have Rolighed; han skulde forskaane mig med sine Sedler, ellers jeg skulde vise dem frem. Der Kvinden sagde hannem det, faldt han i Tanker; spurte: "Sagde hun det!" "Ja" (sor Kvinden) "gjorde hun saa! Hun sagde endda mere: Hvad monne han mene? Mener han, at jeg som en Fange, der ingen Steds kan komme, skulde lide noget, fordi jeg tog imod en Fanges Tjeneste, som havde en Frihed, hannem ikke burde?" Han stod alt og hængte med Hovedet og svarte ganske intet. Det satte Styr paa Karlen, og hørte jeg siden ikke et uskikkeligt Ord af hannem. Han talte venlig og vel til Kvinden i Trappen, fortælte, hvad nyt han hørte, og var hel beskjæftig; og der hun spurte ham engang om hans Potte for at give ham Vin i, sagde han sømodeligen: "Jeg haver ingen Vin fortjent". Kvinden sagde, at han skulde vel faa Vin alligevel, jeg begjærte ingen Tjeneste mere. Saa fik han da og da Vin, men ingen Mad. Den Dag, jeg blev beret, kom han til Døren og bankede saa sagte. Jeg gik til Døren. Han hilste og ønskede mig til Lykke med hel god Maner, sagde derhos, at han vidste, jeg havde forladt dem, som havde gjort mig imod. Jeg svarte ja dertil og gav ingen videre Matière til det Spørsmaal, han ikke heller, talte om andet smaat og gik saa bort. Derefter kom han hver Dag til Døren og sagde, hvad nyt han hørte; bekom og Vin og Mad igjen. Han sagde iblandt andet, at mange vare i Mening, at alle Fanger skulde løsgives, naar Prinsen (nu vores Konge) skulde have Bryllup, hvorom taltes, at Bruden om en Maaneds Tid skulde komme ind (det var sidst i April, derom blev talt), og Bryllupet skulde staa paa Slottet. Det drog sig hen med Brudens Komste indtil først in Junio, og da stod Bryllupet paa Nykjøbings Slot i Falster. Der vare mange i den Mening, at det skede der, fordi at Bruden ikke skulde bede mig og Doktoren løs. Som nu Bruden skulde føres til Kjøbenhavn, siger jeg til Christian: "Nu er det Tid for Eder at komme løs. Lader Eders Pige passe paa og gjøre et Knæfald for Brudens Vogn og række en Supplik frem, saa er jeg vis paa, I kommer løs". Han spurte, hvorledes Pigen skulde komme til at bede for hannem. Jeg sagde: "Det er jo Eders Fæstemø?" "Nej" (sor han en stor Ed) "er hun ikke! Hun bilder sig det vel ind, men jeg vil" (sor han atter) "aldrig have hender". "Da lader hender blive i den Mening" (sagde jeg) "og stile sin Supplikation som for sin Fæstemand", "Ja" (sagde han saa drøvevorn), "det kunde hun da gjøre". Det skede saa, som jeg havde raad, og Christian kom ud den 11. Juni 1667. Han tog ingen Afsked hos mig, lod mig ikke engang hilse ved Taarngjemmer eller Dreng. Kvindfolkets Taksigelse var, at han samme Aften slog henders Vinduer ind og saa rumstered i Fuldskab paa Gaden, saa han blev sat i Raadhuskjælderen; kom dog om anden Dagen ud. Hans Dreng, Paaske, skulde tage Afsked med sin Herre. Der han spurte hannem, om han skulde sige os noget fra hannem, svarte han: "Sig dem, jeg giver dennem Fanden !" Paaske, som bragte det Budskab frem, sagde at have svart Christian: "Min halv!" (thi Christian suspicerte allerede Paaske, at han gjorde Kvinden Tjeneste). Vi fik en Hjærtens Latter af det Budskab; thi jeg sagder at Paaske tog den halve Del, saa jeg fik intet. Glæden var ikke liden hos os, der vi vare bleven det ugudelig Menneske kvit.

Vi levede siden i god Rolighed det 1668. Aar, jeg skrev og var provideret med adskilligt til Haandarbed, saa Christen kjøbte intet for mig uden et Par Bøger, og dem maatte jeg betale dobbelt og mere end dobbelt med Lys. Karen blev hos mig første Gang paa fjerde Aar; og som henders Dotter da skulde giftes, og hun gjærne vilde være nærværende paa Bryllupet, talte hun med mig derom, hvorledes det kunde laves, thi hun vilde gjærne have Tilsagn at komme igjen, naar den Kvinde, jeg fik igjen, skulde bort. Det vidste jeg ikke, om det kunde ske, men vel, at hun kunde komme ud foruden at gjøre sig syg; det vilde jeg vel bringe til Veje. Slotsfogden havde da alt til Fuldmægtig Peder Jensen Tøtzløff, som da og da forrettede hans Æmbede. Hannem lod jeg gjøre Forslaget med og beklagede derhos Kvindens Skrøbelighed, talte siden med Slotsfogden selv derom, som var hel villig dertil, thi baade kunde han vel lide den Karen, og han havde en Kvinde i Huset, som han vilde hjælpe til mig igjen, Karen Nielsdotter kom fra mig en Aftenstid 1669, og en tysk Kvinde ved Navn Cathrina - kom til mig igjen. Karen tog Afsked med grædende Taare. Hun havde grædt fast den hele Dag, og lovede jeg hender at gjøre mit yderste til at faa hender til mig igjen, naar den, jeg da fik, kom bort. Den Cathrina haver været sin Ungdom op iblandt Soldatervæsen, haver været gift med en Lütenant paa de Tider, da Slotsfogden var Tromslager, og været Fadderske til en af hans Sønner; nu forarmet efter Mandens Død og sad og spandt hos Slotsfogdens Kvinde for Maden. Hun var flux tilgenegen til Drik, og henders Hænder rystede, saa hun kunde intet holde Bægerne deri, men maatte støtte Bægerne op til Livet, Fade med Suppemad ligesaa. Slotsfogden sagde mig, førend hun kom op, at henders Hænder stønnem rystede lidet, dog ikke altid; hun havde for kort Tid siden været syg, det forgik hender vel. Der jeg spurte hender selv, hvorledes hun havde faaet det Tilfald, saa sagde hun at have haft det mange Aar. Jeg sagde: "I er ikke en Kvinde, som tjener mig, thi om jeg blev syg, saa som jeg for et Aar eller noget siden haver været, saa kunde I ikke betjene mig". Hun faldt strax ned paa sine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte blive; hun var en fattig Enke, og hun havde lovet Slotsfogden Hælvten af de Penge, hun fortjente; hun skulde bede Gud saa inderlig, at jeg skulde ikke blive syg, og hun skulde være mig tro, ja til at dø for mig. Mig syntes, at det sidste var for meget sagt for at tro hender for vel (hun holdte dog Ord og gjorde, ligesom jeg befol hender, og jeg blev og ikke syg i henders Tid). Hun gad intet arbedet. De flerste Gange, naar hun havde ædt, lagde hun sig strax og drog Puden for sine øjne, sagde: "Nu kan ik nichts sehen". Naar hun fornam, at jeg kunde lide, hun snakkede, saa fortælte hun hele Komedier paa sin Vis, agerte dem og stønnem og gjorde sig til adskillige Personer. Naar hun begyndte at fortælle et Emtyr, og jeg vilde sige midt i Fortællingen: "Det vil faa en jammerlig Udgang", saa sagde hun: "Nên, dat krigt ên gût Ende"; gjorde og en god Ende paa sin Fortælling. Ligesaa, om jeg sagde tvært imod. Hun dandsede og for mig, og det for 4 Personer, snakkede imellem for hver en, hun dandsede for, kneb Mund og Fingre sammen. Komedianter kaldte hun Medikoanter. Udi henders Tid forefaldt adskilligt, som forhindrede at se eller høre efter henders Lyst .

Det hænder sig, at Walter, som for den Sag med Dina blev Danmark forvist, kom fra Sverig og holdte sig ubekjendt i Kjøbenhavn, blev paagreben og sat her i Taarnet, nere i Taarnestuen. Der suspicertes, at han tramerte noget. Samme Gang sad hos hannem en fransøsk Kok og svensk Bagere, som beskyldtes at ville have forgiven Kongen og Dronningen. Den svenske blev sat i Troldhullet, strax efter Walter var kommen. Det varte nogle Dage, førend jeg maatte vide Walters Komme, men vidste det dog. En Dag til Middag, der Walter og Fransosen raabte højt (thi de disputerte altid med hverandre), spørger jeg Slotsfogden, hvad han haver for Gjæster der nere, som taler fransøsk. Han svarer at have af adskillige Nationer, fortæller saa, hvem de ere, men hvorfor de sad, vidste han ikke ret egentlig, i Synderlighed Walters Beskyldinger. Disse tvende ommeldte faar Krakkeler tilsammen, saa Walter blev sat ind i Troldhullet til Svensken, og Fransosen i den mørke Kirke, hvorhelst han blev syg og kom ingen Tid til Hullet paa Døren, men laa strax indenfor. Jeg turde ikke sende hannem noget for de Beskyldinger, der var imod hannem. Walter sad længe der nere, og Fransosen kom ud. Der Mag. Bueck kom til mig og skulde meddele mig Christi Legeme og Blod, fortælte jeg hannem førend Skriftermaalet Fortællingen om Walters Sag, som vel var bevidst, men sagde hannem derhos, at den Tid jeg blev ved Ulrik Christian Gyldenløve udvist af Danmark, da havde fornævnte Gyldenløve soren mig til, at Kongen ikke var endda den Sag ret bevidst, og jeg havde beklaget, at Hs. Majestæt ikke havde søgt efter for at være den bevidst; bad Præsten at bede Statholder at bringe til Veje, at Walter om Dinas Sag maatte nu examineres, og at han og jeg maatte komme til Ords sammen i nogle Ministres Nærværelse; det kunde ske foruden stor Bruit, thi Herrerne kunde komme i Taarnet ad Løngangen. Præsten lovede at forrette det, gjorde det ogsaa, og blev Walter tredie Dag efter sat op i den mørke Kirke, saa jeg ventede i en lang Tid hver Dag, at vi skulde komme til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede det. Walter sad saa hen, skjændtes fast hver Dag med Christen, skjældte ham for Tyv og Røver, thi Christen havde funden nogle Dukater, som Walter havde stukken under en Stol (den gale Walter lod Svensken se, at han stak Dukater og et Blækhorn under Stolen imellem Gjorderne, og siden slog han Svensken, som forraadde hannem). Christen lod Walter gaa noget i Taarnstuen for at røre sig, kvantsvis ; imidlertid lyskede han Stolen. Over den idelige Skjælden kan man vel tænke, at Christen blev fortræden, prokurerte hannem ikke synderlig godt Mad af Kjøkkenet, saa af de tvende Retter, hannem var ordineret, var stønnem intet, han kunde æde af; og som Walter sagde engang: "Vilde de ikkun give mig én Ret, jeg kunde æde af, saa var det alt nok", saa magte Christen det saa, at han fik ikkun én Ret og ofte kunde ikke æde af den (det var Christens egen Skade, som fik den øvrige Mad, men han vilde gjærne miste, maatte den anden lide ilde). Engang kom Christen med en Risengrød til hannem, gjorde strax en Krakkel med hannem, saa den anden blev saa vred (saa som Børn) og vilde intet æde. Christen tog Grøden lige god ud igjen og lo hjærtelig. Jeg sagde til Christen i Slotsfogdens Paahør: "Haver Gud længe biet at straffe Walter, da kommer Straffen nu til Gavns, thi han kunde aldrig være falden i ubarmhjærtigeres Hænder end som i Eders". Han lo hjærtelig deraf, og Slotsfogden gjorde ligesaa. Og som der gaar et Hul af den mørke Kirke ind i det uderste Rum, saa kan de, der er inde, raabe opad, saa man kan høre grant, hvad de siger. Saa kalder Walter engang paa Slotsfogden og beder hannem give sig et Stykke Steg. Slotsfogden raaber hannem til: "Ja, man scal Ju ên Rotte braden!" Jeg sendte ham et Stykke Steg med Christen. Der han tog det og vidste, jeg sendte ham det, da græd han. Jeg sled saa Tiden hen, havde stedse Arbed, skrev og meget. Præsten blev kjed af at betjene mig, lod mig bie efter sig 13, 14 Dage tillige; naar han da kom, saa forrettede han sit Embede par maniére d'acquit. Jeg sagde intet derom, men den Kvinde, som er tysk, blev og af hannem skriftet; hun stympede derpaa, i Synderlighed engang (som var den sidste Gang, han skriftede hender); thi da biede jeg efter hannem 4 Dage, førend det kom hannem til Pas, og der han kom, var det effen en Onsdag og imod Klokken 9 Slæt. Han hilste aldrig, mindre ønskte Lykke til mit Foretagende. Da sagde han, ved han gav Haand: "Ich habe nicht lange Zeit zu warten; ich muss ein Kind taufen". (Jeg vidste vel, at det kunde ikke være sandt, men svarte:) "In Gottes Namen!" Der han skulde skrifte Kvinden, vilde han ikke sætte sig; sagde: "Nu macht fort! Ich habe keine. Zeit;" gav hender næppeste Tid at sige sit Skriftermaal, absolverte hender paa det snareste og læste Indstiftelsen paa Post. Der Præsten var borte, var Kvinden meget utaalmodig, sagde, at hun var bleven skriftet og beret af en Feltpræst i Marken, da det hele Kompagni lod sig berette (eftersom de stode færdig til at skulle slaas med Fjenden om anden Dagen), og den Præst havde ikke "so Godes Wort utgejaget, als dise gedan had;" hun havde ingen gode deraf. Jeg trøstede hender, det bedste jeg kunde, læste og sang for hender, sagde, hun skulde angre og fortryde sine Synder, lægge Vind paa at forbedre sit Liv og Levned og ikke lade Præstens liden Andagt irre hender; hun skulde tilegne sig Christi Værskyld og Fortjeneste til henders Synders Forladelse, dens Legem og Blod havde Præsten rakt hender under Brød og Vin. "Ja", svarte hun, "ik scal mi, wil's Got, beteren". Jeg sagde: "Wil Ji mi holden, dat Ji mi gelovt heb?" Hendes Løfte var ikke at drikke sig saa fuld, som hun var engang. Jeg kan ikke forbigaa at erindre det. Hun fik, som sagt er, en halv Potte fransk Vin hver Maaltid, og jeg en halv Potte rhinsk Vin. Begge de Dele kunde hun drikke foruden at være hel fuld; thi til henders Mad drak hun den franske Vin, lagde sig derpaa; naar hun saa stod op om Eftermiddagen, saa drak hun min Vin. Om Aftenen skaanede hun min Vin til Frokost, men engang forvarte hun i en Potte baade min og henders Vin om Aftenen, saa hun til Middag havde to Potter Vin; dem sad hun og listede saa sagte i sig, og jeg agtede det ikke, sad just i en Spekulation om et Munster til at knytte. Endelig saa jeg til hender, at det varte saa længe, førend hun lagde sig; da heldte hun alle Kar et efter anden, og der var intet udi. Saa talte jeg til hender og sagde: "Wo is'et? Heb Ji alle de Win utdrunken?" Hun kunde ilde svare, vilde staa og kunde ikke. "To-Bed, Ji vulle Söge!" (sagde jeg). Hun vilde gjærne, men kunde ikke, spiede langs ned ad sig, krøb langs ad Væggen for at faa fat paa en Kost. Der hun havde den, kunde hun intet gjøre dermed. Jeg sagde, hun skulde krybe til Sengen og lægge sig. Hun krøb did og faldt næsgrus ned paa Sengen, og Benene stode paa Gulvet. Der spyede hun igjen, blev saa liggendes og sov (hvorledes jeg var tilfreds, er let at tænke). Hun sov et Par Timer saaledes liggendes, havde dog ikke sovet Rusen ganske ud; this der hun skulde gjøre rent for sig og om sig, blev hun siddendes et svart Tag paa en lav Stol, Kosteskaftet med Kosten imellem Benene, Haaret om ørerne. Snørlivet tog hun af for at to det, sad saa i Oplet, som stod aaben fortil, og to slemme sortebrune Flasker hængte ud; jamrede sig, bad Gud hjælpe sig: hun havde sin Død. Jeg var baade vred, og jeg kunde ikke holde mig for Latter af det slemme Skilderi. Som den Jamren ikke fik Ende, sagde jeg i Vrede: "Ja, Got scal Ju wol helpen, Ji versôpen Düvel! Hin na de Cordegarde mit Ju! Ik wil so én Vullsack nicht bi mi hebben. Hin! Slapt beter ut, en lat mi nicht hören, dat Ji von Got spreketr wan Ji dun sit, dan so is Got wit van Ju, und de Düvel bi Ju!" (Jeg lo siden af mig selv). Hun lagde sig igjen, og imod Klokken 4 var hun fuld ædru, gjorde fuldkommen rent, sad saa og smaagræd. I det kaste hun sig med en Fart til mine Fødder, holdte fast om dem, hylte og tudte op i Vejret og bad for Guds Skyld, jeg vilde tilgive hender det den ene Gang, det skulde aldrig ske tiere; fortælte, hvordant hun havde gjemt Vinen etc.; vilde jeg ikkun have hender endda et halv Aar, saa havde hun saa meget, at hun kunde kjøbe sig ind i de fattiges Huse til Lybek. Jeg tænkte, at jeg skulde vel vogte hender, at hun ikke skulde faa saa meget paa én Gang tiere, saa og, at maaske jeg kunde faa en slemmere igjen i andre Maader. Karen kunde jeg da ikke faa, thi henders Datter rede til Barsel, og jeg vidste, at hun ikke skulde have været rolig. Saa lovede jeg da at beholde hender saa længe. Hun holdte og Ord; og jeg magte det saa en 6 Uger derefter, at Kvinden miste sin Vin, hvilket og Kvinderne siden miste; saa min Vin kunde ingen Skade gjøre hender. Med Walter var hun hel fortrolig. Hun havde kjendt hannem før, og var Christen i Mening, at han havde flyet hender alle sine Penge, førend han blev syg; thi han sagde, at Walter havde ingen Penge mere. Hvilket hvilket var, ved jeg ikke. Tro var hun ikke, thi hun stal først en Messing-Knyttenaal fra mig, som jeg da ikke brugte; var gjort som en Næstenaal, og vidste hun ikke andet, end den var af Guld. Som mit Kammers ikke er stort, saa kunde det snart igjennemsøges; men jeg søgte i tre Dage hver Dag og kunde ikke finde den. Jeg kunde vel vide, at hun fik at have den, thi den er ikke saa liden, at den jo kan sees, hvorfor jeg sagde omsider: "Der ligger ikke meget Magt paa den Messingnaal; jeg kan faa en igjen for 2 Skilling". Anden Dagen derefter viste hun mig Naalen i en stor Ridse paa Gulvet imellem Stenene. Men der hun siden, noget førend hun kom bort, fandt min ene Guldring i mit Øre, jeg tabte, og uden Tvivl haver sidt fast i Puden, eftersom den var en Slangering, den kom intet igjen, i hvad jeg snakkede for hender. Hun ledte kvantsvis efter den i Skarnet derude. Hun vidste, at jeg turde ikke tale om at have mist den. Slotsfogden kom paa de Tider sjælden op; Peder Jensen betjente mig. Kong. Majestæt var stakket Tid syg, døde hastig den 9. Februari 1670. Og som samme Dag Klokken tolv blev ringet paa Slottet, kunde jeg vel vide, hvad det havde at sige, men Kvinden ikke. Vi talte med hverandre derom, hvem det kunde være. Hun kunde vel mærke paa mig, at jeg var sorgefuld, og sagde hun: "Det kunde vel være for Kongen, thi det sidste jeg saa ham her i Trappen stige af Vognen, da kunde han kummerlig gaa,. og sagde jeg ved mig selv, at han gjorde det ikke længe. Er han død, saa kommer I løs, det er vist". Jeg tav og tænkte andet, som og skede. Imod KL 4 1/2 blev i gemen lagt Ild i Bilæggeren derude, og det af en Dreng, Christen da havde. Den kaldte jeg til mig til Døren og spurte ham, hvorfor det ringte Klokken 12 en hel Time. Han svarte: Jeg maa ikke sige det; "det er mig forbøden". Jeg sagde, at jeg skulde ikke røbe ham. Saa sagde han da, at Kongen var død i Morgenstunden. Jeg lod Taarerne deres fri Gang, som jeg havde forholdt, hvorudover Kvinden forundrede sig og gjorde en lang Snak. Jeg tav til alt det, hun sagde, thi: jeg troede hender aldrig; bad hender spørge Christen ad, naar Døren luktes op, hvad den Ringen betydde. Hun gjorde saa, men Christen svarte hender, at han vidste det ikke. Slotsfogden kom selv op samme Aften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom han og op. Jeg begjærte at tale med hannem og spurte, hvorfor der blev ringet. Han svarte mig saa spodsk: "Wat is Ja daran gelegen? Lüdet het nicht alle Dage?" Jeg svarte hannem og noget vredeligen: "Wat mi daran gelegen is, dat wét Got! Dat wét ik ôk, dat vör Jus Geliken de Klocke uppet Slot nicht wert gelüdt!" Han tog sin Hat af, gjorde en Reverents og sagde: "Was'et anders nicht, dat de Vrue mi wolde?" Jeg svarte: "Ju St. Marten komt. ok wol én Mål". "St. Mårten?" sagde han og lo, gik dermed bort og ud til Walter, stod meget længe og hviskede med hannem for Hullet; det kunde jeg se, det vidste han vel. Han haver uden Tvivl sagt ham Kongens Død og gjort hannem Haab at komme af sit Fængsel. Gud tænkte et andet. Walter blev syg, laa længe hel elendig. Han var slem imod Christen, tog Skarnet af Gulvet og kaste i Maden, spyttede i øllet og lod Christen se derpaa, naar han skulde tage Kanden bort. Christens Titler vare hver Dag Tyv og Skjelm, saa let er at eftertænke, hvorledes Christen plejede hannem. Naar jeg sendte hannem noget Mad ind, som Saad og; Steg, da kom Christen ud dermed igjen og sagde, han vilde ikke have det. Jeg bad Christen lade det staa hos ham, han aad vel siden. Det skede engang, og lod Christen mig se det, at det var fyldt med Snot og Skarn. Naar Christen skulde vende Walter i Sengen, da skreg han saa erbarmelig,. saa jeg havde Medlidenhed med hannem og bad Christen ikke være saa ubarmhjærtig imod hannem. Han lo og sagde: "Det er en Skjelm". Jeg sagde: "Da er han nu under hans Overmands Hænder". Det behagede Christen vel. Walter pintes længe; endeligen forløste Gud hannem. Han; stod Lig i Fængselet, indtil hans Broder kom, som lod hannem begrave i den tyske Kirke.

