NFS Grundtvig Carl Chr. Constantin Hansen · 1847-48 Frederiksborgmuseet

Grundtvig tog i 1803 teologisk embedseksamen på Københavns Universitet, hvorefter han vendte tilbage til hjemmet i Udby. Et par år senere fik Grundtvig ansættelse som huslærer ved Egeløkke Slot på Langeland, hvor han mødte den unge søhelt Peter Willemoes, og blev ulykkeligt forelsket i husets unge fru Constance Steensen-Leth. Opholdet på Langeland blev samtidigt indledningen til Grundtvigs forfatterskab og fordybelse i historiske og litterære studier. I 1810 oplever Grundtvig sin første af tre alvorlige manio-depressive psykoser, som kaster ham ud i en stærk åndelig krise. Samme år skriver han sin første af talrige salmer, Dejlig er den himmel blå. Året efter ansættes Grundtvig som kapellan hos faderen i Udby, og søgte, efter faderens død i 1813, embedet som præst, men fik afslag. Herefter vendte Grundtvig tilbage til København, hvor han søgte at ernære sig som digter. I 1821 fik Grundtvig ansættelse som præst i Præstø, og et par år senere ansættes han som kapellan ved Frelsers Kirke i København. Fra 1839 og til sin død var Grundvig præst ved Vartov i København.

Gennem sit forfatterskab, prædikener og talrige foredrag samlede Grundtvig med tiden mange tilhængere over hele landet. Hans opgør med den sorte skole, latinskolen, førte til den grundtvigske højskolebebevægelse – med grundlæggelsen af den første folkehøjskole i Rødding, Sønderjylland, i 1844.

Grundtvig, der oprindeligt var tilhænger af enevælden, var med i Den grundlovgivende Rigsforsamling som fortaler for folkefriheden. Han var fra 1849-58 medlem af folketinget, dog uden hans politiske virke kan tillægges den store betydning.

Som en æresbevisning, i anledning af sit præstejubilæum, udnævntes Grundtvig i 1861 til biskop, og han prædikede i Vartov Kirke så sent som dagen før sin død, 88 år gammel.