                       |
Christian 1. · Konge af Danmark · Norge 1448-81 og Sverige 1457-64
Christian 1. & dronning Dorothea |
I 1448 døde Christoffer af Bayern og da han ikke efterlod sig nogen børn benyttede det svenske rigsråd lejligheden til at vælge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge i Sverige, ligesom det lykkedes dem også at få ham anbragt i den norske trone.
Kalmarunionen – den nordiske union fra Christoffer af Bayerns tid var i realiteten gået i opløsning, for var der noget danskerne ikke ønskede, var det at få en svensker som konge.
Fra dansk side var man mere interesserede i at få Sønderjylland genforenet med kongeriget. Ved at pege på Adolf 8., hertugen af Slesvig-Holsten, som konge, var der udsigt til at knytte, ikke blot Sønderjylland, men hele Slesvig-Holsten til riget – men den 47-årige hertug mente han var for gammel, betakkede sig og pegede i stedet på sin nevø, den unge grev Christian af Oldenborg.
Efter at hertug Adolf fik Christian til at forpligte sig til aldrig at forene Danmark og Sønderjylland under én herre, og rigsrådet fik den 18-årige enke til Christoffer, Dorothea af Brandenburg, gift med den kun fire år ældre Christian af Oldenborg, var vejen banet for at han kunne hyldes som konge. Christian 1. blev valgt på Viborg landsting den 28. september 1448 og året efter kunne han og enkedronning Dorothea lade sig krone i Frue Kirke i København.
Ved et stort dansk-svensk rigsrådsmøde i Halmstad i 1450 om genoprettelse af unionen, gik Christian 1. ind på de betingelser adelen stillede. Aftalen blev at Karl Knutsson fortsat skulle være konge i Sverige, men måtte opgive kravet på Norge. Christian 1. skulle være konge i Danmark og Norge – og den længstlevende af de to konger, skulle arve den andens rige.
Karl Knutsson hævnede sig over denne aftale ved, at lade sine tropper plyndrende trænge ind i Skåne, men efterhånden fik de skatteplagede svenske bønder og det svenske rigsråd i 1457 nok. Kong Karl blev afsat, måtte flygte til Danzig og Christian 1. blev hyldet som konge i den genopståede union.
Christian 1. |
I 1464 kom det til endnu et oprør i Sverige. Denne gang var det Christian 1.s tur til at blive afsat. Den landflygtige Karl Knutsson var var ikke sen til at gribe chancen og vendte i 1467 tilbage til den svenske trone. Samtidige hjemlige problemer med højadelen kom til udtryk ved, at kongen i nogle tilfælde rettede hårde slag mod adelen.
Den mægtige Thott adelsslægt fik konfiskeret deres godser, da gotlandske og skånske dele af slægten allierede sig med svenskerne. Konfiskationerne rettede lidt op på Christian 1.s skrantende økonomi og var med til at befæste kongemagten.
Som en følge af disse begivenheder sammenkalder Christian 1. i 1468 danmarkshistoriens første stændermøde.
I 1470 døde Karl Knutsson og Christian 1. øjnede straks en mulighed for atter at blive svensk konge. Året efter fik han, trods sin dårlige økonomi, samlet en flådestyrke på 70 skibe, og sejlede med 3.000 mand ombord mod Stockholm. I slaget ved Brunkeberg uden for Stockholm den 10. oktober led han et knusende nederlag og undgik med nød og næppe selv at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af hvordan Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete aldrig – i stedet valgte det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.
I et forsøg på yderlige at underminere adelens magt, rejste Christian 1. 1474 til Rom, hvor han indgik en aftale med Paven, der gav ham ret til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige samt åbne et universitet i København. Det lykkedes ham også senere at få sat skik på den holstenske adel og få eftergivet en større del af den gæld han havde til hertugdømmerne, så mod slutningen af hans regeringsperiode stod kongemagten forholdsvis stærkt.
Christian 1. døde i 1481 og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn, Hans.