Der jeg fornam, at Karen kunde komme til mig igjen, og den Tid var omme, jeg havde lovet den anden at beholde hender, kom Cathrine ner, og Karen til mig igjen. Det var let at bringe til Veje, thi Slotsfogden var ikke vel tilfreds med Cathrina; hun gav ham intet af sine Penge, som hun havde lovet hannem, uden Snak i Steden: at det var ikke hans Alvor, han vilde have noget af hender etc. Slotsfogden begyndte og flux at foragte mig, eftersom han fornam, at min Forløsning ikke var at vente.

Der Tiden var, som jeg var vant ved at lade mig berette, bad jeg Slotsfogden at bringe til Veje, at jeg maatte faa Hofprædikanten Dr. Hans Leth; den forrige Hofprædikant, Dr. Matthias Foss, havde skriftet mig første Gang i mit Fængsel. Slotsfogden bragte min Begjæring an; blev af Kongl. Majestæt og bevilliget. Dr. Hans Leth var alt nere i Taarnet, men blev igjen udkaldet, formedelst at Enkedronningen (som endda var paa. Slottet) det ikke vilde; og lod Slotsfogden mig sige ved Peder Jensen, at Kongen havde sagt, jeg skulde blive ved den Præst, jeg var vant ved, saa at de Præparatoria, som det kristelig Maaltid behøvede, blev til anden Dagen hensat, da Mag. Bueck kom til mig og usædvanlig hilsede mig, ønskede mig med lang Sermon Lykke til mit Foretagende, titulerte mig: Ihr Gnaden. Der han satte sig, sagde han: "Ich hätte gerne gewünschet, dass Dr. Hans Leth wäre an meine Stelle gekommen". Jeg svane: "Das hatte ich auch gewünschet". "Ja" (sagde han), "ich weiss wohl, warum Ihr das so wolltet haben. Ihr wollet neues wissen, und das ist mir verboten. Ihr habt schon einen um's Brot gebracht". Jeg spurte hannem, om jeg nogen Tid havde begjært af hannem at vide nyt. "Nein" (svarte han), "Ihr wisset wohl, dass Ihr von mir nichts würdet erfahren; dårum habt Ihr mir auch nicht gefraget". "Meint der Hrr. Magister dann" (sagde jeg), "dass ich Dr. Hans Leth habe begehrt um neues zu wissen?" Der studsed han noget; sagde endelig: "Ihr habt Dr. H. Leth haben wollen um für Euch beim König zu sprechen". (Jeg sagde:) "Dar kann wohl etwas an sein". Derpaa begyndte han at forbande sig paa adskillige Maader (jeg ikke før haver hørt): om han ikke havde talt for mig? (Jeg tænkte: Jeg tror nok, du haver talt om mig, men ikke til det bedste). Han havde flyet mig en Bog, som jeg endnu haver, er: St. Angnstini Manuale; den havde Statholder Gabel kjøbt, det sagde han tiere end som én Gang, sör "bei Gott, dass hatte dem Herrn Statthalter l Rdr. gekost" (mig faldt ind de 5000 Rdr., Gabel fik, for vi kom ud fra Borringholm, men jeg sagde intet dertil; maaske han derfor repeterte den Gave saa tidt). Jeg spurte hannem, hvem jeg havde bragt om Brødet. (Han svarte:) "Hans Balcke! Der hat Euch gesagt, dass Rentmeister Gabel Statthalter ist, und das hatte er nicht thun sollen". (Jeg sagde:) "Ich glaube nicht, dass Balcke hat gewusst, dass er's nicht sagen sollte, dann er hat's mir nicht als eine Heimlichkeit gesagt. Man sollte können sagen, der Hr. Magister hatte Balcke um's Brot gebracht". Der blev han flux fortørnet for, og derover faldt adskillige Disput. Han begyndte saa godt som fra det første igjen, at jeg vilde have Dr. Leth, han vidste vel hvorfor. Jeg sagde: "Ich bin nicht eigentlich darauf gestanden Dr. Leth zu begehren, sondern, wo nicht ihn, dann den Schloss-Prediger oder einen andern.. (Han spurte:) "Warum einen andern?". (Jeg svarte:) "Dårum, dass es nicht alleweile dem Herrn Magister gelegen ist. Ich håbe 10, 12, ja 14 Tage nach ihn warten mussen, und das letzte Mal that er sein Amt in grosser Eile, so dass es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wann ich ihm begehre". Han sad og vævede i Ordene, vidste ikke ret, hvad han vilde svare, sagde endeligen: "Ihr meint, nu soll es besser gehen, weil der König Friederich todt ist. Nein, Ihr betriegt Euch! Es wird mit Euch schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!". Og som han altererte sig, saa blev jeg sædeligere og med Sagtmodighed spurte: hvorfor det? og hvoraf han sluttede det? Han svarte: "Ich schliesse das daraus, dass Ihr habt Euren Willen nicht kriegen können, einen andern Prediger und Beichtvater zu erlangen; so ich versichere Euch, es wird her nachmals nicht besser. Ist König Friederich todt, so lebt König Christian". Jeg sagde: "Das ist ein schlecht Fundament; Eure Dräuworte haben keinen Grund. Habe ich dies Mal keinen andern Beichtvater können erlangen, darum ist es nicht gesagt, dass ich ein ander Mal nicht sollte einen andern bekommen. Und was håbe ich gethan, dass es vor mich könnte schlimmer werden?" Han blev alt vreder og vreder og raabte højt nogle Gange: Schlimmer, ja schlimmer wird's werden". Saa svarte jeg og vredeligen: "Ei, so lat het heran weien". Derpaa blev han hel tavs, og sagde jeg: Ihr habt mir eine gute Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Namen!" Derpaa sagde jeg mit Skriftermaal, og han gjorde sit Æmbede og gik saa bort foruden anden Afsked end Haandfaaen. Jeg spurte siden, at førend Mag. Bueck kom til mig, gik han til Slotsfogden, som laa til Sengs, og bad ham, at han vilde sige til Knuth, som da var Kammerpage, hvilken sakramentsk Kvinde jeg var, hvor jeg havde gravet et Hul i Gulvet for at tale med Doktoren (som var en Umulighed), og jeg havde praktiseret for at komme op og se paa Pladsen; bad nogle Gange sige Kammerpagen det og ti Gange: "Das ist ein sakramentsch Weib!"

Samme Aar sidst i April blev min Dør oplukt om Eftermiddagen, og kom Slotsfogden med nogle Damer, som holdte sig noget til Side, førend han havde sagt: "Hir sint welke Hofjunfern, de hebben Verlöv an Ju to spreken". Først kom ind en Jomfru, som jeg ikke kjendte. Derpaa kom ind Hertzoginden af Glücksburg, Frøken Augusta, hvilken var kjendelig nok for mig, thi hun var ikke meget forandret. Derefter Kurfyrstinden af Saxen, som jeg og nok kunde kjende paa sin Hr. Fader, og sidst vores allernaadigste Dronning, som jeg mest beskuede, og fandt de Lineamenter i henders Ansigt, saaledes som Peter Jensen hender havde beskreven, saa og en stor Demant paa henders Armlaas og en paa Fingeren, hvor Handsken var opskaaren. Hendes Majestæt støttede sig til Slagbordet strax efter Hilsen, Frøken Augusta løb hid og did i hver Vraa, Kurfyrstinden holdte sig ved Døren. Frøken Augusta sagde: "Fi, was ist hier ein hässlich Gemach? Hier könnte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, dass Ihr habt es so lange können ausharren". Jeg svarte: "Dass Gemach ist nu so, als es Gott und Ihrer Majeståt gefållt, und so lange Gott will, so werde ich's ausharren können". Saa gav hun sig i Snak med Slotsfogden, som var halv fuld, og talte med hannem om Balckes Giftermaal, som effen havde Bryllup samme Dag med sin tredie Hustru; talte ilde om at gifte sig saa tidt, og Slotsfogden svarte allehaande Galskab dertil. Hun spurte mig, om jeg havde Lopper. Jeg svarte at ville levere hender et Regiment Lopper, om hun vilde have dem. Hun svarte hastig med en Ed og sór, hun begjærte dem ikke. Jeg blev noget spodsk over henders Spørsmaal og fortræden over den Glæde, hun viste i min elendige Tilstand, hvorfor, der hun spurte mig, om jeg og havde "Filz- oder Wandläuse", svarte jeg hender med et Spørsmaal og spurte hender, ob mein Schwager Hannibal Sehested noch lebte?" Det Spørsmaal gjorde hender lidt tavs, thi derpaa formærkte hun, at jeg kjendte hender. Hun svarte intet. Kurfyrstinden, som vel havde hørt om de Intriger med min Svoger og Frøken Augusta, gik i det samme strax til Bordet (der laa den Bog, som Karen læste udi og hun da havde ført ind med sig), tog Bogen, slog den op og spurte, om det var min Bog. Jeg svarte, at det var Kvindens, som jeg havde lært at læse, og som jeg gav Kurfyrstinden sin tilbørlig Titel af Durchleuchtigkeit, sagde Frøken Augusta: "Ihr irret! Ihr verdenkt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint!" Jeg svarte: "Ich irre nicht". Derefter gjorde hun ingen videre Tale, gav mig Haand foruden at sige et Ord. Den naadige Dronning saa immerfort sømodig ud, talte intet. Der Hds. Majestæt bød mig Haanden, kyste jeg henders Haand og holdte den fast, bad Hds. Majestæt intercedere for mig, i det ringste for nogen Lindring i mit Fængsel. Hds. Majestæt svarte ikke med Ord, men med grædende Taarer. Ligesaa gjorde og den dydige Kurfyrstinde; hun græd meget vemodelig. Og der de komme i det andet Rum, og min Dør var lukt, sagde baade Dronningen og Kurfyrstinden: "Das ist Sünde so mit ihr zu handeln". Enhver drog deres Skuldre og sagde: "Gott gebe, dass es bei mir stünde! sie sollte där nicht sitzen". Frøken Augusta hastede paa dem at gaa og siden klagede dem for Enkedronningen, som sagde, at jeg havde mig det selv at takke; jeg havde fortjent værre at handles med end som saa.

Der Kongens Lig var bortført, og Enkedronningen af Slottet, begjærte jeg af Slotsfogden, at han paa mine Vegne vilde anholde om en anden Præst mig at betjene, enten Slotspræst, Holmens Præst eller den, som betjente Fangerne; thi maatte jeg ikke faa anden end Mag. Bueck, saa maatte de tage Synden paa sig, som der var hos, thi hannem vilde jeg intet mere skrifte for. Det varte noget, men endeligen blev mig bevilget Slotspræsten, som da var Mag. Rudolf Moth. Gud, som altid haver staaet mig bi i al min Viderværdighed, som haver sendt mig uformodentlig Trøst i min Sorrig og Bedrøvelse, han sendte mig en mærkelig Trøst i denne Mand. Han trøstede mig med Guds Ord, han var en lærd og omgængelig Mand, og han var min Talsmand hos Kgl. Majestæt. Den første Naade, han bragte mig til Veje, var, at jeg bekom det andet Rum 1671 den 16. Juli og Bispen Dr. Jespers Postil. Siden efterhaanden større Naade, idet at jeg bekom Naadsens Penge 200 Rdr. til selv at kjøbe mig for, hvad Klæder jeg vilde, og hvad jeg vilde have, Tiden med at fordrive.

Samme Aar blev Henders Majestæt Dronningen frugtsommelig, og Hds. Majestæts Fru Moder, Landgrevinden af Hessen, kom hid for at lægge hender i Barselseng. Den 6. September besøgte Hds. Durchleuchtighed mig udi mit Fængsel, vilde være ubekjendt i det første; havde i sin Følge en Prinsesse af Kurland, som var trolovet med Landgrevinden henders Søn, sin Hofmesterinde, en Wallenstein af Slægt, og sin Hofmesters Frue. Landgrevinden hilsede mig med et Kys, og siden de andre. Den sidste, som jeg da ikke mere kjendte, men hun havde kjendt mig før i Velstanden in den Hag, da hun var Jomfru hos Grevinden Leuenstein, hender kom Taarerne i Øjnene. Landgrevinden beklagede min onde Skjæbne og slette Tilstand. Jeg takkede Hds. Durchleuchtighed for den naadige Medlidenhed, hun havde med mig, sagde, at Hds. Durchleuchtighed kunde meget hjælpe til at forlindre mine Baand, om ikke ganske at sønderrive dennem. Landgrevinden smilede og sagde: "Ich sehe wohl, Ihr nehmt mich an fur eine andere". Jeg sagde: "Ihr Durchleuchtigkeit Port und Ansehen wird Ihren Stand nicht können verbergen, wäre Sie schon in Bauer-Kleider". Det holdte hun af, lo og skjæmtede, sagde, det skulde hun ikke have troet. Hovmesterinden sandede med mig og sagde at have vel sagt, at jeg skulde kjende hender paa henders fyrstelige Ansehen. Derefter sagde Landgrevinden: "Ihr kennet diese nicht", og tog paa Prinsessen af Kurland; sagde saa, hvem hun var, saa og, hvilken var henders Hofmesterinde, og hvem henders Hofmesters Frue var, som var den, om meldet er; talte om den Medlidenhed, samme Frue havde med mig, og sagde derhos: "Et moi pas moins". Jeg takkede Henders Altesse tres humblement et la priait en cette occasion de faire voir sa généreuse conduite. Hds. Durchleuchtighed saa til Slotsfogden, ligesom hun vilde sige, at vi ikke for længe skulde tale fransøsk, tog sin Handske af, gav mig Haand, trykte min Haand og sagde: "Croyez moi, je ferai mon possible". Jeg kyste Hds. Durchleuchtigheds Haand, og derpaa tog Hds. Durchl. Afsked med et Kys.

Den dydige Landgrevinde holdte sit Ord, men kunde intet udrette. Der Hds. Majestæt Dronningen var i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løfte af hannem med Haand og Mund, at dersom Dronningen fødde en Søn, da skulde jeg komme paa fri Fod. Gud forløste Hds. Majestæt den 11. Oktober om Natten imellem l og 2 med vores Kronprins. Der alle nærværende, som billigt, glædde sig over Prinsens Fødsel, sagde Landgrevinden: "O, wie wird die gefangene sich freuen!" Enkedronningen spurte: "Hvorfor?" Landgrevinden sagde Kongens Løfte. Enkedronningen harmede sig saa, at hun fik ondt, løste op om sig og sagde, hun vilde hjem, vilde ikke bie, indtil Barnet blev kristnet; hendes Karet kom paa Slotspladsen. Kongen persvaderte hender endeligen at bie, indtil Daaben var forrettet, maatte love hender med Ed, at jeg skulde ikke komme løs. Det fortrød ikke lidet den dydige Landgrevinde, at Dronningen kom henders Søn til at bryde sit Løfte; stod paa det Løfte: at en Konge burde at holde sit Løfte. Enkedronningen svarte: "Mein Sohn hat vorhin ein Gelübd gethan, das hat er mit dem Versprechen an Euer Liebden gebrochen". Landgrevinden sagde endeligen: "Kann ich nicht die gefangne die Freiheit zu Wege bringen, dann zum weinigsten, dass sie meiner Vorbitte halber an einem andern bessern Ort mit etwas Freiheit möchte geführet werden. Es ist dem König doch nicht reputirlich, dass sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter, und ich weiss, dass ihr in vielen Unrecht geschicht". Enkedronningen harmede sig over de Ord og sagde: "Nu soll sie nicht aus kommen; da soll sie besitzen bleiben. Landgrevinden svarte: "Will Gott, so wird sie wohl aus kommen, wann schon Ihr Majeståt es nicht wollen", stod op og gik ud.

Den 18. Oktober lod Hofmesterinden Wallenstein kalde Peder Jensen Tøtzløf til sig og efter Befaling leverte hannem en Bog tituleret: Dr. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden, den med en naadig Hilsen fra Landgrevinden mig at tilstille. Jeg lod samme Dag ved Tøtzløf aflægge min pligtskyldige Taksigelse imod Hds. Durchl., og bragte Tøtzløf Bogen med sig igjen med en tjenstlig Anmodning til Hofmesterinden, at hun hos Hds. Durchl. det vilde søge at formaa, at Hds. Durchl. mig den høje Naade vilde bevise og sætte sit Navn og Symbolum i Bogen til en Amindelse af Hds Durchl.s Générosité og Godhed. Jeg beklagede mine Vilkaar endog udi det, at jeg paa dette Sted Hds. Durchl.s høje Ros og prisværdige Velgjerninger ikke kunde udbrede og gjøre dennem Verden bekjendt; vilde derfor gjøre det, jeg formaatte, og Hds. Durchl. med ganske fyrstlige Familie indslutte i mine daglige Bønner til al Sjæls og Livs Velstand (jeg haver det gjort og vil det gjøre, saa længe Gud under mig Liv).

Den 23. Oktober bekom jeg Bogen igjen ved Tøtzløf og fandt bag i Bogen skreven med Landgrevindens egen Haand efterfølgende:

Ce qui n'est pas en ta puissance,
Ne doit point troubler ton repos;
Tu balances mal à propos
Entre la crainte et l'espérance.
Laisse faire ton Dieu et ton roi,
Et supporte avec patience ce qu'il résout pour toi.

Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous puisse témoigner combien je suis

Madame
Votre très affectionée
á vous servir

Bogen er endnu i min Gjemme; og lod jeg ved Tøtzløf bede Hofmesterinden min allerydmygeste Taksigelse hos Hds. Durchl. at aflægge og siden, der Landgrevinden var rejsefærdig, mig ved samme Lejlighed rekommendere i Hds. Durchl.s kontinuerlige Naade etc.

Samme Aar 1671 kom Karen Nielsdotter fra mig for Svagheds Skyld. En Nat var hos mig en Kvinde ved Navn Margrete, som var en Vorning i Holstein. Var løben fra sin Husbonde, en meget uskikkelig Bondekone, hvorfor hun og om anden Dagen imod Aften kom bort, og en ved Navn Inger kom i hendes Sted, et lokket Kvindfolk. Samme Kvinde gav sig ud for at være en Ægtekvinde og Enke af en Underofficerer; havde længe tjent i Hamborg og været Vaagkone hos Barselkvinder. Med denne gik det mig saa, som ofte sker, at man adstunder til en Ting til sin egen Fortræd. Christen havde talt for denne til Slotsfogden og rost hender for mig, men Slotsfogden tog efter en andens Rekommendation den fornævnte Margrete. Saa længe at der var Haab, at Landgrevinden skulde erlange min Frihed, saa længe var denne Kvinde skikkelig, men siden begyndte hun efterhaanden at lade se, hvad der stak i hender, og at hun ikke lignede Dina forgjæves. Hun gjorde mig allehaande Fortræd, som jeg tog imod med Taalmodighed, tænkte ved mig selv, at det var endnu en Viderværdigheds Prøve, som Gud mig paalagde, og randt mig ofte Dinæ Bedrifter i Sinde, og jeg tænkte: Monne denne ikke skulde hitte paa en Dinas Træk? (Hun er god derfor, havde hun en Anfører, som Dina havde). Iblandt anden Fortræd, som ikke kan regnes iblandt de smaa, var denne, at jeg engang var ikke frisk, havde lidet eller intet sovet om Natten og lagt mig om Dagen at sove paa Sengen; da vilde hun ikke unde mig den Rolighed, men gik sagte hen paa sine Sokker og targede en Hund, jeg havde, til at knurre for at vække mig. Jeg spurte hender, hvorfor hun ikke vilde unde mig at sove. Hun svarte: "Jeg vidste ikke, at I sov". "Hvorfor" (sagde jeg) "gik I da paa Eders Hosesokker?" Hun svarte: "Saa I det, da sov I ikke", lo inderlig sagte hos sig selv (hun sad altid for mit Bord og vendte Ryggen til mig; om det var, fordi det ene øje var ude, at hun sad saa for Dagen, ved jeg ikke). Jeg gad ikke holdt Samtale med hender, laa stille, og tænkte hun, jeg sov, stod atter op og targede Hunden. Jeg sagde: "I drister paa min Taalmodighed, men løber Galden over for mig engang, saa skal I vist faa noget andet at se, I forbandede, slemme Ting!" "Forbandede, slemme Ting!" sagde hun ved sig selv og lo saa sagte. Jeg bad Gud regere mig, at jeg ikke skulde forgribe mig paa det Afskum. Og som jeg da havde det andet Rum (som meldet er), saa gik jeg derop, spadserte imellem 4 og 5 Slæt. Hun plaskede og toede derude, spildte Vand ret der, som jeg tog min Gang. Jeg sagde hender nogle Gange, hun skulde lade sin Toen være, hun kaste alt Vandet hid og did paa Gulvet, jeg gjorde mine Klæder skiden, og stønnem var der ikke en Taar til Hunden at drikke, og Taarngjemmeren skulde hente Vandet henne ved Kjøkkenposten. Alt det hjalp intet. En Dag lystede det hender, at ret som Klokken havde slaget 4, gik hun ud i det andet Rum og slog al Vandet ud paa Gulvet, kom saa ind igjen. Der jeg kom i Døren, blev jeg det vår; foruden nogen Ord slog jeg hender først paa den ene og saa paa den anden Kjæfte, saa Blodet stod ud af Næse og Mund, og hun faldt imod sin Slagbænk og stødte sit Skinneben Huden af. Hun begyndte at bruge Mund og sige, at hun aldrig fik saadan ørfigner i sine Dage. Jeg sagde strax: "Holder Kjæften, ellers I skal faa flere af dem! Jeg er endnu ikkun lidt vred, men gjør I mig ret vred, jeg skal lemmelæste Eder!" Hun tav for den Gang, men gjorde al den smaa Fortræd, hun kunde. Jeg tog det alt med Sagtmodighed an, frygtede for, at jeg skulde forgribe mig paa hender. Hun vidste intet, hvad hun vilde hitte paa for at gjøre mig Fortræd med. Hun havde et Sølvfingerbøl, som stod en andens Navn paa; det sagde hun at have funden i noget Gulvskarn paa Gaden. Jeg spurte hender engang, hvor hun havde funden et Par Tørklæder, hun havde, af hollandsk fint Lærred med Knipling om, som og stod andres Navn paa, syet med blaa Silke og different Navn paa hvert. Dem havde hun kjøbt paa en Auktion i Hamborg. Jeg tænkte, at det, som hun havde paa det ene Øje, kunde vel være kommen did for noget deslige at have funden; og som Jeg lidet derefter spurte hender, ved hvad Tilfald hun havde faaet det Mén paa sit Øje, haver hun uden Tvivl vel forstaaet mit Spørsmaal, thi hun blev vred og lidet tavs; sagde: "Hvad Men? Mit Øje skader intet; jeg kan, Gud ske Lov, se med dennem begge". Jeg lod det saa være. Stakket efter denne Samtale kommer hun ind en Dag neder fra Hyskenet og overleder sine Lommer, siger dog intet, førend om Eftermiddagen, Døren var lukt, overleder hun alt sit Tøj, siger: "I hvor monne jeg skal tro, det er bleven af?" Jeg spurte, hvad hun ledte efter. "Mit Fingerbøl" (siger hun). "I finder det vel" (sagde jeg); "leder ret derefter!" Og som hun allerede havde begyndt at lede efter det i sine Lommer, førend hun det behøvede, mente jeg, at hun kunde have draget det ud af Lommen med noget Papir, som hun brugte (og lod kjøbe), sagde det og, men det kunde ikke saa være. Om anden Dagen til Middag lod hun atter, som hun ledte derefter deroppe, og der Døren var lukt, begyndte hun at lade Munden raade selv, gjorde en lang Snak om det Fingerbøl: hvor det kunde være bleven af? her var ingen inde og kom ingen ind uden vi to, jeg fik at have tagen det; tog henders store Æske, hun havde, og krammede ud alt det, hun havde deri, og sagde: "Nu kan I se, at jeg haver det ikke". Jeg sagde, at jeg kymrede mig intet, enten hun havde det eller ikke, men jeg hørte, at hun tyvsede mig. Hun blev ved sine Ord og sagde: "Hvem skulde ellers have tagen det? Her er jo ingen anden, og jeg haver ladet Eder se alt det, jeg haver i mine Gjemme, og det er der ikke". Da mærkede jeg først, at hun vilde, jeg skulde gjøre ligesaa og lade hender se, hvad jeg havde i mit Kaartskrin, thi hun havde aldeles intet set af mit Arbed, jeg havde gjort for henders Tid. Jeg sagde: "Jeg kymrer mig slet intet om, hvor I gjør af Eders Fingerbøl, og jeg holder mig for god til at skjændes med Eder eller agte Eders plumpe, uforskammede Beskylding. Jeg haver, Gud ske Lov, endnu udi mit Fængsel nok at kjøbe for etc. Men som I haver maaske staalen det, saa vil I nu, at det er staalen fra Eder igjen, om det er sandt, at I haver tabt det". Der svarte hun intet paa, saa jeg tror fuldkommen, at hun havde det selv og vilde ikkun med den Invention se mit Tøj. Som det var i Julemaaned og koldt, og Christen da imod Aftensmaaltid lagde Ild i Bilæggeren, sagde jeg til hannem i henders Paahør: "Christen, I er lykkelig, om I og ikke beskyldes for Tyv som jeg; thi I kunde have funden hendes Fingerbøl oppe ved Hyskenet og have ikke ladet lyse det op paa Prædikestolen, thi det haver været funden før af Inger og er ikke oplyst". Det var hender som en Brand i henders Næse, og tog hun paa som et galt Menneske, brugte henders uforskammed Tale: hun havde intet staalen det, men det var staalen fra hender; bandede og lod ilde. Christen tyssede hender og sagde, hun skulde tie, hun skulde vide, hvem jeg var; hun tjente mig. Hun svarte: "Jeg skal ikke tie, om jeg end stod for Kongens Fod!" Jo sagtmodigere jeg var i min Tale, jo forbistrede blev hun; endeligen sagde jeg: "Vil I gjøre en Ønske med mig: at den maatte ikke se mere med sit venster Øje, end den ser med sit højre øje, der haver haft det Fingerbøl sidst?" Hun bandede og sagde, hun kunde se med begge Øjnene. Jeg sagde: "Nu vel, da beder til Gud med mig, at den maa blive blind paa begge sine Øjne, der havde det sidst". Hun smaaknurrede ved sig selv og løb ind i det inderste Rum, talte aldrig mere om sit Fingerbøl, jeg ikke heller. Gud véd, at jeg var meget kjed af den Omgængelse. Jeg bad alt Gud om Taalmodighed og tænkte: det er en Taalmodigheds-øvelse; Gud forskaaner mig med anden Drøvelse i det Sted. Den Okkasion kunde jeg ikke tage, at hun havde tyvset mig, for at skilles ved hender, men saa langtfra en anden komme. Slotsfogden kom en Dag op til mig med noget Traad, som var til Kjøbs, maadelig groft til at gjøre Strømper og Nattrøjer af. Deraf kjøbte jeg 2 Pd., og han beholdte l Pd., sagde: Dar kan de Vrue mi wol en Pår Strümpe van binden". Jeg sagde ja (thi hendes Gjerning var intet andet end at lænke). Der han gik bort, sagde hun: "Der er og et Par Strømper for mig, thi jeg faar ingen anden Arbedsløn". Jeg sagde: "Da er den og nok". Strømperne til Slotsfogden bleve færdige (hun sad i halv Søvne engang og gjorde en vrang Rad runden om Strømpen neden ved Foden; jeg vilde, hun skulde tage det op igjen. "Nej", sagde hun, "den maa vel sidde, thi han ved ikke andet, end det er Moden i Hamborg".

Der hans Strømper vare færdige, begyndte hun at gjøre paa et Par til sig selv af samme Traad, sad og morede sig derved, at det var Slotsfogdens Traad. Da syntes mig, at der var en Lejlighed for at blive hender kvit. Og som Slotsfogden kom sjælden op, og hun sendte hannem Strømperne ned med Tøtzløf, bad jeg Tøtzløf mage det saa, at Slotsfogden kom op til mig, og at han gik ind og satte sig paa Kvindens Seng og lod, som han vilde læne sig til Puden og lægge den til Rette (thi derunder laa hendes Arbed). Det skede. Slotsfogden kom op, tog Bindetøjet i Haanden og sagde til Inger: "Is dat noch en Pär Strümpe vör mi?" "Nên, Hr. Slotsvogt" (svarte hun), "de sint vor mi. Ji hebben Ju Strümpe gekregen, ik hebbe se Ju dâl geschickt". "I" (sagde han), "dat is jo van min Twérn! Dat sit min Twérn sêr gelik!" Hun sor nej, det var ikke hans Traad. Der han gik ner for at hente sine Strømper op og Vægten, sagde hun til mig: "Det er intet hans Traad, den er nu min", lo hjærtelig. Jeg tænkte: der tør vel følge andet paa. Slotsfogden kom op med Vægten og Strømperne, saa Traaden imod hinanden, og Strømperne vejede ikke nær 1/2 Pd. Han spurte hender, om det var ret handlet. Hun blev ved at sige, at det var henders egen Traad; hun havde kjøbt den i Hamborg og haft den med sig herop. Slotsfogden blev vred, sagde, hun løj det i sin Hals som en Tæve. Hun sor imod, at det ikke var hans Traad; hun vilde annamme Sakramentet derpaa. Slotsfogden gik bort, gruede for den Ed. Jeg tav ganske stille til al deres Trætte. Der Slotsfogden var borte, sagde jeg til Kvinden: "Gud bevare os! Turde I sige de Ord? Turde I tage Sakramentet paa Løgn og sige det i min Paahør, der jeg dog vidste, at det er Slotsfogdens Traad? Hvad er I et ugudeligt Kreatur!" Hun svarte med en halv latterlig Mine: "Jeg sagde at ville tage Sakramentet derpaa, men jeg gjør det ikke derfor". O Dina, tænkte jeg, du ligner hender ikke forgjæves; Gud skille mig ved dig! Og sagde jeg: "Mener I, at saadan forfløjen Ord ikke er Synd, og Gud vil straffe det?" Hun kaste med sin Nakke og sagde: "Ligger der nogen Magt paa den Traad? Jeg kan betale ham den; jeg haver intet staalen den fra ham, han haver flyt mig den selv. Jeg haver gjort, som Skrædderne gjøre; de stjæl intet, man flyr dennem det. Han vejede mig og ikke Traaden til". Jeg gad intet svart mere, end jeg sagde: "I to om det! Jeg kymrer mig intet derom;" men jeg bad Tøtzløf gjøre sin Flid for at skille mig ved hender og være mig om en anden, som var af et godt Rygte. Tøtzløf fornam, at Karen havde Begjærlighed at komme til mig igjen, berettede mig det. Slotsfogden blev og dermed tilfreds. Det blev holdt dult for Inger, indtil alting var saa laget, at Karen en Aften til Maaltid kunde komme op. Der Slotsfogden havde lukt op og sat sig i det andet Rum, og Kvinden kom ud, sagde han: "Nu, Inger, packt Ju Packnelken tosamen! Nu scöl Ji vort!" "Ja, Hr. Slotsfoged" (svarte hun), og lo, bar Maden ind til mig og sagde mig, hvad Slotsfogden havde sagt; sagde derhos: "Det er hans Skjemt". "Jeg hørte det vel" (svarte jeg), "hvad han sagde: det er ikke hans Skjemt, men ram Alvor". Hun troede det ikke endda, i det ringste lod hun saa, som hun ikke troede det, og smel; sagde: "Det kan ikke være Alvor", gik ud og spurte Slotsfogden, om det var Alvor. Han sagde: "Vort, vort! Hir is kên Tit to pludern!" Hun kom til mig ind igjen og spurte, om jeg vilde være af med hender. Jeg svarte ja. "Hvorfor det?" spurte hun. Jeg svarte: "Det er altfor vidtløftig at tale derom; den anden Kvinde er dernere, som skal være her igjen". "I det ringste" (sagde hun) "lader mig blive her i Nat!" (Ej, Dina! tænkte jeg). "Ikke et Kortér!" (svarte jeg). "Nu hen og tager Eders Tøj tilsammen. Det er snart gjort". Hun gjorde saa, bød intet Fare vel, og dermed paa Døren.

Karen kom saa for den tredie Gang til mig igjen, men blev ikke fuldt et Aar, for Svagheds Skyld.

Anno 1673 blev Mag. Moth forfremmet til at være Vice-Biskop i Fyn. Jeg miste meget i hannem, og kom i hans Sted mig at betjene Hr. Emmeke Norbye, som da blev Slotspræst, og havde han i forrige Tider være Griffenfeldts Kammerat; men Griffenfeldt kjendte hannem omsider intet, saa han kunde intet bringe mig noget til Veje hos Griffenfeldt. Bragte mig engang til Svar (der jeg iblandt andet lod hannem sige, at [Kgl.] Majestæt var naadig, vilde der ikkun nogen tale for mig): Det var saa, at dersom man havde sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulde han det forlade.

Samme Aar lod min Søster Elisabeth Augusta mig hilse ved Tøtzløf og spørge, om jeg havde Lyst til nogen Frugt, da vilde hun sende mig den. Jeg forundrede mig over den Hilsen, som mig kom fra min Søster i mit Fængsels tiende Aar, og sagde jeg: "Det er bedre silde end aldrig!" Lod hender intet svare.

En Kløgt vil jeg om melde, som sig tildrog i Karen Nielsdotters Tid. Christen, som en Time for Aftensmaaltid skulde lægge Ild i Ovnen, eftersom det var en Bilægger, at Røgen kunde trække ud af Døren til Trappen, førend jeg spisede, kom en Aften ikke førend 6 Slæt, og det hel drukken. Og som jeg da sad i mit uderste Rum ved Kakkelovnen paa en Knub, som var afhuggen til at sidde paa, sagde jeg, at det var for silde at gjøre Ild paa, thi nu skulde han gaa for Kjøkkenet. Han agtede ikke [min] sagtmodige Tale, førend jeg med haarde Ord truede ham til at tage Brandene ud. Han var bister, vilde ikke bruge Tang til at tage Brandene ud med, ej heller tilstede Karen med Tangen at tage dem ud, men rev dem ud med Hænderne og sagde: Der kan intet brænde mig". Og saasom det varte noget, førend Brandene bleve slukte, begyndte han noget at ræddes, at han skulde faa Utak, eftersom han biede saa længe, førend han gik efter Maden; satte sig plat neder paa Gulvet og klynked noget, endeligen brød ud og sagde: "Herre Gud, I, som haver haft Hus og Gaard, hvor sidder I nu?" Jeg svarte: "Paa en Knub!" Han sagde: "Jeg mener ikke Eders Velbyrdighed". Jeg spurte: "Hvem mener Eders ædle Strenghed da?" Han svarte: "Jeg mener Karen". Jeg lo og sagde intet videre.

Alt at antegne, som mig foragteligen vederfores, vilde være for vidtløftig og ikke Umagen værd. Et vil jeg endnu melde om Christen Taarngjemmer, som gjorde mig allehaande Fortræd sidst i dette mit Fængsels tiende Aar. Iblandt anden Fortræd stødte han engang min Hund, saa den skreg. Jeg saa det ikke, men hørte det, og Kvinden sagde mig, at det var ham, som stødte Hunden. Jeg var ilde tilfreds derfor. Han lo deraf og sagde: "Det er ikkun en Hund". Jeg gav at forstaa, at han stødte Hunden, fordi han kunde ikke naa mig. Der lo han af meget hjærtelig og sagde: "Jeg skjøtter intet om Eders Vrede, naar jeg ikkun haver Slotsfogden til Vens" (denne Samtale holdtes, da jeg spisede, og Slotsfogden sad inde hos mig, og Christen stod og spændte sine Arme i Døren af mit Rum, der jeg spiste). Jeg sagde: "Slotsfogden og I skulde begge to faa Skam, om jeg vilde; forstaar I det, I Godtfolk?" (Jeg vidste altfor meget Tys med dennem, mere end som i én Maade.) Slotsfogden sad som den, der hverken hørte eller mælte, blev siddendes, men Christen strøg noget skamfuld bort foruden videre at tale; havde og siden nogen Frygt for mig, naar han ikke var overgiven fuld, thi da skjøtted han intet om, hvad han sagde, om høje saa vel som lave. Han brugte siden en skiden Mund med Kvinden, sagde, han vilde slaa Hunden og lade mig se derpaa. Det skede dog ikke. Christens Dumdristighed tog til, saa Peder Tøtzløf berettede Slotsfogden om hans onde Forhold, at jeg klagede over Fangernes Rumstering, hvilke om Natten saa larmede, at jeg ikke kunde sove for dennem, thi Christen var hjemme om Natten og lod Fangerne raade selv. Over denne Beretning hængte Slotsfogden om Aftenen en Hængelaas for Taarndøren, saa Christen kunde ikke komme ud, førend om Morgenen for hannem blev oplukt. Det fortrød hannem, saa han begjærte sin Afsked, hvilken han bekom den 24. April 1674, og kom i hans Sted en ved Navn Gert, som havde tjent Slotsfogden for Kudsk.

Dette Aar, den . . . Maj, digtede jeg en aandelig Vise, Guds Godhed imod mig at ihukomme, under den Melodi: Nun ruhen alle Wälder:

1.
Op, op, min Sjæl og Sinde,
Guds Godhed til at minde,
Som rækker mig sin Haand,
Som Byrden med mig bærer,
Som mig sin Ville lærer
Og selver lindrer mine Baand.

2.
Mit Hjærte, glem det ikke,
Hvad udi marken Kirke
Ni Dage jeg udstod!
Hvad Angest, Sorrig, Kvide,
Hvad Spot og Stank jeg lidde!
Da styrkede Gud Sind og Mod.

3.
Betænk min store Trængsel,
Mit lange, haarde Fængsel,
Min Jammers elleve Aar!
Ej saa, at det bedrøver;
Gud er den, som dig prøver,
Han kjender bedst, hvad du formaar.

4.
Hid Sans, Fornuft og Lemmer!
Indhellig sammen stemmer:
Guds Godhed vinde kan,
Som Eder haver sparet,
Fra Krankelse bevaret
I denne min forfalden Stand.

5.
Mig Vandet gik til Tænder,
Af Sorrig vringtes Hænder,
Jeg snubled, dog ej faldt;
Thi Herren var min Støtte,
Min Fod selv monne flytte,
Lov være dig, o mægtig Alt !

6.
Tak ske dig, Naadsens Kilde,
At du mig revse vilde,
Saa mild og faderlig!
I Nød varst dog til Stede,
Mit Hjærtesuk tilrede,
Der Magten vilde knuse mig.

7.
Gud, for dig jeg nedfalder:
Se til mig i min Alder,
Som stunder nu fast til !
Af Aaget mig udspænde,
Gjør paa min Træl snart Ende!
Dog ej hvad jeg, men hvad du vilt.

Dette Aar den 25. Julii var Kongl. Majestæt saa naadig, at der blev gjort et stort Vindue i mit inderste Rum igjen, hvilket blev tilmuret, der jeg skulde føres ind i det Rum. Der blev og sat en Vindovn, hvoraf Røret gaar ud til Pladsen. Slotsfogden var ikke vel tilfreds dermed, mest fordi han skulde være til Stede og hos Arbedet; det gad han ikke. Mine Døre skulde da være aaben; det varte i 12 Dage, førend det blev færdig. Han var krantevorn, vilde ikke, at Vinduet skulde sættes saa sidt ner, som det havde været tilforne, førend jeg blev fængselet; og jeg overtalte Murmester-Svenden at slaa Muren saa sidt ud, som den før havde været, hvilket Slotsfogden blev vár paa Slotspladsen, kom løbendes op og skjændte, som han var bister. Det stod intet til at ændre, thi Vindves-Karmen var alt gjort. Jeg spurte hannem ad, hvad Onde han havde deraf, at Vinduet sad en Sten ned; det gik jo intet ned for Jern-Tralleren, og det havde været saa sidt før. Han vilde have sin Krig frem, saa Murmester-Svenden murte en Sten bedre op, imens han var der, og siden tog den ner igjen, thi Karmen, som var færdig, havde ellers intet passet.

Samme Aar kom Karen Nielsdotter fra mig for den tredie og sidste Gang, og i henders Sted en Bogbinderenke ved Navn Barbara. Hun er en melankolisk Kvinde. Samvittigheden vaagner stønnem, saa hun fortæller ofte sine egne Forseelser (dog ikke saa grove, som de haver været, og jeg kan spørge). Hun haver haft to Børn, og efter henders egen Fortælling saa synes, at hun haver været noget Aarsag til deres Død, thi hun siger: Hvorledes kan man have Omsorrig for det Barn, hvis Fader man ikke elsker?" Hun drog fra henders Mand, to Aar førend han døde, og tog med, hvis hun kunde overkomme, sad i Hamborg og fødde sig med Spind; haver og tilforne tjent en Fyrstinde for Spindepige. Henders Fader lever og haver været Kongl. Majestæts Bogbinder; er nu rørt af et Slag, ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igjen i Faderens Sted, hvorhelst Faderen er. Hun haver ingen Medynk med Faderen, ønsker hannem død (som vel var det bedste for ham); men at hun er saa slem imod henders Søster, som er en fattig Skrædderkone, det fortryder jeg paa og siger hender ofte, at hun gjør dobbelt Synd i den Medfart; thi den trængende Søster kommer da og da at hente sig Mad hos hender. Naar hun ikke kommer præcis den Aften, hun haver sat hender Stævne, eller og ikke forretter, hvis hun haver befalet hender, saa faar hun ingen Mad, saa kaster hun Maden i Hyskenet. Naar jeg med Vidtløftighed holder hender Synden for, da siger hun: Dat Flêsch is doch verfült". Jeg spørger hender, hvorfor hun lader det raadne og giver Søsteren det ikke i Tide. Dertil svarer hun, at Søsteren er det ikke værd. Jeg spaar hender ilde, at det i Fremtiden vil gaa hender saa som adskillige andre, jeg hender opregner. Der kaster hun med Nakken af og tier stille.

Paa de Tider sendte Hds. Majestæt Dronningen mig nogle Silkeorme til Tidsfordriv. Der de havde spunden, sendte jeg Hds. Majestæt dem i en Æske, hvilken jeg udenom havde betrækket med Livfarve-Atlask og lænket derpaa et Munster med Guldtraad. Indenudi var Æsken bedragen med hvidt Taft. I Laaget var syet med sort Silke en underdanig Begjæring, at Hds. Majestæt naadigst vilde forhjælpe til at løse mine Baand og binde mig igjen med Naadsens Haand. Hds. Majestæt, den dydige Dronning, havde bønhørt mig, om det havde staaet til hender.

Slotsfogden blev efterhaanden noget klogere og skikkeligere, drak og ikke nær saa meget eller gjorde saa mange Pudserier. Jeg havde Rolighed inden min inderste Dør. Kvinden sad udenfor i det andet Rum om Dagen, laa og der om Natten, saa jeg begyndte at intet bekymre mig saa meget over min onde Skjæbne. Sled saa det Aar hen med Læsen, Skriven og Digten.

Eftersom jeg alt for lang Tid siden, strax efter at mig de Naadsens Penge vare given, havde ikke aleneste kjøbt Historie-Bøger paa adskillige Sprog, men endog af dennem uddragen og oversat de rosværdigste Kvindespersoner, som berømmes for trofaste, kyske, fornuftige, mandhaftige, dydige, gudfrygtige, lærde og standhaftige, saa gjorde jeg Anno 1675 den 9. Januar for Tidsfordriv et Rim til Mag. Thomas Kingo under den Titel: "Den højberømte Poet Mag. Thomas Kingo bedes en Bøn af en Dannekvinde udi alle Dannekvinders Navn". Den Bøn bestaar derudi, at han de danske dydige og rosværdige Kvindespersoner vilde i deres Pryd iklæde. Jeg navngiver vel dydige af andre Nationer, men beder ikkun om de danske deres Pryd. Kingo faar det intet at se, men maa min gode Ven, jeg dette betror, leve, saa kommer det nok i Eders, mine hjærte, kjære Børns, Hænder.

Samme Aar, den 11. Maj, opsatte jeg rimvis en stridig Samtale imellem Fornuften og Sindet under den Titel: Den fangen Enkes Tviste-Tanker, eller Fornuftens og Sindets Strid.

Ellers forefaldt intet i dette Aar inden mine Fængselsdøre, som er skrivværdig, foruden en Hændelse, som var, at saasom om Morgenen den uderste Dør for det uderste Rum blev oplukt for at feje Skarnet ud og fly rent Vand ind, og Taarngjemmeren den stønnem lod staa aaben, indtil det var Maaltids-Tid, saa lukte han den igjen: saa hænder det sig, at der korn Ildløs i Byen, og det klemte. Jeg og Kvinden vi løbe op i Taarnet for at se, hvor det brændte. Idet jeg var paa den Stige, som gaar op til Sej erværket, kommer Slotsfogden og haver en Karl med sig af Sølvkammerset. Han bliver først vår min Hund, siden saa han noget af Kvinden, tænkte vel, at jeg var der og; var saa vis, at han gik ikke op ad Stigen, men blev neder ved de nederste Huller, hvoraf man kan se ud til Byen, og gav mig Tid til at komme neder igjen og lukke for mig. Gert var bedrøvet, kom siden til Døren og klagede for mig sin Nød. Jeg trøstede hannem, at det skulde ikke have Fare. Førend Slotsfogden lukte Døren op til Middag, slog han Gert med sin Kjæp, saa han skreg, og sagde Slotsfogden: Du scalt, vor den Düvel, wech!" Der Slotsfogden kom ind, tog jeg først Ordet og sagde: Ji hebben Sunde darvan, dat Ji den arm Düvel slån. He konde dår nicht to. De Racker kam effen up, als he min Dör wolde tomaken, ende daröver vergat he dat". Han truede Gert meget og sagde: Het schole mi noch nicht so ser verdroten hebben, wen de fremde Kerl nicht were bi mi gewesen". Mig faldt ind paa Stand de Ord, han for lang Tid siden havde sagt til mig: at ingen Kvindfolk kunde tie, men alle Mandfolk kunde tie (da den Tale af hannem blev holden, tænkte jeg, om det holdte vis, da kunde mine Uvenner tro, at om jeg havde vidst noget af det, de vilde ty mig paa, da havde jeg ikke kunde tavt det. Nu svarte jeg hannem saa: I, wat heft dat up sik? Dat was jo en Mansperson; de können alle swigen. Hir is kén Scade geschén". Han kunde ikke holde sig for Latter og sagde: Ja, Ji sin gut genoch!" Jeg snakkede saa for hannem og forsikrede hannem, at jeg ikke begjærte at gaa ud af Taarnet foruden Kongens Vilje, om de lode staa Nat og Dag alle Taarndøre aaben, og sagde videre, at jeg længe siden kunde have kommen ud, om det havde været mit Forsæt. Gert blev i sin Tjeneste, og Slotsfogden sagde aldrig til Gert, at han skulde lukke for mig om Morgenen.

Jeg havde da kjøbt mig et Klavikordium, og som Barbara kunde synge vel, saa legte jeg Psalmer, og hun sang, saa Tiden blev os ikke lang. Hun lærte mig at indbinde Bøger, saa meget mig behøvede.

Min Skriftefader, Hr. Emmeke, blev forfremmet til Præst i Kjøge Anno 1676. Samme Aar blev min Naadsens-Penge forbedret, og bekommer jeg hvert Aar 250 Rdl. Staar saaledes i Ordren, at de 200 Rdl. kan bruges til Klæders Fornødenhed, og de 50 Rdl. til at kjøbe noget for, Tiden med at fordrive. Gud velsigne og naadeligen bevare Kgl. Majestæt og give hannem at maa tælle mange lykkelige Aar.

Paa de Tider var Brandt Zahlmester.

Samme Aar, den 17. December, kom Barbara fra mig, giftede sig med en Bogbindersvend, fortrød det siden. Og eftersom henders Mand døde l 1/2 Aar efter deres Giftermaal, og det hastig, blev Barbara mistænkt. Hun kom siden i Broderens Hus og faldt i Sygdom. Samvittigheden vaagnte, og lod hun hente Tøtzløf til sig og saa godt som lige ud sagde til hannem, at hun havde forgiven Manden; bad hannem sige mig det. Jeg forundrede mig ikke meget derover, thi efter hendes egen Fortælling havde hun begaaet Mord tilforne paa sine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløf, at han intet skulde tale derom; vilde Gud have det aabenbaret, saa skede det nok alligevel; Broderen og Pigen i Huset vidste det; han skulde ikke gaa derhen igjen, om hun sendte Bud efter hannem. Hun blev ganske forstyrret, laa elendig i sit eget Skarn. Broderen lod hender omsider føre i Pesthuset.

Udi Barbaræ Sted kom til mig en ved Navn Sidsel Klemmingsdotter; hender havde Maren Bloks bragt den Tjeneste til Veje, eftersom Sidsel var hender Penge skyldig. Hun var et lokket Kvindfolk, og Maren gav hender an for Pige at være; havde og en hvid Hue paa sit Hoved, da hun fremkom. Sidsels Gjæld til Maren var kommen deraf, at saasom Sidsel kunde gjøre Knapper, og Knapmagerne havde Krakkel med hender, saa havde Maren bragt hender et Kongebrev til Veje at befri hender fra Knapmagernes Tiltale, foregivende, at hun var vanfør. Der Døren om Aftenen blev tillukt, begjærte jeg at se det Kongebrev, Maren Bloks havde bragt hender til Veje. Og saasom jeg læste, at der stod: det vanfør Kvindfolk, saa spurte jeg hender, hvad Vanske hun havde. Hun svarte at ikke have nogen Bræk. "Hvorfor da" (spurte jeg) "haver I gjort Eder vanfør?" (Hun svarte:) "Det haver Maren Bloks gjort for at bringe mig det Kongebrev til Veje". "Her i Brevet", sagde jeg, nævnes I et Kvindfolk og ikke en Pige: er I da lokket?" Hun hængte med Hovedet og sagde saa sagte: "Ja". Jeg var ikke vel tilfreds; sagde: "Med Løgn haver Maren Bloks bragt Eder Kongebrevet til Veje og med henders [Løgn] ført Eder til mig, i hvordant Eders Tjeneste vil være". Hun gav gode Ord, lovede at tjene vel, aldrig at gjøre mig imod. Hun er et farligt Menneske; der er intet godt i hender; dristig, uforskammet, ræddes ikke for at slaas med en Karl. Hun slog paa én Gang to Knapmagere, som vilde tage henders Arbed fra hender, saa de maatte rømme. Hos mig haver hun ingen Lejlighed at lade se sit onde Sind saa fuldkommelig; det lader sig dog kjende i adskillige Maader. Jeg afværgede engang et Slagsmaal imellem hender og Maren Bloks. Thi der Maren havde faaet sine Penge, hun havde udlagt for Sidsels Kongebrev, saa vilde hun have hender fra mig og en anden i henders Sted, men jeg lod sige Maren Bloks, at hun turde ikke tænke, at hun skulde kunne fly mig en, jeg skulde tage imod; det var alt nok for denne Gang.

Udi Hr. Emmeke Norbyes Sted blev Slotspræst Hr. Johan Adolf Bornemann, en meget skikkelig og lærd Mand, som da og blev min Skriftefader, og betjente han mig første Gang Anno 1677 den 10. April.

Samme Aar, den 9. Oktober, var min Skriftefader Magister Hendrik Bornemann, Provst til Vor Frue Kirke (en træflig, lærd Mand), eftersom hans Broder, Hr. Johan Adolf Bornemann, var forrejst med Kgl. Majestæt til Lante-Ryn.

Jeg haver, Ære være Gud! levet det Aar i Rolighed, læst, skreven og digtet adskilligt.

Anno 1678 bragtes mig til Veje, at min Skriftefader, Hr. Johan Adolf Bornemann, kom til mig hver 6 Ugers Dag og holdte en liden Sermon.

Dette Aar, Paaskedag, blev Jomfru Agneta Sophia Budde ført her ind j Taarnet. Henders Fængsel var ovenover mit inderste Rum. Hun blev beskyldt for at ville have med Gift ombragt Grevinde Skeel, og som hun var et ungt Menneske og havde en Pige, som skulde betjene hender, som og var ung, saa støjede de saa om Dagen, saa jeg havde liden Rolighed for dennem. Jeg talte dog intet derom, mente, at hun blev vel stille, naar hun formærkede, at det vilde gjælde Døden. Men nej! hun var lystig, til Dagen førend hun blev rettet.

Samme Aar, den 19. Julii, en Morgenstund, blev Taarngjemmeren Gert ihjelslagen af en til døde dømt Tyv, som han gav altfor stor Frihed. Om dette Tilfald vil jeg noget vidtløftig melde, eftersom jeg raadde Gert ikke at give den Fange saa stor Frihed; men han agtede ikke mit Raad, til sin egen Ulykke. Denne Tyv havde brudt ind i en Præstes Hus om Natten og staalen en Bryggerkjedel, baaren den paa sit Hoved til Kjøbenhavn; blev om Morgenen dermed paagreben i Porten og sat her i Taarnet. Han blev dømt til at hænge (hannem blev og mere Tyveri overbevist). Præsten lod det staa saa hen med Exekutionen, vilde ikke lade hannem hænge; saa blev sagt, at han skulde paa Holmen, varte dog længe, at han var fangen. I Førstningen og saa længe, indtil der taltes om, at han skulde paa Holmen, var han min Nabo i den mørke Kirke, anstillede sig saa gudfrygtig, læste (til Syne) andægtig, bad Gud om sine Synders Forladelse med megen dyb Suk. Den Skjelm vidste, at jeg kunde høre hannem, og sendte jeg hannem og stønnem noget Mad. Gert forbarmede sig over hannem, lod ham gaa ner i Taarnestuen om Dagen og satte ham op igjen om Natten. Siden lod han ham ligge nere i Taarnet om Natten. Og som jeg havde set den Tyv en Gang eller to, naar min Dør var aaben, at han gik den forbi, og beskuet hannem, syntes mig, at han havde et mordersk Ansigt, hvorfor, der jeg fornam, at Tyven ikke kom op igjen i den mørke Kirke om Aftenen, sagde jeg til Gert, at han vovede for meget i det, at han lod den Tyv sidde nere om Natten; der stak en Skjelm i hannem; han undgik vist engang, saa kom han i Ulykke for hans Skyld. Det mente Gert ikke, at Tyven skulde begjære at løbe bort; han var fri for at hænges; han havde saa glæd sig, der han hørte, at han skulde paa Holmen, saa der var ingen Fare hos. Jeg mente, at det var en Glæde, som ikke kom videre end til Tænderne; bad ham lukke hannem ind om Natten. Nej, Gert frygtede intet; han lod (som mere var) Tyven gaa op i Taarnet for sig og stille Sejerværket.

Tre Dage førend Mordet skede, en Morgen, da Gert havde oplukt min Dør, talte jeg endda med Gert om den Fare, han satte sig i med den Tyvs Frihed, som Gert dog ikke frygtede. I det sætter min Hund sig lige for Gert og tuder hannem op i hans Ansigt. Der til Middag blev spiset, løb Hunden ner og tudte 3 Gange for Taarngjemmerens Dør. Jeg havde aldrig hørt den Hund tude før.

Den 19. Julii (som meldet er), da Gertes ulykkelig Morgenstund var for Hånden, kom Tyven ner fra Sejerværket og sagde, at han ikke ene kunde komme til Rette dermed, det var forviklet i Strikkerne. Den Skjelm havde en Jernstang til Rede der oppe til at sætte sit Forsæt med i Værk. Gert gik op, men blev baaren ned igjen. Tyven løb ned, efter at Gert var død, lukte hans Skrin op, tog Pengene derud og gik ud af Taarnet. Det var effen en Fredag, at der skulde ringes til Prædiken. De, som skulde ringe, bankede paa Taarndøren, og ingen lukte op. Tøtzløf kom med Hovednøglen og lukte op, talte med mig og forundrede sig paa, at Gert saa til Dags var ikke til Stede. Jeg sagde: Ret fat er det ikke, thi i Morges imellem 4 og 5 Slæt var jeg noget upasselig; da hørte jeg tre gaa op og et Tag derefter tre (!) gaa ned igjen". Tøtzløf lukte for mig igjen og gik ned i Taarnstuen. I det kommer en af Ringerne ned og beretter, at Gert ligger død deroppe. Der den døde blev besigtiget, da havde han flere end som ét Saar, dog alle bagtil i Hovedet. Han var en meget kjæk, fyrig, stærk Mand; én skulde ikke kunne have gjort ham det. Tyven blev samme Aften paagreben, og bekjendte han, hvorledes var tilgaaet: at en Fange, som sad nere i Troldhullet, en Licentiat ved Navn Mauritius, havde hannem dertil overtalt. Samme Mauritius havde stor Udstand med Gert. Vist var det, at Gert tog for meget af hannem om Ugen for hans Kost. Vist er det ogsaa, at denne Mauritius er en meget ugudelig Krop; Præsten, som skrifter hannem, giver ham intet godt Vidnesbyrd. Jeg tror nok, at Mauritius var Medvider, jeg tror og, at en anden Fange, som sad der nere i Taarnstuen, havde sin Haand derved. Thi hvem skulde have lukt den fangen Tyv ud af Taarnet uden en af dem? Thi der efter Nøglen blev ledt, da fandtes de at være skjult oppe i Taarnet; det kunde Tyven ikke gjøre, efter at han var af Taarnet. Tyven kunde og ikke have lukt Gerts Skrin op og tagen hans Penge foruden Mauritii Vidskab. Den anden Fange maatte det og være vitterligt. Det syntes, at det blev forhindret, at ikke flere skulde dø for det Mord, hvorfor der ikke aleneste intet blev eftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som det sig burde, men de lode Tyven sidde nere. Han var vel bunden med Jernlænker, men Mauritius kunde tale hver Dag med hannem, hvorfor Tyven gik fra sine første Ord og sagde at have gjort det Mord alene. Blev rettet den 8. August, og Mauritius ført til Borringholm, der fængselet.

I Gerts Sted blev Taarngjemmer en ved Navn Johan, som var en Nordbag, en meget enfoldig Mand. Han blev meget narret af Hoffolket. Den fangen Jomfru og hendes Pige fixerte hannem, første Gang Pigen i hans Tid skulde slaa Natkjedelen ud. Hyskenet var ikke langt fra deres Fængsels Dør. Taarngjemmeren gik imidlertid ner og lod Døren staa aaben. De løb og spøgede omkring. Der de hørte hannem komme paa Trappen, skjulte de sig. Han fandt Fængselet tomt, bedrøvede og jammerklagede sig. Jomfruen pippede som et Barn, saa han fandt hender bag en Dør. Johan blev glad, fortælte mig siden den Hændelse. Jeg spurte, hvi han blev ikke hos dem saa længe. Hvad?" (svarte han) Skulde jeg være ved det skiden Tøj?" Paa saadan Taabesnak var intet at sige.

Jeg havde Rolighed inden mine Døre og forlystede mig med Læsen, Skriven og anden Hænders Arbed, begyndte at knytte og sy paa mit Ligtøj, hvortil jeg havde kjøbt Kattun, hvidt Taft og Traad.

Den 7. April undkom en ung Karl af Taarnet, som gik nere i Taarnstuen med Jernbolte om Benene. Samme Fange havde haft Lejlighed at faa sine Bolter af, vidste og, at Taabe-Johan laa Taarnnøglen under sit Hovedgjærd. Han havde og til Rede en Jernpind for at lukke Døren op, hvor Taarngjemmeren sov; lukte den listeligen op, tog Nøglen, lukte igjen for Taaben og gik ud af Taarnet. Den enfoldige Mand blev fængselet, men efter 6 Ugers Forløb af Naade igjen løsgiven.

I hans Sted kom en ved Navn Ole Matthisen, en Skaaning, som havde sin Kone hos sig i Taarnet. Imod Sidstningen af dette Aar, den 25. December, blev jeg syg af en Feber, og blev Doktor Mynchen befalet at besøge mig og tage mig under sin Kur, hvilken Befaling han og med stor Omhyggelighed [efterkom?] Han er en meget skikkelig Mand, lemfældig, forsigtig i sin Kur. Jeg kom 10 Dage derefter til min Helbred igjen.

Udi Begyndelsen af det 1680. Aar lod Sidsel Klemmingsdotter sig af Maren Bloks overtale at trolove sig med en af Kongens Livgarde. Kom bort den 26. November.

I henders Sted kom en til mig samme Dag ved Navn Margrete. Det første jeg saa hender, kom hun mig noget fortænkelig for, og syntes mig, at hun var med Barn; lod mig dog ikke mærke dermed førend i Januarii Maaned, sidste Dag. Da gjorde jeg hender Spørsmaal, hvoraf hun kunde forstaa, hvad jeg mente. Hun svarte dertil med Løgn, som jeg greb hender strax i, og brugte hun sær Sned, som ikke sømmer at antegne, for at bevise sin Løgn; men henders Sned kunde ikke bestaa sig hos mig, saa hun omsider maatte bekjende det. Jeg spurte om henders Barnefader (formente, at den var Kongens Livkarl, som var i Arrest nere i Slotsfogdens Kammers, sagde det dog ikke). Hun svarte ikke da paa mit Spørsmaal, men sagde ikke at være saa langt henne: den Tykkelse, hun havde, var mere af Fedme end af Barnet, thi hun havde ikke funden det endnu. Denne Kvinde var tilforne, førend hun kom til mig, i Slotsfogdens Kones Tjeneste, og havde Slotsfogden gjort mig vis paa, at hun havde vaaren ægtegift. Saa hænder det sig, at jeg en Dag spørger hender ad om henders Liv og Levned; saa fortæller hun sin Herkomst, hvor hun havde tjent, og at hun havde faaet 2 Horunger, hver med sin Fader, og i det viser hun paa sit Liv og siger: "En Fader skal og vel være dette bekjendt, og vel en vakker Fader! I kjender hannem vel?" Jeg sagde: "Jeg haver vel set Kongens Livkarl paa Pladsen, men jeg kjender hannem ikke". Hun lo og svarte (paa sit Modersmaal): "Nên, bi Got! dat is nicht em; dat is de gûte Slotsvogt". Jeg troede det sandfærdig ikke. Hun sór derpaa og fortælte nogle Omstændigheder. Mig syntes at ville være af med hender i Tide, begjærte at tale med Slotsfogdens Kvinde, som og kom til mig. Jeg sagde hender den Mistanke, jeg havde til Kvinden, og hvorpaa min Mistanke beroede, men jeg lod mig ikke mærke med, hvad Kvinden selv havde bekjendt og sagt; bad Slotsfogdens Kone at skille mig ved hender med god Manér. Hun forundrede sig over min Tale, tvivlte paa, at saa var. Jeg sagde: "Enten saa er eller ikke, saa skiller mig ved hender, jo førre, jo bedre". Hun lovede, at saa skulde ske, men det skede ikke. Margrete skyede intet at være bekjendt, det hun var med Barn, sagde det til Taarngjemmeren; sagde en Dag til hannem: "Ole, hvordant var det med Eders Kone, der hun fik de Tvillinger? Gik der ikke en Dal langs ned ad henders Bug?" Ole svarte: "Det ved jeg ikke. Spørger Anne ad!" Margrete sagde, at der gik en Dal langs ned ad henders Bug, mente, at hun var med Tvillinger. En Dag, hun skulde sy noget Klæde over Lænene af min Armstol, sagde hun: "Nu rørte sig den Guds Engel!" Og saasom Slotsfogdens Kvinde ikke efterkom det, hun lovede, og Margretæ Søster kom tidt til hender, saa frygtede jeg, at Søsteren skulde fly hender noget at fordrive Barnet med (som og vist siden skede), hvorfor jeg sagde til Margrete en Dag: "I siger, at Slotsfogden er Fader af Eders Barn, men det turde I ikke sige hannem selv". "Jo", sór hun, tør jeg saa! "Mener I ikke, at jeg vil have noget af ham til at føde mit Barn med?" "Da vil jeg sende Bud til hannem" (sagde jeg) "for des ene og høre, hvad han vil sige" (det var hel rart i den Tid, at Slotsfogden kom til mig). Hun bad mig saa gjøre; han kunde ikke nægte, at han jo var henders Barnefader. Slotsfogden kom efter min Begjæring. Jeg begyndte Talen i Kvindens Nærværelse, sagde, at Margrete var med Barn efter henders egen Sigende; hvem der var Fader til, kunde han spørge hender ad, om han vilde. Han spurte hender, om hun var med Barn. Hun svarte: "Ja! en Ji sin Vader darto. "lk?" (sagde han og lo) "Wat vör en Snack is dat!" Hun for fort i henders Snak, sór, at ingen anden var Fader af henders Barn uden han, sagde Omstændigheder, hvorledes var tilgaaen. Slotsfogden sagde: "Wo dul is dat Wif!" Hun brugte flux Mund, saa jeg befalte hender at gaa ud; talte saa ene med Slotsfogden, bad hannem være om en anden Kvinde i Tide, førend det skulde gaa paa det yderste med hender: at tysse henders Snak der fandt han vel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, at han havde ført hans Hore op til at betjene mig. Han svarte: "Hun lyver, det Skarn! Jeg haver alt befalet Tøtzløf til at høre sig om en anden. Min Vrue heft mi gesegt, wat Ji verleden to er sede". Efter denne Samtale gik Slotsfogden bort. Peder Tøtzløf sagde mig, at en engelsk Kvinde havde begjært at være hos mig, men kunde ikke komme førend til Paaske.

Fire Dage herefter begyndte Margreta at klage sig at have ondt og sagde til mig om Formiddagen: O, jeg tænker, at det gaar mig ilde; jeg haver saa ondt". Jeg tænkte strax det, jeg havde frygtet for, hvad henders Søsters ofte Besøgeiser havde at sige, sendte strax efter Peder Tøtzløf, og der han. kom til mig, sagde jeg hannem min Mistanke om Margrete, bad hannem gjøre al sin Flid for at fly den engelske Kvinde op til mig samme Dag. Imidlertid gik Margrete op paa Hyskenet, var oppe over 5 Kortér, kom ner og saa ud som en Døding; sagde: "Nu bliver det vel godt med mig". Det, jeg tænkte, vilde jeg ikke sige (thi jeg vidste, at dersom jeg havde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syn, hun da strax skulde have bekjendt det altsammen, og det vilde jeg intet vide); sagde derfor: "Naar I kommer i Stilhed, saa bliver det vel godt; i Aften kommer her en anden Kvinde". Det behagede hender intet; hun mente at kunne nu vel blive. Jeg tog hverken paa det "nu" eller andre henders Ord, men blev ved, at der kom en anden Kvinde. Det skede ogsaa, at den 15. Martii om Aftenen kom Margrete bort, og i henders Sted en engelsk Kvinde ved Navn Jonatha, som havde været gift med en dansk ved Navn Jens Pedersen Holme.

Der den Margrete var borte, blev jeg fortalt af Slotsfogdens Kone, som sagde, at jeg havde overtalt Margrete til at sige, at henders Mand var Fader af Margretæ Barn.

Hvor vel det mig ikke vedkommer, vil jeg dog korteligen melde, hvor bedragerske Vis de Godtfolk siden giftede denne Margrete. De gjorde en Bogbindersvend vis paa, at hun havde været ægtegift, fremviste for hannem saa vel som for Præsten, dennem skulde vi, henders Søsters Ægteskabsbrev.

Samme Aar, Juledag om Morgenen, løste Gud Doktor Otto Sperlings haarde Baand, efter at han havde været fangen her paa det Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder og 4 Dage, i hans Alders 80. Aar, ringer 6 Dage. Han var længe syg, dog ikke sengeliggende. Doktor Mynchen betjente hannem et Par Gange med sine Medikamenter. Han vilde ikke nogen Tid, at Taarnegjemmerne skulde rede hans Seng, kunde blive vred, naar Ole sig dertil erbød og vilde sige, at Doktoren var svag. Der maatte og ingen være til Stede, naar han lagde sig. Hvordant han kom paa Gulvet Julenat, vides ikke; der laa han og bankede paa Gulvet. Taarngjemmeren kunde intet [høre] hans Banken, thi han laa langt fra Doktorens Rum; men en Fange, som laa i Taarnstuen, hørte det længe, omsider bankede paa Taarngjemmerens Dør og siger hannem, at Doktoren havde længe banket. Der Ole kommer ind, fandt han Doktoren paa Gulvet, halv iklæd i en ren Skjorte. Han levede endda, gav sig meget, men talte ganske [intet?]. Ole tog Fangen til Hjælp og løftede hannem i Sengen og lukte til igjen. Om Morgenen fandtes han død, som sagt er.

Anno 1682, i April Maaned, blev jeg syg og sengeliggende af et sær Tilfald, som længe havde kvælet mig, som var en stenig Materie, som havde koaguleret sig og i mine Tarmer sig nederskudt til Fundamentet. Doktor Mynchen brugte alle tjenlige Midler til den Svaghed, kunde dog ikke tro, at min Svaghed havde den Beskaffenhed, som jeg mente og hannem berettede: at jeg gjørligen kunde fornemme, at der var en Sten, som i Gangen af Endetarmen lod sig finde. Han mente, om saa var, da skulde de Medikamenter, han havde brugt, vel drive den ud, thi det var den Dag, at jeg satte mig selver 3 Gange Klisterer. Paa de Tider maatte Doktoren rejse med Majestæten til Holstein. Jeg brugte alt Klisterer efter Doktor Mynchens Anordning, men det var alt det samme. Endeligen satte jeg mig en Klister en Dag om Eftermiddagen, ganske af Olie. Den gjorde først sin Virkning om anden Dagen om Morgenen tidlig; da skjød en stor Sten ud foruden anden Materie, og slog jeg med en Hammer et Stykke af den for at se, hvorledes den var indentil, befandt, at den er saa, som den var sammensat af Straaler, sommesteds som forgyldt og sommesteds som forsølvet. Den er næsten en halv Finger lang og fulde 3 Finger tyk og er endnu i mine Gjemme. Der Doktor Mynchen kom hjem, lod jeg hannem vide, hvorledes med mig tilstod. Han var da hos Hofmesterinden Fru Sidsele Grubbe. Doktor Mynchen lod begjære ved Tøtzløf at se Stenen. Jeg lod svare, at dersom han vilde komme til mig, saa skulde han faa den at se. Jeg vilde ikke sende den, thi jeg vidste vel, at jeg havde ikke faaet den igjen.

[Paa et i Haandskriftet særskilt indsat Blad læses følgende:]
Anno 1682 den 11. Juni digtede jeg efterfølgende aandelige Sang:
Kan synges som: Sjunge vi af Hjærtens Grund.

1.
Hvad er vores Levneds Id
Andet end som daglig Strid?
Hvad er vores Arbed dog,
Som fremtrælles under Aag?
Er det andet end omsonst?
Hvortil Videnskab og Kunst?
Alt forsvinder som en Dunst.

2.
Hvorfor da bekymre sig
For det, som er Skygge, Svig,
Og saa kjæk forfægte vil
Det, os ikke hører til?
Er og nogen i den Stand,
At den Laanet holde kan,
Naar paaæsker Ejermand?

3.
Nøgen jeg til Verden kom,
Nøgen fra, det er min Dom.
Herren gav, og Herren tog,
Herren lægte, da han slog;
Lovet være Herrens Navn,
Som alt føjer til mit Gavn!
Hannem falder jeg i Favn.

4.
Gud, vilt du mig Naaden te,
Jeg dit Hus igjen maa se,
Der Takoffer bære frem
Som et martlet Christi Lem,
Sjunge Lov din Guddomsmagt,
Som langt overgaar den Agt,
Mennesket har forelagt?

5.
Siger du og saa til mig:
Jeg ej haver Lyst til dig,
Jeg vil, du skalt blive kvær!
- Se, min Frelser! jeg er her,
Dine Domme ej forstaar,
Men jeg véd, i hvor det gaar:
Godt Taal ej ond Ende faar.

Den 27. Junii sendte Dronningen mig noget Silke og Sølv med Begjæring at sy hender et Blomster, som var ridset paa Pergament; sendte derhos et andet Blomster, som var syet, paa det jeg deraf kunde se, hvorledes Arbedet skulde være, som kaldtes det gylden Arbed. Jeg havde aldrig nogen Tid tilforne syet af det Arbed, thi det tager flux paa Øjnene; paatog mig det dog og sagde at ville gjøre det, det bedste jeg kunde. Den 9. Julii sendte jeg Fru Hofmesterinden, Fru Sidsel Grubbe, det Blomster, jeg havde syet, med tjenstlig Begjæring det paa det underdanigste for Hds. Majestæt Dronningen at frembære og tale for det som for en Læreklud. Dronningen behagede det Blomster meget vel og sagde, at det stak ud frem for de andre, som nogle Grevinder havde syet for hender.

Jeg syede siden 9 Blomster af Sølv og Silke i det gylden Arbed og sendte dennem Dronningens Hofmesterinde med tjenstlig Begjæring Hds. Majestæt Dronningen [dennem] underdanigst at præsentere. Hofmesterinden lod mig forsikre Dronningens Naade: Hendes Majestæt vilde give mig to Sølvflasker; men der haver jeg ikke endnu fornummen til.

Jeg syede samme Aar et Bordtække med Floksilke i ny af mig optænkte Flammer, stafferte det med Taft og Sølvfrantser; lod det ved Fru Hofmesterinden Grubbe Hds. Majestæt underdanigst præsentere, som det i Naade optog. Den 29. November fuldendte jeg med Arbede, som jeg haver gjort til mit Jordetøj. Det var knyttet af Traad. Paa Puden syede jeg for den ene Ende efterfølgende:

Hvor mangen Tankespaan og Hjærtens Sukkeknude
Tilsammen flættet er paa denne Brudepude!

For den anden Ende dette: - NB. Puden var stoppet med mit Haar

Naar som nedlægges her mit Hoved paa mit Haar,
Da laset er mit Baand, min Sjæl i Glæden staar.

Paa Øjenklædet var syet:

Jeg visseligen ved, at du, min Frelser, lever,
Som mine tørre Ben af Jordens Støv udkræver
Og dennem smykker ud i deres hafte Hud,
At møde for din Stol og Dom, o store Gud.

Da skal jeg i mit Kjød med mine øjne skue
Din majestætisk Glands i din retfærdig Lue,
Jeg, jeg skal se min Gud, ej fremmede for mig,
Hjælp Jesu, Brudgom kjær, jeg kan bestaa for dig!

Henders Majestæt Dronningen var mig stedse naadig, sendte mig paany en stor Mængde Silkeorme til Tidsfordriv for hender at føde og deres Spind Hds. Majestæt at igjen sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantser, Citroner og af de store Almanakker, og det med en Dværg, som er ret en hurtig Karl. Hans Moder og Fader haver tjenet min sal. Søster Sophia Elisabeth og min Svoger Grev Pentz.

De kongelige Børns Hofmesterinde, Fru Sidsel Grubbe, var meget høflig og god imod mig, sendte mig adskillige Gange Citroner, Pommerantser, Multebær og andre Frugter efter Aarsens Tider.

En Jomfru, som var af Slægt en Donep, sendte mig og et Par Gange Frugt.

Jomfruerne til Hove sendte mig engang noget forvirret Silke af Ormesilket, de vilde spinde af og ikke vidste vel at omgaaes med; lod mig bede at rede det. Jeg havde anden Tidsfordriv, som jeg ikke gjærne efterlod (thi da var jeg i Arbede for at samle mine Heltinder), men jeg gjorde dennem det dog til Vilje. Mit næsten 20 Aars Fængsel kunde ikke formilde Enkedronningens Hjærte imod mig (der jeg dog med en god Samvittighed kan vidne for Gud, at jeg aldrig véd at have given hender Aarsage til sin fattede Unaade). Min allernaadigste Arvekonge var saa naadig, lod nogle Gange i forrige Aaringer ved sine høje Ministri gjøre Forbøn for mig hos sin kongelige Fru Moder. Da var Svaret meget hart, og deres Titler "Forrædere" og "lige saa gode som jeg"; viste dennem paa Døren. Al den Naade, mig af Kongel. Majestæt vederfores, som med det uderste Rum, med et større Vindue, med Penge, jeg selver maatte raade for, og den regerende Dronnings Godhed imod mig, fortrød Enkedronningen paa det heftigste; gav og sin Mishag paa værste Maade Kongel. Majestæt til Kjende. Og saasom hun og havde spurt (hun havde Fisseltudere nok), at jeg havde et Clavicordium, fortrød hender det særdeles, og talte hun Kongen ilde til derfor; hvorudover Slotsfogden kom til mig en Dag og sagde, at Kongen havde spurt hannem ad, hvor han kom til at fly mig et Clavicordium. "Ik", sagde Slotsfogden, stund verbâst, wuste nicht, wat ik seggen scolde". (Jeg tænkte: du vedst ikkun lidt, hvad der sker paa Taarnet. Jeg saa hannem ikke over tre Gange om Aaret). Jeg spurte, hvem der havde sagt Kongen af det Clavicordium. Han svarte: "De olde Königin; se heft ere Spionen överal, und se heft den König so hart togesproken, dat het en Schande is, dat he Ju so grote Vriheit givt"; tog med det samme til Clavicordiet, ligesom han vilde tage det med sig (og sagde), "Ji moten dat nicht hebben". (Jeg sagde:) "Lât Ji dat stân; ik hebbe Verlöv van Ir. Majestät, minen allergnedigsten König, vor dat Gelt, mi gnedigst vergönt is, to kopen, wat ik wil to min Tidsverdrif. Dat Clavicordium is kenen im Wege und de königliche Vru Moder to kenen Schaden". Han drog alt derpaa og vilde tage det ner (det stod paa et Skab, jeg havde kjøbt mig). Jeg sagde (med noget haard Røst): "Ji söllen mi dat stân laten, bit Ji mi min Gelt weddergeven, dat ik davör gegeven hebbe; so möge Ji darmit don, wat Ji wil". (Han sagde:) "Dat wil ik den König seggen". Jeg bad hannem saa gjøre. Der blev siden intet om talt, og haver jeg det Clavicordium endnu, leger dog sjælden derpaa. Skriver og haster med at iklæde mine Heltinder, paa det jeg kunde faa det færdig, at ikke Sygdom eller og Døden skulde det forhindre, at jeg ikke kunde fuldende det, eller og den Ven, jeg det betror, kom fra mig, saa kom det ikke i Eders, mine hjærte, kjære Børns Hænder.

Den 24. September blev min Skriftefader Magister Johan Adolf forfremmet; blev Provst til Vor Frue Kirke. Han tog en meget bevægelig Afsked, og havde han betjent mig og været min Trøst næsten 6 Aar. Gud ved, hvor nødig jeg mistede hannem!

I Begyndelsen af dette Aar var min Skriftefader Hr. Peder Colerus, som da var Slotspræst. Besøgte mig og med sin Trøstprædiken hver 6 Uger. Er en lærd Mand, men ikke Bornemann.

Den 3. April blev mig sendt i Dronningens Navn en gammel, skrøbelig Hund (jeg mener, at Jomfruerne sendte den for at være den Umage kvit). Den var bidt af en Maar Kjæften itu, saa Tungen hængte ud paa den ene Side. Alle Tænderne vare borte af Munden; der var en Hinde over det ene Øje. Han hørte ikkun lidt, skjuttede paa den ene Side. Det slemste var, at det var meget kjendeligt, at han havde vilt prøvet Kjærlighed over sin Formue. Mig blev sagt, at Hds. Majestæt Dronningen havde meget elsket den Hund. Det var en liden Bolognes; hans Navn var Cuualicr. Dronningen mente, at den ikke længe skulde være mig til Besværing. Jeg haabtes det samme.

Den 12. Augusti dette Aar fuldendte jeg mit foretagende Værk, og som mine Klatskrifter vare om alle Slags rosværdige Kvindespersoner, baade om stridbare, om fornuftige Regentinder, om trofaste, om kyske, om gudfrygtige, om dydige, om ulykkelige, om lærde og om standhaftige, saa syntes mig, at de ikke alle kunde regnes for Heltinder at være, uddrog nogle af dennem og delte dennem i trende Parter, under Titel af Heltinders Pryd. Den første Part fremfører de stridbare Heltinder i deres Pryd. Den anden Part melder om trofaste og kyske Heltinder. Den tredie Part fremleder de standhaftige. Hver Part haver sin Appendix. Jeg haabes til Gud, at dette mit Fængsels Arbede skal komme Eder, mine hjærte, kjære Børn, til Hænde. Herefter, om Gud vil, saa vil jeg sanke de andre, som: forstandige, lærde, gudfrygtige og overblevne dydige, dennem efter deres Foreholdende iklæde og udstaffere.

Om Jonatha, som mig nu betjener, vil jeg noget melde efter henders egen Beretning. Vidtløftigheden vil jeg gaa forbi, paa hvad Maade hun kom fra sin Moder, men Meningen er, at hun imod sin Moders Vilje giftede sig med en dansk Kjøbmand ved Navn Jens Pedersen Holme. Men henders Liv og Levned med Manden (efter egen Sigende) er saa sær, saa det er værd, at noget deraf antegnes. Efter at de vare gift sammen (siger hun), fortrød hun det, og randt hender stedse i Sinde, at hun havde fortørnet henders Moder og gjort meget ilde. Moderen havde og skreven hender en haard Skrivelse til, hvorudover hun sig højligen bedrøvede og anstillede sig meget vrangvillig imod Manden og i mange Maader som et kjælen, uforstandig Barn, stønnem og som den, der havde tabt sin Fornuft og fortvivlede. Det synes, at Manden omgikkes hender og, eftersom hun var sindet til, thi han lod tage Vare paa hender som paa et Barn og handlede og saaledes med hender. Hun sagde hannem engang, at hun havde i Sinde at drukne sig selver i Peblingsøen, en anden Gang, at hun vilde slaa ham ihjel. Manden frygtede intet for nogen af Delene; dog lod han tage Vare paa hender, naar hun gik ud, hvor hun tog Vejen. Og havde hun fuldkommen engang sat sig for at drukne sig i Peblingsøen, thi det Sted behagede hender, var og paa Veje at gaa did, men blev hentet tilbage. Hun slog og Manden engang paa sin Vis. Han var kommen ind en Dag halv rusendes og [havde] lagt sig over en Seng, saa Benene stode nere paa Gulvet. Hun siger, at hun mente da at slaa ham ihjel, tog en Kjæp og vilde forsøge, om han sov, snakkede ved sig selver højt og skjændte, rørte hannem sagte med Kjæppen over Skinnebenene. Han lod alt, som han sov. Saa slog hun lidt haardere. Dermed tog han til Kjæppen og tog den fra hender, spurte, hvad hun havde i Sinde. Hun svarte: "At slaa Eder ihjel". "Han bedrøvede sig over min Galskab" (fortælte hun) "og lagde sig paa sine Knæ, læste højt og bad Gud, at han vilde regere mig med sin gode Aand og give mig Forstand". Det artigste er, at hun engang fik i Sinde at ikke ville ligge hos Manden, vilde ligge paa en Bænk i Kammerset. Han gav hender længe gode Ord, men de formaatte intet. Han sagde omsider: "Klæder Eder af og kommer og lægger Eder, ellers saa kommer jeg". Hun agtede det intet, saa stod han op, klædde hender ganske nøgen af, klatsede hender med sin Haand paa henders Gat og kaste hender i Sengen. Hun svær, at hun ikke i nogle Dage kunde sidde op paa sin Gat, saa det hjalp, at hun for noget i Mag siden. Saa ilde tilfreds hun var med Manden, da han var hos hender, saa bedrøvet var hun, der han var rejst fra hender til Vestindien. Han sendte hender med Retur-Skibene allehaande Varer, som hun kunde forhandle, saa hun havde sin gode Ophold. Saa hænder det sig, at Manden dør i Vestindien, og en, som fører hende de Tidinger, beretted, at han var bleven forgiven af Guvernøren der samme Sted ved Navn - 2 ) i et Gjæstebud, og det fordi han var færdig for at rejse hjem, og Guvernøren befrygtede sig, at Holme skulde sige om hans onde Forhold. Over denne Beretning blev hun forstyrret, løb ud paa Gaden i bar Særk om Natten og skjændtes med Vægterne. Hun gik til Admiralen paa Holmen og begjærte Ret over den, som ikke var til Stede, og beskyldte den, hun intet kunde overbevise. Løb saa en Tid lang, indtil hun endeligen kom noget i Rolighed, og Gud det saa føjede, at hun kom til mig. Jeg omgåaes hender som et skrøbeligt Glaskar, thi hun haver mange Slags Svagheder. Stønnem tvivler hun paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun at have saa højligen fortørnet henders Moder og dermed trækket Forbandelsen over sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster jeg hender med Guds Ord, og det vidtløftigen; fremdrager af den hellige Skrift, hvad til Guds Naades Forsikring en bodfærdig Synder sig haver at forlade til. Stønnem er hun tungsindig over Skriftens Forklaring, som hender synes ikke paa alle Steder at komme overens, men være stridig imod hinanden. Deri retter jeg hender efter min Forstand, saa hun ofte takker Gud inderligen, at hun er kommen til mig, hvor hun finder Trøst og Rolighed.

Et Aar eller noget efter hun var hos mig, spurte hun, at den Guvernør, som meldet er, om hvilken hun havde fornævnte Mistanke, var kommen til Kjøbenhavn. Sagde hun til mig: "Jeg hører, at den Skjelm er kommen hid. Jeg vilde gjerne have mit Forlov". Jeg spurte hender, hvorfor. "Fordi" (svarte hun) "at jeg vil myre hannem". Jeg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: "Jesus bevare mig I Dersom I haver det Forsæt, da lader jeg Eder ikke komme ud". Og saasom hun er et Menneske, hvis Mage jeg ikke haver kjendt, thi hun kan skjænde med haarde Ord og haver sædelige Udtale og Lader derhos, saa vilde jeg, at hun skulde sige og vise mig, hvorledes hun vilde bære sig ad for at tage Livet af Guvernøren (hun er en liden, spærlemmet Kvinde). Saa figurerte hun sig, at henders Fjende sad paa en Stol, og hun vilde have en stor Kniv under sit Forklæde. Naar han sagde til hender: "Kvinde, hvad vil I?" saa vilde hun slaa Kniven i hannem og sige: "Det haver din Skjelm forskyldt". Hun vilde ikke gaa fra det Sted, men gjærne dø igjen, maatte hun ikkun tage Livet af hannem. Jeg sagde: "Det er dog saa skammeligt at dø for Bøddelshaand". "O nej!" (svarte hun) "det er ej skammeligt at dø for en ærlig Gjerning!" og mente hun, at den, der døde for Bøddelshaand, døde kristligere end den, der døde paa sin Sygeseng, og det var ikke Synd at slaa den ihjel, som havde myrt skjelmsvis en anden. Jeg spurte hender, om hun ikke mente, at den syndede, som slog en anden ihjel. "Nej" (svarte hun), "om den havde forskyldt det". Jeg sagde: "Ingen maa være sin egen Dommer, hverken efter Guds eller Menneskens Love; og hvad siger og befaler os det 5. Guds Bud?" Hun svarte dertil med forrige Ord, gjærne at ville dø, om hun maatte tage Livet af den Skjelm. (NB. Man skal vide, at hun sagde, hun maatte ikke for mig, thi jeg vilde ikke lade hender komme ud.) Hun gjør Synd af det, som er ingen Synd, og det, som er Synd, vil hun ikke lade passere for Synd. Hun siger, at det er Synd at slaa en Hund, en Kat eller Fugl ihjel: de uskyldige Bæster gjør intet ondt; ja det er endda større Synd at sulte de arme Bæster. Jeg spurte hender ad engang, om det ikke var Synd at æde Kjød. "Nej" (svarte hun), "den, der haver slaget Bæstet ihjel, den haver gjort Synd". Hun svær, at om hun endeligen skulde giftes og have enten en Slagter eller en Bøddel, da vilde hun heller have den sidste. Hun fortæller adskillige Trætter, hun haver haft med dennem, som enten haver slaget deres egen Bæster eller sultet dennem. En Fortælling vil jeg ikke forbigaa, som er hel artig. Hun solgte (siger hun) engang en Slagter nogle Svin. Der Slagtersvenden vilde binde Svinenes Fødder sammen og bære dem bort paa en Stang, da ynkedes hun over de arme Svin og sagde: "Hvad, vil I tage Livet af dem? Nej, det vil jeg ikke!" kaste Pengene til dem igjen. Jeg spurte hender: om hun ikke vidste, at man slagter Svin? hvad hun mente, hvorfor Slagteren havde kjøbt dem? "Ja" (svarte hun), "det vidste jeg vel. Havde han vilt ladet dem gaa paa deres Ben, da havde jeg ikke skjøt derom; men saa at binde de arme Bæster og høre dennem skrige, det kunde jeg ikke lide". Det skulde være for vidtløftigt at optegne alle hendes extravagante Griller, hun om sig selver fortæller. Men med alt det er hun ikke taabelig, og tror jeg nok, at hun er den tro, som hun elsker. Mig tjen hun meget vel og med stor Omhyggelighed.

Bemeldte Guvernør, der han var paa Rejsen igjen tilbage til Vestindien, blev han af nogle Fanger, som vare paa Skiberummet, ihjelslagen. Skibet med Morderne kom ved underlig Hændelse til Kjøbenhavn; [bleve] for deres Misgjerningers Skyld dømt til Døde. Jonatha syntes, at Guvernøren havde faaet alt for god en Død, og at det var Synd, at nogen for den Skyld skulde miste Livet. Jeg øver mig med Jonatha i det engelske Sprog. Hun haver glemt noget af sit Modersmaal, eftersom hun i mange Aar ingen haver haft at øve det med; og saasom hun læser flittig den engelske Bibel, og hun ikke saa lige forstaar alle Ord, saa underviser jeg hender, eftersom jeg ikke aleneste af foregaaende og efterfølgende Ord kan vide Meningen, men endog, at somme Ord trækker ud paa fransøsk, dog med anden Akcent. Og kommer vi tidt i Tale med hinanden om Udlæggelsen af Skriften. Hun siger sig at være kalvinsk, er dog ikke i de Kalvinisters Mening. Jeg disputerer aldrig med hender i henders Mening. Hun gaar altid til Alters i Dronningens Kirke. Der hun engang kom derfra til mig igjen, sagde hun at have haft en Samtale med en Kvinde om Religionen, hvilken havde sagt hender i henders Øjne, at hun var ingen Kalvinist. Jeg spurte hender, [af] hvad Religion den Kvinde holdte hender da for at være. Hun svarte: "Det maa Gud vide. Jeg bad hender skjøtte sig selver" (sagde Jonatha), "jeg var en Kristen, og tænkte jeg paa Eders Naades Ord (men jeg sagde dem intet), at alle de, som tror paa Christum og lever kristelig, de ere kristne, i hvad Navn de giver deres Tro".

I dette 1684. Aar saa jeg Enkedronningen falde ned af den Stol, hun hidses op med til Kongens Gemak. Stolen løb paa Tridserne for hastig ned, saa hun faldt næsgrus ned og stødte sig paa Knæerne. Samme Aar tiltog daglig henders Svaghed, men hun holdte sig stærker, end som hun var; lod sig se til Taffels meget udsmykket, og imellem Maaltiderne holdte sig inde.

Jeg begav mig til et godt Taal, digtede efterfølgende:

En Beretning om Minde og Mod,
Gud til Ære optegnet af den Lidende Christinde i henders Alders 63. og
Fængsels næsten 21. Aar.

Den Tid, som er forbi, kan ingen til sig hente,
Ej heller gamle Folk de Ungdoms-Blomster vente,
Dog kan godt Minde let fremfaret søge op,
Og Modet give Kraft en gammel Vissen-Krop.
Men hvortil skulde jeg Hukommelsen bemeje
Min Ungdoms-Velstands Jord med sit Sjær at ompløje?
Den Jord nu ligger lej og kan ej give Frugt,
De Furer bliver strax af onde Fald tillukt.
l lykkelig Opvæxt, i Æres Glædskabs-Dage
Da skjønte jeg kun lidt det ret i ondt at tage;
Der Alderen tiltog, tiltog og Vedermod,
Det gik mig ikke saa, som det for Verden lod.
Den Ægtestand Vestand, Hej-Æres-Stand den feder
De Fjender uden Tal, saa begge Sorrig møder.

Bort Ære, Rigdom, Stand, nu viger af mit Sind!
I drog fra min Bopæl med en stærk Hvirvelvind,
I Fængsel levnte mig, der er jeg bleven gammel;
Hvad kan ej Magt og Nid, naar de findes sammel?
Guds Godhed mindes vil, som rakte mig sin Haand,
Der tyngest var mit Kors, og haardest mine Baand.
Der alt ondt hovedkulds indfaldt paa mig tillige,
Da bød Gud, Trøstens Aand fra mig ej skulde vige,
Men give Hjærtet Kraft Og styrke Sjæl og Mod,
Det øjenskinlig saas, at Gud var med mig god.

Hvad Mod udrette kan, vil jeg nu lidt betragte,
Den, dermed prydet er, maa sig vel lyklig agte;
Den giver Ungdomsblus i et fortorret Liv,
Opfrisker gammel Krop, som er svag, kold og stiv.
Jeg mener saadant Mod, som af Fornuften føres,
Og ej Dumdristighed, som af Udyd oprøres.
Det snarer hænder sig, at Modet falder plat
For fyrig ungen Mand, som Lykken har forladt,
End for en gammel Mand, der ved, hvad Verden giver,
Af lang Forfarenhed, og hvad Spil Lykken driver;
Den fatter et godt Mod, som er et skudfri Skjold
Mod alle haarde Puf og Magtens Overvold.
Mod gjør et roligt Sind og volder, man betragter
Forfængelige Ting, som man bør, og ej agter
For andet end for Laan, som ikke holdes kan
En eneste Minut, naar æsker Ejermand.
Mod Blodet frisker op, som Kraft igjen uddeler
Til Lever, Lunge, Milt og andre Kroppens Leder;
Mod giver Lyst til M'ad, Fordøjelsen dertil,
Om man ej Maven selv slet overlade vil.
Mod fremmer søden Søvn, som Angest-Kvalmer letter,
Forhindrer Fantasi og Drømmens Skrække-Sprætter;
Mod viser, at man kan af Fængsels bedske Urt
Udsuge Honning-Trøst, vel lutret, rent og purt.

Vel mig! Mit Sind er frisk, karsk ere mine Lemmer,
For min forfalden Stand jeg mig ej mere græmmer;
Min Hørelse, mit Syn, min Følelse, Lugt og Smag
Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
Paa mig kan kjendes grant Guds Magtes store Under;
Hver sige med mig saa: O Højheds dybe Grunder,
Som i det skrøbelig, i det, som er foragt,
I højen Alderdom beviser sin Almagt,
Du ubegribelig, lær mig dig ret at dyrke!
Giv mig en ny vis Aand, i Sandheds Tro mig styrke!
Tag ikke bort mit Mod, Naturens Laan og ej,
Indtil min Sjæl farer hen den Over-Himmels-Vej.

Skreven 1684, den 28. Februarii, som er 36 Aars Dagen, at højlovligste Konning Christian den Fjerde sagde Verden Gode Nat, og jeg min Verdsens Velfart.

Nu er jeg i mit 63. Aars Alder og dette Fængsels 20. Aar, 6 Maaneder og 15 Dage; haver saa slidt tredie Parten af mine Levneds Aare i dette Fængsel. Gud være lovet, at saa megen Tid er forbi; haabes, at de øvrige Dage ikke bliver mange.

Anno 1685 den 14. Januario forlystede jeg mig at gjøre nogle Rim, hvoraf Sandhed skjemtsvis kan udtydes, under Titel:

En Hund ved Navn Cavalier fortæller sin Skjæbne.

De Rim formoder jeg og at komme Eder, mine hjærte, kjære Børn, til Hænde.

Den 20. Februarii døde den kongelige Fru Moder, Dronning Sophia Amalia. Hun formodede ikke, at Døden skulde saa hastig gjæste hender; men der hun af Doktoren blev advaret, at det syntes, Døden ikke vilde længere lente, attraaede hun at tale med sin Søn. Men Døden vilde ikke bie Kongel. Majestæts Ankomst, at den kongel. Fru Moder kunde sige hannem et Ord. Livet havde hun endda; sad paa en Stol, men maaleløs, og lidet derefter saa siddendes opgav hun sin Aand.

Efter denne Dronnings dødelig Afgang var jeg meget iblandt Folkes Tale. En Part mente, at jeg kom paa fri Fod. Andre troede, at jeg nok kom ud af Taarnet paa et andet Sted, men naaede ikke Friheden.

Jonatha, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først havde spurt af Ole Taarngjemmer, at der blev beden for Dronningen i Kirken (der det dog var over 6 Uger siden, den Bøn blev aflæst af Prædikestolen), blev tillige med Ole meget bedrøvet. Ole, som tilforne havde trøstet sig og hender med Dronningens Lakejers Beretninger, at Dronningen gik til Bords, var ellers vel, havde stønnem noget ondt af Hoste, syntes nu, at der maatte være Fare hos, saa Døden kunde følge; frygtede, at dersom Dronningen døde, jeg da maaske kom ud af Fængselet. De gjorde deres bedste at dølje deres Sorrig, men det havde ingen Skik. De mengte nogle smaa Taarer sammen saa hemmeligen. Jeg lod saa, som jeg ikke mærkede det, og som ingen sagde noget derom til mig, saa gav jeg og ingen Anleding at tale om den Materi. Jeg havde for lang Tid siden sagt for Jonatha (som tilforne til en af mine andre Kvinder), at jeg mente ikke at dø paa Taarnet. Det mindtes hun, talte derom. Jeg sagde: "Alt staar i Guds Haand. Han véd bedst, hvad mig er gavnligt paa Sjæls og Legemets Vegne; hannem befaler jeg mig". Jonatha og Ole levede saa hen imellem Haab og Frygt.

Den 15. Martii holdte den regerende Dronning sin Paaske. Da kom Jonatha fra Henders Majestæts Kirke hel fornøjet, sagde, at en fornemme Person havde sagt hender, at jeg turde ikke tænke, jeg kom ud af mit Fængsel, fordi at Enkedronningen var død; det vidste hun langt bedre, og hun sor derpaa (i hvor ofte jeg spurte hender om den Person, hvem den var, saa vilde hun dog ikke nævne den). Jeg lo af hender og sagde: Den Person, i hvem den er, da véd den lige saa meget deraf, som enten I eller jeg". Jonatha var fast i sin Mening, at den Person vel vidste det. "Hvad vil I sige?" (sagde jeg) "Kongen selv véd det ikke endnu; hvorledes skulde saa andre vide det". "Kongen ikke? Kongen ikke?" (sagde hun saa sagtmodeligen). "Nej, Kongen ikke!" svarte jeg. "Han véd det ikke, førend Gud skyder hannem det i Sinde og saa godt som siger til hannem: Nu skalt du lade den Fange komme ud!" Hun blev noget sum, sagde dog intet. Og eftersom hun og Ole hørte intet mere tale om mig, saa vare de trøstige.

Den 26. Martii holdtes den kongel. Fru Moders Ligbegængelse, og blev henders Lig ført til Roskild.

Den 21. April supplicerte jeg Kongelig Majestæt paa efterfølgende Maade. Jeg havde højlovligste Konning Christian den Fjerdes Billede i Kobberstykke, noget lidet og i Oval. Det havde jeg illumineret med Farver og ladet gjøre en udsnitset Ramme omkring, den selver forgyldt. Bag paa Stykket satte jeg efterfølgende Ord:

Min Sønnesøn og største Navne,
Du ligner mig i Magt og Mod;
Lad det min Levning og nu gavne,
At du som jeg est naadegod.

Herhos havde jeg skreven Hs. høje Excellents Gyldenløve til, tjenstligen bedet hannem fornævnte Supplik Kongl Majestæt underdanigst at overlevere og sig mig at antage og til Befrielse forhjælpe. Hs. høje Excellents var da noget inkommoderet af sin gamle Svaghed, saa han ikke selver saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en god Ven Kobberstykket i al Underdanighed at overgive, hvilket skede den 24. April.

Af alt dette vidste Jonatha intet. Peder Jensen Tøtzløf var den, som var Bud for mig. Han haver været mig en Trøst i mit Fængsel, bevist mig adskillige Tjenester, saa jeg er hannem meget forpligt. Og beder jeg Eder, mine hjærte, kjære Børn, hans imod mig erviste Tjenester i alle mulige Maader at vederlægge.

Den 2. Maj kom jeg paa Tale iblandt gemene Mand, at jeg vist kom ud af Fængselet; og vare adskillige, som spurte Taarngjemmeren: om jeg kom ud i Aftes, og hvor til Dags? saa Ole begyndte at grue, kunde ikke holde sig saa stærk, som han gjærne vilde. Og sagde han til mig med bedrøvet Mæle: "Min gode Hr. Frøken! I kommer vistnok ud. Der ere de, som mener, at I allerede er ude". Jeg sagde: "Det raader Gud for". "Ja", sagde han, "hvorledes vil det gaa med mig?" Jeg svarte: "I bliver Taarngjemmer, som I nu er". "Ja", sagde han, "i skjønne Maade;" vendte sig, kunde ikke holde sig for Graad og gik bort. Jonatha fornam da, at min Forløsning stundede til, vilde skjule sin Sorrig; sagde: "Ole er meget bedrøvet, men ikke jeg" (og Taarerne stode hender i Øjnene). Der siges dog for vist, at Kongen vil [rejse] overmorgen. Skal I ud, saa sker det idag". Jeg sagde: "Det véd Gud". Jonatha mente, at jeg havde dog vist Haab. Jeg sagde at have haft Haab siden første Dag, jeg blev fængselet, at Gud skulde endeligen forbarme sig over mig og se til min Uskyldighed. Jeg haver stedse bedet Gud om Taalmodighed til at forvente hans Hjælpes Time, og den haver og Gud naadeligen forlenet mig. Er Hjælpens Time nu kommen, saa vil jeg bede Gud at give mig den Naade hans store Velgjerninger retsindeligen at erkjende. Jonatha spurte, om jeg ikke var vis paa at komme ud, førend Kongen rejser til Norge; der sagdes for vist, at imorgen tidlig vilde Kongen begive sig paa Rejsen. Jeg svarte: "Der er ingen Vished i tilkommende Ting. Der kan komme Forfald i Kongens Rejse, og der kan komme det, som kan forhindre min Frihed, om den endskjønt kan være resolveret denne Time. Dog véd jeg, at mit Haah ikke beskæmmes. Men I forberger intet Eders Sorrig, jeg fortænker Eder intet. I haver Aarsage at sørge, thi I mister med min Frihed Eders aarlige store Løn og Eders Ophold. Mindes I, hvor ofte jeg haver sagt Eder tilforne, at I ikke skulde sætte Eders Penge saa liderligen hen paa den Søn, I haver. I kunde ikke vide, hvorledes det kunde gaa Eder paa Alderdommen. Om jeg døde, saa sad I udi Armod, thi saa snart faar I ikke Penge, at de jo gives ud for den Drengs Lære, som ikke véd Eder ringeste Tak derfor. I haver selv fortalt mig om hans onde Sind. og hvor ilde han haver svaret Eder, naar I haver vilt lære paa hannem. Nu for nogen Tid siden haver han ikke turdt, fordi jeg læste hannem sin Text og truede ham at forhjælpe hannem i Tugthuset. Jeg frygter, at han bliver Eder en ond Søn". Dermed lod hun Taarerne deres fri Gang og bad, at dersom jeg kom ud, jeg da ikke vilde forlade hender. Det lovede jeg, saafremt det stod i min Magt; thi jeg kunde ikke vide, hvorledes mine Vilkaar kunde blive.

Det stod saa hen i nogle Dage, saa Jonatha og Ole vidste intet, hvad der vilde blive af.

Den 19. Maj om Morgenen ved 6 Slæt pikkede Ole noget sagte paa den uderste Dør. Jonatha gik til Døren. Ole sagde saa sagte: "Kongen er alt borte, han rejste Klokken 4". Om hans Glædes Haab var stor, véd jeg ikke, men den varte ikkun stakket. Jonatha sagde mig Oles Tiding. Jeg ønskede Kgl. Majestæt Lykke paa hans Rejse (jeg vidste alt, hvad Ordre der var udlovet), og syntes mig paa henders Ansigt, at hun var nogenledes content. Klokken 8 kom Tøtzløf op til mig og berettede, at Groskantseler Grev Ahlefeldt havde sendt Slotsfogden en kongelig Ordre, at jeg skulde mit Fængsel entlediges og gaa derud, naar jeg vilde (den Ordre var af Kgl. Majestæt underskreven, Dagen førend Majestæten rejste). Hs. høje Excellents var rejst med Kongen. Tøtzløf spurte, om jeg vilde, han skulde lukke, eftersom jeg nu alt var fri. Jeg svarte: Saa længe jeg er inden Fængselsdørene, saa er jeg ikke fri, vil og ud med Manér. Lukker Døren og hører, hvad Søsterdotter, Frøken Anna Catharina Lindenov, siger, om Hs. høje Excellents ingen Bud haver sendt hender (efter Løfte), førend han drog bort". Tøtzløf lukte og gik mit Ærinde. Der Tøtzløf var borte, sagde jeg til Jonatha: "Nu, i Jesu Navn, i Aften kommer jeg ud! Sanker Eders Tøj tilsammen og lukker det i Laas; saa vil jeg gjøre ved mit og lade det staa her, indtil jeg kan lade det afhente". Hun blev noget betuttet, dog ikke bedrøvet; takkede Gud med mig, og der til Middag blev oplukt, og jeg spisede, lo hun af Ole, som var meget bedrøvet. Jeg sagde hender, at Ole maatte vel sukke, der faldt et fedt Stykke Flæsk af hans Kaal.

Tøtzløf bragte mig Svar fra Søsterdotter, at Hs. høje Excellents havde ladet hender vide, at det stod hender frit for at følge mig ned af Taarnet, om hun vilde; blev saa forafskedet, at hun vilde komme silde op samme Dags Aften.

Slotsfogden hastede meget for at blive af med mig, sendte Taarngjemmeren imod Aftenen til mig og lod spørge, om jeg vilde ikke ud. Jeg lod svare, at det var for lyst (maaske at der vare kuriøse, som havde Lyst at se mig).

Jeg lod ved en god Ven fornemme hos Hds. Majestæt Dronningen, om jeg ikke maatte have den Naade at nederkaste mig for Hds. Majestæts Fødder (jeg kunde komme paa Dronningens Gemak igjennem Løngangen, saa ingen kunde se mig). Hds. Majestæt lod svare, at hun turde ikke tale med mig.

Der Klokken var imod 10 Slæt om Aftenen, lukte Slotsfogden Døren op for Søsterdotter (i to Aar havde jeg ikke set hannem). Hans Kompliment var: "Nu, scölen wi uns nu scheden?" Jeg svarte: "Ja, nu is de Tit gekomen". Saa bød han mig Haanden og sagde: "Ade!" Jeg svarte med samme Ord, og Søsterdotter lo hjærteligen.

Stakket efter Slotsfogden var gaaen bort, gik jeg og Søsterdotter ud af Taarnet. Hds. Maj. Dronningen formente at se mig, der jeg gik ud; var gaaet hen paa en Balkon. Men det var temmelig mørkt; tilmed havde jeg et sort Flor for Ansigtet. Slotspladsen langs ned af Broen og udenfor var saa forfyldt af Mennesker, saa vi næppeste kunde trænge os igjennem til Kareten. Mine Fængselsdage haver varet 21 Aar, 9 Maaneder og 11 Dage.

Kong Friderik den 3. lod mig fængsle Anno 1663 den 8. Augusti, Kong Christian den 5. gav mig Friheden Anno 1685 den 18. Maj. Gud velsigne min allernaadigste Arve-Konge med alle kongelige Lyksaligheder, unde Hs. kgl. Majestæt Helbrede og lægge mange Aar til hans Alder! Dette endet i mit Fængsel.

Den 19. Maj, Klokken over 10 om Aftenen, gik jeg ud af mit Fængsel. Gud ske Lov, Pris og Ære! Han give mig Naade at erkjende hans guddommelige Velgjerninger og aldrig forgjætte mit Takoffer at frembære.

Hjærte, kjære Børn! Dette er den største Del af det skrivværdigste, som sig inden mine Fængsels-Døre med mig haver tildraget. Jeg lever nu i det Haab, at Gud og Kongelig Majestæt det saa vil behage, at jeg Eder selver denne Beretning kan lade se; hvortil Gud give sin Naade!

Skreven paa Husum den 2. Juni, hvorhelst jeg forventer Kongl. Majestæts Hjemkomst fra Norge.

[Hermed ender den egentlige, sammenhængende skildring. Hvad der følger, må betragtes som et tillæg til forskellige dele af denne].

Anno 1666, stakket efter, at den Kvinde Karen Nielsdotter var kommen til mig, bleve vi først vár, at der var Stengulv i vort Fængsels Kammers, eftersom et Stykke tilbaget Skarn af hender blev opbrudt, og Stenene kjendte. Jeg havde taget det an for et Lergulv. Den forrige Karen, Olesdotter, var af dennem, som jævnede Skarnet, men tog det ikke bort. Denne plagede mig ideligen, fast hver Dag, for at bryde det op overalt, og det paa én Gang: det var snart gjort. Jeg mente, at det vilde bekomme os ilde, om det skede paa én Gang, thi der vilde Vand til at bløde det, og den Stank i det beklemte Hul vilde foraarsage os Sygdom, men at løsne et Stykke efter anden det kunde lettere ske foruden Umage. Hun blev ved sin Mening og ved sin Begjæring; troede at ville overtale Slotsfogden eller Taarngjemmeren at lade Døren saa længe staa aaben, indtil der var rent gjort. Men der Taarngjemmeren havde flyet hender ind en Balle med Vand, saa lukte han Dørene til. Jeg lagde mig i Sengen, tækkede mig tæt til over Ansigtet, og hun skrubbede og droges med Skarnet. Den Mængde, der var af Skarn, er utrolig. Den var sanket i mange Aar, thi det havde været et Misdæders Fængsel, og derinde havde de paa Gulvet gjort deres Behov. Hun lagde den Uhumskhed op i et Hjørne, og var des Mangfoldighed saa stor som et stort Bondelæs. Det blev liggendes indtil om Aftenen imod Maaltids Tid, da bleve Dørene først aabnet. Det skede, som jeg frygtede: vi bleve begge syge. Kvinden kom sig dog før end som jeg, thi hun kom ud i Luften, men jeg blev i det indklemte Hul, hvor fast ingen Lysning var. Vi vandt og det derved, at Loppers Mangfoldighed plagede os Dag og Nat, og vare de hender mere vedhængende end som mig, saa at hun var ofte færdig til at græde. Jeg lo og gjorde en Skjemt deraf, sagde, hun vilde have noget at bestille, nu havde hun faaet Tidsfordriv, vi maatte dog intet arbede. Lopperne sade saa tykke paa vores Strømper, saa Farven af Strømperne ikke kjendtes, og strøg vi dem af os i Vandbækkenet. Kom derover i Erfaring, at én Loppe føder anden. Thi som jeg saa efter deres Mangfoldighed, og hvorledes de kunde svømme, blev jeg vár, at nogle smaa Ben kravlede bagest [på?] Loppen, tænkte, at det var et sær Slags. Endelig saa jeg, hvad det var, tog Loppen paa min Finger, hvoraf den liden kom frem og efterlod Fødselstegn; sprang strax, men Moderen sad lidet, førend hun kom sig, kunde og ikke springe vidt første Gang. Den Lyst havde jeg tiere end som én Gang, indtil Lopperne bleve ødelagte. Om alle Lopper fødes paa den Maade, kan jeg ikke vide, men at de avles af Skarn og Ler, det haver jeg og set i mit Fængsel og set, hvorledes de lidt efter lidt ere bleven fuldkommen og af særdeles Farve, saasom Materien var til, de af blev avlet. Jeg haver og set dennem parre sig.

Jeg haver og i mit Fængsel faaet en Erfarenhed om Kaalorme. Havde en Tidsfordriv at se, hvorledes de forandrede sig. Ormene vare alle et Slags til Syne, lige stribede og af lige Farver. Men efter alle komme ikke Sommerfugle. Det er artig at se, hvorledes en Part, imod de forandres, sætter sig op imod, hvad de kan komme til, og fæster en Traad (som Silkeorme-Traad) ved begge Sider, drager den over Ryggen frem og tilbage over 50 Gange, alt paa ét Sted, bøjer sig stønnem med Ryggen for at forsøge, om det og er stærk nok; hvo ikke, da drager de flere Traader. Naar det er sket, forandres deres Skikkelse i en Hast, og bliver [de] tykke fortil med en Snude, som er spids til Enden, og ikke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder Knorr; haver ligesaadanne Finner paa Ryggen og saadanne Hoveder. I den Dannelse sidder de 16 Dage, saa kommer der en hvid Sommerfugl ud. Men af nogle Kaalorme kommer af begge deres Sider smaa stakkede Orme som Maddiker, hvidagtige, brede i én Ende og spidse i den anden Ende. De omspinder sig selv med en stor Gesvindighed, enhver for sig. Siden spinder Ormen over dennem temmelig tykt, vælter dem omkring, saa de bliver som næsten trinde Bolle. Der ligger hun imellem ganske indtørret, æder intet, bliver saa stakket som en Flue, inden hun dør. Tolv Dage derefter kommer der smaa Fluer ud af Bollen, og ser Bollen ud ligesom en Bikube. Jeg haver set af samme Slags Kaalorme, at der er kommen en liden levende Orm ud af Ormens Nakke (som jeg holder for det rareste), men den levede ikke længe, aad og intet. Moderen døde, strax den liden var udkommen.

Anno 1683, Nytaarsdag. Til mig selv.

Man siger, Lykken er et ypperligt, godt Stykke,
For hvilken Magten selv vel nederlig maa bykke,
Hvorvel at hun er blind, ja falder pludslig hen
Og sjælden, der hun faldt, sig rejser op igjen.
Idag gaar hun Bygang med Ønske i hver Hytte,
Var Ønsk' at lide paa, da vankede god Bytte,
Men den er ikkun et Vejr og Lykken meget lig,
Hos begge, Vandringsmand, er idel Falskheds Svig.
Den første bryder let, den anden intet gjælder,
Dog bruges begge to til Snarer og til Fælder;
Du Lykkens Ejermand, som med den brammer nu,
Vedst lidet, om du snart for hender sætter U.
Da falder Modet hen, et Bogstav dig omhvister,
Varst du end Coliath og én Gang til saa bister;
Og du, som est foragt, i Sorrig vorden graa,
Vedst ej, om hun i Aar indtitter i din Vraa,
Thi hun sig tumler om, det e verst nederst vender
Og atter om igjen det nederst øverst sender.
Alt det, som jordisk er, det kommer og det gaar,
Thi vil jeg stunde hen, hvor Evighed bestaar.

Den 14. Martii 1683 digtede jeg efterfølgende:

Det Ordsprog er vel gjævt, som bruges tidt paa Tunge:
En Ven langt ædler er end penningfyldte Punge;
Nu spørges maa: hvor er i denne Verdsens Tid
En Ven saa dydefuld, som skulde med sin Flid
En anden drage ud af Sorrig, Nød og Vaade,
Foruden han dermed forsikret var en Baade?,
Det er dog intet nyt, thi Egennyttighed
Den fulgte Verdsens Børn fra første Tid, man véd;
De gamle haver hørt, de gamle det beklage,
At der fast ingen var, som vilde sig antage
Betrængtes Nød og Tarv, fremføre deres Bøn,
Naar ej var andet hos end stor Tak og Guds Len.
Se, hos Bethesdæ-Flod i Børne-Børns Alder
Hvert Aar en lam did kom, nærværende bønfalder
Om Hjælpes Trøst. Men hvad? Hans Bøn forgjæves var,
Blandt nogle tusinde fandts ej én, Omhu bar
At række hannem Haand, i Vandet nederføre,
Naar Engelen fremkom, som Vandet monne røre.
Han havde ligget der til sidste Aandedræt
Saa Ven- som Penges-løs og aldrig gaaet opret,
Dersom den Kræmmer ej, som sælger uden Penge,
Var kommen frem det Strog og hannem rejst af Senge.

Nødtrængende Guds Barn, vær frisk i Sjæl og Hu,
Den Kræmmer er ej død, men han er til endnu
Og lige naadefuld, saa som han været haver,
Hos hannem kjøbes Hjælp foruden Guld og Gaver.
Han vil, naar det er Tid, dig række Hjælpers Haand
Og selver være den, som løser dine Baand.

Anno 1684, første Dag. Til Peder Jensen Tøtzløf.

Velkommen Nytaarsdag, hvorvel dig Brahe regner
At være første Tal af de, han onde tegner,
Og mener, hvad som helst begyndes først paa dig,
Ej kan god Fremgang faa og være lykkelig.
Nu spørges billig det: om man afstod det onde,
Idag først gjorde godt, om det og lykkes kunde?
Om paa et godt Forsæt skal følge ond Udslag,
Fordi det første Gang begyndtes paa idag?
O Brahe, jeg tror vist, naar én Ting vel begyndes
Idag som anden Tid, og dermed ikke syndes,
At det gaar lykkelig og falder ud til Gavn,
Helst naar begyndes paa i søde Jesu Navn.
Begynd i samme Navn idag og alle Dage,
Bed, at dit Anslag maa Gud Zebaoth behage,
Dig være nyttelig, saa skal ej ondt formaa
At hindre dit Forsæt og hæmme din Attraa,
Men Lykken bydes skal sig over dig at strække,
Saa Avindsmanden selv Hjælp-Haanden dig skal række.
At dig saa hændes maa, det ønsker jeg, som vil
Gud bede hjærtelig at sige Ja dertil.